Blicher, Steen Steensen Bedømmelse over Skrivtet Moses og Jesus [uddrag]

Af: Bedømmelse over Skrivtet Moses og Jesus

Books as affected are as men.
Gay.

Ungünstiges Glück hat Macht und Reichthum vereitelt; was
blieb einem Volk, dem nebst beyden der Glaube an die Leitung
der Umstände fehlte?!... Niche Unglaube, - irrt euch nicht -
Gebrauch des Glaubens; nicht was aus der Fremde nem kommt,
sondern was den Menschen lehrt seyn wer er soll, aus neuen
Bewegungsgründen, fester als zuvor, das ist Aufklärung.

Johannes Muller.

Forerindring.

Rygtet gik, at en Skrivefeide var udbrudt i Kiøbenhavn over Jøderne; men jeg havde ikke læst det mindste heraf, vidste ei engang Forfatternes Navne, da jeg nedskrev og publicerte en liden Afhandling, betitlet: Bør Jøderne taales i Staten. Mængden synger gierne i den Tone, som Enkelte angive; og for at bringe den til at synge godt, behøves blot gode Forsangere. Jeg haabede ved mine fremsatte Meninger at kunne virke til rolig og fordomsfrie Anskuelse af det sælsomme Phoenomen - Jødefolket. Med let Haand berørte jeg denne Streng; fordi jeg ikke troede, den behøvede kraftigere Slag; fordi jeg ikke anede i vort danske Sprog en saadant Skrivt, som siden kom mig for Øine. Ei heller frygtede jeg for at fornærme nogen, da jeg ingen Modstander kiendte, da selv de, der heftigst monne bestride Jødedømmet, intet Fornærmende kunne finde i den ubekiendte Antagonists Adfærd. Min Hensigt var ikke at fremstaa som Jødevæsenets Talsmand, men blot at nedstemme de - i mine Tanker - overdrevne Beskyldninger, jeg havde læst og hørt. Jeg vilde ikke frikiende, ikke fordømme; men lede til en human og upartisk Kritik over Nationen. Nu fik jeg fat paa 222 Moses og Jesus; jeg fandt mere end jeg havde ventet. I Sandhed, dette Skrivts Forfatter er en Forsanger med Stentorstemme, istand til at tage Tonen fra tusinde. Hvilket historisk Overblik! hvilket philosophisk Ræsonnement! hvilke forbausende Resultater! Men ere disse sande, da Farvel Tro paa Dyd og Forsyn; da Farvel daarlige Indbildning om Menneskets Perfectibilitet! her er et heelt Folk, som i tre tusinde Aar har giendrevet disse Drømmerier; et heelt Folk, som aldrig har kunnet, aldrig skal kunne hæve sig over Dyrene, men stedse staaende paa det laveste Trin af Kultur, udmærker sig kun ved Egennytte, Ladhed og Grumhed - Rævens, Oxens og Tigerens Egenskaber. Jeg veed ikke, hvorledes man har optaget dette Skrivt i Forfatterens Fødeland; ei heller veed jeg, hvorledes man har forstaaet, bifaldt eller giendrevet det her; men jeg veed langt mindre, hvorledes Forfatteren til "Hvad har stakkels Neger giort," har kunnet føre over sit Hierte at skrive saadan en Forerindring til saadan en Bog. Men Forfatteren er Philosoph - barbam video - som Saadan maa hans Paastande drøftes; dog aldrig skal jeg - som han - paastaa: At alk de, der ikke give mig Bifald, ikke ere istand til nogen upartisk Undersøgelse, men derimod vel istand til at indbilde sig, at to Gange tre er fem. For at undgaa Vidtløftighed, citeres kun de mest paafaldende Steder i hans Værk; og ønsker jeg, at man under Læsningen af denne Bedømmelse stedse ville lægge det ved Siden, for at undersøge Rigtigheden af min Kommentar. For at lette denne Undersøgelse, følger jeg Forfatteren giennem alle hans Inddelinger. Mit Øiemed er at fremstille og rette det Falske og Skadelige i hans Principer, saavel i Henseende til flere Gienstande i Almindelighed, som i Henseende til Jødedommet i Særdeleshed.

Randlev i Jylland, den 26de Juli 1813.

Forfatterens Fortale og Indledning.

Den største Lyksalighed er den, i hvilken det største Antal deeltager.

