Indgang.

✂ Det er i 300 Aar første Gang, at Thorning Præst fra dette Sted siger Meenigheden sit Farvel. Alle have de, paa een Ulykkelig nær, kun flyttet eengang - fra Præstegaarden til Kirkegaarden, de hvile alle fra deres Dagværk tæt uden for disse Muure, indenfor hvilke de indtil Døden prædikede Jesu Christi Evangl. Deres Legemer sove blandt dem, som de have lært, trøstet, formanet. Kun Døden har hidtil formaaet at adskille Lærer og Meenighed, dens Haand kun har været stærk nok til at opløse et Baand, som knyttedes for hele Livet, et Baand, som Religionen bandt og gjensidig Kjerlighed styrkede. - Jeg skal være den Første, som selv løser det - dog ikke ieg, men den, som styrer Menneskets Skjæbne, den Gud, som gav mig en talrig Familie at forsørge, at opdrage, han, hvis evige Viisdom har tilskaaret Brødet sparsommere nu end tilforn. Medbrødre! De allerfleste af 383 eder maa vide, hvad ieg med Sandhed maa sige: at ingen Misnøje, ingen Harme, men kun en bydende Nødvendighed har kaldet mig fra Thorning. Jeg har fra min allerførste Modtagelse af havt altfor mange Beviser paa Velvillie, paa Kierlighed og Agtelse til at enkelte og lidet betydende Ubehageligheder skulle kunnet berøve mig Lysten til at leve blandt saa mange Retskafne. Saa mange leve efter det Guds Ord ieg talte, saa mangt et Korn ieg i Jesu Navn udstrøede er faldet dybt i frugtbar Jord, at ieg vel maa sukke over de spilte, men ikke fortvivle. Jeg maa, ieg skal forlade eder, dem, som have hørt, have troet, have elsket mig, og dem, som kun have elsket sig selv, kun hørt deres egne Lysters Stemme. Det er sidste Gang ieg opmuntrer hine og advarer disse. Og hvorom skulle da denne min sidste Tale hellere være end om det, der er Grundvolden for vor Troe, Betingelsen for vor Lyksalighed; hvorom skulle ieg hellere tale end om det, der haver hver Gang været Hoved-Sagen i min Tale, der opfylder os alle, det Himmelske Lys paa vor Stie, det Himmelske Haab i vore Hierter, Jesu Christi Hellige Evangl., og vil ieg da i hans Hellige Navn til venlig Afskeed med denne hans Meenighed forestille evangeliske Christne som et Dyds, et Eenigheds og Lyksaligheds Forbund.

✂ Det som vorder Indholdet af min Prædiken forestilles i Dagens Evangelium af Frelseren selv i en skjøn og træffende Lignelse: Gud under Billedet af en god Konge indbyder alle til Lyksalighed, alle uden Undtagelse kaldes, bedes, nødes ved hans Udsendinge, ved Profeter, ved de af hans Aand begejstrede Lærere ind i det den reeneste Glædes-Samfund, det Christne Samfund, for hvis Oprettelse Stifteren selv hengav sit Liv, er et Dyds, et Eenigheds, et Lyksaligheds Forbund: Ikkun de Dydige kunne deri optages og forblive, de som letsindigen forsømme, som frækt overtræde deres Pligter, skulle udstødes af Selskabet, ligesom den der til et Kongelig Gilde ville fremstille sig i uanstændigt Dragt. Og ligerviis som Eenighed bør herske ved Gildet, befordre og beskytte den uskyldige Glæde, saaledes bør og i det Christne Samfund Enighed være de Christelige Dyders Frugt og Borgen for fælles Lyksalighed. Lige som endelig Gjæsternes Glæde er Indbyderens Formaal, saa er ogsaa Jordisk Tilfredshed og Himmelsk Salighed Religionsstifterens inderlige Hensigt. Skal denne opnaacs, da maa de Christnes Samfund være et Dyds Forbund.

