Blicher, Steen Steensen Om Publiciteten, med Hensyn til Embedsvilkaarlighed

Om Publiciteten, med Hensyn til Embedsvilkaarlighed

Vor nuværende Konge, der saa utrættelig og paa saa mangfoldige Maader har virket for at fremme og bestyrke den eneste sande - den lovbegrundede Borgerfrihed, har og til et Værn for samme opløftet det stærkeste - vi kunne sige det eneste sikkre Palladium - Trykkefriheden. Han indsaae, at dette var det eneste paalidelige Middel til at erholde Kundskab, ei alene om mulige Mangler og Misligheder ved de bestaaende Love, men - hvad der endnu var langt vigtigere - om mulige Misbrug, Fordreielser og Tilsidesættelse af disse. For Domstolen at anklage en Embedsmand, som misbruger sin Magt til Undertrykkelse, til Udsuelse, var nok tilladt; men at faae ham overbeviist og dømt, medførte saa store Vanskeligheder og Farer, at kun Faa iblandt Millioner forbandt det Mod, den Klogskab, den Sindighed, de Kundskaber med den Uafhængighed, at han turde vove sig i en saadan Kamp, i hvilken, om den end var nok saa retfærdig, han havde Intet at vinde, men Alt at tabe, lige til Æren. Frederik den Sjette rejste en anden Domstol', fra hvilken Had og Avind, Gunst og Gave, ere aldeles udelukte, en Domstol, for hvilken den juridiske Dommer frygter, og som ikkun den aldeles Forhærdede vover at trodse. En samvittighedsløs Embedsmand kan i sin Kreds regjere paa Tyrkisk, saalænge- og det kan være meget længe - det lykkes ham at blænde sine Overautoriteter. Sine andre Fiender holder han i Ave ved Frygt, eller, om det kommer dertil, ved alle juridiske Fægterkneb. Men angribes han paa Prent, da maa han vige sit Sæde og afskedige sine Stokkemænd - disse ofte døvstumme Statister. I dets Sted maa han nu selv møde for Publicitetens Høiesteret, hvor Tusinder oplyste, retsindige af alle Stænder ere Meddomsmænd. Ingen trøste sig her med det Gamle: "Loven er lige for os Alle." Den er det nok i sig selv, men ikke i sin Udøvelse. Den kan ikke vorde det, førend alle dens Haandhævere vorde alvise, og dens Giver - Kongen - alvidende.

296

Der er talt, skrevet, forestillet, insinueret, instigeret i Læsseviis om Trykkefrihedens Misbrug, og denne er ligesaa afgjort vis, som at man kan drukne sig i Vand, hænge sig i Reeb, skjære sig Halsen over med Kniv, drikke sig ihjel, og æde sig ihjel; men det er endnu aldrig faldet selv den værste Despot ind at forbyde Brugen af Vand, Reeb, Kniv Mad eller Drikke. Misbrug er uadskillelig fra Brug. At ville aldeles udelukke det Første, var det samme som aldeles at tilintetgjøre det Sidste. Det er derfor een af de skjønneste Perler i Frederik den Sjettes Hæderskrands, at han har kæmpet en lang og standhaftig Kamp for at bevare sit Folk et Gode, uden hvilket alle de øvrige vilde være tvivlsomme og flygtige. Erfaringen taler: Jo længere fra Kjøbenhavn, eller egentlig, jo længere fra Tænkefrihedens Organer: de kjøbenhavnske Dagblade, jo større Embedsvilkaarlighed. - Fortællingen af nogle Exempler herpaa vakte en saadan Forbauselse hos en Ven af mig - en brav og agtet Justitsembedsmand i Sjælland, at han med sammenslagne Hænder udraabte: "Nu seer jeg, at jeg har gandske glemt min Geographie; thi jeg vidste virkelig ikke andet, end at Jylland hørte til Kongeriget Danmark." - At den antydede store Forskjellighed i speciel Bestyrelse for ikke saa meget længe siden har fundet Sted, ville mange endnu levende Mennesker kunne bekræfte, der nok have kjendt " Kongen i Ebeltoft, Kongen i Grenaae, Kongen i Randers" osv. osv.; thi hartad enhver Kjøbstad, ethvert Herred, havde sin egen Næssekonge, der rigtignok stod under Overkongen, men som oftest var langt mere frygtet end denne. At det jo nu i nærværende Tid er bleven langt bedre, det er vist; men at der endnu maaskee kunde være nogle Levninger tilbage af den gamle Feudalforfatning, derom kunde i det mindste een for Domstolene svævende Sag give en ikke gandske ugrundet Formodning. Skulde ellers nogen anden Commune eller District troe at føle lignende Tryk, da er jo nu Jyllandsposten optraadt for at modtage enhver grundet og beviislig Anke. Dette den offentlige Menings Organ - som vi haabe - fremkommer lykkeligvis samtidig med den høist vigtige og ypperlige Lov om en forandret og i Sandhed forbedret Communalbestyrelse; hvilken Lov dens vise og ædle Giver altsaa har anseet som nødvendig, og som følgelig afgiver et vægtigt Beviis for, at ei heller denne Afhandling er overflødig eller grundløs.