Beccaria.

For at kunne betragte et litterært Arbeide fra den rigtigste Synspunkt, er det vigtigt at vide: om reen Sandhedskærlighed eller Lidenskab har styret Forfatterens Pen. Hvad der i dette Værk er Tilfældet, samt 223 hvilken Lidenskab der har behersket dets Autor, viser sig ikke utydeligt i den allerførste Ytring: Efterfølgende Skrift vil indeholde meget Anstødeligt for mange Læsere, da det indeholder meget Nyt. Sammenholdes denne Yttring med følgende Sted i Indledningen 8.4: Overbeviist herom bar han kun eet Ønske at yttre, og dette er, at han maa læses med samme Fordomsfrihed, som han har skrevet fordomsfrit og ærligt. I det mindste haaber han, at Læserne maa give ham det Vidnesbyrd, at han har belyst sin Glenstandfra aldeles nye Sider; og tilfreds med dette Vidnesbyrd, ønsker han blot, at en anden maa overgaa ham etc. - saa vil man see, at han er tilfreds, naar man blot erkiender, at han har skrevet noget Nyt. Nyhed staaer da ovenfor Ærlighed og Fordomsfrihed; kan man blot finde paa noget Nyt, da lad det være saa galt som det være vil! lad det nedrive Religiøsitet, Dyd og Menneskekierlighed - jo galere, jo bedre! man naaer dog sin Hensigt: Celebritet; man faaer dog et Navn, ligegodt om det staaer i samme Rubrik som Herostrats og Carpocrats. Til ydermere Oplysning læse man det mærkelige Sted i Fortalen S. 11: Thi saa ofte man søger at bekiæmpe det Ny ved det Gamle, udmatter man sig forgiæves. Følgelig skal det Ny være rigtigt, just fordi det er nyt; følgelig: jo nyere en Sætning er, jo bedre er den; jo ældre, jo slettere. Dette Princip er i det mindste nyt. Endvidere siger han: Man har overhovedet altid Uret, naar man erklærer en Ting for paradox. Vi have da i selve Fortalen en betydende Vink om Beskaffenheden af Forfatterens Sandhedskierlighed, at den nemlig er hans Nyhedssyge underordnet; vi have et Vink, som vil hielpe os til Forklaringen af de mange - med Tilladelse - Paradoxer, der findes i dette splinterny Værk. En svensk Digter siger: Man har ei Genie fordi man er gal; saa kan man og sige: Man er ei Philosoph fordi man er paradox. Vi ville strax faae endnu mærkeligere Vink om den ny Philosophies Natur, hvortil Historiens Grandskning har hiulpet ham. Alt det - siger han S. 1 - han endnu kan tilføie til sin Undskyldning - dersom han trænger til den - er: han har hverken skrevet for Theologer, ei heller for Jurister, eller for nogen anden Glosse af Haandværkslærde, men for tænkende Statsmænd. En herlig Undskyldning! naar man skriver for Statsmænd, da kan man gierne bomre mod Theologie, mod Jurisprudens, formodentlig ogsaa mod Moral og Philosophie - thi disse høre da og til Haandværksvidenskaberne? - Altsaa er der en Statskonst, som udelukker Religiøsitet og Retfærdighed? En smigrende captatio benevolentiæ til hans tænkende Statsmænd! Den ny Machiauel! ligesom der gaves en sand Statskonst, der stred 224 mod Religion og Moral! ligesom der i alle andre Videnskaber gaves Sandheder, der ikke vare det for Statsmanden! Nei, er Bogen skreven for Statsmænd, da er den og skreven for Theologer, for Jurister, for alle tænkende Statsborgere.

Forfatteren fremstiller os nu den Hovedhiørnesteen, hvorpaa hans Bygning hviler; kunne vi rokke denne Steen, da erklærer han Bygningen for nedreven: Men - hedder det - hvis man endelig skulde angribe hans Skrivt fra dets Indholds Side, saa giør han iforveien opmærksom paa: at det beroer paa at giendrive følgende Sætninger, som ere ligesom Islætten i hans Væv.

  • 1. Det sidste Stats-Øiemeed kan intet andet være: end en kraftfuld Nationalexistents.
  • 2. Al Statsstyrke indeholdes i Statsborgernes Industrie.
  • 3. Hvad der hindrer Industrien, svækker Statsstyrken, og virker dermed mod

Statens Endemaal.

