Aarestrup, Emil TILBAGEHOLDENHED

TILBAGEHOLDENHED

Fra Blomst til Blomster svæved
I Luften Blomsterstøvet,
Og Myggene sig favned
Med Lidenskab bag Løvet.

Ildfluerne sig tændte
Paa Graner og Cypresser;
En Mops min Hund forfulgte
Med tusinde Caresser.

Ja, selv den kolde Sandsteen
I Buegangens Skygge
Vred sig, i stum Fortabthed,
Som Amor og som Psyche.

Kun du og jeg, vi stode.
Forlegne og distante.
Som var Skovmørkets Nymphe
En gammel Gouvernante.

202