↩
Tidt stævnes ind for Dommerskranken,
Vil jeg et Træk af den fortælle.
Der falder mig, just nu, i Tanken.
Efterat Jesus Christ fik Livet,
Blev det Kong Mahmud at regjere
Blandt Persiens høie Bjerge givet.
Tolvgange paa sin Heltebane
Han seirende, ved Ganges Vande,
Opplantede Prophetens Fane.
Træt af de lange Høitidsfeste,
Med Skjæget sølverhvidt til Beltet,
Og tænkte paa sit Riges Bedste.
Stod Skaalen, fyldt med Aprikoser,
En Krukke med Bjergkildens Væde,
Og rundtom dufted Irans Roser.
243
Guldvingede Insecters Sværme;
En anden stænked Ambra-Vande,
For Solen holdt en tredie Skjerme.
Nær var han slumret ind omsider -
Dog pludselig han Farve skifter.
Og Haanden hen mod Dolken glider.
En ukjendt Skabning hid sig vover?
Mon foran Slottets gyldne Fløie
Min kongelige Livvagt sover?
Dig logrende imod din Herre:
Armodens Blik i dig jeg kjender.
Og vil dig ei Adgangen spærre."
Faldt ham tilfode med sin Klage,
Og bad om Hjelp, som han behøved.
Den Forurettede og Svage.
O store Hersker! maa du vide,
244 Indfinder sig hos mig derhjemme
En ung Person ved Nattetide.
Min Kone, skjøn som Maanens Straale,
Ei finder Tid at undflye, førend
Hun maa hans Kys og Favntag taale.
Men han er smuk, kostbare Ringe
Har han i Øren og paa Hænder;
Hans Skjæg er sort som Ravnens Vinge.
Naar Mørket falder paa mod Aften
Hvo skal mig Svageste beskytte?
Kun du, o Mægtige, har Kraften.
Til Daggry i mit Huus han bliver.
Imens jeg bider i min Læbe
Og Haaret af mit Hoved river.
At slig en Gjerning mod mig øves?
Og maa din Billighed ei finde,
At Tugt og Revselse behøves?"
245
Gak bort! og lad mig atter vide,
Naar han indfinder sig derhjemme.
Forstyrreren ved Nattetide." -
Den Arme Budskab. Kongen svøber
Sig i sin Kaabe, skrider varlig
Forbi sin Vagt, der ei ham røber.
De lange Gader, krumme Veie,
Igjennem Dyndet, over Gruset,
Til Arbeidsmandens usle Eie.
Den er saa lav! Her er mit Kammer -
Det var saa luunt, saa roligt, førend -"
"Ti! - byder Kongen - med din Jammer!
At gjøre Fyldest, hvor det kommer;
Lad ham ei glæde sig ved Seier,
I Natten nærmer sig hans Dommer!" -
Kong Mahmud selv, og med sin Klinge
246 I Mørket kun eet Hug han hugger -
Og Niddinghovedet maa springe.
At jeg kan see, hvem jeg har fældet -"
Ved Synet han paa Knæ sig kaster.
Af Tak til Himlen overvældet.
Og sætter Karret flux til Munden,
Og kan saa lidt sin Tørst betvinge.
At heelt han tømmer det til Bunden.
Kong Mahmud taler nu til Manden -
At du har seet mig saadan handle.
Og drikke som en Hest af Spanden.
Besøg, har jeg ei Øiet lukket.
Fra Timen, jeg din Skjændsel vidste.
Har jeg ei spiist, eiheller drukket.
At det med Grund lod mig formode.
Kun mine egne Sønner prøved
Paa Sligt - det fuldt og fast jeg troede.
247
Retfærdigheden skulde krænke.
Saa slukked Lyset jeg i Vreden,
Og Blodet - hvis det var - lod stænke!
Paa mine Knæe og Lov istemmed.
Dengang jeg saae, den, jeg nedlagde.
Var ei min Søn, men var en Fremmed."
MAHMUD
I
Paa denne Tid, da KongevældeTidt stævnes ind for Dommerskranken,
Vil jeg et Træk af den fortælle.
Der falder mig, just nu, i Tanken.
II
Et tusind Aar og noget mereEfterat Jesus Christ fik Livet,
Blev det Kong Mahmud at regjere
Blandt Persiens høie Bjerge givet.
III
Han undertvang Chorasans Lande;Tolvgange paa sin Heltebane
Han seirende, ved Ganges Vande,
Opplantede Prophetens Fane.
IV
Nu sad den Gamle under Teltet,Træt af de lange Høitidsfeste,
Med Skjæget sølverhvidt til Beltet,
Og tænkte paa sit Riges Bedste.