Skulde, som sagt, flere Misbrug af Embedsmyndighed finde Sted her i Provindsen, da vil maaskee Udfaldet af den Rodske Proces 297 bestemme, om de skulle komme til offentlig Kundskab, eller vedblive at: drives og trives i det forrige Tusmørke.

Høist mærkværdig er den Kjendsgjerning: at jo høiere man gaaer op i de Bestyrendes Rader, jo mindre har man at befrygte af Vilkaarlighed: at det blot er i de nederste, hvor Vanskeligheder stundom have viist sig, men er man først sluppen derigjennem, da har det siden ingen Fare.

Vore mange brave og retsindige Underembedsmænd ville dog vel aldrig troe, at det er deres Stand overhovedet jeg vil tillivs. Ingenlunde! ei engang noget enkelt Individ af samme. Jeg har en gandske anden Hensigt: at undersøge, og at see Andre undersøge, hvorfor de antydede Abnormiteter have fundet Sted just i denne Embedsklasse mere end i nogen anden. Gaae vi f.Ex. til Amtmændene, der de jure bar en langt mere uindskrænket Virkekreds, en større Anledning til Vilkaarlighed, da er en saadan de facto saa sjelden, at jeg i det mindste ingen væsentlig kjender udøvet af nogen Nulevende. Skulde jeg som Grundene hertil antage: ømmere Samvittighed eller høiere Æresfølelse? Dette vilde være en Ubillighed mod de dem underordnede Embedsklasser, og almindeligviis en Urimelighed. Hvori stikker altsaa Feilen - om der er nogen? Ikke oprindelig hos Individerne, men i Organisationen af deres Embedsvirksomhed. Denne Anskuelse tør vel antages, ogsaa at have foranlediget nysnævnte Comnmnallov.

For det første ville vi henvende vor Opmærksomhed paa Embedsmændenes Lønningsmaade. De Overordnede lønnes af Staten, og komme altsaa i denne Henseende ikke i Berørelse med Populationen i det af dem bestyrede District. For dem udelukkes altsaa Muligheden af Kniberie, Pinerie, overdreven Sportulering etc.etc. De underordnede Embedsmænd derimod tage, paa ubetydeligt nær, deres Indtægter umiddelbart af deres Jurisdictions-Beboere; og denne er derhos ikke saa tydelig stavileret, at Yderne i alle Tilfælde - maaskee kun faa - kunne vide hvad de have at erlægge; ja hvad der er endnu sælsommere: Embedsmændene ere ofte ikke visse paa, hvad de have at fordre. Et Beviis herpaa afgiver den ubestridelige Kjendsgjerning: at Sportuleringen ikke alene ei er eens i alle Jurisdictioner, men tvertimod saa forskellig, at Differencen virkelig er forbausende. Vi ville blot her udpege Skiftevæsenet, i hvilket Salairet er temmelig arbitrairt. Og medens vi nu ere komne ind paa dette vide Territorium, ville 298 vi endvidere henpege paa den Raadighed - den lange, og længe ucontrollerede Raadighed over fremmed Eiendom, ofte høist betydelig Eiendom, her indrømmes eet eneste Menneske, paa den Fristelse, den Farlighed, det Resico, som dette ene Menneske herved underkastes.

