↩
Min Veninde, Donna Thora,
Hvor bevæget, hvor beruset
Foer jeg bort i Røgcoupeen -
Bort fra Eders skjønne Latter -
Ved min Høire sad en Tydsker,
Ved min Venstre sad en Jøde!
Døende Zigarren brændte,
Tydskeren med Hovdet nikked,
Jøden gabede i Søvne.
Af Dit Venskab, Carl, bevæget,
Af det tro, det tyveaarige!
Og af Thoras Kys beruset,
Trende Kvs i tvende Somre!
136 Det maa gjøre en Omvæltning
I mit Levnets stille Omløb;
Tre kjedsommelige, mørke
Vintre ere idetmindste
Som tre Efteraar forsvundne.
Kulingen fra Nord paa Beltet,
Med en næsten Storm, jog ikke
Blodet bort af mine Kinder.
I de aabne, kjære Arme,
Var endnu den sagte Skjælven,
Afskedsrusen, i mit Hjerte.
Selv i disse Liniers Mathed
Er et Udtryk af min Afsked,
Et Godnat, Farvel saalænge! -
Til en fyrig Morgenhilsen,
Et Velmødt! et Takforsidst! for
Velkomst- og for Afskedskysset!
137
Varmet af Septembersolen,
Under flagrende Markiser
Ind paa Eders Blomsterborde -
Min Veninde, Donna Thora,
Og om ei i støvet Frakke,
Med de lange Reiselokker -
Paa Papiret bunden, lister
Eders gamle Ven og Digter
Sig til Jer en Søndagmorgen.
Klap hans Haandskrift! stryg de Krøller,
Han poetisk slog med Pennen,
Ud til en naturlig Hilsen!
Fuld af dristig Spøg! - Hvor gjerne
Var jeg ikke, heel og holden,
Rund og rynket, selv tilstede!
Brød en Stump af Vienerbrødet,
138 Slurkede af Kaffeslurken,
Snaksom med en Snakkesalig!
Jeg tilstede kun disværre!
Kan ei slurke Kaffeslurken,
Kan ei bryde Vienerbrødet -
Snakkesalig og fortrolig
Med en snaksom Ven og Frue,
Snakke til den sidste Strophe!
Sig bevæge - Med Lorgnetten
Søger hun et muligt Gjenfærd,
Et compakt Phantom, en Masse -
Men det er nu eengang mere
Lette Vare, kun Papir med
Poesiens fine Krumspring -
Gamle Odense, omtaarnet
Af mit Bibliotheks og Læge-
Konstens Snurrepiberier -
139
Lys, i Lænestolen, i en
Blommet Slaabrok, hoster af og
Til, og har en himmelsk Snue.
Dybning i to deilige O-
Valer, og et Glimt af Perle-
Glands i Roserne af Peithos -
Mesterlige Ansigt siger snart, at
Brevet, uledsaget af per-
Sonlig Plumphed, er velkomment.
Trykke Eder til mit Hjerte,
Begge, baade Mand og Kone,
Alle, baade Børn og Gamle!
Af en lille Deel af mig - thi
Kroppen er hos mig den største
Og den vigtigste tillige -
140
Mit Farvel - Farvel, Don Carlo!
Donna Thora, ak, addio! -
Glem mig ei! Felicità!
E Aarestrap
Og hans Frue, Donna Giulia,
Bring Dem begge Tak og Hilsen,
Tak for sidst og Tak for Meget!
Sortomflorte Marguerither -
Virkelige, ægte Perler -
Meld Dem min Salutazione!
O MIN VEN, MIN VEN DON CARLO
✂
Odense den 24de Sept. 1852.
I
O min Ven, min Ven Don Carlo,Min Veninde, Donna Thora,
Hvor bevæget, hvor beruset
Foer jeg bort i Røgcoupeen -
II
Bort fra Eders varme Haandtryk,Bort fra Eders skjønne Latter -
Ved min Høire sad en Tydsker,
Ved min Venstre sad en Jøde!
III
Hvor bevæget, hvor beruset -Døende Zigarren brændte,
Tydskeren med Hovdet nikked,
Jøden gabede i Søvne.
IV
Hvor bevæget, hvor beruset!Af Dit Venskab, Carl, bevæget,
Af det tro, det tyveaarige!
