Om Dødsstraffe
✂ Den første selskabelige Forfatning, hvori Menneskene indtræde fra den vilde, afsondrede Tilstand, er den patriarchalske. Denne oprindelig ældste Regjeringsform er - uagtet Medlemmernes endnu vedvarende Raahed og Grumhed - mild i sin Lovgivning; de Straffe, den tilsiger, ere altid ringere, end Forbrydelserne; den er meget sparsom med Blod og udgyder kun sine Fjenders. Ligesom Selskabet voxer, som Familiernes Antal tiltager og Medlemmerne vorde mere fremmede for hverandre: vorder det ogsaa vanskeligere at have Øje med deres Opførsel; og Regjeringen antager en strængere og barskere Caracteer; Straffen bliver haardere; Ejendommene beskyttes ved skarpere Tvangsmidler; Loven kræver Øje for Øje, og Liv for Liv.
✂ Staternes Opdragelse er Børneopdragelse i det Store. Jo flere Børn, Forældrene have, jo strængere ere de almindeligviis i deres Optugtelse; thi jo flere, jo vanskeligere falder Opdragelsen, jo mere deelt vorder Kjerligheden.
✂ Men i Forhold til Straffenes Størrelse og Hyppighed tiltage gjerne Forseelserne: de strængeste Forældre have som oftest de vanartigste, meest forhærdede Børn; Risets idelige Brug gjør dem trædske, løgnagtige, falske, forstokkede. En blid Opdragelse, som i sine Straffe alene tager Hensyn til Forbedring, som anvender Formaning, Advarsel, Tvang og Indskrænkning istedetfor legemlig Tugtelse, danner frimodige, aabenhjertige, uforstilte og ædelsindede Mennesker.
✂ Hiin Strænghed har sin Oprindelse deels af Vrede og Stolthed, deels af Magelighed og U duelighed i Børneopdragelse: Opdrageren kjender ikke de bedre, men langsommere Forbedringsmidler, eller er for magelig til at søge og bruge dem; han vil naae sin Hensigt strax og med Magt, istedet for at bruge Overlæg og Eftertanke, og vente de langsomt modnende Frugter af venlig Blidhed og klog Sindighed.
✂ Den fornuftige Opdrager anvender endelig til Øjemedets Opnaaelse 265 hellere Belønning end Straf; han lokker langt mere end han truer; opmuntrer mere end skrækker. De bedste Børn have oftere smagt Forældrenes Kys, end deres Riis.
✂ Skulde Staterne ikke kunne opdrages efter samme Grundsætninger?
✂ Leopold - siden tydsk Kejser - gjorde som Storhertug af Toscana et Forsøg, og - det lykkedes. Han ophævede ganske Dødsstraffene i sit Land, og see! Forbrydelserne bleve i denne Mildheds-Periode stedse færre. Kejserinde Elisabeth gjorde et endnu større i det uhyre russiske Rige: ogsaa her blev ingen Aarsag til at fortryde det. Men paa begge Steder gik Alt igjen tilbage til det Gamle. Det er nemmere at dræbe Forbrydere, end at forbedre dem.
✂ Flere Stemmer - blandt Andre vor Landsmand Heibergs - have opløftet sig i dette for Menneskeheden saa vigtige Anliggende. Vi ville forsøge at fremstille de vigtigste Grunde for Dødsstraffenes Afskaffelse; et saadant Æmne kan ikke for ofte bringes paa Bane.
✂ Dødsstraf! Straf! Et Ord, som indbefatter et uædelt Begreb; thi hvad er Straf Andet, end Hævn, udøvet i Medhold af Lovene? og disse burde dog aldrig være Lidenskabernes Dictater. Skulle vi lægge en værdigere Betydning i dette Ord, da maa det betegne: Advarsel, Forbedring, Betryggelse. Kun disse trende Hensigter af Dødsstraffe tør Fornuft og Moral antage; men vi skulle see, hvorlidet den er istand til at opfylde dem.
