↩
Digte, trykt før 1837
✂
Ak, af Venner har den Faa,
Som den kan betroe sit Hjerte,
Og som kan det heelt forstaae.
Blegnet er en skiøn Phantast,
Feberdrømmen alt forbi!
Med et Smiil hans Øie brast.
Røsten med en Melodie.
Narrens latterlige Færd,
Ei af ham forsmaaet er vorden.
Han har viist det Latter værd.
Ingen Pidsk, ei Hadets Kanter,
Kiærlighed han Daaren bød:
Skriv Sonetter, arme Fjanter!
Nu, da Digteren er død.
Pudlen trofast vandrer hen.
Dvæler, uden Glam og Støi,
Fælder Taarer for sin Ven.
2 Katten selv - hvor kan den andet?
Did om Midnat gaaer med Gys,
Lægger Hovdet ned paa Sandet,
Øiet skiænker Graven Lys.
Smaa og Store, ligegodt.
Flor om deres Kiephest har.
Sort er deres Dukkeslot.
Alle nu vemodig skue
Paa den tomme, øde Krog,
Hvor, ved Phantasiens Lue,
Han sit Sagn af Barmen tog.
Har han ei i Døden glemt.
Frit og herligt er hans Bryst,
Ei en Tone er forstemt.
Høiere hans Røst nu klinger.
Dybere hans Digte gaae:
Vi, med Længslens spæde Vinger,
Ahnende ved Graven staae.
3
VED HOFFMANS DØD
I
See, Naturen føler Smerte;Ak, af Venner har den Faa,
Som den kan betroe sit Hjerte,
Og som kan det heelt forstaae.
Blegnet er en skiøn Phantast,
Feberdrømmen alt forbi!
Med et Smiil hans Øie brast.
Røsten med en Melodie.
II
Det Foragtede paa Jorden,Narrens latterlige Færd,
Ei af ham forsmaaet er vorden.
Han har viist det Latter værd.
Ingen Pidsk, ei Hadets Kanter,
Kiærlighed han Daaren bød:
Skriv Sonetter, arme Fjanter!
Nu, da Digteren er død.
III
Men til Gravens stille HøiPudlen trofast vandrer hen.
Dvæler, uden Glam og Støi,
Fælder Taarer for sin Ven.
2 Katten selv - hvor kan den andet?
Did om Midnat gaaer med Gys,
Lægger Hovdet ned paa Sandet,
Øiet skiænker Graven Lys.
IV
Børn, hvis Skjald han gierne var,Smaa og Store, ligegodt.
Flor om deres Kiephest har.
Sort er deres Dukkeslot.
Alle nu vemodig skue
Paa den tomme, øde Krog,
Hvor, ved Phantasiens Lue,
Han sit Sagn af Barmen tog.
V
Sørg ei. Venner! Skiæmt og LystHar han ei i Døden glemt.
Frit og herligt er hans Bryst,
Ei en Tone er forstemt.
Høiere hans Røst nu klinger.
Dybere hans Digte gaae:
Vi, med Længslens spæde Vinger,
Ahnende ved Graven staae.
✂
Ængstelig mod Døren strakt.
Kaster i sin bittre Harme
Sølverskeen med Foragt,
Som dog ellers, aarle, silde.
Kunde hendes Sorg formilde.
Flaaer den bløde Strimmel ned.
Viser, ogsaa hun har Lue,
De skal see, at hun var vred.
Nu hun holder ud ei længer.
Skriget sig fra Brystet trænger.
Skrig fordobbler hun og Raab;
Øiet sig i Graad indslører;
Ak, hun har endnu dog Haab!
Tale kan den Stakkel ikke.
Hulker kun, med Taareblikke.
Kummeren paa Panden staaer,
Heed og hyppig Graaden flyder
Fra de lange Øienhaar,
4 Hovdet synker mat tilbage.
Uden Ord hun synes klage:
Paa min Moders varme Skiød,
Hvor i Ro min søde Drikke
Af det fulde Bryst jeg nød?
Kan ei springe, lee og larme
I de kiærligbløde Arme?
Dem jeg har saa kiær, saa kiær!
Hører de mig ikke kalde.
Nu, jeg er saa ene her?
Grumme Moder, intet Hjerte
Har du for mit Savn, min Smerte!
Du din Moder Uret giør.
Ak, hun kunde selv jo græde.
At hun ikke evig tør
Til sit Bryst dig Hulde trykke,
Stirre paa sin søde Lykke.
