Blicher, Steen Steensen Betænkninger

Betænkninger

ved Assessor Algreen-Ussings Skrivt "om en

Forening af begge de danske Stænderforsamlinger."

1.

Enhver Dannemand maa visselig være enig med Forfatteren i at ønske begge Forsamlinger sammensmeltede. De Grunde, der vække og nære dette Ønske, ere af ham saa klart fremsatte, at der under dette Hensyn intet Væsentligt savnes. Men jeg- og vel Flere end jeg - gaaer endnu videre med mit Ønske: at nemlig Sønderjylland - som det rettelig bør kaldes - ogsaa forenede sine Deputerede med Nfirrejyllands og Øernes.

Der har i langsommelige Tider hersket et sælsomt Hang til at skille saavidt muligt det gjennem Aarhundreder meer og meer udstykkede Danmark ved Sønderjylland. Alt skulde der saavidt muligt fortydskes; endskjøndt Folket er dansk, og taler dansk næsten lige til Eideren. Holsteen er tydsk og hører som saadan til det tydske Rige; men Sønderjylland er dansk; hvorfor maa det da ikke høre til det danske Rige? Vel har denne Provinds en anden Lovforfatning, en anden Codex - desværre for den! Spækket med barbarisk Latin, som kun de lærde Jurister forstaae - en anden Toldforfatning, kort: andre Friheder, (f.Ex. Brænderie) og andre Byrder, (f.Ex. Mølletvang og Ølbrygningstvang); men er det derfor saa urimeligt, at, ved en Forening af de tvende Stænderdeputerede, Nogle eller Noget af Hine kunde meddeles det øvrige Danmark, og Nogle af Disse lettes for Sønderjyderne?

Øestifterne og Nørrejylland have rigtignok een Lovgivning; men hvorfor er da deres Stænderforsamling foreløbig adskilt i tvende? Fordi den ene Deel er i mange Henseender localforskjellig fra den anden, og det endog i den Grad, at en aldeles lige Lovgivning i mange Henseender ikke passer for Begge. Vi ville foreløbig alene nævne: Anordning for Skolevæsenet, Fred- og Hegns-Forordningen, den om Landbrænderierne, Toldlovgivningen, den som angaaer Natmændsfolkene, og den om 308 Bissekræmmerne, I alle disse og flere vigtige Poster have Nørre- og Sønderjylland næsten fuldkommen fælleds Lighed, fælleds Interesse: for Begge finder det modsatte Sted med Hensyn til Øerne. Kan og bør altsaa den Nørrejydske Stænderforsamling i Tiden sammensmelte med Øernes, da maa og det samme antages om den Sønderjydske,

2.

Tiden, naar denne Forening burde finde Sted, er fra Regjeringens Side ikke fastbestemt, og dette ansee vi for velgjort; thi Erfaring skal først lære det: naar nemlig Resultaterne af de særskilte Samlingers Forhandlinger godtgjøre, at de ere modnede til Sammensmeltning. Om denne kunde ansees for tilstrækkelig forberedt ved tvende Sessioner, tør vi ikke paastaae; meget mere kunde vi, ved Betragtning af hvad der er discuteret i den Første, finde en noget længere Udsættelse ønskelig.

Vi sige endnu engang: det er velgjort, at Øernes og Nørrejyllands Forsamlinger for det Første blive adskilte. Havde de været forenede, da behøves kun et halvt Øie for at see, at den Første gandske vilde have taget Luven og Stemmen fra den Sidste; at dennes eller dens Committenteres Interesse i mange Henseender vilde bleven tilsidesat - eller i det mindste opsat; og at Jyderne i dette høist vigtige Anliggende - som og i andrevilde have mærket, at de havde længst til Kjøbenhavn.

De mange særegne Forhold, som alene finde Sted i Jylland; de mange Modificationer i de nu gjældende Anordninger og dem som kunne ventes, til Gavn for denne Provinds, tykkes os først at burde kjendes og drøftes inden hiin Forening finder Sted. Og disse Poster ere saa mange og saa vigtige - som siden efterhaanden skal godtgjøres - at een Stænderforsamlings Session til neppe vil være tilstrækkelig til deres fuldstændige Discusion; og det saa meget mindre, som kun saare faa i den første Samling bleve afhandlede. Desuden kan man vel, uden i mindste Maade at vilde nedsætte de brave jydske Deputerede, ansee det for gavnligt, at disse erhvervede sig endnu større Selvstændighed og parlamentarisk Dygtighed, inden de sluttede sig til Øestifternes, blandt hvilke vistnok den sidste Egenskab endnu maa antages at være mere almindelig.

