PAA SNEEN
✂
Hen over Torv og Gade,
Hvor Sneen laae, den hvide,
Belyst af Nattens Maane,
Jeg saae dig hastig skride.
✂
I eventyrlig Skjønhed,
Krystalklar, straalte Staden,
Og som et magisk Luftsyn
Blændede Slotsfacaden.
✂
Om dine Hænder vandt sig
Muffen, den lykkelige.
Og om dit Knæ jeg hørte
Den glatte Silke skrige.
✂
Dit Aandepust, usynligt
Ellers som Rosenduften,
Nu strømte gjennem Sløret
En Sølvsky ud i Luften.
✂
Sig syngende lod Sneen
Af dine Fødder trykke.
Og paa det bløde Teppe
Henflagrede din Skygge.
✂
Jeg saae den hastigt svæve
Over den glimmerhvide,
Ætherisk-rene Flade -
En anden ved dens Side.
✂
Det var min egen Skygge!
Den skyndte sig utrolig -
Jeg havde aldrig seet den
Saa langstrakt og urolig.
✂
Den nærmed sig forvirret -
Den lod - det er det Sande -
Sit eget sorte Væsen
Med dit sig kjælent blande.
✂
De svulmede - Canova
Ei bedre Grupper skabte -
Imellem blev de borte,
Naar Maanens Lys sig tabte.
✂
Og kom igjen tilsyne
I Stillinger - o Lykke,
Mit Kjød og Blod maa savne.
Men opnaaes af min Skygge!