✂

ET LØVTE

*Mel: Vi Sømænd gjør ei mange Ord.

✂

I

I Danmark var det fordum Skik,
I Norges Klippekløfter,
Naar Hornet rundt om Bordet gik
At gjøre kjække Løvter.
/: Men Mændene, som gjorde dem,
Var, som bekjendt nok. Helte,
Der, hvor de kom i Verden frem,
Rev Sværdet strax fra Belte. :/

✂

II

At ikke følge denne Skik,
Som vore Fædre kunde,
Opluet af den gode Drik,
Vi have gode Grunde;
/: Thi mangen Helt er ei blandt os.
Selv ikke i at drikke.
Og til den aabenbare Trods
Sig vil ei Tiden skikke. :/

✂

III

Istedetfor da hver især
En tapper Dyst at nævne,
Der vilde være til Besvær
Og overgaae vor Evne,
/: Vi vil tilhobe, rundt om Bord,
Et fælleds Løvte gjøre.
Hinanden give kun eet Ord,
Men et, vel værd at høre. :/

232

✂

IV

Det er ei af den største Slags,
Af dem med vigtigst Mine,
Af dem, som Don Quixote strax
Vel havde gjort til sine,
/: Skjøndt mangt et artigt Ridderspil
Ved Løvtet kan forvoldes;
Thi der skal Mod og Kræfter til,
Naar det skal ærligt holdes. :/

✂

V

Vi love da med Haand og Mund
- Som var det Bue Digre -
Ret aldrig meer fra denne Stund
At hykle eller smigre.
/: Thi Hykleri og Smigreri
Er Tidens værste Plage,
En Slump af Trællesind, som vi
Desværre har tilbage. :/

✂

VI

Det skal ei nage som en Orm
Paa Friheds Blomst i Norden,
Der, trods en mangeaarig Storm,
Har Rødder dybt i Jorden.
/: Vi vil forfriske Rod og Top
I Danmarks skjønne Dale,
Og freidigt lukke Munden op,
Hvorhelst vi end skal tale. :/

✂ Vi vil, som vi har Løvtet gjort,
Ei smigre eller hykle.
233 Og altsaa nytter det ei stort,
Er vi i Nød, at trygle;
/: Med Sindighed vi derfor maae
Og mandig Kløgt os vare.
Og tale djærvt, men passe paa.
Vi kan det godt forsvare. :/

✂

BORDSANG

*Mel. Druen voxer paa vor Klode.

✂

I

Kom, vi vil hinanden trøste.
Sorg kun krydrer slet vor Mad;
Vinens Perler skal forlyste.
Druens Guld os gjøre glad;
Sangen øve frit sin Kunst!
Græmmelsen gaae op i Dunst!

✂

II

Meget, veed vi vel, er sluddret.
Meget sagt med Ret og Skjel:
Hvordan Alting er forkluddret.
Alting sygt og intet vel.
Kassen tom og Kraften lam,
Ussel hele Statens Kram.

✂

III

Tyven riig, den Vise lurvet,
Høie Poster uden Valg,
Bonden feig, hans Plovhest skurvet.
Sværdet rustent i sin Balg,
Ingen Drift og ingen Fart,
Alting synkefærdigt snart!

✂

IV

Ei et Blad engang at dække
Statens nøgne Blussel med -
Dog, det kan os ei forskrække.
Allermindst paa dette Sted;
Vinen paa vor Dug i Dag
Minder om det danske Flag.

235

✂

V

Det skal ingen Feighed plette -
Venner, Mod i Farens Stund!
Her vi føle Hjemmets rette
Toner gaae fra Mund til Mund;
Her, om end i Tvang og Baand,
Spore vi den danske Aand.

✂

VI

Her, hvor vi som Dreng har leget,
Vil vi stride Mandens Strid;
End er ikke Haabet veget.
Lysten ikke - giv blot Tid!
Her er nok, det vide vi.
Nok at tage Haanden i.

✂ By ved By sig frit skal ordne.
Havne fyldes Flag ved Flag,
Og, naar Krigens Stemmer tordne.
Svares med det glatte Lag;
Ingen Nabo, ingen Mand
Haanligt see til Danmarks Strand!

✂

VIII

Her - lad kun Forsagthed mumle
Naar vort Støv er lagt til Ro,
Her skal vore Børn sig tumle
Frit, og her skal Glæden boe!
Venner, drik med bredfuldt Maal!
Haabet leve! Danmarks Skaal!

