ENKEN
✂
Her, hvor disse Bakker skraane.
Og i Søens Dyb sig speile -
Hvor de hvide Skyer graane,
Og de grønne Baade seile -
✂
Her har han saa ofte staaet,
Eensom, stille, fjern fra Vrimlen.
Her, da sidst vi vandred sammen,
Saae han tankefuld mod Himlen.
✂
Og forunderlig bedrøvet
Kyssed han mig tidt paa Haanden -
Men jeg saae det nok, at fjern var,
I en anden Verden, Aanden.
✂
Her, ved dette Bord, har han mig
Sine sidste Tanker skrevet -
Har sit sidste Glas han drukket,
Og sin sidste Time levet.
✂
Uhret lagdes bort; han saae jo
Evigheden tryg imøde -
Kun min Haarlok, kun min Guldring
Tog han med sig da han døde.
✂
Og han fyldte Steen i Lommen
For at blive dybt begravet -
Han, hvis smidig-lette Lemmer
Svømmede som Skum paa Havet.
✂
Og de stærke Hænder bandt han,
Sammensnoede dem med Sivet -
Han, som fordum sprang i Bølgen,
For at redde Andre Livet.
✂
Og paa Bunden af den dybe
Indsø laae han mange Dage.
Endelig de kolde Vande
Gav mig ham iiskold tilbage.
✂
Ringen saae jeg paa hans Finger,
Lokken fandt jeg paa hans Hjerte,
Og i hans rolige Ansigt
Var der intet Spor af Smerte.