DEN 14DE NOVEMBER
*✂
Naturen i vort Nord,
Den du saa tidt besang.
Den kan idag ei lønne
Din Fest med Krandse grønne.
Med Duft og Fuglesang.
✂
Den har kun Snee og lis
Paa Skovens nøgne Tjørn;
Koldt straaler det om Hallen,
Hvor med sin Hustru Skjalden
Omfavner sine Børn.
✂
Men i de Danskes Hjem
Er en Natur endnu.
Som du besang - en indre!
Som vil din Fest erindre
Og komme vel ihu!
✂
Og den er fuldt saa stor.
Og den er fuldt saa smuk.
Der svinder Vaaren ikke
Med sine lyse Blikke,
Med sine varme Suk.
✂
Den hilser paa sin Skjald!
Af den din Fødselsfest,
Naar om Novembers Maane
De kolde Stjerner blaane.
Kan feires allerbedst.
✂
Den hæver til din Priis
Sin hjertelige Røst,
Og den kan bedre tale
End Lundens Nattergale -
Det er idag vor Trøst.
✂
See Danmarks unge Mø!
Vel savner hun en Krands
Til dig af Laurens Blade,
Men hendes Kinder bade
Sig i en Taares Glands.
✂
Og hendes Blik er stort
Og fuldt af sjælens Magt;
Thi overalt herhjemme
Din høie Digterstemme
Har Aandens Kræfter vakt.
✂
Og hver en ædel Mand,
Hver livfuld Ungersvend,
I hvem med Fryd man mærker
50
En Gnist af dine Værker,
Dig rækker Haanden hen!
✂
Og paa det norske Fjeld,
Og ved den tydske Skov,
Dit Navn, o Oehlenschlæger,
Som ved det danske Bæger
Skal synges Priis og Lov.