✂

FREDERIK CHRISTIAN GREVE AF RABEN

*Død i Rio de Janeiro den 6te Juli 1838.

✂ Atter et Sorgens Bud dig bragte den vingede Snekke,
Aalholms ældgamle Slot, atter et sortseglet Brev!
Langsomt Kragerne flyve i sorte Kredse om Taarnet,
Træet kaster sit Løv, Stranden udstrækker sig mørk.
Vel maa din Taarepiil hænge, din Ask, med de ludende Grene,
Birken, med svævende Lok, feie den grusede Gang;
Vel maae Granerne slutte sig tæt i din Lund og din Hauge,
Og til Sørgeskare sig stivt ordne med Blomster og Grønt:
Han, dine Mure var vant til at favne i drømmende Stilhed,
Han, hvis Lampe du saae straale den eensomme Nat,
Han, hvis Hænder har plantet de himmelragende Popler,
Og i din duftende Park nedlagt det blomstrende Frø,
Oldingen, som dig saalænge besad, som freded din Skjønhed,
Frederik Raben er død, død i den fjerneste Egn!
Ædel var han af Æt, og derfor det Ædle hans Vilie;
237 Ingen forfængelig Tant, Alvor besjæled hans Bryst;
Meget bar han i Hjertet, det nordisk indsluttede, stærke;
Skjøndt ei Manges Ven, een dog han havde, for hvem.
Ramt af utallige Slag, det skjulte Indre sig aabned,
Een - dig var det, Natur! du var hans trofaste Ven.
Livets Lyst han søgte ei der, hvor den søges af Mængden,
Men hvor et dybere Sprog taler til Menneskets Aand.
Grandskende trængte han ind i Videnskabernes Rige,
Og i Naturens Bog bladede Blad for Blad.
I kunne vidne det. Jordens forskjelligste Zoner og Egne!
Hvad der rørte hans Sjæl, fængsled hans speidende Blik:
Du, Grønland, med din Bræ, omskvulpet af fraadende Brænding,
Hekla, dit Svælgs Ild, Norges nedsusende Elv;
Skotske Heder og Tydsklands Skove hørte hans Fodtrin;
Schweitzeralpen ham bar over den blændende Snee.
Skjønheden lokkede ham, den ægte Nordbo, til Syden,
Piniens classiske Lund, Africas glødende Strand.
238 Sidst, da de aldrende Lemmer trættedes, søgte han Hvilen
Hvor under tropiske Sol Palmen udbreder sin Skjærm,
Hvor for det mattede Blik udfolded sig rigere Stjerner -
Og - der Hvilen han fandt: Dødens lyksalige Ro;
Stjernerne fandt han, de nye; den rigere Himmel sig aabned -
Lykkelig svæver hans Sjæl over den taagede Jord,
Bindes ei af den fjerne Grav, men svæver i stilhed
Over det gamle Hjem; lyser fra Himlen sin Fred
Over en Skare sørgende Børn, hvis Hjerter ham fulgte.
Troligt, med Gjensynets Haab - ak! men maa savne den Trøst,
Afskedskysset at trykke paa Faderens Hænder, og lade
Over det elskede Støv flyde den strømmende Graad.

✂

THORVALDSEN

✂

MAHMUD

✂

I

Paa denne Tid, da Kongevælde
Tidt stævnes ind for Dommerskranken,
Vil jeg et Træk af den fortælle.
Der falder mig, just nu, i Tanken.

✂

II

Et tusind Aar og noget mere
Efterat Jesus Christ fik Livet,
Blev det Kong Mahmud at regjere
Blandt Persiens høie Bjerge givet.

✂

III

Han undertvang Chorasans Lande;
Tolvgange paa sin Heltebane
Han seirende, ved Ganges Vande,
Opplantede Prophetens Fane.

✂

IV

Nu sad den Gamle under Teltet,
Træt af de lange Høitidsfeste,
Med Skjæget sølverhvidt til Beltet,
Og tænkte paa sit Riges Bedste.

✂

V

Foran det fyrstelige Sæde
Stod Skaalen, fyldt med Aprikoser,
En Krukke med Bjergkildens Væde,
Og rundtom dufted Irans Roser.

243

✂

VI

En Slave vifted fra hans Pande
Guldvingede Insecters Sværme;
En anden stænked Ambra-Vande,
For Solen holdt en tredie Skjerme.