Hvo der kan bevise, det modsatte af disse Sætninger, han modsiger Indholden af efterfølgende Skrivt, hvo der ikke kan det, til ham hedder det: Manum de tabula.

Lad os da prøve Styrken af hans philosophiske Islæt; lad os undersøge Beskaffenheden af hans Syllogismes tredobbelte Major, som - hvis den holdt Stand - maatte supleres saaledes: nu hindre Jøderne Industrien, ergo svække de Statsstyrken. Beroer hans hele Væv paa Styrken af disse Sætninger, da vil det ikke blive vanskeligt at sønderrive baade Islæt og Trendegarn. Det hielper ikke at han har indhyllet sig i en væmmelig Vrimmel af philosophiske Konstord, - denne Kaabe er ikke ny, men har ofte maattet tiene til at skiule aandelig Armod - det redder ham ikke at han har forskandset sig med Bombast, og - hvor han endnu ei har troet sig sikker nok - med Nonsens,* - han giør maaskee Regning paa, at Mængden beundrer meest det den ikke *

225 forstaaer. - Forgieves har han opstablet saa mange Etager paa sit Fundament - Fundamentet er Sand, og hele Kastellet styrter. - Men her vil Beviis til. Jeg vil tage fat paa den anden af hans Hovedsætninger, thi glipper den, er hele Væven i Stykker, og Skrivtets Indhold er ikke allene modsagt, men modbeviist. Al Statsstyrke - siger han - indeholdes i Statsborgernes Industrie. Dette benægter jeg af følgende Grunde: Statens Styrke beroer - efter min Mening - paa Borgernes physiske og moralske Sundhed; til den physiske hører Livets Nødvendigheder, Legemskraft, Evne til og Færdighed i at forsvare sig; til den moralske hører Sæders Reenhed, Tilfredshed med sin borgerlige Forfatning, Kierlighed til den og Medborgere, Mod og Lyst til at forsvare sig. Det der nu befordrer og vedligeholder denne physiske og moralske Sundhed er: en nøie, nær og jevn Forbindelse mellem Borgerne, almindelig Velstand, - bedre Bortfiernelse af Fattigdom - en eifor ulige Fordeling af Livets Nødvendigheder; videre: en almindelig Oplysning, der er af den Art, at den indprænter Religiøsitet, Dyd, Fædrelandssind; endelig: Arbeidsomhed, der nærer og styrker baade den physiske og moralske Sundhed. Er denne Bestemmelse af Statsstyrke rigtig - som jeg troer - saa følger, at Industrie - hvorved Forfatteren ikke mener en Arbeidsomhed, der allene har Livets Ophold til Øiemeed, men en saadan, der tilveiebringer den største Masse af rede Penge - er kun et af Midlerne til Opnaaelse af Statsstyrke, og det endda kun under de Betingelser, at den forskaffer en almindelig udbredt Velstand. Det er da saa langt fra, at al Statsstyrke indeholdes i Industrien, - efter Forfatterens Bestemmelse - at den end ei er et absolut nødvendigt Middel dertil, thi et industriøst Folk kan gierne være et fordærvet Folk, mangle baade physisk og moralsk Sundhed; endvidere ere hos et saadant Folk Rigdommene - den Buchholziske Industries Øiemed - ofte uforholdsmæssig fordeelte, saa at de findes opdyngede hos enkelte Individer eller Stænder, medens den største - ja egentlig industriøse - Deel af Nationen træller i Armod; hvorved Ligevægten og Forbindelsen mellem Borgerne tabes, og ei allene den, men Sæders Reenhed, Tilfredshed med sin Forfatning, Kierlighed til den og Medborgere, Mod og Lyst til at forsvare sig - med to Ord: Statens Styrke. Industrien vil, istedetfor at styrke Staten, endog svække den, med mindre den frembringer en almindelig Velstand; og giør den endog dette, har Staten alligevel ei naaet den fornødne Styrke, hvis ei de ovenfor angivne Betingelser tillige ere opfyldte. Har Buchholz nu skrevet for tænkende Statsmænd, er han allerede giendreven; men har han - som det mere 226 lader til - skrevet for Statsoekonomer, for Finantsministre,* uden Hensyn til sand Statsstyrke eller almindelig Folkelyksalighed, da giør han meget Ret i at tilraabe enhver Theolog, Jurist eller anden tænkende Videnskabsmand: Fingrene af Fadet!