✂ Det er forgjæves, Christne! at ville lægge nogen anden Grundvold 384
end den, som er lagt, som er Jesus Christus, som er Dyden og Viisdommen. Det er umulig at aabne nogen anden Dør ind til den evige Lyksalighed. Vejen gaar ved Jesu Haand ikkun gjennem Pligternes snævre og trange Port, enhver anden er Tyvenes og Bedragernes Lønvej der fører til Døden. Ikke den, som blot paakalder min Himmelske Faders Navn, siger han, men den, som tillige udretter hans Villie, skal kaldes hans Barn. Alle skal vel kaldes, men kun de Dydige skal vælges til Gjæster ved mit Bryllup, og kun til dem, der i Ydmyghed opfylde deres Pligter, der af virkelig Overbeviisning om egne Mangler og Ufuldkommenheder og uden Hyklerie ydmyge sig selv - kun til dem vil han sige: "Ven, sid højere op! du skal hædres blandt dine Medgjæster." Farer ikke vild! tilraaber os Jesu Apostel - Gud lader sig ikke spotte. Hans Fordringer paa os fyldestgjøres ikke ved Ord, men ved Handling; thi hvad Mennesket saaer skal han ogsaa høste, hvo som saaer i legemlige Lysters troløse Jordbund, skal høste Fordærvelse, men hvo som udstrøer sine dydige Gjerninger i Religionens frugtbare Grund den skal høste Dyds og levende Gudsfrygts evige Frugter. Troe ikke at kunne ved hykkelske Fagter og falske Ord bedrage den, som kjender Hjerterne. Bedrager eder ikke heller selv og lader eder ikke bedrage. Skyer som en dræbende Pest de Lastefulde der i aabenbare Frækhed fornægte Frelseren og hans Lære. Men, o, vogter eder ogsaa for hine falske Profeter, der komme til eder i udvortes Helligheds reene Klæder, men indvortes ere de glubende Ulve, flyer bordt fra disse kalkede Grave, hvis Hykleminer og søde Ord søge at skjule indvortes Uteerlighed! Paa deres Frugter skulle I kjende dem, ligesom Legemet er død uden Aand saa er og Troen uden Gjerning! mange kunne komme og sige til eder: her er Christus, og der er Christus! men nej! han boer ej paa Hyklerens Læber, men allene i den Dydiges Hjerte. O! at han boede i ethvert Hjerte, som slaaer i dette hans Himmelske Faders Huus. O! at ethvert Hjerte i denne Meenighed var Jesu og Dydens Tempel! Dette var mit inderlige Ønske, dette mit glade Haab, dette Maalet for mine Bestræbelser. Hvor vidt det er opnaaet - Gud alleene veed det - han i hvis hellige Navn ieg plantede, han alleene veed, hvad der voxde, og hvad der visnede. O! - at ieg torde sige med min Mester og Herre: ieg takker dig Fader, at ieg ingen mistede af dem du gav mig uden den eene fortabte, at dog kun een - nej, Herre! ieg vil ikke klage, ikke i Dag klage, ieg vil takke dig for dem ieg beholdt! om end tusende faldt ved 385 min højre Side og 10,000 ved min venstre, du, o Gud! kan holde end flere oprejste, ja atter rejse dem som faldt. Dette trøstende Haab vil ieg medtage: at ogsaa denne Meenighed skal under en længere og viisere Vejledning meer og meer forædles til christeligt Dyds og Gudfrygtigheds Forbund, at han selv den Fredens Gud vil omsider hellige eder ganske og aldeeles!

2.

✂ Men et Samfund af dydige Christne er ogsaa et Eenigheds Forbund. Allerede een af de gl. Propheter sagde: Det er skjønt, naar Brødre boe med Eenighed blandt hverandre. Frelseren sagde siden i Afskeedsnatten: "Derpaa skulle alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjerlighed, og hans Apostel vil, at Kiv og Trætte ej engang maa nævnes blandt Christne. Hvad nytter, hvad pryder det christne Navn, naar det bæres af kivagtige, hævngjerrige, hadske, uforsonlige Mennesker, i Sandhed de bære kun Navnet og vanære det: den, der er vred paa sin Broder uden Skyld, den, som skjelder, haaner, bagtaler ham, forbittrer ham Livet ved giftige Ord - den vorder skyldig til den Straf, for hvilken sand Christendom skulle befrie Menneskene. Den, som ikke er kjerlig, fredelig sindet mod sine Medmennesker, den har ej heller Gud i sit Hjerte. Hvo som siger, at han elsker Gud og hader sin Broder - han er en Løgner, og der boer ikke Sandhed, ikke Gudsfrygt i ham. "Vend om, vend om" tilraaber os Fredens Fyrste Jesus - du som nærmer dig Herrens Alter med et uforsonligt Sind! kom ej med dine Ønsker, dine Bønner til Kjerlighedens Gud, før du har forligt dig med din Modstander." Og hvo vinder meere ved Fredsommelighed, Eftergivenhed, Sagtmodighed end den Fredsommelige, Eftergivne og Sagtmodige selv. Er ikke Fred een af de største Livets Goder? en Betingelse for alle andre, et Værn om dem? og er ikke Krig - i det Store og i det Smaae, Krig i et Land og Krig i et Huus den værste af alle Plager - alle Glæders Morder? Er ikke Armod med Fred bedre end Rigdom med Ufred - lidet med Sundhed paa et Tagkammer i en Hytte bedre end et stort Huus fuld af slagtet Qvæg med Trætte? og er endelig ikke Fred saa stor en Lyksalighed, Kronen paa al anden Lyksalighed, at den bruges i den hellige Skrivt til at betegne Lyksaligheden selv? - Har ieg, o mine Venner! anprist eder denne Fred, denne Eenighed, denne christelige Broderkjærlighed? har I troet mig? har I fuldt min Formaning? Har I 386 Alle med een Herre, een Daab, eet Haab havt eet Sind om Kjerlighed? Mange - ja Mange have dog bevaret dette Klenodie, Mange have gjenvundet det - Mangen Familie, mange Søskende, mangt et Ægtepar, mange Naboer have bevaret og bevare eet Sind i Christo Jesu. Ja jeg vil ogsaa medtage dette Haab, Herre! lad mig for Jesu Skyld beholde det: at Fred skal blomstre og stedse meere og meere voxe og befæstes, saa denne Meenighed ogsaa engang vorder Fredens som Dydens Hjem, et Kjerligheds, et Eenigheds trofaste uopløselige Forbund: saa hver en Læbe maa synge af Hjertet:

✂ Hvor dejlig skal Guds Kirke staa
og i hans Aasyn Ynde faae,
naar alle Hjerter knyttet er
udi eet Sind og een Begier.