✂

VII

Han bladed i Ferdussis Skrifter -
Nær var han slumret ind omsider -
Dog pludselig han Farve skifter.
Og Haanden hen mod Dolken glider.

✂

VIII

"Hvad - raaber han - hvad seer mit Øie?
En ukjendt Skabning hid sig vover?
Mon foran Slottets gyldne Fløie
Min kongelige Livvagt sover?

✂

IX

Dog - nærm dig kun - jeg seer, du vender
Dig logrende imod din Herre:
Armodens Blik i dig jeg kjender.
Og vil dig ei Adgangen spærre."

✂

X

En fattig Mand, pjaltet og støvet.
Faldt ham tilfode med sin Klage,
Og bad om Hjelp, som han behøved.
Den Forurettede og Svage.

✂

XI

"Af dine Hoffolk - lød hans Stemme -
O store Hersker! maa du vide,
244 Indfinder sig hos mig derhjemme
En ung Person ved Nattetide.

✂

XII

Mig kaster han med Haan paa Døren;
Min Kone, skjøn som Maanens Straale,
Ei finder Tid at undflye, førend
Hun maa hans Kys og Favntag taale.

✂

XIII

Hans Navn jeg ikke veed og kjender;
Men han er smuk, kostbare Ringe
Har han i Øren og paa Hænder;
Hans Skjæg er sort som Ravnens Vinge.

✂

XIV

Jeg gyser i min lave Hytte,
Naar Mørket falder paa mod Aften
Hvo skal mig Svageste beskytte?
Kun du, o Mægtige, har Kraften.

✂

XV

Jeg tør ham ikke efterstræbe -
Til Daggry i mit Huus han bliver.
Imens jeg bider i min Læbe
Og Haaret af mit Hoved river.

✂

XVI

O Hersker! er det med dit Minde,
At slig en Gjerning mod mig øves?
Og maa din Billighed ei finde,
At Tugt og Revselse behøves?"

245

✂

XVII

"Gak bort! - bød Sultan Mahmuds Stemme
Gak bort! og lad mig atter vide,
Naar han indfinder sig derhjemme.
Forstyrreren ved Nattetide." -

✂

XVIII

Som ham befalet, bringer snarlig
Den Arme Budskab. Kongen svøber
Sig i sin Kaabe, skrider varlig
Forbi sin Vagt, der ei ham røber.

✂

XXI

Alene vandre de til Huset
De lange Gader, krumme Veie,
Igjennem Dyndet, over Gruset,
Til Arbeidsmandens usle Eie.

✂

XX

"Træd varsomt, Konge, gjennem Døren!
Den er saa lav! Her er mit Kammer -
Det var saa luunt, saa roligt, førend -"
"Ti! - byder Kongen - med din Jammer!

✂

XXI

See dette dragne Sværd! det pleier
At gjøre Fyldest, hvor det kommer;
Lad ham ei glæde sig ved Seier,
I Natten nærmer sig hans Dommer!" -

✂

XXII

En Lampe brændte kun - den slukker
Kong Mahmud selv, og med sin Klinge
246 I Mørket kun eet Hug han hugger -
Og Niddinghovedet maa springe.

✂

XXIII

"Nu bring mig Lys! - han raaber - haster!
At jeg kan see, hvem jeg har fældet -"
Ved Synet han paa Knæ sig kaster.
Af Tak til Himlen overvældet.

✂

XXIV

Derpaa han lader Vand sig bringe.
Og sætter Karret flux til Munden,
Og kan saa lidt sin Tørst betvinge.
At heelt han tømmer det til Bunden.

✂

XXV

"Vel maa du dig til Steen forvandle -
Kong Mahmud taler nu til Manden -
At du har seet mig saadan handle.
Og drikke som en Hest af Spanden.

✂

XXVI

Men du maa vide, siden sidste
Besøg, har jeg ei Øiet lukket.
Fra Timen, jeg din Skjændsel vidste.
Har jeg ei spiist, eiheller drukket.

✂

XXVII

Saa stor Misgjerning var der øvet.
At det med Grund lod mig formode.
Kun mine egne Sønner prøved
Paa Sligt - det fuldt og fast jeg troede.

247

✂

XXVIII

Og for at ei Barmhjertigheden
Retfærdigheden skulde krænke.
Saa slukked Lyset jeg i Vreden,
Og Blodet - hvis det var - lod stænke!

