Blicher, Steen Steensen En Røst, men ikke i Ørken

En Røst, men ikke i Ørken

Den, der med opmærksomt Øje følger vor nuværende Konges hele lange Regjering, vil finde, at den er en uafbrudt Bestræbelse for at uddanne, hæve og grundfæste Nationens legemlige og aandelige Frihed. Midlerne, som anvendtes til Opnaaelsen af dette Maal, vare overensstemmende med Folkekarakteren, med sund Politik, med selve Naturens Virkemaade, milde og langsomme, men derfor og sikre, og uden hine bedrøvelige Tilbagegange eller Reaktioner, hvilke i andre Lande have vist sig som Følger, ej alene af pludselige Revolutioner, men endog af enhver overilet Indgriben i Tingenes Gang. Denne Tendens i Danerigets Bestyrelse, dette dens Grundprincip kan ikke tilskrives Underbestyrerne, som vare mange og flere Gange skiftede og umuligen kunde have aldeles lige Anskuelse i Statsvæsenet; det maa søges hos En - hos Kongen selv; og kan det aldeles ikke formindske hans Fortjeneste, at hans Valg af Bihjælpere var klogt, eller om man saa vil heldigt. - Saaledes og ene af denne Aarsag gik det ikke her som andetsteds - f.Ex. i det saa højt anpriste England - at Grundsætningerne for indvortes og udvortes Politik omskiftedes med Ministrene og fremstillede sig afvexlende snart som liberale og snart som servile. Under slige Frem- og Tilbage-Spring vide Nationerne aldrig, enten de ere kjøbte eller solgte.

Efter at Frederik den Sjette paa mange Maader, men især ved stigende Oplysnings bestandige Fremme, havde forberedt sit Folk og gjort det modtageligt for en med dets forhøjede Kulturgrad overensstemmende Forfatning, grundlagde han samme ved "Stændernes Indførelse". Men hele Bygningen af dette kongelige Storværk kan ikkun fuldføres til den nødvendige Fasthed og Varighed ved hin kloge, sindige og stadige Fremskriden, med hvilken Materialerne efter-haanden samledes.

Netop nu, i dette lyseste Tidspunkt af Danmarks Historie, nu da 293 Monarken ved en frisindet Institution viser, hvortil hans hele Regentfærd sigtede, nu fremtræder aabenlyst en revolutionær Opposition, der er saa meget urimeligere, som den ingen Gjenstand har, Intet at opponere imod; men - ligesom de religiøse Sværmere - fægter mod Fjender, som ingen Anden ser, stormer drabelig løs mod Vejrmøller, der kun ere til i deres egen ophidsede Indbildning, og gjør en Spetakel, som om vi "i Landet havde Tyrken eller Paven". - Anholtskrigen gjentager sig, men under en Form og under Omstændigheder, som ej alene gjør den til Gjenstand for Latter, men meget mere for alvorlig Bekymring. "Hvilke Følger", spørger den Sindige, "kunne muligen opstaa af denne ukloge Fremfusenhed, denne utidige, fast barnagtige Higen efter at afryste Frugten, førend den er moden, denne utaknemmelige Riven til sig af hin Kongelige Gave?" Vel har den med Dannefolkets Sind og Tænkemaade ganske uoverensstemmende, mod Kongens Visdom og Faderlighed fornærmelige Tone, der udtaler sig i det Blad, der bærer den pompøse, men falske Titel "Fædrelandet", kun fundet Gjenldang hos en stor Minoritet; men Majoriteten tier - det er urigtigt; det kan vorde skadeligt. Medborgere! vi skylde Kongen, vi skylde os selv, vort statsborgerlige Del, at udtale den almindelige Stemme. Slaar eder ikke til Taals ved den gamle magelige Trøst: "lad dem skraale! det falder hen af sig selv - de ere for Faa til at kunne udrette Noget". - Faa? Jakobinerne vare ogsaa Faa fra Begyndelsen. Man skal tælle et Parti, som man tæller Soldater - man skal veje Aanden, der besjæler det. Lad os nøjere betragte denne.

Allerede for flere Aar siden begyndte den at spøge i "Robe" og Doktorhat. Den klagede vel ikke ligefrem paa Kongen, men søgte dog at vække utilfredshed med det Lands Tilstand, som han bestyrede, og talte profetisk om andre Tider. Men aldrig saa snart havde han lovet Stænders Indførelse, før den, visende sig i en end mere ærefrygtbydende Skikkelse med langt filosofisk Skjæg og en rød Hue under Hatten, hævede Tonen, og proklamerede Friheden hartad som deres eget Værk! Deres Dristighed steg efterhaanden saa højt, at den ikke længere blot ignorerede Kongen, men endog under let skeletterede Sofisterier søgte at undergrave hans Magt og konstituere sig selv som Dannemarks Frelser. Dersom et saadant Indgreb, en saa fræk Anmasselse skulde have foranlediget en - med Hensyn maaske til fjernere, for Indviede kun bekjendte, Forholde - nødvendig Indskrænkning 294 i den af Kongen selv givne, saa længe beskyttede, og nu af dens egne foregivne Talsmand misbrugte Trykkefrihed, hvem havde vi da derfor at takke? Hvormed vil Professor David - om han endog skal anses af hans Parti for en Kong Salomon - hvormed vil han erstatte Nationen et saadant ved ham forvoldt Tab? Vil han maaske give os en Republik, med en Skyggekonge, med Ministre, der dukke op og ned lig de kartesianske Djævle, med Kamre, der evindelig klamres, indtil en Intervention - dog Kong Frederik lever endnu. Han vil sikkerlig finde den rette Vej, saavel til at bortrødde Hindringerne for sit Værk, som til at værne om den Aandsfrihed, han selv haver opelsket.

Naar man læser disse Demagogers Ramaraab, skulde man ikke tro, at Danmark stod paa Afgrundens Rand? Og hvad er da egenlig sket siden Forordn, af 28, Maj? Har Kongen gjort et eneste Tilbageskridt? Har han til Datum gjort mindste Indskrænkning i den af ham selv udvidede Frihed? Har de Deputerede smigret ham? have de forraadt Folket og dets Rettigheder? - Det synes virkelig, som disse blinde Sværmere (for at bruge det mildeste Navn) ret med Flid og Forsæt lagde an paa at det skulde ske, som de kæmpe for at forhindre; ja ret med tirrende Trods udæskede Kongen til Kamp om Danmarks Regering. Er det virkelig ikke, som om de ville sige: "lad os en Gang se, om Deres Majestæt tør indskrænke Trykkefriheden? om De tør sammenkalde Stænderne? hvem vi nu i Forvejen have bearbejdet og lagt i Munden hvad og hvorledes de skulle tale".

Men det er nu saa deres Manér at bekæmpe Fjender, hvor ingen ere, at skjændes uden at have nogen at skjændes med, at mane usynlige Aander. - Velan! lad dem da faa virkelige Gjenstande for deres revolutionære Iver! Lad os vise, at vi have en bedre Mening om vort Lands Tilstand, en taknemmelig Erindring om de allerede iværksatte Forbedringer og afhjulpne Mangler, og et lysere Haab med Hensyn til de endnu tilstedeværende, om hvilke Kongen netop ved Stænderne ønsker at komme til Kundskab! - Lad os offentlig bekjende vor Tillid til Frederik den Sjettes nu snart gjennem tvende Slægtfølger prøvede statskloge Omsyn, dybttrængende Indsigt og uforandrede Kjærlighed for sit trofaste Folk!

295