Blicher, Steen Steensen Bør Jøderne taales i Staten?

Bør Jøderne taales i Staten?

- - - Nun saßen die Gegner
Friedsam neben einander, und sahn, voll stiller Bewundrung,
Sonnen und Mond' und Gestirn' aus scheinender Irre geordnet
Zum eintråchtigen Tanz; auch horten sie rauschen harmonisch,
Im viellautigen Chore, der seligen Volker und Engel
Hallelujagesäng', und athmeten Blüte des Lebens.
Aber ihr Herz schwoll über von unausprechlicher Inbrunst;
Und es erhub sich entzückt ihr heller Gesang: "Wir glåuben
All' an Einen Gott!"’
Voß.

Det jødiske Folks Historie er saa forunderlig, saa aldeles eneste, at dersom vi ikke saae det endnu vandre iblant os, skulle vi næsten fristes til at tvivle paa dets Tilværelse. Udspirede af een Mands Lænder, formerer det sig under Slaveaaget til Millioner, afkaster dette Aag, bliver et nomadisk Folk, dernæst et erobrende, mægtigt, riigt, overdaadigt; falder omsider som et Bytte for andre, ryster sine Lænker, men sluttes fastere, indtil det aldeles adsplittes over den hele Verden, hvor det spottes, mishandles, forfølges i flere Aarhundreder, og dog vedbliver det at være en Nation; beholder under alle Revolutioner, under alle Himmelsegne, blant alle Religionspartier, den samme Gudsdyrkelse, det samme Sprog, de samme Vedtægter og Indretninger. Er Kierlighed til sin Religion, sit Fædreland, - det er sine Landsmænd - er Vedhængenhed ved Forfædres Tro og Sæder, naar vi ansee dem for gode, en Dyd? da have Jøderne i lang Tid og høi Grad besiddet denne Dyd. Alle andre Nationer have, naar de bleve betvungne, mistet Religion, eller Sprog, eller Karakter, eller Alt tilsammen. Jøderne have beholdt Alt, uden Fødelandet. Allerede herved bliver dette Folk mærkværdigt, ja agtværdigt, førend vi endnu 216 have overveiet, hvorledes denne Religion, dette Sprog, disse Vedtægter og Indretninger ere. Men ligesom denne Standhaftighed - Intollerancen kalder det Haardnakkenhed - eller Stadighed opvækker vor Beundring, saaledes opvække denne Nations Ulykker, dens to tusinde Aars Ulykker, vor Medlidenhed: Barcboebas Opstand, hvor Myriader myrdedes; Korstogene, hvor Mødre dræbte deres diende Børn for at fri dem fra langsom Død; Emanuels Fanatisme, der rev Børnene ud af Forældrenes Arme; Ferdinands grumme Nidkiærhed, der overgav dem i tiende Leed til Inqvisitionens Rædsler, ere som Paroxysmer i en vedvarende og smertefuld Sygdom. Deres Liv var, liigt de vilde Dyrs, usselt og usikkert; Overtroens Sværd hang i et Haar over deres Hoveder. Nu er Stormen forbi, Forfølgelsens Aand er dødet, men ikke Fordommen mod denne Green af en fælleds Rod. Man slaaer ikke længere til med Sværd, men med Tunge og Pen; og hvad er det egentlig man angriber? Deres Nationalkarakter. Nationalkarakter er egentlig et ubestemt Udtryk; er det enkelte Menneskes Karakter vanskelig at udgrunde, vaklende, dunkel; hvor meget mere et heelt Folks? Ellers tænker jeg man vil være enig med mig i at definere Nationalkarakter ved den Karakter, de Karaktertræk, som ere de almindeligste og mest fremstikkende hos Pluraliteten af et Folk; ifølge denne Definition synes mig de mest i Øine faldende Karaktertræk for Jøderne at være: Religiøsitet; Guddommen dyrkes under mangehaande Former; men naar Dyrkelsen er alvorlig, er Mennesket religiøst, og fortiener som saadan den Vises Medhold og Bifald, enten han tæller Kuglerne paa en Rosenkrands, eller han raaber "Shadaj" hvergang han gaaer ud af sin Dør. Maadelighed: Udsvævelse i stærke Drikke, Ukydskhed, og i Særdeleshed Ægteskabsbrud, ere sieldne Særsyn blant Jøderne. Arbeidsomhed: naar den kan defineres ved Stræben efter at erhverve sig og sine Livs Ophold paa en lovmæssig Maade, ere Jøderne ogsaa arbeidsomme. Godgiørenbed: de sørge ei allene for deres egne Fattige, men vise sig endog gavmilde mod Trængende af andre Religionspartier, og det ikke blot ved offentlige Gaver og Bidrag, hvis Bevæggrunde kunne være tvivlsomme, men og i Løndom; og sielden gaaer en Betler tomhændet fra den velhavende Israelits Dør. Vi have seet den skiønne Side af Maleriet, lad os vende det om, og vi ville finde Pletter: ved Siden af Religiøsitet en kold, dog taus, om ikke Foragt, dog Mangel paa Agtelse for andre Religionspartier. Men denne Mangel paa Agtelse eller Foragt - man mærke vel - er 