↩
Ubekjendt, en frygtsom Mø,
Var i mange Aar min Muse
Paa den fugtigkolde Ø.
Randt for hende Tiden hen -
Knap hun havde en Veninde,
Endnu mindre nogen Ven.
Saae i Speilet sig: hvordan?
Ak, din Synd mod niig er blodig,
Utaknemmelige Mand!
Denne Kløft i Hagen smuk?
Ikke mere som en Fange
Vil jeg høre dine Suk.
Aabn mig Døren! - og hun gik
Som bekjendt, ei længe siden
Er det, hun sin Frihed fik.
24
Mine Tvivl: hvordan det gaaer?
Hvad man siger? hvilken Vending
Hendes Flugt i Verden faaer?
Modløs jeg i Hjemmet sad,
Noa Hig, beklemt i Arken,
Da der bragtes mig et Blad -
Venlig Hilsen var deri;
Skriften saae jeg, perleradet,
Fuld af Riim og Poesie.
Linier komme, end fra ham?
See i Krogen! - Ja, tilvisse!
Det bekjendte Monogram!
Hvem Apollo, dobbelt god,
Gav mig til en dobbelt Lærer -
O, det styrkede mit Mod!
Jeg alt nød som Ungersvend,
25 Har med Musen gjort Bekjendtskab,
Og er ogsaa hendes Ven!
I sin egen, muntre Stiil,
Har han letbegeistret skrevet,
Flyvende, med Hast og lil -
Som den Krølle, Venus slaaer
Om sin Finger, og dog bundne
Som Apollos Pandehaar.
Lægende, af bedsle Slags,
Men især saa vennehulde -
Derfor maa jeg svare strax.
Takke som jeg bedst formaaer,
Ih vor svagt det ogsaa lyder
Og hvor daarligt end det gaaer.
Ilenad Veiens glalle Spor,
Paa en Sygcreise, mumler
Jeg i Skjæget disse Ord: -
26
Sig om ham, der i mit Bryst
Vennehuld betvang de gamle
Tvivl og skabte uvant Lyst!
Eros, ak, den sjeldne Gjæst,
Være hos ham, tænde Flammen
Til en evig Ungdomsfest!
Lad kun Klagen sukkes frem!
Vise Raad vil Alle bringe,
Som fra Oldtids templet, hjem.
Ofrede til Templets Gud,
Legende med Lyrens Strenge
Hvile Lægehaanden ud!
TIL O. BANG.
I
Mellem Lolliker tilhuse,Ubekjendt, en frygtsom Mø,
Var i mange Aar min Muse
Paa den fugtigkolde Ø.
II
I mit Kammer sluttet indeRandt for hende Tiden hen -
Knap hun havde en Veninde,
Endnu mindre nogen Ven.
III
See, da blev hun utaalmodig,Saae i Speilet sig: hvordan?
Ak, din Synd mod niig er blodig,
Utaknemmelige Mand!
IV
Er ei disse Lokker lange?Denne Kløft i Hagen smuk?
Ikke mere som en Fange
Vil jeg høre dine Suk.
V
Jeg vil ud; det er paa Tiden -Aabn mig Døren! - og hun gik
Som bekjendt, ei længe siden
Er det, hun sin Frihed fik.
24
VI
Hvo beskriver nu min Spænding,Mine Tvivl: hvordan det gaaer?
Hvad man siger? hvilken Vending
Hendes Flugt i Verden faaer?
VII
Sneen taarned sig paa Marken,Modløs jeg i Hjemmet sad,
Noa Hig, beklemt i Arken,
Da der bragtes mig et Blad -
VIII
Trøsteligt som Oliebladet -Venlig Hilsen var deri;
Skriften saae jeg, perleradet,
Fuld af Riim og Poesie.
IX
Fra hvem anden kan vel disseLinier komme, end fra ham?
See i Krogen! - Ja, tilvisse!
Det bekjendte Monogram!
X
Ham, jeg elsker! ham, jeg ærer!Hvem Apollo, dobbelt god,
Gav mig til en dobbelt Lærer -
O, det styrkede mit Mod!
XI
Han, hvis faderlige VenskabJeg alt nød som Ungersvend,
25 Har med Musen gjort Bekjendtskab,
Og er ogsaa hendes Ven!
XII
Af sin egen Muse drevet,I sin egen, muntre Stiil,
Har han letbegeistret skrevet,
Flyvende, med Hast og lil -
XIII
Linier, saa yndigt vundneSom den Krølle, Venus slaaer
Om sin Finger, og dog bundne
Som Apollos Pandehaar.
XIV
Lunefulde, alvorsfulde,Lægende, af bedsle Slags,
Men især saa vennehulde -
Derfor maa jeg svare strax.
XV
Svare som mil Hjerte byder,Takke som jeg bedst formaaer,
Ih vor svagt det ogsaa lyder
Og hvor daarligt end det gaaer.
XVI
- Medens Bonde-Slæden tumlerIlenad Veiens glalle Spor,
Paa en Sygcreise, mumler
Jeg i Skjæget disse Ord: -
26
XVII
Alle skjønne Glæder samleSig om ham, der i mit Bryst
Vennehuld betvang de gamle
Tvivl og skabte uvant Lyst!
XVIII
Muserne, i Chor tilsammen.Eros, ak, den sjeldne Gjæst,
Være hos ham, tænde Flammen
Til en evig Ungdomsfest!
XIX
Lad kun Sygeskaren ringe!Lad kun Klagen sukkes frem!
Vise Raad vil Alle bringe,
Som fra Oldtids templet, hjem.
XX
Og naar tusind Krandse hænge,Ofrede til Templets Gud,
Legende med Lyrens Strenge
Hvile Lægehaanden ud!