Kaldte hende Skiæbnens Bud,
Og hun maa, i stille Kammer,
Lade ene dig med Gud.
5 Klageraabet du formilde,
Vær taalmodig, stakkels Lille!
Ofte baade Trøst og Mod,
Naar i tunge, mørke Nætter
Alle Elskte ham forlod.
Hæv de dunkle Taareblikke!
Græd! ak, men fortvivl kun ikke!
6
DEN LILLE ULYKKELIGE
I
See, hun har de trinde ArmeÆngstelig mod Døren strakt.
Kaster i sin bittre Harme
Sølverskeen med Foragt,
Som dog ellers, aarle, silde.
Kunde hendes Sorg formilde.
II
River i sin Kniplingshue,Flaaer den bløde Strimmel ned.
Viser, ogsaa hun har Lue,
De skal see, at hun var vred.
Nu hun holder ud ei længer.
Skriget sig fra Brystet trænger.
III
Lytter saa: mon ingen hører?Skrig fordobbler hun og Raab;
Øiet sig i Graad indslører;
Ak, hun har endnu dog Haab!
Tale kan den Stakkel ikke.
Hulker kun, med Taareblikke.
IV
Læben skiælver, Stemmen bryder.Kummeren paa Panden staaer,
Heed og hyppig Graaden flyder
Fra de lange Øienhaar,
4 Hovdet synker mat tilbage.
Uden Ord hun synes klage:
V
Hvorfor er jeg længer ikkePaa min Moders varme Skiød,
Hvor i Ro min søde Drikke
Af det fulde Bryst jeg nød?
Kan ei springe, lee og larme
I de kiærligbløde Arme?
VI
Skal de mig forlade Alle?Dem jeg har saa kiær, saa kiær!
Hører de mig ikke kalde.
Nu, jeg er saa ene her?
Grumme Moder, intet Hjerte
Har du for mit Savn, min Smerte!
VII
Dæmp dit Klageskrig, o Spæde!Du din Moder Uret giør.
Ak, hun kunde selv jo græde.
At hun ikke evig tør
Til sit Bryst dig Hulde trykke,
Stirre paa sin søde Lykke.
VIII
Ud til Kiøknets Træk og FlammerKaldte hende Skiæbnens Bud,
Og hun maa, i stille Kammer,
Lade ene dig med Gud.
5 Klageraabet du formilde,
Vær taalmodig, stakkels Lille!
IX
Ak, den Større selv forgiætterOfte baade Trøst og Mod,
Naar i tunge, mørke Nætter
Alle Elskte ham forlod.
Hæv de dunkle Taareblikke!
Græd! ak, men fortvivl kun ikke!
✂
Fyger, hvirvler Sneens lis;
Kniber Øret, snerter Næsen,
Pidsker Kinden med dit Riis;
I min Glut, det hulde Væsen,
Rusker grovt paa tølperviis;
Nøder hende søge Frelsen,
Sælsomt nok! i Ulvepelsen.
Naar hun travl for Ilden staaer
Under Kiøknets blanke Bue;
Slibrer Stenen, hvor hun gaaer;
Driller Kakkelovnens Lue,
Saa den lumsk med Tungen slaaer;
Natlig Vindvesskuddet kyler.
Og i Skorsteenspiben hyler.
Vi det Lodne vende ud?
Handler du imod din Næste
Som det sømmer sig for Gud?
Burde vi ei fiendsk dig giæste
Og besvare Tud med Tud?
Dog, fra gamle Venskabs Dage
Kommer Mindet mig tilbage.
7
Over Søens blanke Arm;
I dit Sneelag Fingren brændte,
Som ved Ovnens Lue varm;
Dyngvaad du mig ofte sendte
Hiem fra Legens muntre Larm;
Slog mig tunge Hagl for Panden -
Og dog holdt vi af hinanden.
Af at stampe taaget ind.
Blæse Træk i vore Køier,
Under Taget Nordenvind;
Hvis det dig saa godt fornøier.
At du bag dit Kofteskind
Holder lumsk en Sneeboldt færdig.
Nu, en Spas en anden værdig!
Under Næsen vakkre Knald;
Gadedrenge, Støi og Bielder
Lee dig ud paa Kongens Hald;
Om din ringe Magt fortæller
Lirekassens Tonefald;
Flammen, der fra Ovnen lyser,
Som en Bussemand dig kyser.
Blomstringsmodet med sit Skryd?
