EREMITEN

✂ Tak for Bægret af din Kilde,
Eremit, for dine Frugter,
For den Rosenkrands, du gav mig.
Som af hellig Virak lugter.

✂ Tak for Veien, du mig viste
Til din gamle Hytte - Mulen
Havde ellers, dumt nok, ført mig
Lige ind i Røverkulen.

✂ Tak for Kjøligheden i dit
Andagtskammer, gamle Sværmer!
Tak for Leiets rene Blade
Og din Kuttes bløde Ærmer!

✂ Tak for hver en from Legende,
Som du vidste at fortælle.
Og Levvel! Mit Muuldyr ryster
Utaalmodig med sin Bjelde.

✂ "Vandrer, tøv! her krummer Veien
Farlig sig om Fjeldets Kanter.
Jeg vil hente dig en Haandfuld
Underfulde, sjeldne Planter.

✂ De er groede under Jorden,
Dybt i Bjergets Klippehule,
Hvor, forladt af Dagens Straale,
Sig de blege Urter skjule.

✂ Dem har aldrig Dug forfrisket.
De er vant til eensom Kulde,
Dem har aldrig Sol opildnet.
Derfor er de lindringsfulde.

✂ Du har sagt mig, for din Lykke
Intet Middel meer du vidste.
At i evig Angst du leved
For dit Kjæreste at miste.

✂ Vandrer! gjem da disse Urter!
De vil dulme Hjertesorgen;
Sanct Laurentius, min Helgen,
Og Madonna er dig Borgen."

✂ Tak, Ærværdige! det vil jeg.
Midlet er maaskee det rette.
Jeg har prøvet mange andre;
Nu vil jeg forsøge dette.