309

3.

Angaaende Forsamlingsstedet for de forenede Deputerede af hele Danmark, da kunde vi ei heller være enig med den ærede Forfatter.

Det er vist værd at lægge Mærke til, at Hs. M. Kongen, fra hvem Institutionen er udgaaet, ikke har bestemt Kjøbenhavn men Roeskilde til Samlingssted. At forkorte Reisen for de Deputerede fra de andre Øer, kan ikke have været Hensigten, da det lille Stykke fra sidste til første Stad ikke kunde have medført noget føleligt Tab, enten af Penge eller Tid. Men vel tør vi antage, at Institutionens ædle Giver har villet fjerne enhver Tanke om høiere Indflydelse paa Forsamlingen, og saaledes antyde den Frihed og Selvstændighed, med hvilke den burde virke. Overensstemmende hermed, samt for de allerfleste af de Deputerede fordeelagtigt med Hensyn til Tid og Bekostning, formene vi, at Odense eller Fredericia, eller begge skifteviis, bestemtes til Samlingssted for Rigets forenede Deputerede.

4.

Hvad hernæst angaaer de Deputeredes Antal og Stand, da ere vi i tvende Henseender temmelig enige med Forfatteren. For det Første nemlig, antage vi: at naar begge (eller maaskee alle tre) Forsamlinger forenedes, kunde, til Besparelse for Landet og uden Tab for Institutionen, Antallet noget formindskes. Med Hensyn ogsaa til Folkemængden turde vi maaskee foreslaa 10 for Kjøbenhavn og Sjælland, 12 for Fyens og Lollands Stift, 24 for Nørrejylland, og for Sønderjylland 16, ialt 72, hvortil videre kunde lægges de 3 Medlemmer for Island og Færøerne (maaskee 1 for Bornholm), samt tvende Professorer, hvorved udkommer, paa 2 nær, det samme Antal som Algreen-Ussing har foreslaaet, naar nemlig Kongen, efter samme Forslag, renuncerede paa eget Valg af 8 Grundeiere. Da begge Forsamlinger, efter nuværende Indretning, bestaae af 125 Medlemmer, sparedes paa denne Maade Omkostningerne for 47; og forenedes Sønderjyllands med de 2de andre, blev Besparingen endnu langt større. - At dette Antal skulde være for lidet, have vi ikke Grund til at antage. Andre Stater, som have en repræsentativ Forfatning, stille, i Forhold til deres Folkemængde ikke flere Deputerede: England, naar vi endog tage begge Huse sammen, 1 Repræsentant af 20,000; Frankrig 1 af 38,000, og Nordamerika har endnu færre Deputerede, i Forhold til 310 Folkemængden. I Danmark vilde dette, efter den foreslagne Maade blive lignende med det som i England finder Sted.

Hvad for det Andet de Deputeredes Stand og Stilling angaaer, da har Algreen-Ussing foreslaaet: at ogsaa Landsbyepræster burde optages som valgte Deputerede i Forsamlingen, nemlig i de mindre Landeiendoms-Besidderes Klasse. Men da han forud har foreslaaet 4 andre Gejstlige, vilde, naar Bønderne allevegne bleve enige om at vælge Præster, disses Antal vorde for stort, i Forhold til de Øvrige. Et mere passende tykkes os at vilde finde Sted, naar 1 Landsbyepræst udvalgtes i hvert Stift, da de dog saaledes vilde udgjøre en 10de Deel af Repræsentanternes Antal.

At Landsbyepræsters Optagelse i Forsamlingen vilde være højst gavnligt, saavel for den hele geistlige Stands egen Interesse, og for deres, der staae i umiddelbar Forhold til dem som geistlige Embedsmænd, men endnu meget mere for den hele Bondestand, er klart indlysende. - Den første Erfaring har tilfulde godtgjort, at Bondestanden endnu ikke har naaet den aandelige Culturgrad, at den kan repræsentere sig selv. Mangen Bonde kan vel tænke klart og grundigt over sit særegne Forhold til Staten; men hvor Mange ere vel istand til i en saadan Forsamling at gjøre deres Meninger gjældende, enten ved Pennen eller Munden? De maae vente til Noget dem angaaende bliver bragt paa Bane af de andre Stænder, høre paa Disses Debatter, og føle først deres Tilværelse ved den tause Afstemning. Hans Præst derimod kjender hans Forfatning ligesaa godt som han selv, og hans Stilling i Staten endnu bedre, end han selv; men han kan tillige baade skrive og tale, og kan, med Hensyn til den sidste Egenskab, ikke ventes overgaaet af Andre, end Høiesteretsadvocater. Vidtløftigt at bevise dette, tykkes overflødigt. Og endelig ville vi her bemærke: at Præsten endog har en selvegen Interesse ved at tale Bondens Sag.