Og af Thoras Kys beruset,
V
Af det tre die - Jord og Himmel!Trende Kvs i tvende Somre!
136 Det maa gjøre en Omvæltning
I mit Levnets stille Omløb;
VI
En klimatisk stærk Forandring!Tre kjedsommelige, mørke
Vintre ere idetmindste
Som tre Efteraar forsvundne.
VII
Hvor bevæget, hvor beruset!Kulingen fra Nord paa Beltet,
Med en næsten Storm, jog ikke
Blodet bort af mine Kinder.
VIII
Selv i Læ af Hjemmets Mure,I de aabne, kjære Arme,
Var endnu den sagte Skjælven,
Afskedsrusen, i mit Hjerte.
IX
O Don Carlo, Donna Thora!Selv i disse Liniers Mathed
Er et Udtryk af min Afsked,
Et Godnat, Farvel saalænge! -
X
Men jeg vil forandre TonenTil en fyrig Morgenhilsen,
Et Velmødt! et Takforsidst! for
Velkomst- og for Afskedskysset!
137
XI
Endnu strømmer Morgenluften,Varmet af Septembersolen,
Under flagrende Markiser
Ind paa Eders Blomsterborde -
XII
Kjære Carl, min Ven Don Carlo,Min Veninde, Donna Thora,
Og om ei i støvet Frakke,
Med de lange Reiselokker -
XIII
Som en Aand, til disse StavePaa Papiret bunden, lister
Eders gamle Ven og Digter
Sig til Jer en Søndagmorgen.
XIV
Tag, som altid, vel imod ham!Klap hans Haandskrift! stryg de Krøller,
Han poetisk slog med Pennen,
Ud til en naturlig Hilsen!
XV
Fuld af Munterhed og Glæde!Fuld af dristig Spøg! - Hvor gjerne
Var jeg ikke, heel og holden,
Rund og rynket, selv tilstede!
XVI
Gynged mig i Gyngestolen,Brød en Stump af Vienerbrødet,
138 Slurkede af Kaffeslurken,
Snaksom med en Snakkesalig!
XVII
Men som Geist, en saakaldt Aand, erJeg tilstede kun disværre!
Kan ei slurke Kaffeslurken,
Kan ei bryde Vienerbrødet -
XVIII
Men, til Lykke, snakke kan jeg.Snakkesalig og fortrolig
Med en snaksom Ven og Frue,
Snakke til den sidste Strophe!
XIX
Donna Thoras brune LokkerSig bevæge - Med Lorgnetten
Søger hun et muligt Gjenfærd,
Et compakt Phantom, en Masse -
XX
Allenfals mig selv i Døren -Men det er nu eengang mere
Lette Vare, kun Papir med
Poesiens fine Krumspring -
XXI
Selv jeg sidder i det gode,Gamle Odense, omtaarnet
Af mit Bibliotheks og Læge-
Konstens Snurrepiberier -
139
XXII
Sidder ved et nedbrændt, dunkeltLys, i Lænestolen, i en
Blommet Slaabrok, hoster af og
Til, og har en himmelsk Snue.
XXIII
Men paa Vesterbro, en svag For-Dybning i to deilige O-
Valer, og et Glimt af Perle-
Glands i Roserne af Peithos -
XXIV
Kort, paa Dansk, et Smiil paa ThorasMesterlige Ansigt siger snart, at
Brevet, uledsaget af per-
Sonlig Plumphed, er velkomment.
XXV
Nu, saa lad da disse LinierTrykke Eder til mit Hjerte,
Begge, baade Mand og Kone,
Alle, baade Børn og Gamle!
XXVI
Ak! - paa dette korte GjensynAf en lille Deel af mig - thi
Kroppen er hos mig den største
Og den vigtigste tillige -
140
XXVII
Følger atter Afskedssukket -Mit Farvel - Farvel, Don Carlo!
Donna Thora, ak, addio! -
Glem mig ei! Felicità!
E Aarestrap
XXVIII
Digtervennen, Don Vernaccio,Og hans Frue, Donna Giulia,
Bring Dem begge Tak og Hilsen,
Tak for sidst og Tak for Meget!
XXIX
Ogsaa Damerne, de tvendeSortomflorte Marguerither -
Virkelige, ægte Perler -
Meld Dem min Salutazione!