8 Naar den unge Møe os bliver,
Har vi Vaarens bedste Dyd;
Du, med dine lange River
Samler kun den spredte Fryd.
Teppet, strakt i Vintersale,
Blomstrer meer end grønne Dale.
Lyt paa Dandsens lette Larm!
Mærk hvor Kinderne de gløde.
Yppig bølger Barm ved Barm,
Arme slynge sig imøde.
Vinen skummer, dufter varm,
Øiet smelter, Haaret flyder,
Fløiten, Violinen lyder.
Mangt et vennesaligt Lag.
Kom, vi vil dig. Brumbas, hylde.
Trods din Knurren, trods dit Brag,
Paa din Sundhed Kruset fylde.
Og til ærligt Broderlag,
Skiøndt i Vantens lodne Giemme,
Række dig vor Haand at klemme.
9
TIL VINTERVEIRET
I
Skarpe Slud! hvis Kast og BlæsenFyger, hvirvler Sneens lis;
Kniber Øret, snerter Næsen,
Pidsker Kinden med dit Riis;
I min Glut, det hulde Væsen,
Rusker grovt paa tølperviis;
Nøder hende søge Frelsen,
Sælsomt nok! i Ulvepelsen.
II
Volder hende Hoste, Snue,Naar hun travl for Ilden staaer
Under Kiøknets blanke Bue;
Slibrer Stenen, hvor hun gaaer;
Driller Kakkelovnens Lue,
Saa den lumsk med Tungen slaaer;
Natlig Vindvesskuddet kyler.
Og i Skorsteenspiben hyler.
III
Hør, er det ei billigt. Bedste,Vi det Lodne vende ud?
Handler du imod din Næste
Som det sømmer sig for Gud?
Burde vi ei fiendsk dig giæste
Og besvare Tud med Tud?
Dog, fra gamle Venskabs Dage
Kommer Mindet mig tilbage.
7
IV
Tidt som Dreng jeg med dig rendteOver Søens blanke Arm;
I dit Sneelag Fingren brændte,
Som ved Ovnens Lue varm;
Dyngvaad du mig ofte sendte
Hiem fra Legens muntre Larm;
Slog mig tunge Hagl for Panden -
Og dog holdt vi af hinanden.
V
Har du evig dine LøierAf at stampe taaget ind.
Blæse Træk i vore Køier,
Under Taget Nordenvind;
Hvis det dig saa godt fornøier.
At du bag dit Kofteskind
Holder lumsk en Sneeboldt færdig.
Nu, en Spas en anden værdig!
VI
Kanepidsken rask dig smelderUnder Næsen vakkre Knald;
Gadedrenge, Støi og Bielder
Lee dig ud paa Kongens Hald;
Om din ringe Magt fortæller
Lirekassens Tonefald;
Flammen, der fra Ovnen lyser,
Som en Bussemand dig kyser.
VII
Og du troer, din Storm fordriverBlomstringsmodet med sit Skryd?
8 Naar den unge Møe os bliver,
Har vi Vaarens bedste Dyd;
Du, med dine lange River
Samler kun den spredte Fryd.
Teppet, strakt i Vintersale,
Blomstrer meer end grønne Dale.
VIII
Seer du Lyset der, det røde?Lyt paa Dandsens lette Larm!
Mærk hvor Kinderne de gløde.
Yppig bølger Barm ved Barm,
Arme slynge sig imøde.
Vinen skummer, dufter varm,
Øiet smelter, Haaret flyder,
Fløiten, Violinen lyder.
IX
Dig vi denne Vrimmel skylde.Mangt et vennesaligt Lag.
Kom, vi vil dig. Brumbas, hylde.
Trods din Knurren, trods dit Brag,
Paa din Sundhed Kruset fylde.
Og til ærligt Broderlag,
Skiøndt i Vantens lodne Giemme,
Række dig vor Haand at klemme.
✂
10
ELEGIE
*✂
Vaaren er kommen; den unge April beundres af Alle;
Skyerne selv og lidt Rusk klæde Naturen saa godt.
Knuppen, i brunlige Skal, og Svaleungernes Qviddren,
Sneens smeltende Dryp vække de gladeste Haab.
Jeg kun skiænker ei Nogen, mig skiænker Ingen Forhaabning.
Lykkelig, lille Viol, kunde jeg bytte med Dig!
Brudt du dufter endnu, en venlig Haand dig forfrisker.
Sætter i Skyggen hen, savner dig dog, naar du døer.
Mig en Yngling, dreven af Lyst til Kunsten - hvad veed jeg?