Den anden, i det mindste betænkelige, Omstændighed, er Underretsdommernes isolerede Stilling. Overretten er sammensat af flere Meddommere, Høiesteret af endnu flere; men Byfogden, Herredsfogden, Birkefogden, sidder alene paa sit Dommersæde. Han har Ingen ved Siden af sig, der kan dele hans ei alene mulige, men ifølge Indskrænkeisen af de menneskelige Forstandsevner, ofte stedfindende Eensidighed i Anskuelsen af en Sag, og belyse de ofte vigtige Puncter, som for ham ligge i Skygge. Han har Ingen imod sig, der kan modarbeide hans forudfattede og muligen vrange Meninger; Ingen der kan bekæmpe de Lidenskaber, det Had, den Egennytte, som muligen driver ham ud af Retfærdighedens lige Vei. Jeg tænker vel ikke, at Nogen her skulde minde mig om hans Meddomsmænd - hvem jeg dog heller vil benævne med det mere betydningsfulde Stokkemænd; thi enten disse vare der selv, eller constituerede deres Stokke, vilde omtrent komme ud paa eet. Udfaldet af en Sag i sidste Instants beroer paa dens Behandling i første Instants. De høiere Retter have ingen Selvundersøgelse at lægge til Grund for deres Kjendelser; men maa bygge paa den enkelte Underdommer. Han leder alene Vidneforhørerne; han kan i disse muligen lade vigtige Forklaringer upaaagtede; han kan - om han ikke er fri for alle hine Lidenskaber, eller ikke stærk nok til at betvinge dem - vildlede, forvirre, imponere Vidnerne, og fra sin høie Standpunkt indvirke skadeligt paa deres Udsagn. Og som han derhos tillige er Skriver - dette Fald finder paa Landet næsten allevegne Sted - da behøves intet vidtløftigt Beviis for at godtgjøre: at det til en Retssags Afgjørelse ei alene kommer an paa hans Dygtighed, men og, ja men endog paa hans Samvittighed; thi for en Embedsmands Dygtighed er hans respective Facultet Borgen, men for Sammes Rigtighed kunne ikke Alverdens Faculteter cavere.

Hvad nu angaaer den første - om man saa vil - Betænkelighed, Maaden nemlig, paa hvilken Underdommeren hæver sine Indtægter, eller Sportuleringen, da tykkes mig en Forandring i denne Oppebørselsmaade ligesaa let iværksættelig, som ønskelig. Det er mig virkelig gandske umuligt at indsee hvorfor en Amtmand og en Collegial-Embedsmand, 299 en Overretsdommer, en Højesteretsdommer skulle have fast Lønning, mere end en Underdommer. Man kan dog ikke antage, at Sportelsystemet skulde være mere fristende og farligt for hiin end for denne. Men det er ei alene med Hensyn til Fristelse og Farlighed, at man nødvendig - om ei ved Erfaring - saa dog simpelthen ved lidt Psychologie og Logik, maa finde sig stemt mod berørte Oppebørselsmaade. Her kommer en anden - for at blive ved dette Ord - Betænkelighed til: at de omhandlede Embeder, formedelst Sportelsystemet, vorde saa høist forskjellige med Hensyn til selve Lønningens Størrelse. Denne Forskjel er i Gjerningen saa enorm, at af tvende Embedsmænd, hinanden lige i Duelighed, Alder, Retskaffenhed, kan den Ene have fem-seks-dobbelt saa stor Lønning som den Anden, og meer. Det er kun Undergeistligheden som i denne Henseende befinder sig i et lignende Forhold; men efter en mindre Scala. At een Præst skal have fem-sexdobbelt saa stor Løn og derover, som den der under alle Hensyn staaer ved Siden af ham, eller over ham, ja maaskee større end hans Biskop, end hans Foresatte i Cancelliet, er ikke mindre sælsomt, end at en Herredsfoged har større Indtægter end en Amtmand og en Collegiedeputeret. Vel vide vi, at der for begge Klasser Underembedsmænd gives Forflyttelser til Forbedring; vel troe vi, at saadanne Forflyttelser styres af Retfærdigheden; men hvorfor finder saadant Sted i nogle Stænder og ikke i andre? eller hvorfor saa gandske meget mere i de tvende omtalte?