217 taus. Lad det end være saa; det er uædelt det er ufornuftigt. Ak! men lad os ikke glemme hvor mange Taarer, hvor mange Strømme af Blod der havde været sparet, om de Kristne stedse havde indskrænket deres Intollerance til taus Foragt. O! I Torquemadaer, I Albaer, I Bonnere, I Calviner, havde I endda været Jøder! Endvidere finde vi, ved Siden af Maadelighed og Arbejdsomhed, Karrighed, Higen efter Penge, Mangel paa Oplysning, Ulyst til videnskabelige, ja næsten alle andre Arbeider, undtagen Handelen. Men lad os tage ethvert Træk enkelt for os, lad os see, hvad der for ethvert kan siges, ikke til Forsvar, men til Undskyldning. Et Folk, der i flere Aarhundreder har været fremmed paa Jorden, jaget fra et Land til et andet, haardt beskattet, belagt med Told, - som Qvæg - ja stundom udplyndret af selve Regentere; et saadant Folk kan let blive lidt for omhyggelig i at samle, lidt for karrig i at holde, lidt for ængsteligt for Fremtiden; for at opholde et usikkert Liv, nødtes det til at sætte List mod Magt, Bedragerie mod aabenbare Vold. Men det er ikke mere saaledes som før: man har ophørt at plyndre Jøderne, de have ophørt en Corps, en Nation at bedrage. Rigtig nok er endnu Pluraliteten Handelsmænd, der skal leve af Profitten, men skulde det moderate Handelsprincip: "lidt og tit", være mindre almindeligt hos Israels Børn, end hos kristne Kiøbmænd? "Men", siger man, "det er et Religions-, et Nationalprincip blandt dem at bedrage alle Ikkejøder". Rigtig nok vilde jeg ønske, at ingen Jøde maatte gaa paa Tøfler, fordi han lod sig snyde af en Kristen; - dette er dog altid bedre end om han blev belønnet for at snyde en Kristen - men skiøndt denne Beskyldning har nogen Hiemmel, er Anvendelsen dog ei nær saa farlig som Grundsætningen, og Jødernes meget forandrede Tænkemaade hindrer - om end Statens Love ei giorde det - Udøvelsen af en asiatisk, forældet, ja for Udøveren farlig Maxime. Om endog Nutids Jøder ansaae de Kristne for urene Dyr, saa maa jo ogsaa adskillige kristne Secter ansee dem igien for Kiættere, bestemte til den evige Ild; og dog taales disse evig Fordømte, nyde stundom lige jordisk Frihed med de Udvalgte. Men Sagen er, at Mennesket er ligesaa inkonseqvent i det Onde som i det Gode; at et sædeligt Levnet ofte forenes med slette, og i sin Konseqvence farlige Grundsætninger, og omvendt. Exemplet: Moden, Tidens Aand, er mere Rettesnor for Pluralitetens Handlemaade, end enten egne Principper - dem den har faa eller ingen af - eller Religionsmaximer, hvis Følger den ei er philosophisk nok til at indsee 218 eller udøve. "Men," siger man, "de ere Status in statu, de ere en Kræft for Landet, de fortære dets Marv." - Det er: dets Guld og Sølv. - Ak! I dybtseende Politikere! er Engelland da fattig, eller Norge riig! eller er Krig Veien til Velstand, eller Luxus Kilden til Rigdom? Hvad Ulyst til Videnskaber, Haandværker og Agerdyrkning angaaer, da begynder den allerede at tabe sig, og vil tabe sig mere, jo mere Jødernes Menneskerettigheder erkiendes og hævdes, jo ligere de blive de øvrige Statsborgere - kort: de ville blive Videnskabsmænd, Haandværkere, Agerdyrkere, naar de maa blive det. Og enhver fordomsfrie Agtpaagiver vil erkiende, at der allerede er skeet stor Forandring fra Shakespears Shylock til Ifflands Baruch. Ikke vil man nu finde mange Jøder, der lade sig spotte og drille for Profittens Skyld, saaledes som før var Tilfældet; han sætter Priis paa udvortes Agtelse, han fordrer den ogsaa af Ikkejøder; han har Point d'Honeur, og det er et godt Tegn til moralsk Forbedring. Selv denne tiltagende Luxus er et Omen for hans nærmere Amalgamering med de Kristne. Jeg vil ikke nægte, det hover mig bedre at see dem i Vienervogne paa Dyrehaugsveien, end behængte med gamle Buxer i Læderstræde; bedre at see dem dandsende i vore Quadriller, end strygende Steen til Mizraims Pyramider. Og denne elegantere Levemaade er mere Tegn til større Kultur, end til større Rigdom; de ere ikke rigere nu end før, men de ere liberalere, de nyde, og lade Mammon circulere. Men overfladiske Statslæger kunde ikke finde Sygdommens Kilder andensteds end hos Jøder og Kornpugere. Ikke er det her paa min Vei, at opdage, hvor de ere; men man tillade mig at sige, hvor jeg tror det er forgieves at søge dem.

