Blicher, Steen Steensen Forslag til Redningshuse for faldne Piger

Forslag til Redningshuse for faldne Piger

Dersom nogen Synd allerede her i Livet faaer sin Sold i knuget Maade, da er det vel den, hvis Tillokkelser ere de vanskeligste at modstaae, og hvis Følger ere de haardeste for det svagere Kiøn. Der behøves ingen Romanskrivers, ingen Tragoediedigters Phantasie, til at male de Elendigheder, der ere Skiøgens almindelige Lod. Der gives ikke i Ideeverdenen nogen Jammerscene saa skrækkelig, som de, disse Ulykkelige i tusindviis opføre for vore Øine i den virkelige Verden. Hvor mange see vi ikke daglig, i Fortvivlelse, at ende et foragtet og qvalfuldt Liv? Hvor mange henslæbe et, endnu qvalfuldere, i Pesthuse og Daarekister? Hvor mangen - kort forhen blomstrende - Pige hensegner nu en fuul og hentæret Skiændsel i det Land, som fødte hende til huuslig Dyd og Lykke, blandt de Mænd, som i Kys indaandede hende Fordærvelsens Gift, og styrtede hende saa værgeløs ned i Lasternes Afgrund? Der gives paa Verdens store tragiske Skueplads ikke nogen Ulykkelig, der saa vel behøver vore Taarer - Der gives ingen Synder, der saa høit raaber om vor Forbarmelse; og saalænge Staterne taale den paphiske Venus's Templer, burde de vel ogsaa tage sig af hendes arme Præstinder, og ikke lade dem, Hig Offerdyr, hielpeløse pines og døe. - Englænderne have deres Magdalene-Kloster, hvor de betale noget lidet af deres Giæld til Menneskeligheden. Vi Danske have engelske Klæder, engelske Heste, engelske Vogne, og hundrede engelske Daarligheder: skulle vi ikke kunne have en saadan engelsk Veldædighedsanstalt, som han vilde skue med Velbehag, - han den gode Hyrde, der frydes over et forvildet Faars Frelse? Disse Linier være et Forsøg, om der behøves mere end et Vink til det godmodige danske Folk, for at giøre en Begyndelse til denne menneskekiærlige Stiftelse.

247

A.

Redningsselskabets Oprettelse.

Dersom nærværende Forslag finder tilstrækkeligt Bifald, da formener jeg, at et Selskab, som maatte arbeide og samvirke til dette Formaal, lettest kunne organiseres paa følgende Maade: To eller flere Mænd - helst i Hovedstaden - maatte forene sig og raadslaae om Sagen; og derpaa udsende Subskriptionsplaner til Indtrædelse i Selskabet, Indskud og Contingent. Naar et vist Antal var fuldt, kunde en Generalforsamling holdes; i denne maatte da Overbestyrere og Bestyrerinder vælges, hvis Pligter det blev: at sørge for Stiftelsens Opbygning; Valget af de under Litr. B. nævnte Forstanderinder o.s.v.; Lemmernes Optagelse; periodiske Besøg i Stiftelsen, og Opsyn dermed; Regnskab, saavel for Stiftelsens Bestyrelse og Fremgang, som for dens Oeconomie, hvilket blev Selskabet at forelægge ved hver aarlig Generalforsamling.

B.

Redningshusets Beliggenhed og Indretning.

Dets Beliggenhed burde ei være i selve Hovedstaden, for at fierne Faren fra dem, der optoges til Forbedring: ei heller for langt derfra, for des lettere at kunne findes af de Ulykkelige, som maatte tye dertil. Stedet burde altsaa vælges i en stille Egn, 1 a 2 Mile fra Staden.

Huset maatte indrettes til 16 a 24 Medlemmer, hvoraf ethvert maatte have sit særskilte Værelse, og der opholde sig afsondret fra de andre - undtagen ved Middagsspiisningen og Andagtstimerne. Der maatte følgelig være et fælles Spiseværelse, og et for offentlig Andagt. En Have burde heller ikke mangle.