At Haab om Forbedring i Embedsløn jo kan virke til Nidkjærhed i Embedsførelse, vil Ingen nægte; men naar nu Haabet er opfyldt? monne da ikke det gamle "cessante causa cessat effectus" kunde være at befrygte? Naar en Embedsmand har været driftig, retfærdig, nidkjær i det Haab, at vorde belønnet med et rigere Embede, hvad skal saa drive ham, naar han har erholdet dette? Sin Præmie har han vunden; hvad har han da mere at kæmpe for, end at han blot kan beholde den? Maalet har han naaet; hvad har han mere at løbe efter? Hvad har han andet tilbage, end at hvile paa sine Laurbær, og saa passe paa, at hans Fuldmægtig - hans Næstkommanderende - ikke stjæler dem bort under ham? - Men her kommer endnu en Betænkelighed til ved disse Forflyttelser. Forfatteren af disse Betænkeligheder hører selv til een af de meernævnte Klasser, er Præst, har et godt Embede, staaer i et ønskeligt Forhold til sin Menighed; men han har dog, tvungen af den haarde Nødvendighed, maattet flytte fra en 300 anden Menighed, til hvilken han stod i et lignende Forhold, og paa hvilken han - uden hiin haarde Nødvendighed - helst skulde have vedblevet at virke, og skue Frugterne af sin Virksomhed. Man tilgive Præsten, at han standser lidt ved dette Punct. Naar han blev, fordi han kunde blive, sin Embedstid hos een og samme Menighed, hvilken Drivefjeder meer for ham til Nidkjærhed og Samvittighedsfuldhed i hans hele Embedsførelse? Hvilken Drivefjeder meer for Menigheden til at lyde hans Formaninger? Hvilket stærkt, hvilket helligt Baand meer mellem Begge? - Naar der er Vacance i et lille Præstekald - eet af dem, der emphatisk kaldes Poenitence-Kald, og af disse ere der ikke saa faa - da spørger Menigheden sig selv (jeg siger det, fordi jeg veed det): "Hvem mon vi nu skal have igjen? Duer han noget, beholde vi ham vel ikke længe." Og hvad siger Menigheden i et godt Kald? "Hvem mon vi nu faae igjen? En Gammel Een vel, som vi ikke beholde ret længe" - Den Præst, som saaledes flytter fra Sted til andet - vi kjende jo dem som have flyttet fire, fem Gange - kommer altid Fremmed til hvert af dem, og faaer sjelden Tid til at blive hjemme paa noget af dem. Værst faren er i saa Fald den Præst, som flytter fra en Landsby til en Kjøbstæd, eller omvendt, eller - hvad endnu er misligere - fra een Provinds til en anden. Hvo der vil være ret practisk Præst- og det bør dog Alle ville - han maa lige fra sin Embedstiltrædelse af begynde at studere Menighedens almindelige Caracteer, og Individernes særskilte; og dette er i Sandhed et vanskeligt Studium, og et langsomt. Men naar han nu har gjort Fremgang heri, saa skal han et andet Sted hen, og - begynde forfra. Hvo der kjender Almuen - vi ville endda blot tale om Landalmuen - veed ogsaa, hvilken Caracteerforskjellighed der finder Sted, ei alene i forskjellige Provindser, men endog i een Provinds, i eet Stift, i eet Herred. Og dette, om ei altid med Hensyn til Grundcaracteren - den generelle - saa dog altid og allevegne med Hensyn til den specielle. Og heraf: hvilket Arbeide! Hvilke Feiltagelser! Hvilke Misgreb! Hvilke Skuffelser! Hvormangen forfeilet Hensigt! Hvor mangt et mislykket Værk! - Men nu en anden Følge, en langt sørgeligere- og den udebliver desværre ikke allevegne: - den Præst, som venter, som higer efter Forflyttelse, forsømmer maaskee undertiden, ei alene sin Marks Forbedring, sin Præstegaards Forbedring, men endog - sin Menigheds. "Hvad kan det hjelpe", tænker han maaskee, "at jeg tager mig det saa nær? Inden jeg faaer vel begyndt, maae jeg dog forlade Værket, overlade det til en 301 Anden, som maaskee arbeider paa en anden Maade, efter andre Principer, efter andre baade religieuse og moralske Anskuelser, og saaledes nedriver min svage Grundvold, for at lægge en anden - maaskee endnu svagere?" Og i dette sidste har han som oftest - i det mindste for en Deel, Ret. - Nu Menigheden: den har begyndt at blive fortrolig med en Lærers Prækemaade, med hans hele Omgangsmaade. Der kommer en ny: Han har i det Hele en gandske anden Maade; den er fremmed, den er uvant; nu skal man vænne sig til den - om man kan. Og kan man endelig, saa faaer man atter en ny, skal ligeledes begynde forfra, og endelig - kjedes man maaskee ved dette skuffende Arbeide; man lader den ene Præst efter den anden præke, cathekisere, copulere, døbe, begrave, yder sin Tiende, sit Offer og øvrige Emolumenter 302 - de sidste vel endda saa sparsomt som muligt. Hvorfor? Der ere ingen andre Baand imellem Præst og Menighed end disse; og disse ere kun løse. - Men dem, som ere faste og skjønne tillige, flettes saare seent; ja de erholde først deres rette Fasthed og Skjønhed, naar det vides, at ikkun Døden skal løse dem. Den Præst, som gammel kommer til en Menighed, er i denne ung, og ung i ingen god Betydning. Men den som er bleven gammel i Menigheden, han - naar han er en rigtig Præst - "kjender siney og kjendes af dem." Denne har han døbt, underviist, bekræftet i sin Daabspagt - denne har han endvidere forenet med dens nærmeste Ledsager paa Livets Vei - disse har han veiledet, formanet, trøstet, raadet, beroliget under mangehaande Livets Afvexlinger - disse har han med megen Møie under langvarig Bestræbelse reddet fra Fordærvelse. Kort: han ei alene kaldes, men er sin Menigheds Fader. Men kun i det opgivne Tilfælde tør han haabe at fortjene dette Navn i sin fulde Betydning.

