DEN UNGE POET

✂ Ja, sad jeg varmt inden Døre
- I saadant Selskab især -
Med Alting paa det Tørre,
Som I, Høistærede, her -
Saa rendte jeg ikke i Støvet,
Og beed et Par Blomster itu.
Og talte med Stjernen og Løvet
Og Sommerfuglen, som nu.

✂ Hvilte min Hustru, den brave,
Paa Sophaen, i Negligee,
Med Alt hvad en Kone kan have -
Det var noget Andet maaskee.
Jeg pusted paa Theevandet kjælen,
- I var' mine Mønstre, I! -
Og med Lidenskaben og Sjælen,
Med dem var det sagtens forbi.

✂ Ja kunde jeg lykkelig regne.
Og kunde jeg rigtig strøe Sand;
Og følte jeg allevegne.
Hvad en Skriver er for en Mand
Saa laae jeg ikke paa Bakken,
Hvor Fuglen flyver forbi.
Saa sad jeg og bøiede Nakken
Maaskee i et stort Cancellie.

✂ Og kunde jeg prange og kjøbe
Og sælge igjen med Profit;
Ja, kunde jeg mægle og løbe
Og altid passe mit Snit -
Til min Villa saae I mig vandre.
Et Dampskib kaldte jeg mit.
Og gjorde tilsidst, som de Andre,
En stor, anstændig Fallit.

✂ Og var jeg af dem, som fødes
Til at befale, de Faa;
Og ikke af dem, som nødes.
Blot til at prygle og slaae -
Jeg bandt en Qvast ved min Klinge,
Og avanceerte saa smaat;
Jeg klapped ei Pegasus Bringe,
Men strøg min Knebelsbart blot.

✂ Ja kunde jeg digte som Mange,
Og blev jeg ret aldrig træt
Af at skrive beleilige Sange
Og bukke inderlig net -
Saa slap jeg. Kritik, for din Spidsrod,
Anseet blev min ringe Person;
Jeg døde maaskee som Justitsraad,
Og Kone og Børn fik Pension.