THORVALDSEN.
MORGENSTUNDEN.
✂
Guldharnisket Septembersolen gryer -
See, hvor den med den sidste Skumring strider!
I Purpur hyllet Øresundet glider
Til Hovedstaden for de danske Byer.
✂
Charlottenborg! hvordan? I Glands fornyer
Sig dine Fløie, dine mørke Sider -
Og Hallandsaas? hvor festlig sig udvider
Din Baldachin af Himmelblaat og Skyer!
✂
Hvad Høitid holdes? - Ei Kartoven dundrer,
Ei Trommen hvirvler - Dybest Stilhed leirer
Sig rundt omkring - Jeg hører Musen svare:
✂
Hvo støier vildt og frækt, naar man beundrer?
En Konstens Drot er draget ind; ham feirer
Den danske Morgen med sin Skjønhedsskare.
MUSEET.
✂
Ofte har Armod rakt sin Skjærv, at fremme
Pragtbygninger - ei spurgtes om den vilde -
Den Bygning, vi vil bygge, er kun lille,
En Kube kun, et Skjønheds Honninggjemme.
28
Ræk da en hjelpsom Haand Enhver herhjemme!
Giv eders Skjærv - og lad jer ei forvilde -
I Alle, som i Hjertet føler »stille
For Konstens ædle Sprog et dunkelt Nemme.
✂
Det er ei blot til de studeerte Hjerner,
Eiheller blot til Mænd med Baand og Stjerner,
Skjønhedsgudinden kaster sine Blikke -
✂
Almuens Barn, hvis Kræfter Ingen maalte,
Har hun af Sødmen, hendes Øie straalte,
Som oftest ladet allerdybest drikke.
OPFORDRING
✂
Raab Hurra kun fra Øster og til Vester!
Bring Fakkeltog, drik Skaaler over Skaaler!
Benaad ham kun med Titler og med Straaler,
Og byd til Bords ham med e f; tusind Gjæster -
✂
Indret de prægtigste af alle Fester,
Gjør Alt, hvad Kongen og hvad Folket taaler
Med Tankeblik den store Sværm han maaler:
Alt det er saare godt; dog Noget rester.
✂
O kan du, danske Sommer, endnu funkle
Med nogle Nætter, varme, stjerne dunkle,
Med nogle Dage, blomsterfyldte, klare -
Prøv at erstatte, hvad i Syd han tabte,
Og i det gamle Hjem ham at bevare!
BEVIDNELSE.
✂
Tro ei, at det er Kjøbenhavn alene,
Der jubler til den store Konstners Ære;
Vel kunde Landets Børn ei alle være
Tilstede just med Sang og Flag og Grene,
✂
Ved hin Velkomstens prætigskjønne Scene
Det Vidne tør dog Musen dristig bære:
At samme Følelser vi Alle nære,
Og lige hjerteligt det Alle mene.
✂
Saavidt som Danmark grønnes under Lide,
Er ingen Sjæl, som ikke byder Gjæsten
Velkommen atter i det gamle Thule!
✂
Ja, selv Philistren lægger taus tilside
Det Blad, der har beskrevet Folkefesten,
Og kan ei en Begeistringstaare skjule.
DET EGENTLIGE
✂
Hvad var det Mærkeligste dog ved Sagen?
Hvad var det Frydeligste dog ved Klangen?
✂
Det os mest Gribende ved Velkomstsangen,
Og det mest Straalende paa Høitidsdagen?
✂
Det var - hvortil man snart igjen see Magen!
Det Ideales Seier over Trangen,
Det Ædles sikkre Høide over Rangen,
Og en Forstummelse af Hverdags-Klagen.
✂
Det var ei nogen Jublen hen i Taaget,
Ei noget Skraal af sammenløbne Drenge,
Det Folkeraab, som lød og endnu lyder;
✂
I>et var det Sande, som vil ud med Sproget,
Det ubevidste Skjønne, der, om længe,
Uændset holdt tilbage, dog tilsidst udbryder.