"Men hvorfor denne lange Tale om Præsten? Hvilken Sammenhæng mellem denne og den begyndte Materie?" Den vil vise sig - som jeg haaber; thi der er virkelig mere Overeensstemmelse i Præstens og Fogdens Forhold til Menighed og District, end ved løse Overblik kan iagttages. En rigtig Foged behøver sandelig og at studere sin Menigheds Caracteer, - saa vel generaliter som specialiter; og et saadant længe fortsat Studium vil ofte være hans sikkreste - stundom maaskee den eneste Veiledning i mangen forviklet Sag, i mangehaande tvivlsomme Tilfælde. Men dette psychologiske Cursus er for ham endnu vanskeligere at gjennemgaae end for Præsten, eftersom hans Terrain er større, hans Berørelse med Beboerne sjeldnere, kortere og koldere; eftersom hans Menighed staaer fjernere fra ham, og kun tvungen, med Forbeholdenhed, ja maaskee med Forstillelse nærmer sig ham. Men, er han ikke netop for største Delen opvoxet i den Egn, hvor han siden vorder ansat som Embedsmand; kommer han endog fra en anden Provinds, da forstaaer han ei engang sine Underhavende; thi deres eiendommelige Mundord er ham fremmed; den har mangfoldige særegne Ord, Talemaader, Vendinger, hvis Betydning han slet ikke, eller ikke nøie nok fatter. Hvilke Vanskeligheder møde ham ikke her - fornemmelig i de ofte for Velfærd og Liv afgjørende Vidneforhør! Vil han bøde paa sin egen Mangel paa Dialectkundskab, maae han tye til Dialectlexica og Tolke, og endda kan han ikke være fuldkommen sikker.