V
Foran det fyrstelige SædeStod Skaalen, fyldt med Aprikoser,
En Krukke med Bjergkildens Væde,
Og rundtom dufted Irans Roser.
243
VI
En Slave vifted fra hans PandeGuldvingede Insecters Sværme;
En anden stænked Ambra-Vande,
For Solen holdt en tredie Skjerme.
VII
Han bladed i Ferdussis Skrifter -Nær var han slumret ind omsider -
Dog pludselig han Farve skifter.
Og Haanden hen mod Dolken glider.
VIII
"Hvad - raaber han - hvad seer mit Øie?En ukjendt Skabning hid sig vover?
Mon foran Slottets gyldne Fløie
Min kongelige Livvagt sover?
IX
Dog - nærm dig kun - jeg seer, du venderDig logrende imod din Herre:
Armodens Blik i dig jeg kjender.
Og vil dig ei Adgangen spærre."
X
En fattig Mand, pjaltet og støvet.Faldt ham tilfode med sin Klage,
Og bad om Hjelp, som han behøved.
Den Forurettede og Svage.
XI
"Af dine Hoffolk - lød hans Stemme -O store Hersker! maa du vide,
244 Indfinder sig hos mig derhjemme
En ung Person ved Nattetide.
XII
Mig kaster han med Haan paa Døren;Min Kone, skjøn som Maanens Straale,
Ei finder Tid at undflye, førend
Hun maa hans Kys og Favntag taale.
XIII
Hans Navn jeg ikke veed og kjender;Men han er smuk, kostbare Ringe
Har han i Øren og paa Hænder;
Hans Skjæg er sort som Ravnens Vinge.
XIV
Jeg gyser i min lave Hytte,Naar Mørket falder paa mod Aften
Hvo skal mig Svageste beskytte?
Kun du, o Mægtige, har Kraften.
XV
Jeg tør ham ikke efterstræbe -Til Daggry i mit Huus han bliver.
Imens jeg bider i min Læbe
Og Haaret af mit Hoved river.
XVI
O Hersker! er det med dit Minde,At slig en Gjerning mod mig øves?
Og maa din Billighed ei finde,
At Tugt og Revselse behøves?"
245
XVII
"Gak bort! - bød Sultan Mahmuds StemmeGak bort! og lad mig atter vide,
Naar han indfinder sig derhjemme.
Forstyrreren ved Nattetide." -
XVIII
Som ham befalet, bringer snarligDen Arme Budskab. Kongen svøber
Sig i sin Kaabe, skrider varlig
Forbi sin Vagt, der ei ham røber.
XXI
Alene vandre de til HusetDe lange Gader, krumme Veie,
Igjennem Dyndet, over Gruset,
Til Arbeidsmandens usle Eie.
XX
"Træd varsomt, Konge, gjennem Døren!Den er saa lav! Her er mit Kammer -
Det var saa luunt, saa roligt, førend -"
"Ti! - byder Kongen - med din Jammer!
XXI
See dette dragne Sværd! det pleierAt gjøre Fyldest, hvor det kommer;
Lad ham ei glæde sig ved Seier,
I Natten nærmer sig hans Dommer!" -
XXII
En Lampe brændte kun - den slukkerKong Mahmud selv, og med sin Klinge
246 I Mørket kun eet Hug han hugger -
Og Niddinghovedet maa springe.
XXIII
"Nu bring mig Lys! - han raaber - haster!At jeg kan see, hvem jeg har fældet -"
Ved Synet han paa Knæ sig kaster.
Af Tak til Himlen overvældet.
XXIV
Derpaa han lader Vand sig bringe.Og sætter Karret flux til Munden,
Og kan saa lidt sin Tørst betvinge.
At heelt han tømmer det til Bunden.
XXV
"Vel maa du dig til Steen forvandle -Kong Mahmud taler nu til Manden -
At du har seet mig saadan handle.
Og drikke som en Hest af Spanden.
XXVI
Men du maa vide, siden sidsteBesøg, har jeg ei Øiet lukket.
Fra Timen, jeg din Skjændsel vidste.
Har jeg ei spiist, eiheller drukket.
XXVII
Saa stor Misgjerning var der øvet.At det med Grund lod mig formode.
Kun mine egne Sønner prøved
Paa Sligt - det fuldt og fast jeg troede.
247
XXVIII
Og for at ei BarmhjertighedenRetfærdigheden skulde krænke.
Saa slukked Lyset jeg i Vreden,
Og Blodet - hvis det var - lod stænke!
XXIX
Taksigelse jeg Allah bragtePaa mine Knæe og Lov istemmed.
Dengang jeg saae, den, jeg nedlagde.
Var ei min Søn, men var en Fremmed."