Huset maatte have to Forstanderinder (den ene subordineret den anden) hvis Pligt det var: at være tilstæde ved Spiisningen og Gudstienesten; at holde uafladeligt Opsyn med Lemmernes Forhold; at holde dem til Arbeide, Orden, Reenlighed - kort, at forestaae deres moralske Forbedring. Desforuden maatte ansættes en Huusholderske og tvende Portnere.

Til Forstanderinder kunde maaskee vælges fattige - men til dette Embede duelige - Enker, helst Embedsmænds, da baade disses Pensioner ville hielpe paa Lønningerne, og smaataflagte Enker faae et bedre Udkomme - dem selv og Staten til Gavn.

248

Nærmeste Læge maatte være Stiftelsens; - Sognets Præst eengang ugentlig holde offentlig Gudstjeneste der, samt i Forening med Forstanderinderne virke til Stiftelsens Øiemed.

C.

Lemmernes Optagelse, Behandling og Udgang.

Det maatte bringes til Kundskab, hos hvilken eller hvilke af Bestyrerinderne, de som attraaede at optages i Stiftelsen, kunde melde sig; hvor da enhver, uden Forskiæl, - naar hun enten var et forført eller et offentligt Fruentimmer, maatte tilstædes Adgang til Stiftelsen. Det forstaaer sig, at hendes Sundhedstilstand først maatte undersøges, og Forholdsregler derefter tages til hendes Helbredelse, om hun befandtes syg.

En Maaned eller længere maatte hun optages i Redningshuset paa Prøve; og naar hun efter den Tids Forløb befandtes qvalificeret til endelig Optagelse, indlemmes blandt de øvrige med - hensigtssvarende Formaliteter.

Lemmernes Tid burde deles mellem Arbeide, Underviisning og Andagt; een Dag om Ugen bestemmes til denne. En vis Tid af Dagen anvendes til Recreation, f.Ex. i Haven - den største Tid til almindeligt Arbeide; den mindre til privat, samt hvad derved fortientes, henlægges til enhvers endelige Udgang af Stiftelsen.

Lemmerne kunde skifteviis hielpe Huusholdersken i Madlavning, Vask o.s.v.; hvilket vilde tiene dem baade til behagelig Afvexling, og nyttig Underviisning for Fremtiden.

Straffene for Dovenskab, Forsømmelighed og andre mindre grove Forseelser, kunde bestaae i Udelukkelse fra Huusholdningen, den offentlige Middagsspiisning og Gudstienesten.

Ingen maatte forlade Redningshuset eller dets Omkreds før den endelige Afgang derfra, og ingen Uvedkommende have Adgang i Huset, eller tilstædes Sammenkomst med nogen af Lemmerne, uden Forstanderindens Tilladelse, og i hendes Nærværelse. - Hiint Forbud især anseer jeg for saa vigtigt, at om nogen fandt Leilighed til at overtræde det, burde Stiftelsen for stedse være tillukket for hende. Thi uden fuldkommen stræng og langvarig Afsondring fra Synderindens forrige Verden, vil hendes Gienfødelse ikke være mulig.

Forbedringstiden kunde maaskee ansættes til fem Aar eller længere; 249 thi den fuldkomne Forandring, som Afsondring, Eensomhed, Arbeide, Formaning og Andagt maaskee ikke allene ere istand til at bevirke, den skulde Tiden - som forandrer Alt - fuldføre. Naar et Lem da, efter Forstanderindernes, Præstens, Bestyrernes og Bestyrerindernes Kiendelse, fandtes moden til igjen paa egen Haand at gaae ud i Verden: maatte denne Act foretages med megen Høitidelighed til kraftig Virkning, saavel paa den Udgaaende, som paa de Tilbageblivende. Der maatte f.Ex. holdes en Tale, hvortil Emnet - efter mit Tykke - kunde tages af Fortællingen om Synderinden Joh. 8.; ligesom faa Texter vilde være mere passende, end den faderlige Formaning: "Gak bort, og synd aldrig mere!" -

I Henseende til den Udgaaendes Skiæbne i Fremtiden, da maatte der sørges saaledes for den, at hun ikke skulde udstødes raadvild og huusvikl, og af Mangel styrte sig paa ny i den Elendighed, hvoraf hun var udrevet. Kunde hun givtes bort, da maatte medfølge lidt Medgivt. Havde hun Familie eller Venner, som kunde, vilde, og vare værdige til at modtage hende, kunde hun overleveres til dem. I andet Fald maatte sørges for, at hun, forsynet med de nødvendige Klæder, fik en god Tieneste - helst borte fra Hovedstaden, og paa intet offentligt Sted, at saadant ei anden Gang skulde vorde hendes Dyds og Lyksaligheds Grav.