303

Har han omsider studeret sig ind ogsaa i dette Fag, saa kommer han maaskee hen i en gandske anden Egn, for der at begynde et nyt Cursus, eller - gandske opgive dette i sig selv slet ikke lette, og for den aldrende Mand endnu besværligere Arbeide. - Dersom nogen Øboer er kommen her til Jylland f.Ex.- og kommer her første Gang som Herredsfoged, da vil jeg gandske tillidsfuldt spørge ham; om der ikke er noget i det som Præsten siger?

Men nu i Henseende til hiin vel vide Frastand, villige Fjernelse, nødige Nærmelse, skulle disse ikke ønskelige Forhold andet end befæstes - ja forværres ved Omskiftning af Foged? Jeg mener og siger: Jo! Men derfor mener jeg og, at en retskaffen Herredsfoged under livslang Embedsid vil - om ei saa let som Præsten - alligevel kunne vinde Herredsboernes baade Tillid og Agtelse. - Men vi maae, efter dette Sidespring - som dog ikke var gandske ud af Veien - tilbage til Sportelvæsenet. Og kan saa Præsten igjen begynde hos sig selv. Han har og sine Sportler; og disse falde meest paa et Sted, som egentlig ikke skulde afbenyttes til Sportulering. Men han kan ikke - som Fogden - forud bestemme og kræve dem. Han maa stundom endog paa et saa helligt Sted see Ugunst, Had, Hevngjerrighed yttre sig i denne ham saa nedværdigende Sportulering. Har han revset Forargelser, har han straffet Skoleforsømmelser, har han i Fattigskattens Ligning ikke begunstiget Karrighed og Nærighed, har han ikke givet Afslag i sine bestemte Embedsindtægter, da maa han stundom modtage de ubestemte meer eller mindre afknappede: og dette paa et Alter, hvis egentlige Bestemmelse er Takoffer og ikke Pengeoffer. Nu, han see dertil! Hans Sognefolk kunne i al Fald ikke klage over, at de give ham for meget Offer. Anderledes har det sig med Fogdens Offer; dette bestemmer han selv, og her hjelper ingen Kniben.

