Blicher, Steen Steensen Prædiken, holdt i Randlev og Bjerager Kirker

Prædiken, holdt i Randlev og Bjerager Kirker

I Anledning af dette Evangelium og af den Eder alle bekjendte sørgelige Begivenhed skal jeg tale nogle Ord til Trøst og til Advarsel.

Idag, mine Venner! idag modtager Jorden i een Grav tre Brødres Legemer, som for nogle faa Dage siden vare beboede og oplivede af glade og uskyldige Sjæle. I den Alder, hvor ingen hemmelig Kummer nager det lette Sind; hvor enhver Modgang er som et Steenkast paa Vandets blanke Overflade, der hastig kommer, og hastig forsvinder, og intet Spoer lader tilbage; i den Alder, hvor Tillid til Menneskene ikke er svækket af nogen sørgelig Erfaring, i vort Livs skjønne, lyse, haabfulde Vaar, bleve de i et Øieblik bortkaldte fra Manddommens og Alderdommens Kundskab og Kummer. For ni Dage siden laae de hos hverandre i Søvnens Arme. Lyse, uskyldige Drømme forsødede deres Hvile, og viste dem den frembrydende Dags Glæder. Solen opstod - den Sol, de aldrig meer skulde beskue - der vakte Tusinde til Liv, Tusinde til Sorg, Tusinde til Glæde; men Dem kunde den ikke meer opvække. De vare døde - døde fra Sorger og fra Glæder. - De vare døde! alle paa eengang! - Hvorledes vare de døde! - Myrdede! - Hvo vilde myrde Uskyldigheden? myrde den sovende Uskyldighed?! Hvis Vrede - hvis Hævn - hvis Rovgjærrighed - hvis Blodtørst kunde disse venlige Engle opvække? - Hvo var den skumle Morder, der kunde drage Kniven imod de sødt slumrende Smaae?! Hvis var den Haand, der ikke tabte Staalet ved Synet af sovende Brødre, hvor de laae - omslyngede af hinandens spæde Arme?! Saae han da ikke, hvor de skyldfrie Hjerter sloge i deres unge Bryster?! Saae han ikke de Smiil, der svævede paa deres Læber? Eller - var han betaget af vanvittig Raserie?! Nei med fuld Bevidsthed, med koldt Overlæg slagtede han dem - Een efter den Anden. - - Hvo - hvo var den Mørkhedens Aand i Menneskelignelse? Kjæreste Brødre og Søstre! Dersom Taarer kunde gjøre denne Handling ugjort; - Strømme vilde vi græde. 372 Dersom Guld og Sølv og verdsligt Gods var istand til at kjøbe dem tilbage; give vilde vi efter Evne. Dersom Bønner kunde udrette det; vi vilde ligge paa vore Knæe og udstrække vore Hænder mod Himlen, indtil de magtesløse sank ned ved vor Side. - Men ak! det er fuldbragt! Den uhyre Misgjerning har uigjenkaldelig besmittet Jorden. Den er med flammende Træk opskreven i Evighedens Bogdenne Misgjerning, som er den første af saadan forfærdende Art i vort gamle Fædreland, og som - ved Guds Barmhjertighed - vil blive den sidste. Vi have hørt om Mødre, der have myrdet deres Nyfødte; men det skedte i det gruelige Øieblik, da alle Sinds- og Legems-Pinsler overmandede den svage, forladte, vanærede, beængstede, fortvivlende Qvinde. Vi have hørt om Konger og Regentere, som have ladet deres Sønner henrette; men disse have været voxne - stundom Forbrydere - stundom forførte, bagtalte - stundom deres Fædres Medbeilere, stundom deres Efterstræbere. Men at en Fader med Forsæt og Overlæg myrder sine umyndige, uskyldige Børn - at han, deres Livs Ophav, selv tilintetgjør det; han, som skulde lukke Døren for Morderen, selv trækker Kniven - han, til hvem deres eneste Haab, Tilflugt, Tillid, Kjærlighed her i Verden staaer; at han bortstøder de Arme, der udstrække sig mod ham, og - støder Staalet i de Hierter, der banke af Ømhed, af Ømhed for ham - Brødre! det er en underjordisk Rædsomhed, en Utroelighed, hvorom vi spurgte os selv med Tvivl, med opvaagnende Haab: "Men er det ogsaa sandt?" Og, hvo af Eder, mine Brødre! som med Faderglæde har trykket det første Kys paa den Nyfødtes Læber; som med inderlig Fryd har seet det elskede Barn voxe og tiltage i Styrke, i Munterhed, i Kundskaber, som med brændende Tak til Gud, og søde Glædestaarer har betragtet dets barnlige Lege, har modtaget dets hjertelige ømme Kjærtegn, har staaet ved dets Vugge, og velsignet dets roelige Slummer - hvo af Eder, I Fædre! vilde for ti Dage siden have troet, at saadant et Uhyre, saadan en Skjændsel for vort Kjøn var til paa Jorden! Han var! - - Men, til hvilken Afgud, hvilken Mørkheds Aand, har han offret Guds bedste kjæreste Gave? Til Hovmodens Djævel? - eller til Gjer-righedens? eller til Begge? eller til en os ubekjendt meer end dyrisk Vildhed? En ubegribelig, uforklarlig Blodtørst, hvis Tilværelse vi maatte nægte, naar vi ikke paa saa grusom en Maade vare blevne overbeviiste om den. O! at Mindet om denne Ugjerning kunde udslettes, ligesom hans Legem, Redskabet for hans umenneskelige Sjæl, 373 henraadner! Men i Aarhundreder skulle Efterkommere gyse ved hans Navn, og skye det Sted, der skjuler hans Krop. - -

