↩

PATRIOTISK ELEGIE

✂

I

Der var en Tid mit Fødeland
Var rigt paa Ros og Hæder -
Nu er det Tid, da hver en Mand
Fast af Forsagthed græder.

✂

II

I fremmed Skib helst gaaer ombord
Vor Søn, naar han vil fare,
Og hjelper sig med fremmed Ord
Og vogter fremmed Vahre.

✂

III

Skjøndt Marken som i fordums Tid
Sin gode Frugt har baaret
Er Lønnen ringe for vort Slid
Vort Brød er karrigt skaaret.

✂

IV

Hver knap Erhverv, hver Draabe Sved,
Maa regnes ud og spares
Til Afbetaling paa - Gudveed
Hvormegen Gjæld der klares.

✂

V

Udvortes Fred kun baader lidt,
Naar svundet er den indre;
Nu kræver Folket dristigt Sit,
Sit Drotten ikke mindre.

51

✂

VI

Og begge trættes, kives, slaaes -
Kun rigtignok med Munden -
Til Alt, hvad giver Hold, gaaer los,
Og Fanden taer ved Hunden.

✂

VII

Hvad reiser os det sjunkne Mod?
Hvor strækkes Frelserarmen?
Dig, Norge, med det frie Blod,
Dig slap vi selv fra Barmen.

✂

VIII

I Sverrig fandt du, veed jeg vel,
En Broder værd at agte,
Men aldrig dog det svenske Fjeld
Dig saadan Hilsen bragte -

✂

IX

Saa velbekjendt i hver din Havn,
Som fra den danske Bølge
Med Rugen i skumhvide Favn
Og Solskin i sit Følge.

✂

X

Dig Frihedshjelmen klæder smukt!
Jeg seer om dine Skuldre
De store Fyrreskoves Bugt
Og hører Fossen buldre -

✂

XI

Du passer nu din egen Dont,
Dig skal de ikke rokke;
52 Du færdes frit, som du er vant,
Blandt dine Klippeblokke.

✂

XII

Du krummer ei din stærke Ryg
For udenlandske Herrer;
Du leer, bag Frihedsskjoldet tryg,
Om ogsaa Avind snerrer.

✂

XIII

Du ændser ikke Danmark meer,
Der synker hen, som Vraget,
Hvis Top man over Dybet seer
Og kjender kun paa - Flaget.

✂

XIV

Vi see os om saa ynkelig
I Øster og i Vester,
Om Ingen er saa naadelig,
Han Foden paa os fæster.

✂

XV

Vi har nedbrudt vor egen Aand
Vi har vort Gods forødet
Vi vilde kysse selv den Haand,
Der gav os Naadestødet.