Men naar videre Hr. Assessoren foreslaaer ogsaa Landsbyeskolelærere til Optagelse i Forsamlingen, da kunne vi ingenlunde tiltræde hans Mening. Vel maa Denne antages, i Almindelighed at skrive bedre end Bonden, ogsaa tale bedre end han; men paa faa Undtagelser nær, vil denne Klasse ikke kunde optræde med væsentlig Virksomhed i de øvrige Deputeredes Kreds; ei alene af de nu berørte Grunde, men ogsaa fordi Skolelæreren mangler - hvad Præsten har - Indsigt i de øvrige Statsforhold.

311

5.

Hvad det reciproqve Forhold af de Deputeredes Antal, med Hensyn til Stand og Stilling, angaaer, da troe vi at kunne calculere det saaledes:

a) Juridiske Embedsmænd og tillige Grundbesiddere = 1:10.
b) Geistlige Embedsmænd = 1:10.
c) Sædegaardseiere = 3:10.
d) Kjøbstædrepræsentanter = 3:10.
e) Mindre Landeiendomsbesiddere = 2:10.

Herved bemærkes: 1) at da Grundeiendom- og det af velkjendte gyldige Grunde - ansættes som en Betingelse for Valgbarhed, kan en Embedsmand, hvad enten verdslig eller geistlig, skjøndt han kun for Embedstid er beneficeret med en saadan Eiendom, under dette Hensyn, ansees endnu lidt bedre qvalificeret til Stænderdeputeret, end en Fæstebonde; thi denne staaer dog langt større og langt oftere Fare for at miste den berørte Egenskab, og saaledes hans Basis for Valgbarhed, end hine Embedsmænd. Dette indtræffer hvert evige Aar med mange mange Fæstebønder, men med Embedsmænd kun een iblandt Tusinder, Ja Disse ere i Gjerningen langt sikkrere paa at blive i Besiddelse af deres Beneficiater, end Grundbesidderne af deres Selveiendom. I længste Fald besidde hverken Herremand, Bonde eller Præst deres Eiendomme længere end Livet.

Hernæst bemærkes: 2) at hvad vi tilforn har sagt om, at Bønderne vilde være vel tjente med at vælge Landsbyepræster til deres Stands Repræsentanter, ikke kunde forstaaes saaledes, som om bare Præster af dem skulde udvælges; thi derved maatte jo denne Stand erholde en næsten uimodstaaelig Overvægt, hvilken let kunde føre eller forføre til Misbrug. Og mangen dygtig Repræsentant blandt de mindre Landeiendomsbesiddere - en Wulff, en Kirk, ere dog ikke de Eneste der kunde findes - vilde saaledes udelukkes. Desuden bør man og betænke, at det ikke er alle Deputeredes Sag at skrive eller tale, men at børe, og ved Stemmegivningen at følde Dom. Hvormange egentlige Talere findes vel i det brittiske Underhuus eller i de Franskes Deputeredekammer? Ikke Een af Ti. Og er vel i vore Forsamlinger alle Kjøb-stædmænd, eller alle Herremænd Ordførere? Nei! men enhver af disse Klasser har dog Sine. Det er, hvad Bondestanden var nær ved at 312 mangle. Og det er denne Mangel, som paa den foreslagne Maade, og vistnok paa denne alene, kan ventes afhjulpen.

