Blicher, Steen Steensen Nationaldragt

Nationaldragt

Mennesket er et med Forstand, men ogsaa med Sandser begavet Væsen; og følgeligt er det ligesaavel sandseligt, som forstandigt. Vi tage her Sandselighed i den naturlige, rene Betydning. At ville underkue denne, er ligesaa forgjæves som naturstridigt; men den skal styres, ledes og forædles. Mange føle dette, men tør ikke være det bekjendt; og det højeste de ville indrømme er, at Sandseligheden €: de menneskelige Følelser, vel faaer Lov at være til (det kan alligevel ikke forbydes), men dog kun i et Slags Tugthuusliv under Fornuftens Slavepidsk. De Gamle vare naturligere, det er: baade ærligere og klogere; de indrømmede Sandseligheden lidt større Frihed, og lode den træde i hæderlig Tjeneste hos Fornuften.

Fornuften kan maaskee bevise os: "at Klæder ikke skabe Folk"; og at en Mand er den samme, enten han gaaer i en sort Kjole, eller i en hvid, i en lang eller en kort, med Buxer eller Skjorter. Men tage vi Erfaringen - Historien paa Raad med, da faae vi Beviis for det Modsatte; og under intet Forhold er dette stærkere, end ved Nationaldragter.

Romerne havde deres "Toga" ; den var Nationaldragt, Hædersdragt; den var for dem hvad Cocarden i vore Tider blev for Franskmændene. De vare stolte af denne Dragt - ikke fordi den var smuk, eller kostbar, eller klædelig; men fordi den stemplede dem til Romere; det var ikke den enkelte Romers Dragt, men hele Romerfolkets. Den var dem en Ordensdragt, der ej alene indgød fremmede Folk Ærbødighed for dem, men og dem selv en saadan Æresfølelse, at den var dem som et Palladium mod Foragtelighed i Tale og Handling - just som Uniformen nu hos Krigsstanden. "Den røde Kjole" hedder det "taaler ingen Pletter." Den hvide Toga taalte heller ingen; og havde det ikke været netop Togaen, som hiin kaade Tarentiner besudlede; neppe skulde hans Trin blevet " afvadsket med Blod" og Tarentinerne 348 bøjede under det romerske Aag. Enhver Fornærmelse mod en "Togatus" var en Fornærmelse mod det hele togaklædte Folk; og en Plet, som Een Romer selv satte paa sin Toga, troedes at besmitte alle de Andres. Men denne Toga var og et Stempel, som gjorde Alk lige i Hverdagslivet. Krigeren bar sin "Sagum", men kun i Krigen; Consulen sin "Prætexta", men kun i sin Function som Consul; udenfor "Curia", borte fra Hæren var han uniformeret ligedan med Bonden. Negative taget faae vi det samme Resultat. Da Højskotternes Uafhængighed blev jordet ved Culloden, søgte Sejerherrerne at dæmpe det gamle trodsige Mod tilligemed Frihedslysten, kort hele Nationaliteten ved at forandre Nationaldragten. Til den Ende begyndte de med Buxerne, dem der var disse Bjergfolk ligesaa stor en Vederstyggelighed, som Turbanen kan være den nidkjære Christen; Højskotterne befaledes "at bære Buxer"; hvilket Bud de i Begyndelsen opfyldte paa ægte engelsk, ved, naar de vare nødte til at komme blandt Lavlænderne, da at bære dem paa Kjeppe over Skulderne.

Sultan Mahmud har og taget Buxerne med iblandt sine Reformer, og derved lagt sin Menneskekundskab for Dagen.

Hvorfor skulle vi Danske ikke have Nationaldragt? Nu kjende vi hverandre blot ved Hjelp af Hørelsen; men er Synet da et foragteligt Middel? Med Øjnene kunne vi endog langt lettere og hurtigere kjende hverandre end med Ørerne; og de Indtryk der gjøres gjennem hine, torde vel endog ofte være kraftigere, end dem vi modtage gjennem disse.

Paa Talen kjende vi rigtignok hverandre som Danske; men tillige som Kjøbenhavnere, Sjællændere, Fynboer', Vesterjyder, Østerjyder, Wendelboere, osv. Men Dragten, den vilde udelukke alt Provincialt, og fremstille eet eneste Nationalt.

Men nu see vi ikkun alle danske Provincialdragter i blandet, broget Mangfoldighed; men gaae vi fra Landsbyen ind i Staden, da see vi udenlandske Folk. Vi vide ikke, enten det er Franskmænd eller Engelskmænd, eller deres Abekatte. Var det dog ikke bedre, om vi kunde kjende: "Det er en rigtig Dansk!" Og ikke som nu: "Det kan være en Dansk, eller en Fremmed, eller en Blænding."

