I SYDENS DAL DEN HVIDE FOS SIG STYRTER

✂ I Sydens Dal den hvide Fos sig styrter
Fra Gletscherüs og snebedækte Fjeld
Og skjuler blandt Kastanier og Myrter
De kjøle Bølgers yndigtsnoete Væld
Men ogsaa Danmarks Bøgeskove dækker
En Skjønhed i sin sommergrønne Krands
En speilglat Søe, der smilende sig strækker
Og viser Gjenskin af hver yndig Glands

✂ Og den er rolig, i de stille Bølger
Den gj emmer Billedet af hvad den saae
Et Minde orn det Elskelige dølger
Den som en trofast Beiler i sit Blaa
Den nynner tidt, ved dunkelt Aftenstevne,
Om kjære Gjæsters veemodsfulde Savn
Og lytter man, saa vil man høre nævne
Louises og Sophies faure Navn.

✂ Og denne Aften, medens Lampen skinner
Blandt dunkle Løv og Guldorangers Pragt
Imellem Blomsterne, som troe Veninder
Har flettet, med Naturen kun i Pagt,
I denne Aften hæver Sø og Skove
Med os den samme hjertelige Røst
Husk os, husk os husk Langensøens Vove
Som huldt I mindes Furresøens Kyst.