✂

XXIX

Taksigelse jeg Allah bragte
Paa mine Knæe og Lov istemmed.
Dengang jeg saae, den, jeg nedlagde.
Var ei min Søn, men var en Fremmed."

✂

BONDEPIGEN

✂

I

Jeg bar en Foraarsmorgen
Min Mælkespand og sang;
De vilde Rosenhækker
Ud over Vandet hang.

✂

II

Da kom Baronens Jæger
Fra Skoven med sin Hund;
Han bad om lidt at drikke,
Jeg sagde: drik Du kun!

✂

III

Den Jæger drak begjærlig
Og alt imellem saae
Hans Øine over Spanden -
Paa mig hans Øine saae!

✂

IV

Det er just ikke artigt
At see paa Folk saa stift;
I Øiet kan man have.
Jeg troer ved Gud, lidt Gift!

✂

V

Thi neppe var han borte
Før næsten syg jeg blev,
I Tanker sad, og sukked.
Og Græs af Jorden rev.

249

✂

VI

En andengang i Lunden
Jeg plukked' Jordbær smaae;
Jeg havde nogle fundet,
De i et Kaalblad laae.

✂

VII

Da klang et Horn i Skoven,
Sig Busken skilte ad -
Det var den unge Jæger,
Tænk, om et Kys han bad.

✂ Vin Der har Du disse Jordbær,
Saa søde - sagde jeg -
Men kysse - ak, Hr. Jæger,
Saavist, det tør jeg ei.

✂

IX

Saa gik jeg hjem til Hytten,
Og tænkte, tænkte - ak.
Skal man da altid tænke?
Det er kun Folkesnak!

✂

X

Det var som om jeg drømte
Og hørte sød Musik,
Alle de røde Blomster
De hilste med et Nik.

✂

XI

Forleden Dag jeg rysted
Mit smukke Æbletræ,
250 Da rasled det i Gjærdet
Og i det grønne Læ.

✂

XII

Forskrækket jeg mig vendte -
Den Jæger for mig stod.
Og bad og saae saa ærligt -
Han er vist grumme god!

✂

XIII

Taus gav jeg ham et Æble,
Som om jeg reent var stum.
Man er dog undertiden
En Smule altfor dum!

✂

XIV

Hvad just han vil med Kysset,
Min Tro, det veed jeg ei;
Men hvorfor skal man altid
Og altid sige Nei?

✂

XV

Hvis han nu atter kommer?
Det er dog ei saa let -
Hvad skal jeg saa vel gjøre?
Jeg troer jeg gier ham det!

✂

DRANKEREN BARTHOLD

✂

I

Fra Taget hænger det mugne Straa,
Og Katten kryber paa Bjælken,
Langs Væggen de nøgne Hylder staae.
Der fattes Brødet og Melken.

✂

II

Bartholdus sidder ved gamle Bord,
Det staaer paa brukne Bene;
Hans Viv med Barnet, paa blotte Jord,
Har tændt nogle vaade Grene.

✂

III

Hvad klynker Du for? han raaber høit
Og vender Kruset paa Disken:
vær lystig tilmode! tralall og fløit!
Hvad skal den ængstlige Hvisken?

✂

IV

Kom, sæt Dig paa Skjødet og kys min Mund!
Riv bort det pjaltede Klæde!
Endnu er Din Barm jo hvid og rund -
Sophie, hold op med at græde!

✂

V

O Barthold, Du glemmer. Du glemmer vor
Nød!
See Barnet fryser, det Arme!
Vort Lys er brændt, vi har ei Brød -
Naar vil sig Himlen forbarme!

252

✂

VI

Hvad taler Du der om Lys og Brød?
Hvi klapprer af Frost Dine Tænder?
Naar Vinen skummer, hvem har da Nød?
Flux Blodet funkler og brænder.

✂

VII

Naar Vinen opgløder min frosne Hu,
Som en Harpe mig Stormen klinger.
Min Dreng er en Engel, og jeg og Du
Hensvæve lyksalig paa Vinger.

✂

VIII

Men dufter ei Vinen mig Liv og Lyst,
Da stige de gustne Tanker
Som Dødninge op i mit hule Bryst,
Og hele Helved sig sanker.

✂

IX

Gak ned til Byen og borg mig der
Af Vinen, af Vinen den søde!
Tag Drengen med, han skriger kun her
Saa skal jeg af Hjertet gløde!

✂

X

Den Skjælvende ud af Døren gaaer.
Sit Barn hun holder paa Armen:
Ak Gud, hvor dog den Storm er haard!
Dernede hør Bølgernes Larmen!