Vi komme nu til eet Forslag af tidtnævnte skarpsindige Forfatter som oprigtig tilstaaet - meget har forundret os, nemlig: at ogsaa Medlemmer af den mosaiske Troe skulle tillægges Valgbarhed. At der blandt denne Religions Bekjendere findes Enkelte baade duelige og værdige til Stænderdeputerede, maae indrømmes Sandheden til Ære; men hvormange ere disse, og hvor findes de? Vi kunne - uden enten at træde Sandheden eller det mosaiske Samfund for nær - hertil svare: gandske Faa, og, i Kjøbenhavn, hvor der findes fleer end nok af Christne for det der vælgende Antal. Men gaae vi udenfor Hovedstaden, da ere de vel snart talte, hvis Kundskaber, hvis Interesse strækker sig udenfor Boutiken, Contoiret, Slagterboden eller Værkstedet. Og det var vel ikke langt fra en Fornærmelse mod vore egne Troesforvandte og ret egentlige Landsmænd, at troe, at der i nogen Kjøbstad skulde være en saa total Mangel paa værdige Deputerede blandt disse, at man nødvendig maatte kaste sine Øine paa de faa Mosaiter, som i yderst liden Minoritet befinde sig i samme. Og hvad om der blandt disse Faa dog befandt sig Den eller De, som i Rigdom overveiede de Christne, og som uagtet deres Mangel paa Dygtighed eller Patriotisme, eller begge Dele, dog, formedelst deres pecuniaire Kraft, kunde have afgjort Indflydelse paa Valgene? Hvad var da heraf at vente? For det offentlige Bedste neppe noget ønskeligt.

Hvad nu sluttelig angaaer Forslaget om Landsbyeskolelærernes Valgbarhed, da stemme vi aldeles derimod, og det af flere - som os tykkes - vægtige Grunde. Skal Grundbesiddelse, være sig: Selveiendom, Fæste eller Beneficiat, opstilles som een af Hovedbetingelserne for Valgbarhed- og dette betragte vi som almindelig antaget - da mangle jo Skolelærere, som Saadanne, denne Egenskab, og kunne ikkun stilles ved Siden af Huusmænd; hvilke tilligemed en afgjort overveiende Majoritet af Gaardmænd ere udelukkede af den valgbare Klasse. - Endvidere: vel maa Skolelæreren have erhvervet sig en høiere Aandskultur end Bonden, men vi maae lægge Mærke til, at denne intellectuelle Dannelse har ene og alene Elementarunderviisningen til Øiemed, og aldeles ingen Tendents til Statsoeconomie, Lovforfatning, eller med eet Ord: til at forskaffe Indsigter i de statsborgerlige Forhold, der skulle være Gjenstanden for Stænderforsamlingens Virksomhed. Det er kun en høist sjelden Undtagelse, at en Landsbyeskolelærer kan paa egen 313 Haand have erhvervet sig saadanne, hans Fag saa gandske uvedkommende, Kundskaber, og derhos en saadan Skrive- og Tale-Dygtighed, at han qvalificerer sig til Stænderdeputeret; at han, navnligen til saadant Valg, kan heldigen concurrere med et - for ei at sige for meget - hundrededobbelt Antal af Præster, der - for ei at tale om deres ti, tyve, tredive Gange større Beneficiater - ere langt forud for ham i de vigtigere Egenskaber: alsidig Kundskab i de borgerlige Forhold, mangesidig Erfaring, samt Færdighed i baade at skrive og tale. Men der er endnu en meget vigtig Betænkelighed ved saaledes at rive ham ud af hans snevre Sphære - hans Skole, og opløfte ham i en høiere og videre, i hvilken han vanskelig eller dog for seent vilde kunde orientere sig; og om han endogsaa her, efter en kortere eller længere Svimmelhed, faaer et sikkert Fodfæste, hvorledes mon han da vil befinde sig, naar han siden omskifter Forsamlingssalen med Skolen? et udvalgt Selskab af dannede Mænd med raae Skolepeblinger? politiske Discussioner med "Abc" og "een Gang een?" indbyrdes Opklarelse i de vigtigste Borgerforhold med den indbyrdes Underviisning? Enten vil han sandelig føle sig ikke hjemme i Skolen, eller ogsaa have været fremmed i Stænderforsamlingen.

Til Slutning ville vi frit ud bekjende: at vi ikke indsee enten Nytten eller Nødvendigheden af denne Stands særskilte Repræsentation; thi denne sammensmelter meget naturligt med Præstestandens - at sige: naar denne repræsenteres; og er da Skolelærerklassen langt sikkrere paa at see sine billige Krav paatalte, end enten Haandværksklassen eller adskillige andre borgerlige Samfund.

Med disse Betænkninger over Hr. Overretsassessor Algreen-Ussings vigtige Skrivt, fornemmelig hvad angaaer hans Mening: at der fra først af kun burde været een Forsamling - sammenholde man saavel de i Bladets foregaaende Nummere fremsatte "Sager til Behandling i Stænderforsamlingen" som de der herefter af samme Forfatter ville vorde underkastede - som vi haabe - videre Betragtning og nøiere Drøftelse.

314