Aarestrup, Emil UNGDOMS MOD

UNGDOMS MOD

I

Hvad der huer mig ved Skoven? -
Eensomhed! en frodig Grund!
Hun er kiælen, jeg forvoven;
Et Par Jordbær; Mund paa Mund.

II

Havet? - Har vel muntre Drenge
Nogen bedre Gyngehest?
Manken kan mod Skyen trænge.
Knalder høit den stærke Blæst.

III

Lynet? - Ha, Guds egen Landse!
Selv den Høie lærer os,
Diærvt forsvare Modets Skandse,
Og at byde Faren Trods.

IV

Fik jeg Bierge brat at skue? -
Nu, dem saae jeg aldrig end;
Til en Skammel kan de due;
Er der Viin, følg med derhen!

V

Stiernerne? - O skiønne Frugter!
Sove Natten bort, giør Fæ;
See hvor Grenen lyst sig bugter!
Hvilket herligt Juletræ!

11

VI

Maanen? - Som min hulde Pige,
Skiøndt i Skiul, dog røber sig
Under Lagnets bløde Flige:
Saadan huer Maanen mig.

VII

Rosenbuske, Liliens Blommer,
Brudelys i blanke Kiær? -
Sødt at stirre paa en Sommer,
Naar den Skiønne ei er nær.

VIII

Drosler, Lærker, Nattergale? -
Hør, mig huer deres Spil,
Naar jeg vil om Elskov tale.
Eller skrive Piger til.

IX

Piger selv? - Saa stop dog, Kiære!
Husk, et Ordsprog lyder saa:
Narren tidt kan spørge mere.
End en Klog kan svare paa.