-
Eller af Lyst til Glands skiænkte et kummerligt Liv,
Uden Orden, forvirret, af Længsel drukken, med Hastværk,
Tidt med krybende Flid fyldte han vigtig mit Blad.
Dog kun mørke Blik vandt Værket, han haabede fuldendt;
Ikke din Dug, Veemod! brændende Taaren mig traf.
Og nu visner jeg hen i en sørgelig, øde Fortvivlen :
Om jeg er til eller ei, hvem bekymrer vel det!
✂
Eensomhed! en frodig Grund!
Hun er kiælen, jeg forvoven;
Et Par Jordbær; Mund paa Mund.
Nogen bedre Gyngehest?
Manken kan mod Skyen trænge.
Knalder høit den stærke Blæst.
Selv den Høie lærer os,
Diærvt forsvare Modets Skandse,
Og at byde Faren Trods.
Nu, dem saae jeg aldrig end;
Til en Skammel kan de due;
Er der Viin, følg med derhen!
Sove Natten bort, giør Fæ;
See hvor Grenen lyst sig bugter!
Hvilket herligt Juletræ!
11
Skiøndt i Skiul, dog røber sig
Under Lagnets bløde Flige:
Saadan huer Maanen mig.
Brudelys i blanke Kiær? -
Sødt at stirre paa en Sommer,
Naar den Skiønne ei er nær.
Hør, mig huer deres Spil,
Naar jeg vil om Elskov tale.
Eller skrive Piger til.
Husk, et Ordsprog lyder saa:
Narren tidt kan spørge mere.
End en Klog kan svare paa.
12
UNGDOMS MOD
I
Hvad der huer mig ved Skoven? -Eensomhed! en frodig Grund!
Hun er kiælen, jeg forvoven;
Et Par Jordbær; Mund paa Mund.
II
Havet? - Har vel muntre DrengeNogen bedre Gyngehest?
Manken kan mod Skyen trænge.
Knalder høit den stærke Blæst.
III
Lynet? - Ha, Guds egen Landse!Selv den Høie lærer os,
Diærvt forsvare Modets Skandse,
Og at byde Faren Trods.
IV
Fik jeg Bierge brat at skue? -Nu, dem saae jeg aldrig end;
Til en Skammel kan de due;
Er der Viin, følg med derhen!
V
Stiernerne? - O skiønne Frugter!Sove Natten bort, giør Fæ;
See hvor Grenen lyst sig bugter!
Hvilket herligt Juletræ!
11
VI
Maanen? - Som min hulde Pige,Skiøndt i Skiul, dog røber sig
Under Lagnets bløde Flige:
Saadan huer Maanen mig.
VII
Rosenbuske, Liliens Blommer,Brudelys i blanke Kiær? -
Sødt at stirre paa en Sommer,
Naar den Skiønne ei er nær.
VIII
Drosler, Lærker, Nattergale? -Hør, mig huer deres Spil,
Naar jeg vil om Elskov tale.
Eller skrive Piger til.
IX
Piger selv? - Saa stop dog, Kiære!Husk, et Ordsprog lyder saa:
Narren tidt kan spørge mere.
End en Klog kan svare paa.
✂
Ak, vel maa jeg gaae i Drømme;
Frist mig ei, at aabenbare,
Hvad der dufter helst i Mørke.
Ræk mig Noderne - Guitarren!
Don Exechiel ben Ascher
Grubler, seer I, ved sit Skakbræt.
Læg mig Puden under Foden -
O, det er en Fee, som kogled
Eders Væsen om paa Jagten?
I er hvid, men kold som Maanen,
Naar den lyser paa Altanen
Mine Taarer med sit Sølvlys.
Mig med stærke Talismaner -
Reentudsagt - er her i Salen,
Ganske nær os, lige for mig.
13
O, saa er det Poppegøien,
Som her sidder paa min Skulder
Og betragter jer forelsket.
Med din grønne Hals, dit Ildblik,
Som har øvet Hexekonster
Og fortryllet denne Herre.
Nei, en anden, mere grusom
Tryllemagt har mig bedaaret -
Vil I drage Handsken af Jer?
Af Guadianas Kilder!
Her, hvor Tommelfingrens Bue
Skiller sig fra Pegefingren -
Denne bløde, svage Grube?
Og i den en Plet? en lille.
Rund og dæmrende i Huden?
Som en Sky i Maanens Klarhed;
14 Som paa Lammets hvide Ryguld
En nedfalden brun Castanie.