D.

Om Midlerne til Redningshusets Oprettelse.

Da man ikke kan giøre sig noget bestemt Haab om, at Penge, som indkomme ved frivillige Bidrag, ville være tilstrækkelige: kunde Selskabet vel næppe handle bedre, end naar det androg saa vigtig en Sag for selve Tronen, at Landets kongelige Fader ved et Lovbud ville komme sine velsindede Børn til Hielp. I saa Fald torde jeg allerunderdanigst giøre Forslag til følgende Afgifter, som allene skulle lægges paa Fornøielser, Forlystelser, Daarligheder og Laster. Den gode Borger vilde intet miste, og Moraliteten vinde paa tvende Maader.

1) Da Klubber og dramatiske Selskaber blot have Samlivets Glæder til Formaal, da de fordre ikke ubetydelige Udgifter af alle Deeltagerne, burde ingen af disse undslaae sig for at afgive en liden Skiærv til saa veldædig en Foranstaltning. Man kan vel endog føle sig forvisset om, at intet Lovbud ville udfordres til at formaae de meest dannede 250 Statsborgere til at udøve saa ædel en Daad; og det saameget mindre, som alle disse Selskaber stedse sees med gavmilde Hænder at husvale de Fattige.

Flere Byer - eller rettere - Minoriteten af deres Borgere see sig istand til at opbygge Privattheatre, der maaskee koste ligesaa meget, som den foreslagne Stiftelse: man kan ikke troe, at nogen Actiehaver vilde krympe sig ved at bidrage en 10de, en 20de eller en 10ode Deel af det, han anvender paa sin Fornøielse - til den lidende Menneskeheds Tarv. Man kan ikke formode, at den, som hengiver 10 Rbd. for at fælde Taarer ved opdigtede Ulykker, skulle vægre sig ved at udgive 1 for at lindre de virkelige. Man bør ikke tænke, at Eulalia Meinau skulle være en Dannemands Hierte nærmere, end de Ulykkelige, der vrimle paa vore Gader; eller at hiins forstilte Anger skulle giøre et dybere Indtryk, end de alt for sande Nag og Qvaler, der jage Skarer af Elendige i Døden.

2) Enhver Mand, som er istand til at ernære en Familie, er efter Naturens Love forbundet til at forplante sin Slægt, og, efter Statens, til at forplante og opdrage den, paa en med dens Tarv overensstemmende Maade. Den som alligevel - uagtet han var istand til at giøre disse Fordringer fyldest - henlever ugift, han forsynder sig baade mod Naturen og mod Samfundet, og paadrager sig desuden den sielden ugrundede Tanke: at han opfylder Naturens Bydende paa en Maade, som, i det den strider mod Samfundets Love og Tarv, tillige illuderer den førstes Befalinger, og skuffer dens Øiemed. Det er ikke allene rimeligt, men vist, at Pebersvendenes tiltagende Antal staaer i Forhold til Skiøgernes; og at hines Udsvævelser bidrage meest til at forstørre de Elendigheder, vi ved nærværende Forslag ville afhielpe. Det er altsaa billigt, at de mulcteres for Restanserne af de Skatte, de ei ville svare Naturen og Staten. - Hvo der skulde regnes til de skattepligtige Pebersvende, er let at bestemme ved den Formel: Enhver^ som har Alder og Formue til at ernære en Familie. Men hvad enhver i Forhold til sin Formue skulde yde, vilde - skiøndt lidt vanskeligere - dog ikke være umuligt at fastsætte.

