↩
Min Mælkespand og sang;
De vilde Rosenhækker
Ud over Vandet hang.
Fra Skoven med sin Hund;
Han bad om lidt at drikke,
Jeg sagde: drik Du kun!
Og alt imellem saae
Hans Øine over Spanden -
Paa mig hans Øine saae!
At see paa Folk saa stift;
I Øiet kan man have.
Jeg troer ved Gud, lidt Gift!
Før næsten syg jeg blev,
I Tanker sad, og sukked.
Og Græs af Jorden rev.
249
Jeg plukked' Jordbær smaae;
Jeg havde nogle fundet,
De i et Kaalblad laae.
Sig Busken skilte ad -
Det var den unge Jæger,
Tænk, om et Kys han bad.
Og tænkte, tænkte - ak.
Skal man da altid tænke?
Det er kun Folkesnak!
Og hørte sød Musik,
Alle de røde Blomster
De hilste med et Nik.
Mit smukke Æbletræ,
250 Da rasled det i Gjærdet
Og i det grønne Læ.
Den Jæger for mig stod.
Og bad og saae saa ærligt -
Han er vist grumme god!
Som om jeg reent var stum.
Man er dog undertiden
En Smule altfor dum!
Min Tro, det veed jeg ei;
Men hvorfor skal man altid
Og altid sige Nei?
Det er dog ei saa let -
Hvad skal jeg saa vel gjøre?
Jeg troer jeg gier ham det!
BONDEPIGEN
I
Jeg bar en ForaarsmorgenMin Mælkespand og sang;
De vilde Rosenhækker
Ud over Vandet hang.
II
Da kom Baronens JægerFra Skoven med sin Hund;
Han bad om lidt at drikke,
Jeg sagde: drik Du kun!
III
Den Jæger drak begjærligOg alt imellem saae
Hans Øine over Spanden -
Paa mig hans Øine saae!
IV
Det er just ikke artigtAt see paa Folk saa stift;
I Øiet kan man have.
Jeg troer ved Gud, lidt Gift!
V
Thi neppe var han borteFør næsten syg jeg blev,
I Tanker sad, og sukked.
Og Græs af Jorden rev.
249
VI
En andengang i LundenJeg plukked' Jordbær smaae;
Jeg havde nogle fundet,
De i et Kaalblad laae.
VII
Da klang et Horn i Skoven,Sig Busken skilte ad -
Det var den unge Jæger,
Tænk, om et Kys han bad.
✂
Vin Der har Du disse Jordbær,
Saa søde - sagde jeg -
Men kysse - ak, Hr. Jæger,
Saavist, det tør jeg ei.
IX
Saa gik jeg hjem til Hytten,Og tænkte, tænkte - ak.
Skal man da altid tænke?
Det er kun Folkesnak!
X
Det var som om jeg drømteOg hørte sød Musik,
Alle de røde Blomster
De hilste med et Nik.
XI
Forleden Dag jeg rystedMit smukke Æbletræ,
250 Da rasled det i Gjærdet
Og i det grønne Læ.
XII
Forskrækket jeg mig vendte -Den Jæger for mig stod.
Og bad og saae saa ærligt -
Han er vist grumme god!
XIII
Taus gav jeg ham et Æble,Som om jeg reent var stum.
Man er dog undertiden
En Smule altfor dum!
XIV
Hvad just han vil med Kysset,Min Tro, det veed jeg ei;
Men hvorfor skal man altid
Og altid sige Nei?
XV
Hvis han nu atter kommer?Det er dog ei saa let -
Hvad skal jeg saa vel gjøre?
Jeg troer jeg gier ham det!