VED EN VENS HJEMKOMST
✂
Velkommen tilbage, hvor Øen har lagt
Blidt sig til Ro, ved Bølgernes Vagt!
Vent intet Skud af Høitidskartoven;
Tordnen kun ruller i Skyen foroven.
✂
Bøndernes Tage, det eensomme Land
Sortner ved Himlens rødmende Rand;
Fattige By har ingen Lanterner,
Men til Lysekrone de evige Stjerner.
✂
Ved din Port staaer kun en Hund i Gevær;
Kun en Stork kikker fra Tagryggen her;
Humlen og Viinranken hælde mod Muren;
Køerne brøle; taus smiler Naturen.
✂
Fuglene let escortere din Flugt;
Gjæs paradere - o, er det ei smukt?
Grøften og Marken anstrænge sig - Stakler!
Valmuer danne et Tog, som af Fakler.
✂
Her er ei qvalmt, som i hin Tue, hvis Gruus
Fyldes af Menneskemyrers Trængsel og Suus;
Her gnaver ei Konsten, i afsides Huler,
Fra Naturens Bord de faldende Smuler.
✂
Her er dit Hjem, din Kirke, din Bog,
Her er dit Lysthuus, din Kakkelovnskrog,
Her dine Børn, de støiende Unger -
Ven, for din Sjæl, begeistrende Tunger!
✂
Her er den arme, indskrumpede Slægt,
Lolliker, krummet af Kornsækkens Vægt;
Men din Godlidenhed rækker dem Haanden,
Og dine Ord skal reise dem Aanden.
✂
Her varskoer din Pibe ingen Soldat,
Her lader man skjøtte sig selv vor Stat.
Istedetfor Rendemasken og Lapsen
Springer en Sommerhare i Rapsen.
✂
Hør paa din Lo den melodiske Tærsken!
Nødderne modnes, alt rødmer din Fersken -
Velkommen derfor, med Søn og med Frue,
Velkommen hjem i din landlige Stue!