3) Da Staterne hidtil have havt deres Aarsager til at taale Bordeller, burde nærmest disses Værter og Værtinder aarlig afdrages endeel af deres skumle Profit: at saaledes de, som leve af Lasten og for Lasten, kunne tvinges til at arbeide for Angeren og den tilbagevendende Dyd. 251 4) Enhver, som besvangrer et Fruentimmer, maatte - foruden det Loven ellers bestemmer - afgive en Mulct til Redningshuset; var han gift, maatte han give en saameget større.

5) Alle Tracteurer, Billardholdere og andre, som nære Lediggang og Forlystelsessyge, burde beskattes, saavel for at hielpe til benævnte Indretnings Fremme, som for at vanskeliggiøre dem deres for Ungdommen skadelige Næringsveie.

6) Endelig burde alle fremmede Virtuoser, Konstnere, Giøglere 252 o.s.v. ved deres Udreise af Landet aftrækkes endeel af den Told, de lægge paa Folkets Nysgierrighed og Hæng til Forlystelser. -

Der kunne vel tænkes adskillige andre Paalæg f.Ex. paa fremmede Luxusartikler, slibrige Bøger o.fl.; men de anførte maa være nok for at vise Tendentsen i dette Skattesystem.

Her er da Forslaget kortelig udkastet. Meget kunde vist forbedres, forandres, udvides, naar det kommer til en Udførelse, som Forfatterens lave Standpunkt, og snevre Virkekreds blot tillader ham at ønske.

De Indvendinger, der i moralsk og oeconomisk Henseende kunde giøres, ere deels i Forslagets Fremstillelse selv besvarede; deels saa ubetydelige, at det ei var værd at besvare dem, førend nogen skulde faae det Indfald at opkaste dem.

Og nu I danske Mænd og Qvinder! med bankende Hierte sender jeg denne Tanke ud iblandt Eder. Skal det være mere end en kort Berusning, som opfylder min Sjæl? Skal det være andet end et Digt, et sværmerisk Haab, som trænger sig ud af mit svulmende Bryst? Ville I berede Eder selv den himmelske Fryd, at frelse tusinde fra Fordærvelse? at leve i ædel Daad, naar eders Legemer ere forsvundne fra Jordens Overflade? at vedblive i Aarhundreder at aftørre Taarer, naar eders egne forlængst have ophørt at rinde? Er der ingen Tillokkelse i det Haab, at kunne lede et forvildet Barn tilbage i en trøsteløs Families Arme? Er der ingen Glæde i den Bestræbelse, at drage en fortvivlet Medskabning tilbage fra Lasternes Afgrund? Du Kolde! som smiler ad den Ild, hvormed jeg taler, hvad om Dit Barn engang skal martres af Samvittighedens Ild, fordi Du tillukkede din Haand og dit Hierte? Du Rige! som lader haant om et Værk, der ikke her vil bære dig Renter, hvad om en nu usavnet Skiærv vilde redde dit Barnebarn fra Undergang? Du Mand, Du Olding! som har mangen Ungdoms Letsindighed at afsone, Du Dannemand, hvis fromme Hierte ikke tillader Dig at kaste den første Steen paa en falden Synderinde: Du Danneqvinde! hvis Dyd en bedre Skiæbne har bevaret: Du lykkelige Hustru! som ved din Husbondes Haand undgik de Klipper, paa hvilke dine arme Søstres Dyd har strandet! Er der intet Rum i eders Hierter for de Elendigste af alle Ulykkelige? Du Ægtemand, som trykker din kiere Datter til dit Faderbryst! med samme Fryd have tusinde Fædre omfavnet de uskyldige Glutter, som nu ligge Forraadnelsens 253 Bytte og Fortvivlelsens Rov. Du ømme Moder, som med Glædestaarer kysser din smilende Spæde! saaledes have tusinde Mødre kysset de Engle, som Lasten siden krystede i sine qvælende Arme. Saa fauert som din Yndlings, blomstrer mangen Kind, der siden skal blegne under Vellystens giftige Aande.

Og I, den himmelske Læres Tienere! af eders Anseelse, af eders Veltalenhed, af eders Exempel, af eders Kierlighed venter den lidende Menneskehed den første, den kraftigste Bistand til et Værk, hvorfor ubaarne Slægter ville velsigne eders Minde!

254