Kunde denne Indtægtsmaade ikke forandres for Begge? For Præsten kunde gives et Regulativ, efter hvilket han havde noget Bestemt at fordre for alle sine ministerielle Forretninger, saavelsom for Høitidsoffere, Alt i Forhold til Enhvers Stilling, Næringsvei, Hartkorn osv. Eller - hvad der endnu var bedre: dersom Præsterne bleve satte paa fast Gage, og Tienderne, hvis Pengebeløb kunde erlægges paa Amtstuen, vilde strække til, da kunde og Almuen befries fra Offerudgivten. - I Danmark ere - naar fradrages Kjøbstæderne, Capellanierne, Bornholm, Island, Grønland, Colonierne, Øerne i Vesterhavet og den Deel af Ribe Stift, som ligger i Sønderjylland, i hvilke 304 allesammen Præsterne lønnes paa en anden Maade - henved 900 Sognekald paa Landet. Da mange af disse have kun een Kirke, kunde Antallet gjerne reduceres til 800. Til disse Landsby kald høre omtrent 380,000 Tønder tiendeydende Hartkorn. Hver af disse i Gjennemsnit 1 Skp. Rug 2 Skp. Byg og 3 Skp. Havre, som udgjør efter en Gjen-nemsnitspriis omtrent 2 Rbd. pr. Td. Hartkorn, det Hele til et Beløb af: 760,000 Rbd. Vilde man nu endelig med Hensyn til Examenscaracteer, Alder, Dygtighed eller andre væsentlige Omstændigheder have Kaldene inddeelte i 3 Klasser, kunde dog nederste Klasse - beregnet til 200 Præster - have, foruden sin Embedsjord, en aarlig vis Indtægt af 600 Rbd.; anden Klasse - ligeledes 200 - en Indtægt af 800 Rbd. og øverste Klasse - bestaaende af 400 - have 1000 Rbd. Indtægt. Saaledes udkommer 700,000 Rbd. og blev da tilovers 60,000 Rbd. til Statskassen som Vederlag for Skatten, for hvilken Præsten i saa Fald maatte være fri, paa Communeafgivten nær. At en saadan Totalforandring først efter en vis Tids Forløb maatte finde Sted, følger af Retfærdighed. Uimodsigeligt er det, at Pluraliteten- og det en højt overveiende - vilde finde sig vel tjent herved, og Almuen ligesaa.

Men en lignende Forandring var vel endnu lettere at iværksætte med Hensyn til Sportuleringen: alle Sportler nemlig- og NB. tydeligere bestemte endnu - kunde efter Fogdens Paategning paa vedkommende Documenter indbetales paa Amtstuen. De skulle tilforladelig nok udgjøre saameget, at Staten kunde lønne sine Fogder meget anstændigt. Nu ere der jo hartad ingen Poenitence-Fogderier; men den største Deel er vel ovenikjøbet fede Kalde, paa hvilke der endog holdes Fuldmægtige (om denne Borgerklasse ved Leilighed mere) og stundom overcomplette Contoirbetjente.

Nu med Hensyn til Fogderiets monarchiske Form, da vilde jeg - istedetfor de før berørte Stokkemænd - foreslaae til Bisiddere paa Thinget: 1) een, eller til at skiftes, to Procuratorer, dog af en anden Jurisdiction; 2) een af Districtets Forligelses-Commissairer - altsaa og to til at skifte; - 3) een af de større Landeiendomsbesiddere; men denne og af et fremmed District. At No. 1 og 3 vare fra een af Fogden uafhængig Jurisdiction, er vist nok ikke uhensigtsmæssigt; ei heller dette, at No. 2 allerede før Fogden har været indviet i saamangen en Retssags Mysterier. Hver af disse Bisiddere maatte da have een Stemme, 305 og Fogden to; dette tykkes mig at ville bringe Afstemningen i et passende Æqvilibrium.

Bisiddernes Diæter (maaske fra 1 til 2 Rbd. foruden Befordring) kunde uden følelig Afkortning udredes ad Sportelkassen.

"Exempla illustront," om endog nogle af dem for samme kunne være odiosa". Thi ville vi, til nærmere Betragtning fremføre nogle i Et og Alt sandfærdige Exempler paa Embedsvilkaarlighed, hvilke vil have fundet Sted i vore Tider; men vedkommende Fogder ere alle ved Døden exiperede fra alle Fora - i det mindste her paa Jorden.