3.

✂ Og da - da vorder dydige eenige Christnes Samfund ogsaa et Lyksaligheds Forbund. Ligesom Synden allerede i dette Liv har en Deel af sin Straf, saaledes ogsaa Dyden Part i sin Belønning. Lad end Lastefulde juble og triumphere! Deres Jubel er Forstillelse, deres Triumph skjuler et urofuldt Hierte: deres Glæde er som Solens matte Skjær gjennem Taage; deres vilde Fryderaab opstiger fra et ængstet Bryst. De nære i deres Barm en Ild, som de forgjæves stræbe at slukke, en Slange, som de ikke mægte at kvæle. Selv før Synden begaaes, mærkes dens Straf i de martrende Bebrejdelser, i den pinefulde Angest, som ledsager den onde Beslutning. Ja sandelig en Ugudeligs Glæde er som hans Haab, som et Kjærduun der bortføres af Vinden, som Skum, der drives af en Hvirvelvind, som Røg der adsplittes af Vejret, som Erindringen om en Gjæst, der har kun een Dag været til Herberge, Og Døden - hvor bitter er blodt dens Ihukommelse for hver den som lever i Vellyst. Dyden derimod ogsaa den faar sin Betaling forud i den blide Sjæleroe, den himmelske Sødhed, der begynder lige saa tidlig som den ædle Beslutning, den milde Fred med Gud og med sig selv, denne indvortes Roe, som langt opvejer alle andre jordiske Nydelser tilsammen, er den jordiske Halvdeel af Dydens Løn, en Forsmag, et Pant paa den Himmelske. Hvad er Rigdom, hvad er Sandsernes Glæder, hvad er Hævnens, hvad er Vellystens Sødheder mod en god Samvittigheds høje Fryd; hine forsvinde, bortvejres om ikke 387 før saa i Dødens alvorlige Time, de forlade den Ulykkelige, som overgav sig til dem, de vende ham Ryggen som troløse Venner i den Stund, da han trænger til Trøst. Da trøstes den Dydige, da fylder Haabet hans Barm, da besejrer det Dødens Smerte og al dens Bitterhed. Gudsfrygt som er den sande Viisdom, Dydens Kilde og Grundvold, fremstilles derfor i Skriften med Sandhed saaledes talende: "Kommer til mig og bliver opfyldte af mine Frugter! de som æde mig, skal hungre mere efter mig, og de som drikke tørste mere; thi min Amindelse og min Arv er sødere end Honning, jeg er Moder til Kjerlighed og Haab, og jeg giver mine Børn de Ting, som vare evigt." Disse evigvarende Gaver, disse uforgjengelige Goder, skulle de, o evige Godhed! vorde denne Meenighed til Deel? Skal Kjerlighed til dig og Dyden blomstre og forfremmes? Skulle disse dine Børn med Eenighed boe blandt hverandre? Skal dette Samfund vorde Fredens og Glædens Hjem? Jeg haaber det, og i dette Haab skilles ieg fra den. -

✂ Far da vel, min elskte Meenighed! Kjerlighedens og Fredens Gud give dig sin evige Velsignelse.

✂ Farer vel I Gamle, I saa mange som have opbygget eder ved mine Ord, de Guds Ord som var eders Børne-Lærdom, eders Vej til Salighed - Herren vejlede eder paa den fremdeeles.

✂ Farer vel I Mødre! som jeg haver modtaget her i dette Herrens Huus, med hvem ieg har bedet om Styrke og Taalmod til eders Pligters Opfyldelse - Gud skjænke eder den fremdeles. -

✂ Farer vel, I Fædre, I hvis Børn ieg har vejledt til Evangeliets Lys, som ieg har stræbet at danne til eders gamle Alders Hæder og Glæde. Dette vorde eder.

✂ Farer selv vel, I Unge! bevarer mine Formaninger! beholder i eders Hjerter den Frelser, i hvis Navn I ere døbte, i hvis Lærdomme i ere bekræftede. Han bevare eder reene fra Verdens Forførelse!

✂ Farer vel I Fattige, I Syge! I beholde eders bedste Trøster, eders mægtigste Hjælper, Ven og Læge! Han vil aldrig forlade eder. -

✂ Gud velsigne og bevare eder Alle tilsammen. Jeg forlader eder med det Haab, at de, hvis Venskab ieg attraaede, ville mindes mig med Kjerlighed, og ieg forlader eder med det Ønske, at ingen maa savne mig! at Gud vil skjænke eder Lærere, som med min Villie foreener større Evner og fuldkommen Held, saa Gudsfrygt og Dyd, Eenighed og Fred, Tilfredshed og Glæde maa vorde eders Lod og eders Børns Arvedeel evindelig!

✂ Amen.