Og nu - vi, vi, som desværre have oplevet saa gyselig en Tildragelse, hvormed skulle vi aftørre de Taarer, vi have offret disse uskyldige Sødskendes Minde? Hvormed skulle vi trøste os i en Sorg, som har nedbøiet os alle? Hvilken Balsom skulle vi gyde i de Saar, der have ramt hvert følsomt Hjerte? Tre Brødre ere bortrevne i deres faureste Ungdom. Stormen har knækket dem, som Blomster, hvis Skjønhed frydede os igaar, og idag ligger visnede paa Jorden. De ere afskaarne fra det nys begyndte Liv, og een Grav er deres tæt tillukte Sovekammer. De ere borttagne fra Livets Færdsel og Livets Fryd; men og fra Livets Møie og Livets Sorg. Ingen Sygdom, ingen Smerte skal martre deres Lemmer, De skulle hverken sørge for Spise eller Drikke, Huus eller Klæder. Dem ængster ingen Frygt, dem lokker ingen Forfører. De borttoges fra Verden, inden de lærte at kjende den. Dem skal ingen Fjende fordærve, og ingen falsk Ven bedrage. De Ugudeliges Laster skulle ikke saare deres Sjæle, ei heller de Ondes Exempler lede dem vild fra Dydens Vei. De Ulykkeliges Skrig skal ikke gjennembore deres Ører, ei heller de Ryggesløses vilde Raab. Rene og ubesmittede af en falden Verdens Synder, vendte deres Sjæle tilbage til deres Skabers Hænder. Fremmedes Taarer randt paa deres blege Kinder, og fremmede Hænder bare dem smykkede, som Offerlam til Jorden - til Jorden - men de ere ikke der; de ere i hans Skjød, som sagde: "Lader smaae Børn komme til mig; thi Himmeriges Rige er deres." - I de Saliges Kreds kunne de synge: "Fader og Moder forlode os; men Herren samlede os til sig." Ja salige ere de, som hjemkaldes i deres Ungdom! og Sorgen er kun hos dem, der begræde deres Savn. Men græder ikke for dem, der hvile i den evige Kjærligheds Skjød. Deres jordiske Fader offrede dem til sit forhærdede Sinds Afguder; men deres himmelske Fader modtog deres skyldfrie Sjæle. Saa lader os bortvende vore Øine fra den Grav, der gjemmer deres Støv, og opløfte dem til den Himmel, hvor han boer, som sagde: "Jeg, jeg er den, som trøster Eder. Den, som gaaer herfra til fremmed Sted, skal hastig lades løs, og skal ikke døe i Graven." -

Saa hvile da nu disse hastig Løsladte i Evighedens Fred! Men vi, som endnu ere fængslede i Kjødets Lænker, vi, som endnu vandre paa Livets vildsomme Vei - hvilke Advarsler kunne vi ikke uddrage os af denne Begivenhed? For det Første ere der tvende vrange Meninger, 374
som ved saadanne Leiligheder ofte høres, nemlig: enten at tilskrive Gud eller Mørkheds Første saadanne Rædsomheder. Nogle sige: "Gud havde jo efter sin Alvidenhed forudseet, at dette vilde skee. Han kunde jo altsaa hindret det, om han havde villet; da han ikke har gjort det, saa maa det jo være skeet med hans Villie, og efter hans Beslutning." Det Første: "at Gud forudseer alt" er rigtigt; men det Andet: "at han skulde tillade det Onde, fordi han ikke hindrer det", er aldeles falskt. Dersom Gud hindrede det Onde; hvad blev der af Menneskets fri Villie? Hvad blev der saa af Tilregneisen? Saa maatte jo al Belønning og Straf af sig selv ophøre. Naar vi kun havde Magt til at gjøre Godt, hvor blev saa Dydens Løn? Nei - lader os aldrig bedrage vor egen Samvittighed, ved at tilskrive Gud eller Skjæbnen, hvad der staaer til os selv at gjøre eller lade. Nei, mine Venner, "Gud frister Ingen; men Mennesket fristes af sig selv, naar det lokkes og drages af dets egne Begjærligheder." Skrækkelige, gudbespottelige ere de Slutninger, der maatte følge af slig en aabenbar vrang Troe. Saa sige heller Ingen: at "han forføres af Djævelen"; thi i det anførte Sprog ligger det tydeligt nok, at Menneskets egen onde Villie, dets egne onde Begjærligheder ere dets farligste Djævel, den falske Forfører, for hvem det haver at vogte sig. Eders egne Sandsers lokkende Stemme, Eders egen Stolthed, Eders egen Gjerrighed, Eders egen Vredagtighed, Eders egen Hævngjerrighed - bekæmper dem med Herrens Frygt, saa skal ingen Djævel skade Eder. Den der holder sig til sin himmelske Fader, har aldeles intet at frygte for Mørkets brølende Løve. Ak! havde denne Rasende, hvis Navn jeg ikke vil nævne, villet betvinge den Pengegjenighed, der bragte ham til at elske Guldet over Alt, der bragte ham til, at fortvivle ved Tabet af jordisk forfængeligt Gods, som Ild kan fortære, og Tyve berøve os - at foretrække det for de himmelske Skatte, som "ingen Tyv kan stjæle, ingen Møl eller Rust kan fortære" - havde han bekæmpet den Stolthed, som ikke vilde betroe sig til noget Menneske - havde han villet tæmme det tyranniske Sind, som ingen Medlidenhed kjendte; Ak! den skulde aldrig være skeet den sorte Misgierning, som vi med Forfærdelse have hørt. Havde han havt den sande, ædle Stolthed; da havde han følt Kraften af de Ord: "Den, der hersker over sit Sind, er bedre end den, der indtager en Stad." Og, var det ikke Stolthed, formastelig Stolthed, at han ikke vilde betroe det algode Forsyn sine Børn? den Gud, som "føder Fuglene under Himlen og Dyrene paa 375 Marken" - den Gud, som har sagt: "Jeg er den, som trøster Eder; Eders Brød skal ikke fattes."