I en vis Landsby holdtes en af de saaledes ret caracteristisk benævnede Legestuer. Ved samme havde indfundet sig en gammelagtig Bondekarl fra Byen, som formedelst sin fjantede og næsten til Vanvid temmelig nær grændsende Sindsbeskaffenhed var en jevnlig og velkommen Lyseholder ved slige Forsamlinger. Da Selskabet havde ladet ham indtage den sædvanlige Ladning af den velbekjendte hjemmelavede jydske Wisky, syntes man dog, at han denne Gang fuldkommen skulde tilpakkes; hvilken Beslutning af de unge Bondekarle udførtes paa følgende cannibalske Maade. Den Ulykkelige, som veltilfreds med sin lille Pidsk ikke med det Gode var at formaae til at svælge mere, førtes nu ud i Haugen, hvor han af Nogle holdtes, medens Andre opspærrede Munden og hældede saa meget Brændeviin i Svælget som dette vilde modtage. Ikke nok hermed: men nu tilproppede man ham Mund og Hals med Røgtobak, og efter korte men frygtelige Piinsler opgav han Aanden imellem deres Hænder. Forbrydelsen blev anmeldt for Herredsfogden, der og for et Syn Skyld optog et Slags Forhør, hvoraf Resultatet blev dette: at Morderne frikjendtes for al videre Tiltale og - hvo, som have Ører at høre med, han hører! - at tvende Personer som ikke havde deeltaget i Festen, men i en tilgrændsende Hauge været Vidne til Mordet, bleve mulcterede fordi de ikke hindrede samme.

Denne ultra-tyrkiske Retspleie fandt den nu ogsaa bortdøde Amtmand sig ikke foranlediget til videre at paaanke. Jeg har læst mange Anecdoter om den chinesiske Retspleie; men hvad det naive angaaer, da staaer de alle langt tilbage for denne jydske. Nu en anden Historie!

En velhavende Kjæltring af en Bonde, som i tvende Sogne eiede 306 tvende forskjellige Gaarde, fik - som saa mange Andre - Lyst til at svie den ene af, eftersom dens Bygninger vare yderst forfaldne, men af ham selv for nylig besørgede meget høit assureret. Denne meget almindelige Finantsoperation iværksætter han paa en ikke gandske almindelig Maade. Han lader Pigen lave til Bagning, og da Brødene er slaaede op, viser han alle Mennesker i Gaarden bort under et eller andet Paaskud. Kun en gammel Røgter lader han blive tilbage; og med denne begynder han at ilde Ovnen, som sædvanligt der i Egnen, med Lyng. Endelig viser han ogsaa Denne ud; men igjennem Dørsprækken seer Røgteren, hvorledes Herren paa en Fork tager brændende Lyngviske af Ovnen og dermed stak Ild paa flere Steder indvendig i det sodede Tag. Dette fængede meget villigen, og inden en Time lagdes Gaarden lykkelig i Aske. - "Naa! og hvad saa?"

Som Du min kjære Læser skal høre: Forhøret blev optaget; Røgterens Udsagn slet ikke ændset; de øvrige Husets Folk slet ikke forlangt, og Mordbrænderen fik sig en smuk ny Gaard. At denne tilligemed Folkene jog alle Kreaturer ud af Gaarden, og at han i Forveien med roesværdig Betænksomhed havde henført alt det Bohave, der duede noget, er ogsaa i sin Orden.

For at sætte Kronen paa sin glimrende Daad vandrede den rige Mand længe efter omkring i det halve Land og tiggede Brandhjælp. Jeg spurgte engang Herredsfogden, som forresten var en dygtig Mand, og aldeles ikke mistænkt for at lade sig bestikke: "om han virkelig ikke troede at N. N. havde selv afbrændt sin Gaard." Han gav mig det bizarre Svar: "Jeg ikke alene troer det, men veed det; men da Straffen for Mordbrand, udøvet paa egen Eiendom, tykkes mig for haard til Forbrydelsen, lader jeg den helst gaae ustraffet hen, naar den ikke er forbunden med andre Misgjerninger.

Lignende Begivenheder kunne samles i Skokkeviis. Men for det første kan man vel nøies med disse som Exempler paa negativ Smaadespotie; paa den positive er heller ingen Mangel.

307