MARY

✂ Hvad tykkes dig om hende, Jack,
Som stirrer over Sø,
Bleg fra Fregattens høie Dæk,
Til Skotlands fjerne Ø?

✂ Et Barn endnu, knap sytten Aar,
Ret skabt til Sømænds Lyst;
Langt flagrer hendes Ravnehaar,
Høit bølger hendes Bryst.

✂ Fordi hun gav sig villig hen
En Nidding i sit Land,
Er hun Forbryderens igjen
Paa Sydhavøens Strand.

✂ Fordi hun var for øm og varm.
En Qvindes sande Dyd,
Til Straf hun slynge skal sin Arm
Nu til en Kj æltrings Fryd.

✂ Var hun paa Traaden noget løs.
Det er hun vel endnu.
Saa er hun dog en fager Tøs -
Hvad, Jack, hvad mener du?

✂ Ifald jeg kaldte paa vor Præst -
Hun siger ja, min Tro -
Og lod ham spledse os som bedst?
Min Køie rummer to.

✂ Det duer ikke. Tom; hun har
Alt faaet sin Bekomst.
Prøv kun, hun giver intet Svar,
Det er en knækket Blomst.

✂ Hun flagrer kun en stakket Stund,
Det kan man mærke godt.
Den Seiler stødte snart paa Grund;
Hun bliver aldrig flot! -

✂ Ung Mary stod foruden Trøst,
Og over Havet saae.
Til Skotlands høie Klippekyst
Forsvandt i Taager blaae.

✂ Hun stille stod, til ingen Rand
Bag Bølgen mere steg;
Til hendes kjære, gamle Land
For mørke Vover veg.

✂ Vi skues aldrig meer igjen.
Du blues ved mit Syn!
105 Sneetakte Bjerg, min Barndoms Ven,
Du rynker dine Bryn!

✂ I grønne Bakker, hvor jeg laae
Saamangen Sommerqvæld,
I svinde i det fjerne Blaa,
I sige koldt: farvel!

✂ I har ei Muur, ei Fangedyb,
Ei Hytte eller Vei,
Til Herberg for et usselt Kryb
Foragteligt som jeg!

✂ Selv Stjernerne, de milde Lys,
Vil ikke see mig meer!
Hun sendte dem sit Afskedskys
Da saaes ei Landet meer.

✂ De løste op for hendes Barm -
Den steg saa hvid og høi -
De blottede den runde Arm -
Blodstraalen sprang og fløi.

✂ Men koldere blev hendes Bryst,
Kun svagt det steg og sank;
Og, som et Havblik, laae tilsidst
Ung Mary død og rank.

✂ Polyperne paa Havets Bund
Liigplanken til sig rev.
Og paa den vaade Gravhøi kun
Det lange Søtang drev.