Dersom det derimod hører til Idealet af en Statsforfatning, at Borgerne ere, saa meget mueligt, lige i Stand, Magt, Formue, Religion, Tænkemaade, da kunne Jøderne rigtig nok aldrig være saa fuldkomne Borgere, som Statens herskende Religions Bekiendere. I Henseende til Stand, Magt og Formue, kan Lighed ei engang finde Sted blandt blot Kristne; og i Henseende til Religion og Nationaltænkemaade, ei mellem Kristne og Jøder; heraf følger, at disse ei heller kunne være saa fuldkomne Borgere, som hine; det er: de kunne ikke naae saa høi Grad af Borgersind, af Kierlighed til Fødeland, Konstitution og Medborgere. Vel sandt, det var en berusende Tanke, om alle Borgere vare Scævolaer, Winkelrieder etc., men det er nu kun en praktisk Drøm, og vi maa være tilfredse med saadanne, der lyde Landets Love og 219 bidrage til dets Tarv; vi maa nøies med, om ikke de bedste, saa blot gode Borgere, og det hindrer Jødernes Religion dem ikke i at være. Kun i det Tilfælde, at de bleve saa talrige, saa rige, saa mægtige, at Statens kristne Borgere af dem vilde trykkes, kun da bleve de, som Jøder, skadelige; men sligt vil en viis Regiering altid vide at forebygge.

Af det Anførte bliver det klart, at Jøderne, som Individer betragtede, ei ere slettere, mere umoralske end de Kristne, og at de, som Nation betragtet, hverken ere skadelige eller farlige Statsborgere. Ja der er Haab til, at de ville tiltage i Oplysning, Arbeidsomhed, Nyttighed for Staten, ligesom Statens herskende Religions Bekiendere tiltage i Oplysning og Tollerance, ligesom de ved vise Love og Indretninger, ved fordomsfri og ædel Behandling virke paa Jøderne til Oplysning og Forædling.

Endnu engang: de have havt de foranførte Feil, de have havt dem i høi Grad, de have dem tildeels endnu; dog i mindre Grad, og mindre almindeligt; men, i Sandhed! det sikkreste Middel til at hindre dem fra at aflægge dem, er at behandle dem med Foragt og uretfærdig 220 Indskrænkelse. En Slave har slavisk Tænkemaade: giør ham frie, og han eller hans Søn, eller da hans Sønnesøn, vil forvandle Slaveaand til Frimandsmod, Hyldene til Aabenhiertighed, Trædskhed til Ærlighed. Eller skal maaske Slaveriet være evigt paa Jorden? Skal eet Folk stedse være fordømt til at føle Pidsken? O Frihed! De frie Spartaner havde sine Heloter, de frie Romere sine Fægtere, de frie Britter sine Katholiker, sine Kalonster! Og det nittende Seculums frie, ædle, dannede, følende Europæers Slaver maa Jøderne være!

Der ere tusinde Veie til Brød i Livet. I de mørke Seclers kristne Regentere! I have spærret dem alle for Kristi Landsmænd; kun een lode I staa aaben, og den førte til Aager og Bedragerie. Hvi aabnede I ikke de øvrige, som Fanatismen havde lukket? Hvi taalte I da Zigeunerne? de havde slet ingen Religion, de levede allene af Tyverie og Rov. Men lad os vende os fra Fanatismens og Tyranniets skumle Dage, og glæde os ved Regentere, der ære og elske Mennesket, hvad enten han hedder Bramin eller Paria, Katholik eller Qvæker, Lutheran eller Jøde.

221