STÆVNEMØDET
✂
Høistærede, forlad mig!
Nu har jeg ingen Stunder!
Mit Sind er occuperet.
Og det er intet Under.
✂
Jeg venter her en Dame -
Smiil ei saa klogt! De finder
Ei hendes Lige, søgte
De blandt Millioner Qvinder.
✂
Hun er et Mesterstykke -
Af hvem, det veed jeg ikke -
Naturligviis moderne,
Men tænkt som en Antike.
✂
Alt Draperie henaandet;
Romantisk kydske Lemmer,
Hvorover hele Jordens
Elendighed man glemmer.
✂
Det lille Rosenøre
En Labyrinth af Ynde,
Hvori to Slanger præke,
At det er sødt at synde.
✂
Man fatter neppe Blikkets
Forunderlige Kjækhed,
Der, saa at sige, smelter
Med næsten himmelsk Frækhed.
✂
Paa Hagen er et Mærke,
Indbrændt af Elskovsguden,
Hvis Moder selv har ingen
Sødere Plet i Huden.
✂
Og denne Foraarsskabning,
Hvis rørende, naive
Og sværmeriske Væsen
Jeg ikke kan beskrive -
✂
Hos hvem man vel kan tvivle.
Om Aanden gjøres nødig,
Og om den, blandt saa meget,
Ei reent er overflødig -
✂
Har selv forfattet disse
Smægtende, krumme Linier,
Og sat mig Stævne under
De næsten nøgne Pinier.
✂
Bemærker De i Luften
En vis ambrosisk Aanden?
53
Den kommer fra Papiret,
Jeg holder her i Haanden.
✂
I Seglet sees en Amor
Henover Havet ile;
Han seiler paa sit Kogger
Og roer med sine Pile.
✂
Gaa derfor, gaa, min Herre!
Hør! Uhret repeterer -
Ni - ti - halv tolv! - Jeg nægter
Det ikke, De generer.