✂

XI

Hun puster i Haanden og trykker den saa
Om de smaa, uskyldige Fødder.
253 Hæst skriger Sivet og gustne Straa
I Vandet blandt Pilens Rødder.

✂

XII

Hun gaaer paa Skrænten af dyben Flod,
Hvor brusten er Rækværkstaven:
Vær stærk, min Aand! Vær vis, min Fod!
Her er det mørkt som i Graven.

✂

XIII

Da kommer med Regn et Stormstød brat
Kun Barnet til Hjertet hun knuger -
Hun glider ned, faaer ei Stenen fat.
Og Bølgen dem skummende sluger.

✂

XIV

Stum sidder Du, Barthold, i Hytten nu
Og venter paa Vinen den røde;
Forfærdet i Mørke nu stirrer Du -
Dine gode Engle, de døde!

✂

BORDSANG VED BISKOP R. MØLLERS JUBELFEST, DEN 20DE APRIL 1841

*Mel. Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden.

✂

I

Nu griber Glasset, Venner, for at bringe
Vor Jubelolding Festens muntre Skaal!
Han agter Jordens Glæder ikke ringe,
Skjøndt stundende til Himlens fjerne Maal.
Sin høie Lærer troligen han fulgte.
Med Barnets Sind han søgte Edens Kyst,
Og, med vor Luther, aldrig han fordulgte.
At Viin og Sang er en uskyldig Lyst.

✂

II

Hvor paa den jydske Bakke Plovens Fure
For Sved og Arbeid yder sparsom Løn,
Der stod hans Vugge inden simple Mure,
Der gik i Vadmel Bondens lille Søn.
Men Drivten drog ham hen til Lærdoms Tempel,
Han leed og stred, og Seier vandt hans Aand -
O, han har lært os ved et skjønt Exempel,
At gode Kræfter bryde stærke Baand.

✂

III

Vel randt hans Liv bag Hjemmets grønne Strande -
Til Romas Port ei kom han med sin Stav,
Og Palæstinas Bjerg og Jordans Vande
For Tankens Blik kun krandsed' Christi Grav.
Men Oldtidssproget i de fjerne Dale
Flød ham saa let som var det fædrelandsk.
255 Apostlens Ord og Romerheltens Tale
Gjengav hans Pen med Fynd og Kraft paa Dansk.

✂

IV

Nu i hans Oldingsalder sig oplader
Hver herlig Knop og Frugt paa Livets Træ:
En Børneflok omfavner ham som Fader,
Og Børnebørn sig slutte til hans Knæ.
O gamle Ven! i denne Kreds Du finder
Din svundne Blomstringstid igjen paa Jord;
Og ikke blot Din Ungdoms røde Kinder,
Men Aandens, Hjertets hele Foraarsflor.

✂

V

Dog ei med Blodets Baand alene bindes
Til Dig den store Venneskare her;
Du var en Lærer, vi taknemlig mindes.
En Hyrde god for Mange fjern og nær;
Vi drak Begejstring af Din fromme Læbe,
Vi lytted til Dit rige Trøstensord,
Og i Din Vandels rene Spor at stræbe.
Var os et kjært, et værdigt Maal paa Jord.

✂

VI

Nu vi erkjendtlig Dig vor Hyldest bringe.
Halvhundred' Aar Du røgted' tro Dit Kald;
For Dig vil Festens Jubel gjerne klinge.
Thi Sandhed kun i Tonen lyde skal.
Saavidt Du kaldtes vennehuld at sprede
Den gode Sæd, der giver Livsens Frø,
Vil sig Din velfortjente Roes udbrede.
Og Rasmus Møllers ædle Navn ei døe!

256

✂

VII

Modtag da Jubelskaalen til din Ære,
Du Stiftets Bisp og Kirkens Tjener tro!
Lad denne Sang en Takkehymne være
I Dine stille Dages Aftenro.
Den Gud, hvis Hyrdestav Du trolig fører,
Vor tætte Kreds med Velbehag han seer.
Og han vort Hjertes varme Ønske hører.
At Hædersaar Dig skjænkes fleer og fleer!

✂

PAA KLINTEN

✂

I

Jeg gik den aarle Morgenstund,
Hvor Klintens steile Kyst
Bedækker med en Bøgelund,
Som med et Slør sit Bryst.

