↩

HAVFRUEN

✂

I

Fisker, ved din Baad paa Sandet,
Hvorfor sliber du din Kniv?
Siig, hvad slæber du af Vandet
I dit Net, blandt Tang og Siv?

✂

II

"Ei Aborrer, unge Frue!
Ingen Ret for Dug og Disk -
Havets Slange vil I skue
I mit Garn, en sielden Fisk."

✂

III

"Dennegang i Bølgen brak hun
Roret af min Jolle kuns;
Men ifior min Broder trak hun
Med sin hvide Arm tilbunds."

✂

IV

"Mat hun gisper alt og bløder -
Vend Jer bort! - med Hævnens Lyst
Nu for sidste Gang jeg støder
Kniven i den Falskes Bryst."

✂

V

Holdt, du Grumme! seer du ikke,
At hun aander. Brystet gaaer?
See, o see! medynksom slikke
Bølgerne de grønne Haar.

289

✂

VI

Blodig snøret, giennem Vandet,
Har du Arm og Skulder slæbt;
Bleg hun synker hen paa Sandet -
O, hun døer! af Luften dræbt!

✂

VII

Kom! jeg er din Herres Frue;
Ud paa Dybet, flux afsted!
Skiøndt de sorte Skyer true -
Tag din Aare, jeg gaaer med!

✂

VIII

Kom! den fangne Havets Datter
Roe, med sagte Kast, vi frem,
Til, i høie Bølger, atter
Hun kan synke til sit Hiem. -

✂

IX

Lynet viste Fiskermanden
Veien paa den skumle Sø.
Mulmsort steg ved Himmelranden
Skyerne om Hav og Ø.

✂

X

"Tak, min Gubbe! Nu til Landet!" -
Dog fik Fruen ingen Ro;
Hendes Herre var paa Vandet,
Hvor de vilde Bølger loe.

✂

XI

Ved hvert Brag, som Skyen dundred.
Hun i Høieloftet gøs
290 For sin Mand, og for hans hundred
Kiække Mænd, der var tilsøes.

✂

XII

Mørket kom. I Blæst, fra Svalen,
Stirred hun i Nattens Gru.
Trin da gienlød huult i Salen:
"Fagre Thora, sover du?"

✂

XIII

Erik! Er det dig, som kalder?
Eller varsler kun din Røst
I din Hustrus øde Haller?
Kom - her er jeg - til mit Bryst!

✂

XIV

"Intet Gienfærd, Thora, haster
Til dit Sengested i Nat -
Kun den vaade Dragt jeg kaster
Giv mig Haanden! tag mig fat!"

✂

XV

Ha! du kommer fra de Døde -
Drivvaad, kold, afsiælet nys!
Men jeg elsker dig, du Søde,
Og her har du mig! mit Kys!

✂

XVI

"Ja, vel stivne mine Hænder,
Og min Røst er dyb og mat;
Men for dig, min Thora, brænder
Hiertet som vor Bryllupsnat."

291

✂

XVII

"Stormens Hvin og Bølgeslaget
Drev os paa det lumske Sand.
Jeg og mine sprang fra Vraget,
Tænkte vel at naae til Land."

✂

XVIII

"Men de blev, de blev derude
Paa det sorte, høie Hav;
Mit Farvel, hvor Storme tude.
Fik de med i dyben Grav."

✂

XIX

"Døden sang alt for mit Øre.
Dig, min Viv, jeg tænkte paa.
Ei min Arm jeg kunde røre.
Stiv af Svømning, kold og blaa."

✂

XX

"See, da greb mig under Brystet
Hænder dybt fra Nøkkens Hiem,
Og af bløde Arme krystet
Førtes jeg paa Havet frem."

✂

XXI

"Ved de stærke Glimt fra Himlen
Saae jeg Havfrubarmens Snee,
Saae jeg, midt i Bølgevrimlen,
Hendes Perletænder lee."

✂

XXII

"Saae jeg hendes glatte Skuldre,
Øinene med Sledskhed i -
292 Den forføreriske Huldre!
Og jeg vristede mig fri."

✂

XXIII

"Stræbte svømmende mod Landet,
Kraft jeg havde for en Stund -
Men hun slap ei, før i Vandet
Jeg fornam den faste Grund."

✂

XXIV

Kom! Nu glem, at Havet fnyste!
Han i Favn sin Hustru tog.
Lyn i Lyn, men svagt, det lyste
Længer bort Uveiret drog.