✂ I. At advare, afskrække! Mon Dødsstraf dertil skulde være det eneste, det ufejlbare Middel? Nej, desværre! tusinde Erfaringer benægte dette: Tyven stjæler under selve Galgen; og ved Siden af det blodige Skaffot smeddes blodige Anslag. Blandt Tilskuerne modnes nye Candidater til Retterstedet; den dræbende Øxe udkaarer sig friske Offere. Var Middelet probat, maatte det forlængst have gjort sin Virkning; vi see tvertimod de halsløse Forbrydelser dagligen tiltage. - For Mange have de offentlige Henrettelser - som i og for sig selv ere oprørende og barbariske* - en Slags rædsom Tillokkelse, en Fortryllelse, * 266 lig Klapperslangens: det Højtidelige, Religieuse i Samme har en frygtelig Virkning paa mystisk stemte Gemytter; hvor mange ere ikke blevne Mordere alene for at døe en saadan festlig, og - efter sværmende Sjæles Formening - salig Død? - Lægge vi hertil: at Døden for visse Tungsindige ej alene ikke er skrækkelig, men ydermere ønskelig og velkommen- og dette er ligesaa vist som Selvmord: saa maae vi erkjende, at Døden ikke engang altid er en Straf. Fængsel derimod er det stedse. - Det er endelig - som Beccaria siger - ikke Straffenes Størrelse, men deres Vished, der skal afskrække. Og ere disse mindre, da ere de og selv derved desto vissere; thi for Dødsstraf gives ofte Fritagelser og maa gives: Benaadningsretten er en ønskelig Magt over grusomme Love i de Vældiges Hænder. - Mordbrænderen, Barnemordersken kunne - underviste ved mange Exempler - haabe Formildelse; men er evigt Fængsel den opdagede Misgjernings uudeblivelige Følge, da vil alle en saadan Tilstands uundgaaelige Rædsler langt snarere afskrække fra den paatænkte Udaad, end de uvisse, dunkle Forestillinger om en Theaterhenrettelse, om Indspærring paa uvis Tid, og maaskee Benaadelse og Frihed i Baggrunden. - Saa see vi da, og see det af tusindaarig Erfaring: at Livsstraf kun saare slet opfylder sin første og vigtigste Hensigt.
✂ II. At forbedre Ildgjerningsmanden burde jo ogsaa være Straffens Hensigt - derfor sættes ringere Forbrydere i Forbedringshuse - hvorledes opnaaes denne? Den tilintetgjøres med et eneste Hug. Den Dødsdømte opgives, som et aldeles forhærdet, fuldkommen uforbederligt Medlem af det menneskelige Selskab. Er her ikke en Forvovenhed, en Formastelse? Hvo tør fordriste sig til at erklære en Medskabning for uforbederlig, aldeles fortabt? Hvo tør sætte Grændsepælen for Omvendelse, og kaste Broder eller Søster for den evige Retfærdigheds Domstoel? Kunde den dødsdømte Røver ile fra Korset til Paradiset, hvem tør vi da opgive? Mon nogen Anden kan vove at sige: "Du skalt døe!" end den, som alene kan sige: "Du skal leve!" - Tiden, Fængslets Eensomhed, Eftertanke, Religionen, dens Formaninger, dens Løvter og Forhaabninger - mon alle disse Midler ikke skulle være bedre, end Strikke og Staal? - Er det da saa afgjort umuligt med Lempe at løse den Forhærdelses Knude, som Øxen vældelig overhugger? - Og hvi da denne Beredelse til Døden og Meddelelse af Naadens Sacrament? I troe da, at Synderen kan omvendes, siden I skikke ham en Sjælesørger? Denne maa jo ansee ham - om ikke for 267 heel omvendt - saa dog paa Vejen dertil ved oprigtig Fortrydelse, naar han bestyrker ham i Troen paa Guds Tilgivelse? Thi I ville dog hverken skuffe Synderen, eller skjemte med det Hellige? Og nu - da han har gjort det første Skridt til Forbedring, formene I ham at gaae videre! Nu da han begynder ret at kjende, at elske Guds Villie, Dyden, forbyde I ham at øve den! Nu da han gjerne vilde afsone sin Brøde ved et bedre Liv, berøve I ham dette! I samme Øjeblik, som I love ham den Allerhelligstes Naade, nægte I ham eders egen! I straffe ham ikke alene her; men skyde ham ogsaa uforbedret, hovedkuls ind for den Dommer, som siger: "Hvad et Menneske saaer, skal han ogsaa bøste!" I vide, at det ikke er nok at anraabe Herrens Navn, men at gjøre hans Villie; og dog gjøre I det Sidste umuligt for den angerfulde Synder? Visselig, I ere strængere end Gud; men for denne eders Strænghed have I nu ingen anden Besmykkelse, end eders egen Sikkerhed.
