✂

UD I DEN FRISKE LUFT! UD I DEN FRIE NATUR

✂ Greven, (kommer)
Ud i den friske Luft! Ud i den frie Natur!
Lad staae i døsig Fred det fængselsmørke Buur!
Den milde Søvn har bort sig fra mit Leie svunget,
Og Drømmens Harpestreng, den gjøglende, er sprunget.
O Elzinice, o, en giftig Orm har røvet
Dit Blomster Sundheds-Sødmen, og min Sjæl bedrøvet!
Hvad skal jeg paa den mørke, sorgindhylte Klode,
Hvor mine Barndoms-Genier mit Bryst for- lode?
Hvor Tungsinds klamme Haand har lagt sig om mit Hjerte,
Og Haabets visne Liig haansmiler til min Smerte ?
Lad Lykkelige kun sig Glædens Guldax binde,
Den hele store Skat vil dog tilsidst forsvinde.

172

✂ Jægeren (afsides)
Ei, see Ur. Greven! Naa hvad skriver man
Idag? At Fugl og Fisk og Morgensolen
GFer Greven Audiens og han ei dem,
Det tegnes bør med Rødt i Almanakken.
(blæser paa Hornet.)

✂ Skovklang.
Fru Ecko sidder i Kløft, i Fjeld,
Der drikker hun af det kolde Væld;
Narcissus er død,
Er død!
Fru Ecko, her kommer en ung Cumpan,
En Bjergets Søn er ogsaa han;
Det gamle Metal
Har født ham til Verden i Klippehal;
Han farer i Dyb, han farer i Top,
Med gyldent Harnisk omkring sin Krop,
Hvor Skoven er grøn og Himlen er hvalt,
Overalt.
Fru Ecko, suk, suk, suk ei meer,
De muntre Fugle i Skoven leer,
Hihihi!
Og Bjørnen til sine Labber seer,
Brummerum!
Hør Klangen banker alt paa din Dør:
Luk op!
En Beiler, en Beiler! Fru Ecko, hør!
Suk ei meer! Suk ei meer!

173

✂

LÆRKEN HUN SJUNGER OG KLOKKEN GAAER

*1ste Act. *Grøn Strandbred, hvorved en Snekke sees, i Baggrunden en Øe. - Det ringer fra Kirke -

✂

HYRDEDRENG

Lærken hun sjunger og Klokken gaaer,
Alt saa tripper mine hvide Faar.
Folket foer til Kirke imag,
Saasnart det monne lakke ad Dag,
Bondens Hustru i Vadmel og Liin,
Adelig Frue i Hermelin,
Unge Karle og Piger smaa,
Lystig var det at skue paa.
Som en Neglike broget og kruus
Myldret Veien til det Kirkehuus,
Men ingen skinned paa grønnen Land
Som Frøken EBBA, den Lilievand.
I Fløiel og Skarlagen var hun klædt,
Selv var hun en Rose i Midten stædt
En Blomst hun havde i hver en Haand
Og Sløifer om Livet af Gyldenbaand.
Hun kom herned fra sit høie Slot
Mens Taagen stod paa og Græsset var vaadt,
Men aldrig saasnart hun paa Veien var,
Før Luften saae ud som en Lilie klar,
Og i Skoven nikkede Løv og Rus
Den ædelig Frøken saameget til Priis.
Men hvad ligger vel for Snekke der,
174 Og hure kommer til Lands den her?
Vel maa jeg kjende den gyldne Raa,
Jo mere jeg nu skuer derpaa,
Det er Hr GRIMOLFS vilde Garn,
Saalidet sig skjuler dens svarte Ham.
Selv er han en Fugl baade leed og ram.
Saa mangengang han reed under Øe
At beile til EBBA., den statelig Møe,
Men hende han var for beedsk en Blomme
Ret aldrig vilde hans Beilen fromme,
Og kommer han med sine Svende nu,
Hjelp, St Birgitt! han har ondt i Hu.

175

✂

HELVEDE
(Forsøg til et beskrivende Digt)

✂ Beskrive Steder, Egne, Lande, man besøgte,
Og denne Dont saa mesterligen røgte,
At selv en streng Kritik man ei behøver frygte,
Det kræver visselig, Behændighed,
Der veed at nytte rigtig Pennens Spændighed
Stoffets Ubændighed,
Anbringe passende sin Kløgts Elendighed
Og, frem for alt, Kjedsomligheds Nødvendighed
Men derimod beskrive Noget,
Som man i Grunden aldrig saae,
Som mange ingen Vægt meer ligger paa,
De fleste forbigaae
Og som ærværdigt Meubel lader staae,
En Ting, hvis hele Tilvær sættes,
Som noget, hvorom trættes;
Beskrive dette, falder noget broget.
Men vil man vinde, maa man vove noget,
Og, for at komme ud med Sproget,
Ved disse Vers forstaaer jeg en Indledning,
Langt fjernet fra Forfængligheds Tilbedning -
En Christen er jeg, ingen Hedning -
Hvormed jeg vil begynde Haabets Fedning,
At man betragter mit Forsøg, som noget,
Hvis Hensigt er at zire Sproget.
176 Afsides paa et Fjeld, hvor ingen courbetterer
Fordi at man paa Æsler sig generer,
Og endnu mere paa Blankskinnebeen,
Hvor Granen strækker mørk sin stive Green
Og ingen Lygte den illuminerer
Der ligger Helvede, en Hovedstad,
Men vee! fra andre skiller den sig meget ad.
Elimatet der er raat; et evigt Jask
Gjør blanke Støvler der til en Umulighed
Jordbundens Smask gjør Engletrin til Trask,
Paadigter Dandsemestere Udulighed
Berøver Damerne
Den svævende Jomfrulighed.

