↩
Og Viisdomsfuglen fløi ved hendes Side;
Al Verdens Mødighed hun stille hæved
I sine Arme, sammentrykte, blide.
Aarvaagne Terner sysled kun ved Lampen,
Og vogtede paa Husets aabne Porte -
Da hørtes Larm af Vogn og Hestestampen.
Sin Hat og Kappe han i Krogen slængte.
Og Ternerne med sære Fagter skræmmed;
Selv ind i Husets Indre han sig trængte.
De fem Smaapiger og de fire Drenge:
Hvad hedder du? og du? og du derhenne?
Søvndrukne stirred de fra deres Senge.
Sorthaaret, med et sælsomt Smiil om Munden,
264 Tykt af sin lodne Reisepels beskjærmet,
Og med et blodrødt Skjærf om Livet bunden.
Hvo er du? Siig dit Navn, at jeg dig kjender!
Af Lommen tog den Fremmede koldblodig
Sin røde Tegnebog, og sagde: Venner!
Min Hilsen med! - Og medens Alle bæve.
Han steg med Lyset op paa Bordets Skive,
Og lod sin Haand henover Kalken svæve -
De Ord, som han paa Husets Dække tegned.
Imedens om hans Knæ min Børneskare
Og alt mit Tyende af Rædsel blegned.
Tilintetgjørelsen skal du tilhøre!"
Forfærdelige Varselrøst, som kimer
Bestandig for den Dødeliges Øre! -
Med hine Alvorsord af Oldtidsskriften:
265 En rastløs Mand, der lægger Haand paa Værket,
En Guds Herold, der kalder til Bedriften!
Har bragt til at besværge og opmande;
Som længst, med lyse Skrifttræk, alt har svungen
Sit: Mene! Mene! over Danmarks Lande.
For Drot og Folk! - En Rest endnu af Styrken,
Der gjerne, medens det er Tid, udriver
Sit Land af Faren - skjøndt en Røst i Ørken!
En Elsker af, at høre Lyren klinge,
Naar danske Muser Væddestrid begynde -
Ham disse Linier min Hilsen bringe!
VARSELSKRIFTEN
*I
Nattens Gudinde henad Himlen svæved,Og Viisdomsfuglen fløi ved hendes Side;
Al Verdens Mødighed hun stille hæved
I sine Arme, sammentrykte, blide.
II
Jeg og min Hustru var fra Hjemmet borte.Aarvaagne Terner sysled kun ved Lampen,
Og vogtede paa Husets aabne Porte -
Da hørtes Larm af Vogn og Hestestampen.
III
Ind traadte, reiseklædt, en Gjæst heel fremmed;Sin Hat og Kappe han i Krogen slængte.
Og Ternerne med sære Fagter skræmmed;
Selv ind i Husets Indre han sig trængte.
IV
Min Børneflok han vilde see og kjende.De fem Smaapiger og de fire Drenge:
Hvad hedder du? og du? og du derhenne?
Søvndrukne stirred de fra deres Senge.
V
De Mindste selv med Lampen han sig nærmed,Sorthaaret, med et sælsomt Smiil om Munden,
264 Tykt af sin lodne Reisepels beskjærmet,
Og med et blodrødt Skjærf om Livet bunden.
VI
Da sprang en Dreng fra Leiet, mere modig:Hvo er du? Siig dit Navn, at jeg dig kjender!
Af Lommen tog den Fremmede koldblodig
Sin røde Tegnebog, og sagde: Venner!
VII
Mit Navn vil jeg paa Loftet eder skrive.Min Hilsen med! - Og medens Alle bæve.
Han steg med Lyset op paa Bordets Skive,
Og lod sin Haand henover Kalken svæve -
VIII
"Mene. mene, tekel, upharsin!" vareDe Ord, som han paa Husets Dække tegned.
Imedens om hans Knæ min Børneskare
Og alt mit Tyende af Rædsel blegned.
IX
"Dit Liv er veiet, talte dine Timer,Tilintetgjørelsen skal du tilhøre!"
Forfærdelige Varselrøst, som kimer
Bestandig for den Dødeliges Øre! -
X
Jeg kjender Ham, som har mig Muren mærketMed hine Alvorsord af Oldtidsskriften:
265 En rastløs Mand, der lægger Haand paa Værket,
En Guds Herold, der kalder til Bedriften!
XI
En Fremtidsseer, hvem en Glød paa TungenHar bragt til at besværge og opmande;
Som længst, med lyse Skrifttræk, alt har svungen
Sit: Mene! Mene! over Danmarks Lande.
XII
En Lov- og Retsforsvarer! En RaadgiverFor Drot og Folk! - En Rest endnu af Styrken,
Der gjerne, medens det er Tid, udriver
Sit Land af Faren - skjøndt en Røst i Ørken!
XIII
Og dog en Ven af Barnlighed og Ynde,En Elsker af, at høre Lyren klinge,
Naar danske Muser Væddestrid begynde -
Ham disse Linier min Hilsen bringe!