✂ III. Sikkerhed ville I forskaffe Staten? Vel! er Døden det eneste Middel dertil? Ingenlunde: I have Fængsler, I have Lænker og Baand, tykke Mure og stærkt Jern. I kunne sikkerlig bevogte den farlige Forbryder, naar I blot ville have Ulejlighed og Bekostning dermed; til begge Dele kan dog nok blive Raad.
✂ "Men -" spørge I "- hvor bliver Sikkerheden i Krigs- og Oprørs-Tid?" - Ja! - svare vi - her tier Fornuftens og Barmhjertighedens Røst; thi hele Samfundet svæver nu i Fare. Her maa Voldsmanden døe, at de fredelige Borgere kunne leve. Men Krig og Oprør er ogsaa en lovløs Tilstand, som forstyrrer Samfundets Væsen, hæver dets Vedtægter, suspenderer dets Love og sætter Staten tilbage i den oprindelige Naturstand, hvor ingen Ret gjælder uden den Stærkeres og Selvopholdelsens myndige Bud raaber: "Forsvar Dig selv!"
✂ Vi have hidtil talet efter menneskelig Viis; men Dødsstraffenes Forsvarere ville ogsaa skyde sig ind under guddommelige Love: lader os da adspørge disse!
✂ Iste Mose Bog 9. 6, siger Gud til Noach: "Hvo, som udøser Menneskets Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses!" I disse Ord vil Man da finde Livsstraffe udtrykkelig paabudne. Om vi end indrømme dette; om vi end ikke ville hentye til den Exegese: "Du skal ikke slaae ihjel; thi i saa Fald vil Drabet vorde hævnet paa dig;" om vi end ikke ville begrunde denne Udlæggelse med andre Bud i det gamle Testamente, hvor Menneskenes Aflivelse i ethvert Tilfælde uden 268 Undtagelse synes at vorde forbudet, saasom: "Du skal ikke slaae ihjel!" 2. Mos. 20. 13. og flere; om end selv det paaberaabte Skriftsted ikke indeholder et Forbud for al Slags Menneskemord, da der lægges til: "thi i Guds Billede gjorde Gud Mennesket," og Forbryderen er jo ogsaa et Menneske? skabt i Guds Billede? - Om vi end - gjentager jeg - indrømme, at Dødsstraffe virkelig ere af Gud umiddelbart paabudne i det gamle Testamente, kan da ikke denne - som andre flere - have været provisorisk? for en Tid? blandt dem, som Paulus omtaler i 2 Cor. 3,7, som - "skjøndt herlige" (i hine Raaheds og Ugudeligheds Dage fuldkomne og nødvendige) dog skulle afskaffes? Og siger han ikke lige foran: Bogstaven (Mose Lov, det gamle Testament) ihjelslaaer; men Aanden (Jesu Evangelium, det ny Testamente) "levendegjør?"
✂ Og lader os adspørge Mesteren selv! Kvinden, der blev greben i Hoer, havde efter det gamle Testamentes Lov (3 Mos. 20, 10) forbrudt sit Liv; men Jesus holdt Morderne tilbage, og løsgav hende med den Advarsel: "Gak bort og synd aldrig mere!" Har han ikke herved afskaffet hin Lov? De, som arbejdede paa Sabbathen, vare ogsaa efter 4Mos. 15. 32. skyldige at døe; men Jesus arbejdede selv om Sabbathen: "Min Fader arbejder indtil nu, og jeg arbejder" sagde han: altsaa denne Dødsstraf ligeledes afskaffet. Og hvorfor ikke al Dødsstraf? der strider saa udtrykkeligt mod hine tidt indskjærpede Befalinger: "at elske Næsten, som sig selv;" "at tilgive sin Broder 7 Gange 70 Gange," det er: ligesaa ofte han forseer sig. Og overalt: kunne Livsstraffe fordrage sig med den Forsonlighed, Langmodighed, og - over alle Ting - den Kjerlighed, som er Evangeliets Alpha og Omega?
✂ Medens Kanonen tier og Sværdet hviler, udøses endnu, under Skyggen af Fredens Palme, Menneskeblod ved Menneskehaand - Hvorlænge? spørger Menneskevennen. Det veed kun den Alvidende. Men at der kommer en Tid, da Dødsstraffe ville ophøre med Slavehandel. Dueller og Tallotterier, det er trøsteligt at troe. Og at den Regjering, som først sønderbrød de sorte Medbrødres Lænker, ogsaa vil give det første Exempel paa Forbryderes mildere Behandling - det er rimeligt at haabe.
269