Mørk i Alabasterlampen;
Som en Sommerfugl, forvildet
Til din Snee, Sierra Nevada!
Denne magisk dunkle Runding
Trak mig ind i Tryllekredsen,
Hvor jeg svimler ør og drukken.
I October, for hvis Fødsler
Spaniens Vise fandt et Varsel
I Opalen og Beryllen!
Thi Opalen og Beryllen,
Veed I, Donna Maja, love
Trøst i Sorg, i Qvaler Lykke.
Kys da Pletten, som I elsker;
Men fortæl mig, siig, hvorlænge
Varer en saa sværmersk Elskov?
15
O, mit Hjerte slaaes i Stykker -
Jorden under mig bevæges -
Jeg maa samle mine Tanker.
Maurerfyrstens, ben Abdallas!
Ved min Faders Kobberhandske,
Don Ramiro de Navarras!
Melkehvide, runde Arme!
Ved min Moders, Donna Elviras,
Lange, ravnesorte Lokker!
Paa San Jagos Sølverfingre -
Donna Maja, Donna Maja -
Evig er min Elskov, evig!
TILSTAAELSEN
I
Donna Maja, Donna Maja!Ak, vel maa jeg gaae i Drømme;
Frist mig ei, at aabenbare,
Hvad der dufter helst i Mørke.
II
- Don Bermudes, Don Bermudes!Ræk mig Noderne - Guitarren!
Don Exechiel ben Ascher
Grubler, seer I, ved sit Skakbræt.
III
Ræk mig Oleanderblomsten!Læg mig Puden under Foden -
O, det er en Fee, som kogled
Eders Væsen om paa Jagten?
IV
- Donna Maja, Donna Maja,I er hvid, men kold som Maanen,
Naar den lyser paa Altanen
Mine Taarer med sit Sølvlys.
V
Ak, den Fee, som har betvungetMig med stærke Talismaner -
Reentudsagt - er her i Salen,
Ganske nær os, lige for mig.
13
VI
- Don Bermudes, Don Bermudes!O, saa er det Poppegøien,
Som her sidder paa min Skulder
Og betragter jer forelsket.
VII
O, saa er det dig, Gulnare,Med din grønne Hals, dit Ildblik,
Som har øvet Hexekonster
Og fortryllet denne Herre.
VIII
- Donna Maja, Donna MajaNei, en anden, mere grusom
Tryllemagt har mig bedaaret -
Vil I drage Handsken af Jer?
IX
Ak, I har en Haand som SkummetAf Guadianas Kilder!
Her, hvor Tommelfingrens Bue
Skiller sig fra Pegefingren -
X
Seer I denne fine Bøining?Denne bløde, svage Grube?
Og i den en Plet? en lille.
Rund og dæmrende i Huden?
XI
Som en Sivblomst i Fontainen;Som en Sky i Maanens Klarhed;
14 Som paa Lammets hvide Ryguld
En nedfalden brun Castanie.
XII
Som den lille Væges SkyggeMørk i Alabasterlampen;
Som en Sommerfugl, forvildet
Til din Snee, Sierra Nevada!
XIII
Donna Maja, Donna Maja!Denne magisk dunkle Runding
Trak mig ind i Tryllekredsen,
Hvor jeg svimler ør og drukken.
XIV
O, hvad nytter det, jeg fødtesI October, for hvis Fødsler
Spaniens Vise fandt et Varsel
I Opalen og Beryllen!
XV
Alle gamle Varsler svigte!Thi Opalen og Beryllen,
Veed I, Donna Maja, love
Trøst i Sorg, i Qvaler Lykke.
XVI
- Don Bermudes, Don Bermudes!Kys da Pletten, som I elsker;
Men fortæl mig, siig, hvorlænge
Varer en saa sværmersk Elskov?
15
XVII
- Donna Maja, Donna Maja!O, mit Hjerte slaaes i Stykker -
Jorden under mig bevæges -
Jeg maa samle mine Tanker.
XVIII
Ved min Stammefaders Turban,Maurerfyrstens, ben Abdallas!
Ved min Faders Kobberhandske,
Don Ramiro de Navarras!
XIX
Ved min Ammes, Donna Sanchas,Melkehvide, runde Arme!
Ved min Moders, Donna Elviras,
Lange, ravnesorte Lokker!
XX
Ved de himmelblaae TurkiserPaa San Jagos Sølverfingre -
Donna Maja, Donna Maja -
Evig er min Elskov, evig!