↩
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,
Stige ned, og - som i gamle
Dage, sig i Riddersalen
Hyggeligt og muntert samle
Damerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste -
Munden smiler, rosenlæbet.
Bleg og gusten man erindrer,
Læner sig paa Stoleryggen,
Stærk, sortskjæget - Øiet undrer.
Paa de gamle Instrumenter -
Og ætherisk hvide Hænder
Trykke støvede Tangenter
121
Klang af svundne Tider høres!
Damens fine Haand med Anstand
Op til Ridderskjæget føres -
Dette Skyggeliv - hvis ikke -
See! Hun blegner bag sin Vifte,
Døsig stirrer Herrens Blikke -
Smutter som den hele Vrimmel
Ind i Muren, i Tapetet -
Dagen seer kun Støv og Skimmel
Spøgelser kan ei fremtræde!
Ja, i Mindets Dæmringstime
Lever op den gamle Glæde.
Af en yndig Gjenfærdsvrimmel,
Ønsker jeg en ung Veninde,
Ret en fuld Erindringshimmel.
MAN HAR SAGN OM BORGTAPETER I
I
Man har Sagn om Borgtapeter,Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,
II
Faae et sælsomt Liv om NattenStige ned, og - som i gamle
Dage, sig i Riddersalen
Hyggeligt og muntert samle
III
I de bløde LænestoleDamerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste -
Munden smiler, rosenlæbet.
IV
Ridderen, som fra TapetetBleg og gusten man erindrer,
Læner sig paa Stoleryggen,
Stærk, sortskjæget - Øiet undrer.
V
Guld og Perlemoder glimrerPaa de gamle Instrumenter -
Og ætherisk hvide Hænder
Trykke støvede Tangenter
121
VI
O vidunderlige Toner!Klang af svundne Tider høres!
Damens fine Haand med Anstand
Op til Ridderskjæget føres -
VII
Næsten kunde man misundeDette Skyggeliv - hvis ikke -
See! Hun blegner bag sin Vifte,
Døsig stirrer Herrens Blikke -
VIII
Selv den tappre Ridder gyser,Smutter som den hele Vrimmel
Ind i Muren, i Tapetet -
Dagen seer kun Støv og Skimmel
IX
O, hvor skjønne, nydeligeSpøgelser kan ei fremtræde!
Ja, i Mindets Dæmringstime
Lever op den gamle Glæde.
X
Mange lyse Nætter, fuldeAf en yndig Gjenfærdsvrimmel,
Ønsker jeg en ung Veninde,
Ret en fuld Erindringshimmel.