↩

GRAVRØSTEN.

✂

I

Omfyget af Sneen,
Af Stormen ombuldret,
Besøgte hun Graven,
Hvor Elskeren smuldred.

✂

II

Hun banked paa Høien:
"O er du herinde,
Saa tal et Par Ord til
Din gamle Veninde!"

✂

III

Da lød det fra Dybet
Som Regnen, der risler,
Som Sneen, der fyger,
Som Bladet, der hvidsier:

✂

IV

"Veninde, jeg hører
Din Stemme fraoven,
Hvor Stormene hyle
Om Bjerget og Skoven.

✂

V

Aar har jeg nu blundet,
Nætter og Dage;
Af min unge Skabning
Er kun en Beenrad tilbage.

19

✂

VI

Ei til Graad har jeg Ørne,
Ei Mund til at smile,
Men jeg føler hernede
Den dybeste Hvile.

✂

VII

En Stilhed, som Ingen
Deroppe erfarer,
En Ro, som Ingen
I Livet forklarer.

✂

VIII

Gak hjem til din Celle,
Gak hjem til dit Huus;
Der høres ei meget
Til Suus og til Bruus.

✂

IX

Tag Tenen i Haand
Baade Natten og Dagen,
Og spind til din Kiste
Det sølvhvide Lagen.

✂

X

De fire smaa Planker
Om Liget saa koldt,
De kunne ei pyntes
For dyrt og for stolt.

✂

XI

De Roser, du har
I dit Vindue, hent,
20 Og plant dem paa Graven
Den har det fortjent!"

✂

XII

Hun hørte ei mere,
Saa gjerne hun vilde,
Hun sank i en Drive,
Dødfrossen og stille.