Men ogsaa Historien maa vi raadføre os med; af den har jo Forfatteren samlet sin Philosophie; lad os see hvorledes han har studeret den. Phoenicierne udmærkede sig tidlig ved Industrie og Handel, og nøde følgelig en rig, men ingenlunde kraftig Existents; deres Industrie førte dem endog saa meget snarere til Undergang, som den giorde dem rigere. For denne Rigdoms Skyld bleve de aldeles knuste, medens deres fattigere Naboer nøde en langt længere Tilværelse. Det torde da vel være meer end et Paradox,** at Stater nærme sig deres Undergang, ligesom de stige i uhensigtsmæssig Industrie; thi en saadan Industrie føder vel Rigdom, men Fattigdom følger jevnsides med Rigdom; men begge avle alle Synder, og Synderne avle Svækkelse, som er Forbud paa den politiske Død. Er nu en overdreven Industrie Aarsag til Statens Sygdom, da vil ogsaa det, der hindrer en saadan Industrie, styrke Staten, og ikke - som Forfatterens tredie Sætning paastaaer - svække den. Lad os med Historiens Fakkel end klarere belyse denne Sag: Engelland er Nutidens Tyrus; det har i alle Industriens Grene ladet andre Nationer langt efter sig: de ere ifølge deraf langt rigere end alle andre; men just denne Rigdom har tvende hinanden - som det lader - modsatte Følger: Magt og Afmagt - stakket Magt og lang Afmagt, det er: Deres Rigdom skaffer dem vel Midler til at undertvinge nogle, bestikke andre, og indvikle alle i Krig og Forvirring; men disse Konstgreb ere kun Palliativkure, der ei formaae at læge den indvortes Kræft; denne ved Rigdommens Anvendelse erhvervede Overmagt er ikke Styrke; thi List forudsætter Mangel paa Kraft: Guldet skal aabne sig en Vej didhen hvor Jernet ikke formaaer at trænge. Om endog deres stærblinde Statskonst længe seirer, om det end længe lykkes dem at berige sig i den almindelige Forstyrrelse, saa *