Lader os endnu tage en rigtig Advarsel af denne gruelige Forbrydelse. Hvo af Eder vilde være den, der har været Aarsag til hans Beslutning? Hvo af Eder vilde for al Verdens Guld ved en tilsyneladende liden Uretfærdighed have fremskyndt denne Udaad? Vilde Enhver af Eder ikke langt heller ligge som en nøgen, syg og vansmægtende Lazarus ved den rige Mands Dør. O! lærer dog, at ingen Synd er liden, at den mindste Afvigelse fra Retfærdighedens Vei, er Veien til Fordærvelse - at eet Skridt, det første Skridt paa Lasternes Alvei er Halvparten af Reisen - ja næsten hele Reisen til Ødelæggelsens Land. En ussel timelig Fordeel er Aarsag til 4 Menneskers Død. Og hvad for en Død? En blodig Død, en Misgjerning, som oprører Hjerterne, som bringer Røvere og Mordere selv til at gyse. "Min Søn! saae ikke paa Uretfærdigheds Furer! saa skal du ikke høste syv Fold af dem." Endeligen beder jeg, Enhver af Eder lægge vel Mærke til hvad jeg nu vil tilføie: I hvor stor, ualmindelig, unaturlig en Synder denne Børnemorder var; saa lad dog Ingen derfor tykkes desbedre om sig selv, og smigre sig med den Tanke: "Nei - saadan hverken er, eller kan jeg blive." Hvad? er det nok? Er det Noget, at jeg ikke er den Værste? Er jeg derfor retfærdiggjort? Kan jeg derfor slaae mig til Roe, og frit begaae de mindre Synder, fordi jeg ikke begaaer den Allerstørste? Ak! det skulde smerte mig, om Nogen i denne Forsamling kunde falde paa, at sammenligne sig med hiin Misdæder, eller troe, at han var et Guds Barn, fordi han ikke havde besmittet sine Hænder med Sines Blod. Nei, m.B., i denne Udaad er hverken Trøst eller Undskyldning for Andre. Hans Forbrydelse - hvor sort den end er - kan ikke kaste Skjul over nogen Andens; og Enhver har Aarsag nok til at sukke med David: "Jeg, jeg kjender mine Overtrædelser, og min Synd er altid for mig." Værer da formanede Hver og Een, at I, opvakte ved dette forfærdelige Exempel, aldrig stole paa Eder selv, eller paa Eders egen Styrke! thi "Hovmod gaaer for Fald" og "Hvo som synes at han staaer, see vel til, at han ikke falder!" Sikkerhed er Dydens træskeste Fjende, og Stolthed er Menneskets farligste Forfører. Overgangen fra det Gode til det Onde er hurtigere, end Lynet. Derfor vaager over Eder selv, over Eders mindste Tanker. "Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse! Aanden er villig, men Kjødet er skrøbeligt." "Holder Eder nær til Gud!" og viger aldrig 376 Haandbred fra hans Retfærdighed. Bekæmper med "Troens Skjold, og Aandens Sværd, som er Guds Ord" enhver opkommende ond Tilbøjelighed. Haver fast og urokkelig Tillid til Gud, og hans naadige Forsyn. Værer ydmyge i Medgang, og trøstige i Modgang, og siger i Eders Hjerter: "See! du haver sat mine Dage, som en Haandbred, og mit Livs Tid er intet for dig. Visselig, ethvert Menneske er idel Forfængelighed, i hvor fast han end staaer. Men Herren er min Styrke og mit Skjold; mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen," Amen.

377