↩
Og Katten kryber paa Bjælken,
Langs Væggen de nøgne Hylder staae.
Der fattes Brødet og Melken.
Det staaer paa brukne Bene;
Hans Viv med Barnet, paa blotte Jord,
Har tændt nogle vaade Grene.
Og vender Kruset paa Disken:
vær lystig tilmode! tralall og fløit!
Hvad skal den ængstlige Hvisken?
Riv bort det pjaltede Klæde!
Endnu er Din Barm jo hvid og rund -
Sophie, hold op med at græde!
Nød!
See Barnet fryser, det Arme!
Vort Lys er brændt, vi har ei Brød -
Naar vil sig Himlen forbarme!
252
Hvi klapprer af Frost Dine Tænder?
Naar Vinen skummer, hvem har da Nød?
Flux Blodet funkler og brænder.
Som en Harpe mig Stormen klinger.
Min Dreng er en Engel, og jeg og Du
Hensvæve lyksalig paa Vinger.
Da stige de gustne Tanker
Som Dødninge op i mit hule Bryst,
Og hele Helved sig sanker.
Af Vinen, af Vinen den søde!
Tag Drengen med, han skriger kun her
Saa skal jeg af Hjertet gløde!
Sit Barn hun holder paa Armen:
Ak Gud, hvor dog den Storm er haard!
Dernede hør Bølgernes Larmen!
Om de smaa, uskyldige Fødder.
253 Hæst skriger Sivet og gustne Straa
I Vandet blandt Pilens Rødder.
Hvor brusten er Rækværkstaven:
Vær stærk, min Aand! Vær vis, min Fod!
Her er det mørkt som i Graven.
Kun Barnet til Hjertet hun knuger -
Hun glider ned, faaer ei Stenen fat.
Og Bølgen dem skummende sluger.
Og venter paa Vinen den røde;
Forfærdet i Mørke nu stirrer Du -
Dine gode Engle, de døde!
DRANKEREN BARTHOLD
I
Fra Taget hænger det mugne Straa,Og Katten kryber paa Bjælken,
Langs Væggen de nøgne Hylder staae.
Der fattes Brødet og Melken.
II
Bartholdus sidder ved gamle Bord,Det staaer paa brukne Bene;
Hans Viv med Barnet, paa blotte Jord,
Har tændt nogle vaade Grene.
III
Hvad klynker Du for? han raaber høitOg vender Kruset paa Disken:
vær lystig tilmode! tralall og fløit!
Hvad skal den ængstlige Hvisken?
IV
Kom, sæt Dig paa Skjødet og kys min Mund!Riv bort det pjaltede Klæde!
Endnu er Din Barm jo hvid og rund -
Sophie, hold op med at græde!
V
O Barthold, Du glemmer. Du glemmer vorNød!
See Barnet fryser, det Arme!
Vort Lys er brændt, vi har ei Brød -
Naar vil sig Himlen forbarme!
252
VI
Hvad taler Du der om Lys og Brød?Hvi klapprer af Frost Dine Tænder?
Naar Vinen skummer, hvem har da Nød?
Flux Blodet funkler og brænder.
VII
Naar Vinen opgløder min frosne Hu,Som en Harpe mig Stormen klinger.
Min Dreng er en Engel, og jeg og Du
Hensvæve lyksalig paa Vinger.
VIII
Men dufter ei Vinen mig Liv og Lyst,Da stige de gustne Tanker
Som Dødninge op i mit hule Bryst,
Og hele Helved sig sanker.
IX
Gak ned til Byen og borg mig derAf Vinen, af Vinen den søde!
Tag Drengen med, han skriger kun her
Saa skal jeg af Hjertet gløde!
X
Den Skjælvende ud af Døren gaaer.Sit Barn hun holder paa Armen:
Ak Gud, hvor dog den Storm er haard!
Dernede hør Bølgernes Larmen!
XI
Hun puster i Haanden og trykker den saaOm de smaa, uskyldige Fødder.
253 Hæst skriger Sivet og gustne Straa
I Vandet blandt Pilens Rødder.
XII
Hun gaaer paa Skrænten af dyben Flod,Hvor brusten er Rækværkstaven:
Vær stærk, min Aand! Vær vis, min Fod!
Her er det mørkt som i Graven.
XIII
Da kommer med Regn et Stormstød bratKun Barnet til Hjertet hun knuger -
Hun glider ned, faaer ei Stenen fat.
Og Bølgen dem skummende sluger.
XIV
Stum sidder Du, Barthold, i Hytten nuOg venter paa Vinen den røde;
Forfærdet i Mørke nu stirrer Du -
Dine gode Engle, de døde!