Aarestrup, Emil LOKKERNE.

LOKKERNE.

I

I Skovenes lune
Dæmrende Tætning
Omgav mig den brune
Knudrede Fletning.

II

Mig svalte det Mylder
Af Løvet, som kruset
Og ringlende fylder
Solsiden af Huset;

III

Blandt slingrende, bløde
Slyngplanter og Ranker,
Der sank mig imøde -
Jeg famled i Tanker.

IV

Paa Skyer jeg stirred,
Hvis drivende Mængde,
Sortkrøllet, forvirret,
Om Maanen sig trængte.

V

Paa Tangen, der løftes
Og slynges tilside,
Hvor Bølgerne kløftes
Skummende hvide.

VI

Paa mørke Aurikler
Paa duftende Klaser,
168 Hvis Tykning sig vikler
Om blændende Vaser

VII

O pragtfuld tilvisse
Den krøllede Trængsel -
Meer yndigt, end disse,
Dog søger min Længsel.

VII

En Fletning, som skilles
I Strømninger mange -
Der snoe sig, forvildes,
Omslyngende, lange -

IX

Som løses og bindes
Som bølger og ruller
Men - blødt om en Qvindes
Snehvide Skulder

X

Jeg mindes - jeg mindes
Guldlokker, I fagre!
Q sug, hvor I findes,
O siig, hvor I flagre!

XI

Paa Søen - i Haven -
Jeg søger og leder -
I Skoven - i Graven -
Hvor finder jeg eder?

169