177

✂

AFSIDES I EN DAL, HVOR SJÆLDEN SOLEN KOMMER

✂ Afsides i en Dal, hvor sjælden Solen kommer,
Hvor Vinteren er lang og kort den lyse Sommer
Der ligger Helvede, en Hovedstad;
Men vee! fra andre skiller den sig meget ad.
Med mørke Huse, daarligtakte Skure,
Omgivet trindt af gamle, halvforfaldne Mure,
Ved første Syn - æsthetisk upäaklagelig -
Den falder mere skummel end behagelig.
Klimatet der, er raat; et evigl Jask
Gjør blanke Støvler der til en Umulighed;
Jordbundens Smadsk gjør Engletrin til Trask,
Paadigter Dandsemestere Udulighed,
Berøver Damerne - i Flugten,
Den svævende Jomfrulighed.
Om Vinteren, naar lis bedækker Bugten,
Naar Østenvinden blæser,
Da høster man en Mængde rode Næser,
Der kunne gjemmes Somren over.
Om Natten ikke sødelig man sover,
De smaa Insecter, man har kaldet Lopper,
Med sjælden Fjærkraft hopper,
Forfusker Søvnens milde Qvægelse
Og volder idelig Bevægelse,
Hvorved man søger disse Dyr forjage
Hvad nytter det, at Tanker, hele Oder Drage
178 Ved Nat igjennem de opvakte Hoeder?
Poetisk Flor man rimelig formoder!
Men tænk, nu vaagner og Samvittigheden,
Den stikker Næsen derimelPm!
Marsch! maae den arme Skjelm
Bort fra sit drømte Eden.

179

✂

BAG HYTTENS RUDER SMAA

✂

I

Bag Hyttens Ruder smaa
Seer jeg Maanen langsomt gaa
Halvt fordulgt og halvt tilsyne
Mellem Humleranker, dugget Løv,
Straalen spiller paa min Dyne
Og paa Gulvets Støv
Ingen Lyd! kun Sengen knager,
Naar det varme Sted jeg vrager
Eller kløer, hvor Loppen plager.
Kobberpanden
Glassene med Guld om Randen
Hvor ærværdigt
Dog til Gammen fix og færdigt

✂

II

Bag Døren i en Vraa
Uden Laas og uden Slaa
Ligger Tøsen, træt af Valtsen
Træt af Bryllupstadsen Støi og Qualm
Udstrakt Armen, blottet Halsen
Paa den blanke Halm.
Men i Stuen øverst oppe,
Ha jeg kan ei Tanken stoppe -
Der er Elskovssolen oppe
Amor møder
Der sin Broder; undres, støder
Paa sin Nabo,
Klapper, raaber høit da Capo!

180

✂

III

Slikket skiller
Lokken som paa Panden triller

✂

DEN REGNDRYPPEDE SANDVEI

✂ Kattehale og Ranunkler
Græs i Morgenregnen funkler
Blomster røde blaa
Mellem høie Rugax staae

✂

EI DE SNOE SIG OM DET STIVE

✂ El de snoe sig om det Stive,
Om det Marmorkolde, Døde -
Nei, om det, som er ilive,
Om et Hjerte, som kan gløde.

✂ Ei om noget Ligegyldigt,
Gammelt, Konstlet og Elendigt -
Nei, om det, som ungt og fyldigt,
Gud har dannet, egenhændigt.

✂

SAAE JEG IKKE DINE SPREDES

✂ S[aae] jeg ikke Dine spredes
Naar de stille Stjerner funkle,
Men paa Jord, ei anderledes

✂ Deres Billed jeg forguder
I min Sjæl

182

✂

FISKEREN

✂ Halerie - flyvende Skum -
Alting har Staten tilegnet sig, Jorden, Luften
med hvad der groer og lever i den,
Jorden med sit Leer og Gruus
Mark og Eng med Korn og Straa
Skov og Busk med Dyr og Hare
Luften selv med Lærken i
Selv den lille Ferskvandssø
Med Karudsen ...
Kun paa snevre Landeveie, kan man
færdes frit, og paa knebne Gader.
Kun paa Havet er man fri
Kun paa Havet
Fik Naturen Raaderum
Kun i Bølgens Rige
Kan Naturen sige
Til den Flok, som lider Nød:
Kom! her er mit Moderskjød
Kom! her kan I finde Brød!
Bagsiden:
Blæsten kaster Skum paa Landet