HELVEDE
(Forsøg til et beskrivende Digt)

✂ Beskrive Steder, Egne, Lande, man besøgte,
Og denne Dont saa mesterligen røgte,
At selv en streng Kritik man ei behøver frygte,
Det kræver visselig, Behændighed,
Der veed at nytte rigtig Pennens Spændighed
Stoffets Ubændighed,
Anbringe passende sin Kløgts Elendighed
Og, frem for alt, Kjedsomligheds Nødvendighed
Men derimod beskrive Noget,
Som man i Grunden aldrig saae,
Som mange ingen Vægt meer ligger paa,
De fleste forbigaae
Og som ærværdigt Meubel lader staae,
En Ting, hvis hele Tilvær sættes,
Som noget, hvorom trættes;
Beskrive dette, falder noget broget.
Men vil man vinde, maa man vove noget,
Og, for at komme ud med Sproget,
Ved disse Vers forstaaer jeg en Indledning,
Langt fjernet fra Forfængligheds Tilbedning -
En Christen er jeg, ingen Hedning -
Hvormed jeg vil begynde Haabets Fedning,
At man betragter mit Forsøg, som noget,
Hvis Hensigt er at zire Sproget.
176 Afsides paa et Fjeld, hvor ingen courbetterer
Fordi at man paa Æsler sig generer,
Og endnu mere paa Blankskinnebeen,
Hvor Granen strækker mørk sin stive Green
Og ingen Lygte den illuminerer
Der ligger Helvede, en Hovedstad,
Men vee! fra andre skiller den sig meget ad.
Elimatet der er raat; et evigt Jask
Gjør blanke Støvler der til en Umulighed
Jordbundens Smask gjør Engletrin til Trask,
Paadigter Dandsemestere Udulighed
Berøver Damerne
Den svævende Jomfrulighed.