↩
Hvor Klintens steile Kyst
Bedækker med en Bøgelund,
Som med et Slør sit Bryst.
Med Rønnens røde Dusk,
Og søgte nu, hvad Fangst i Nat
Mig bragte Blad og Busk.
Hvert Bær bortsnappet frækt
Af Fuglene, som sang og sprang
Paa alle Qviste kjækt.
I Dybet ned sig snoe,
Forbittret knagede mit Skridt
Paa Klintebækkens Bro.
Undslippe mine Baand?
O er der ei i Verden een.
Som flyver i min Haand?
258
Med Horizontens Duft,
De brede Bølger milelangt
Gjenspeile Himlens Luft.
Hvor Klinten skraaner huul? -
En Rede i de fine Straa!
Et yndigt Fugleskjul!
Sad hun, det muntre Barn,
Som jeg af Alle helst gad seet
I mine spændte Garn.
Og Handskerne derhos -
Et Blad Papir, en Blyantspen
Paa Kampestenens Mos.
Fra denne Plet! Hvor smukt!
Den hvide Klint! det blanke Sund!
Og Fiskemaagens Flugt!
Saa øiner man kun tre.
259 Hun rakte mig sin Guldlorgnet -
Nei, der er flere, see!"
Saa blank, saa klar, saa fuld
Jeg havde aldrig Jorden seet
Saa grøn, saa frisk, saa huld
Saa blaa, saa stor, saa varm
Som gjennem denne Guldlorgnet,
Der hang ved hendes Barm.
Omslyngt af Kjædens Guld.
"Tæl dem nu rigtigt! See dem ret!'
Bad hun mig tillidsfuld.
Fandt nogen Hals saa fim,
Som den, Lorgnettens Fangebaand
Paa Klinten gav i min;
Var ikke qvalt og død -
Lyslevende de klare Blik!
Og Kinden rosenrød!
260
Saa sky og dog saa øm.
Saa flygtig, flagrende og let
Som Englen i en Drøm.
At lægge mig til Last,
At med et freidigt Jægersind
Jeg holdt mit Bytte fast?
I bløde Blomster gik,
Vi henrykt hvilte - Kind mod Kind
Et saligt Øieblik!
Mens alle Fugle sang,
Vi stille mødtes - Mund paa Mund
For første - sidste Gang!
PAA KLINTEN
I
Jeg gik den aarle Morgenstund,Hvor Klintens steile Kyst
Bedækker med en Bøgelund,
Som med et Slør sit Bryst.
II
Jeg havde mange Doner satMed Rønnens røde Dusk,
Og søgte nu, hvad Fangst i Nat
Mig bragte Blad og Busk.
III
Men tomme mine Snarer hang.Hvert Bær bortsnappet frækt
Af Fuglene, som sang og sprang
Paa alle Qviste kjækt.
IV
Hvor Kilderne, med Skummet hvidt,I Dybet ned sig snoe,
Forbittret knagede mit Skridt
Paa Klintebækkens Bro.
V
Skal selv den mindste Fugl paa GreenUndslippe mine Baand?
O er der ei i Verden een.
Som flyver i min Haand?
258
VI
Mod Havet faldt mit Blik - hvor blankt,Med Horizontens Duft,
De brede Bølger milelangt
Gjenspeile Himlens Luft.
VII
Jeg saae -- hvad var det vel jeg saae,Hvor Klinten skraaner huul? -
En Rede i de fine Straa!
Et yndigt Fugleskjul!
VIII
vin Af Tjørnebusken oversneet.Sad hun, det muntre Barn,
Som jeg af Alle helst gad seet
I mine spændte Garn.
IX
Straahatten slængt i Græsset henOg Handskerne derhos -
Et Blad Papir, en Blyantspen
Paa Kampestenens Mos.
X
"O hvilken Udsigt - raabte hun -Fra denne Plet! Hvor smukt!
Den hvide Klint! det blanke Sund!
Og Fiskemaagens Flugt!
XI
"Hvormange Skibe? - Seer jeg ret.Saa øiner man kun tre.
259 Hun rakte mig sin Guldlorgnet -
Nei, der er flere, see!"
XII
Jeg havde aldrig Søen seetSaa blank, saa klar, saa fuld
Jeg havde aldrig Jorden seet
Saa grøn, saa frisk, saa huld
XIII
Jeg havde aldrig Himlen seetSaa blaa, saa stor, saa varm
Som gjennem denne Guldlorgnet,
Der hang ved hendes Barm.
XIV
Hun maatte rykke mig saa tæt,Omslyngt af Kjædens Guld.
"Tæl dem nu rigtigt! See dem ret!'
Bad hun mig tillidsfuld.
XV
I Donen ingen Jægers HaandFandt nogen Hals saa fim,
Som den, Lorgnettens Fangebaand
Paa Klinten gav i min;
XVI
Men Fuglen, jeg i Slyngen fik.Var ikke qvalt og død -
Lyslevende de klare Blik!
Og Kinden rosenrød!
260
XVII
Saa fager laa hun i mit Net,Saa sky og dog saa øm.
Saa flygtig, flagrende og let
Som Englen i en Drøm.
XVIII
Kan det da falde Nogen indAt lægge mig til Last,
At med et freidigt Jægersind
Jeg holdt mit Bytte fast?
XIX
At medens Søens friske VindI bløde Blomster gik,
Vi henrykt hvilte - Kind mod Kind
Et saligt Øieblik!
XX
At i den svale Bøgelund,Mens alle Fugle sang,
Vi stille mødtes - Mund paa Mund
For første - sidste Gang!