Hvorledes er det dog gaaet til, at vi Danske, der fordum havde fuld Ret til at sætte Løven i Vaabenet; Vi, mod hvem de betuttede Franskmænd helst forsvarede sig med Psalmer og Røgelseskar; Vi, hvem en 349 Engellænder ej torde gaae forbi paa en engelsk Broe, men blev staaende ved hiin Ende, til "The Lord dane" var passeret* - at Vi sende nu vore Skrædere til London og Paris, for at de kunne lære at omskabe os til Franskmænd og Engellændere? O Vee! Det er nok ikke blot i Skind, men og i Sind!

Der var en Tid, da danske Sværd havde vundet ti Gange saa meget Land, som det hvorfra de uddroge. Men saa vendte de sig mod hverandre; og saa gik det Vundne og mere til; fornemmelig, da man begyndte at tydskes og lade sig tydske. Og dette er endnu ikke forbi. Thi kan man faae Sønderjylland fortydsket, og "Kongeaaen gjort bredere" - maaske de vil have Nørrejylland skudt op i Christiania-Bugten - saa - saa vil det engang hen i Tiden hedde i Verdenshistorien: "Der var fordum et Rige i det nordlige Europa, som heed Danmark. Det var et saare mægtigt Rige, og indbefattede ej alene Øerne i Østersøen og den cimbriske Halvøe, men ogsaa Sverrig og Norge og til en Tid hele Engelland og Tydsklands nordlige Kyster. Men saa blev det indbyrdes ueens, og eet Stykke skilte sig fra efter det andet. Og de Danske lode sig - ikke saameget overvælde, som overliste af *

350 Andre; og de skilte dem efterhaanden ved deres gamle Sæder og Skikke, deres Guld og Sølv, deres Klæder og deres Vaaben, og tilsidst ved deres Tungemaal, der endnu som eneste Levning skal findes i enkelte Landsbyer paa den store jydske Hede, maaskee og hist og her mellem Sandklitterne ved Vesterhavet."

Der er talt saameget om Besparelser- og der er vel endelig ikke talt for meget endnu. - I den her omtalte Sag er endda og Noget at tale om Besparelse. Hvad her aarligen gaaer ud for Klæde og Cassimir, og alt det hele lange Synderegister af udenlandske Silkeklude og Bomuldslapper, til at udmaje vore og vore Kvinders Kroppe, til at vedligeholde denne tragicomiske "Verdensmaskerade" - See! alt dette kunde spares, naar vi og vore Kvinder ikke skammede os ved at være Danske.

Vore gjæve Forfædres Nationaldragt var Kofte og Broge (lange vide Buxer). Den var mandig, den var bekvem, baade tilsøes og tillands. Endnu hører denne blaae xKofte til Bondens Nationaldragt i Omersyssel; og besat med sine tvende Rader Sølvknapper er den iøjnefaldende smuk. Spørger Du en Bonde fra "sønden Randers" om en saadan klædt, saa svarer han: "Det er en "Overfjording" €: Een som har hjemme Norden for Randers Fjord; men han er nærved for denne Koftes Skyld at ansee ham kun for halv Landsmand. Og denne siger om hiin eller om Een fra andre Egne: "Det er en sær Kumpen, hvor mon han er fra?" - Men vi skulle Alle kunne see paa hverandre, hvor vi ere fra i Danmark - ikke fra Omersyssel, eller Lowsyssel eller Vensyssel, eller "Sletten" eller Kulsvieregnen; men fra Danmark.

Saadan en Kofte, med opstaaende Krave, men Overslag og naaende til Knæerne, bedækker hvad den skal, og hindrer ikke Gangen, Den kunde bruges til Arbejdskjole og til Stadskjole, af Søkrigeren og af Landkrigeren. De Aftegn, der skulle skille den ene Stand fra den anden, vare let anbragte, saavel paa samme, som paa Hatten eller Hætten (Chacot). Men enten den nu var af Vadmel eller Klæde - efter Enhvers Evne og Lyst - Tøjet behøvede vi ikke at forskrive og betale i dyre Domme.

Naar den unge Romer havde traadt sine Drengeskoe, og førstegang beklædtes med Mændenes Toga, da rystede han Barnet heelt af Ærmet. Han følte, at han nu var værdig til at ogsaa bære Sagum i Kampen mod Romas Fjender. Saaledes skulde ogsaa vore Knøse, ved at ombytte Trøjen med Koften, føle sig ophøjede i Mændenes Klasse. 351 De skulle føle, at de ere - ikke saameget værnepligtige, som meget mere værneberettigede.

Nu, jeg er ikke den Første, som haver bragt denne Folkesag paa Bane - Gid jeg heller ikke maatte blive den Sidste!

352