* 227 vil den derved kun giøre Statens Undergang saa meget vissere. Industrien har altsaa hos Britterne avlet Rigdom, men Rigdom Hovmod, som gaaer for Fald, og Gierrighed, der som hos det enkelte Menneske stiger, jo nærmere han rykker Døden imøde. Store Nationaluheld, der svækkede deres Handel, vilde altsaa - i det de giorde dem fattigere - giøre dem stærkere, og fierne dem fra Undergang;* de ville giøre dem sundere og ædruere, og svække de plyndrede Nationers Lyst til deres nu formindskede Rigdomme. Saaledes var Nordamerikas Løsrivelse en Amputation, der reddede fra Hælsot, og bragte - for en Tid - de sunde Vædsker i fyrigere Omløb. Saaledes vilde maaskee nu Ostindiens Tab være en Forhaling af den fremilende Katastrophe. At det engelske Ministerium desuagtet stedse søger at berige sig paa andres Bekostning, viser blot, at de ere Buchholzianere, og ikke vide hvori den sande Statsstyrke bestaaer. Lad os igien gaa tilbage til Historien: Scytherne vare det modsatte af et industriøst Folk, de vare derimod i Besiddelse af andre ovenfor anførte Reqvisiter for Stats-styrke, hvilket atter viser, at Industrien, langt fra at være den første, ei engang er en nødvendig Betingelse for kraftfuld Nationalexistens; Scytherne overlevede, ja tilintetgjorde flere industriøse Stater; selv fattige, men sunde, giorde de Ende paa rige Nationers skrantende Tilværelse; selv udbredende deres Erobringer til alle Sider, bleve de indtil denne Dag aldrig af Fremmede betvungne. Men naar andre ved en altfor yppig Blomstren før Tiden vare løbne i Frø og henvisnede, indpodedes friske Grene med ny og kraftig Livssaft af dette fattige uindustriøse Land i de ved Industriens Drivhuusvarme forraadnede Stater. Som Scytherne, saa Araberne; som disse, saa Schweizerne, der afholdt udvortes Vold, og vedligeholdt indvortes Sundhed, indtil Industrie og Handel for endeel inficerte ogsaa dette friske og kraftfulde Legeme. Hvad siger Forfatteren om Lacedæmonerne? De vare saa, ganske det Modsatte af industriøse, at de endog lode deres Slaver forrette det eneste nødvendige Arbeide - Jordens Dyrkning; hvilket er det samme, han bebreider Jøderne, og tilskriver deres politiske Svaghed. De havde intet Guld eller Sølv, hvilket Forfatteren kalder Statens Foment. De havde Jern, og saa længe de ingen Penge eiede, vare de - skiøndt faa - dog uovervindelige; men saasnart de kom i * 228 Besiddelse af Fomentet Guld og Sølv, svandt deres Styrke. Denne giftige Væxt, som Pausanias plantede, og Lysander vandede, groede saa geilt, at en Cleomenes ikke formaaede at udrydde den; hvad Jernet i fem Sekler havde opbygget, nedrev Guldet i eet. Jeg vil endnu til Overflod bevise, hvorfor en ikke-industriøs Nation - naar den opfylder de øvrige Fordringer til Statsstyrke - ved indvortes Nødvendighed maa være stærkere end en industriøs, naar den lader disse Fordringer uopfyldte. Hos denne følger i en uadskillelig Kiede; Industrie, Handel, Rigdom; Rigdoms uforholdsmæssige Fordeling, fordærvende Overflod hos nogle; ligesaa fordærvende Armod hos andre; deraf Foragt og Tyrannie af Rige mod Fattige; Misundelse og Had hos Fattige mod Rige; hos disse physisk og moralsk Svækkelse, Feighed naar det kommer an paa Forsvar og Stræben efter at vælte dette over paa de Fattige; hos disse Ulyst til at paatage sig det; deraf Uenighed, Vankelmodighed, dorsk Ligegyldighed, slavisk Hengivenhed i Skiæbnen - Undergang. Derimod findes hos en uindustriøs Nation Lighed i Formue, som forebygger Had og Misundelse, og bevirker Kierlighed og Sammenhold, en Tilstand, der er lige langt fra forkiælende Overflod og forhærdende Armod; en Tilstand, som forebygger Rigdommens Følger: Overdaad, Stolthed, Tyrannie, Blødhed, Feighed; og Fattigdommens: Misundelse, Bedragerie, Tyverie, Frækhed, Slavesind; alle elske et Land, som tilfredsstiller dets faa Fornødenheder; alle elske hinanden, fordi ingen er rigere, lykkeligere end den anden; alle ere rede til at forsvare den almindelige Lyksalighed, der er uadskillelig forbunden med den individuelle; kort: her er en kraftfuld og freidig Nationalexistens. Saaledes haaber jeg nu at have giendrevet Forfatterens Hovedsætninger, og kunde følgelig, efter hans Indrømmelse, fritages for Bogens detaillerte Bedømmelse; men den er saa fuld af skadelig Ukrud, at jeg maa vedblive Lugningen indtil Enden; jeg maa indtil den sidste Trævl afpille denne Ulv i philosophiske Klæder.

[...]

Medborgere! Lad os ikke bedaare os selv med skiønne Drømme; Oplysningens Soel er endnu langt fra sin Middagshøide. Endnu i det nittende Aarhundredes Morgen fordømmer man en heel Nation; man løser Negerens Lænker, og opløfter Bondens Hoved; men Jøden vil man forstøde som et uforbederligt Barn. Troer ikke Fordommens Røst! Alt hvad der strider mod Begrebet om Menneskets Fuldkornmenheds 229 Evne, dets moralske Natur, strider ogsaa mod Begrebet om en almeen moralsk Verdens Aarsag. Mange ere fordærvede, men ingen er uforbederlig. Jøden er ikke mere fordærvet end den Kristne, men hans Feil ere mere fremstikkende, fordi han lever i et afsondret Selskab, fordi han bliver mere bemærket og mere miskiendt, fordi der er mindre sørget for hans Opdragelse. Og hans Opdragelse er i Regenternes Hænder, de kunne danne ham til virksom og hæderlig Borger; og Ære være hver Regent, der betragter alle sine Undersaatter som ægte Børn, der, besjælet af uindskrænket Kierlighed, opdrager alle med lige faderlig Omhu, der ikke mistvivler om Jødens Forædling, men tillukker sit Øre for blinde Fordommes Stemmer.

230