✂

II

Jeg havde mange Doner sat
Med Rønnens røde Dusk,
Og søgte nu, hvad Fangst i Nat
Mig bragte Blad og Busk.

✂

III

Men tomme mine Snarer hang.
Hvert Bær bortsnappet frækt
Af Fuglene, som sang og sprang
Paa alle Qviste kjækt.

✂

IV

Hvor Kilderne, med Skummet hvidt,
I Dybet ned sig snoe,
Forbittret knagede mit Skridt
Paa Klintebækkens Bro.

✂

V

Skal selv den mindste Fugl paa Green
Undslippe mine Baand?
O er der ei i Verden een.
Som flyver i min Haand?

258

✂

VI

Mod Havet faldt mit Blik - hvor blankt,
Med Horizontens Duft,
De brede Bølger milelangt
Gjenspeile Himlens Luft.

✂

VII

Jeg saae -- hvad var det vel jeg saae,
Hvor Klinten skraaner huul? -
En Rede i de fine Straa!
Et yndigt Fugleskjul!

✂

VIII

vin Af Tjørnebusken oversneet.
Sad hun, det muntre Barn,
Som jeg af Alle helst gad seet
I mine spændte Garn.

✂

IX

Straahatten slængt i Græsset hen
Og Handskerne derhos -
Et Blad Papir, en Blyantspen
Paa Kampestenens Mos.

✂

X

"O hvilken Udsigt - raabte hun -
Fra denne Plet! Hvor smukt!
Den hvide Klint! det blanke Sund!
Og Fiskemaagens Flugt!

✂

XI

"Hvormange Skibe? - Seer jeg ret.
Saa øiner man kun tre.
259 Hun rakte mig sin Guldlorgnet -
Nei, der er flere, see!"

✂

XII

Jeg havde aldrig Søen seet
Saa blank, saa klar, saa fuld
Jeg havde aldrig Jorden seet
Saa grøn, saa frisk, saa huld

✂

XIII

Jeg havde aldrig Himlen seet
Saa blaa, saa stor, saa varm
Som gjennem denne Guldlorgnet,
Der hang ved hendes Barm.

✂

XIV

Hun maatte rykke mig saa tæt,
Omslyngt af Kjædens Guld.
"Tæl dem nu rigtigt! See dem ret!'
Bad hun mig tillidsfuld.

✂

XV

I Donen ingen Jægers Haand
Fandt nogen Hals saa fim,
Som den, Lorgnettens Fangebaand
Paa Klinten gav i min;

✂

XVI

Men Fuglen, jeg i Slyngen fik.
Var ikke qvalt og død -
Lyslevende de klare Blik!
Og Kinden rosenrød!

260

✂

XVII

Saa fager laa hun i mit Net,
Saa sky og dog saa øm.
Saa flygtig, flagrende og let
Som Englen i en Drøm.

✂

XVIII

Kan det da falde Nogen ind
At lægge mig til Last,
At med et freidigt Jægersind
Jeg holdt mit Bytte fast?

✂

XIX

At medens Søens friske Vind
I bløde Blomster gik,
Vi henrykt hvilte - Kind mod Kind
Et saligt Øieblik!

✂

XX

At i den svale Bøgelund,
Mens alle Fugle sang,
Vi stille mødtes - Mund paa Mund
For første - sidste Gang!

✂

NAAR FOLKET FORDUMTID VAR STEDT I FARE

*Mel. Hr. Peder kasted Runer over spange.

✂

I

Naar Folket fordumtid var stedt i Fare,
En Fører valgte sig den store Skare;
De gav ham Sværd og Krone, de løfted ham paa Skjold,
De gav ham Land og Rige, de gav ham Alt i Vold;
Nordens Mænd, Frie og Ædelbaarne,
Troskabseed svor de den Udkaarne,
Troskabseed!

✂

II

Men Fjenden var ei altid fjern om Strande,
Tidt lured Avind inden egne Lande;
Da var han Lovens Hævder og gjorde ærlig Skjæl,
Og deelte Retten lige og fremmed Hvermands Vel;
Kronens Guld funkled om hans Tinding,
Folkets Held var hans Seiervinding,
Folkets Held!

✂

III

Velkommen, Konge, Du af Kongeætten,
Som fører Sceptret over Danasletten!
Som kom os huldt at gjæste, som satte Skib paa Strand,
Velkommen til vor Ø Dig byder hver en Mand;
262 Danske Hjerter i Dit Vaaben gløde.
Danske Hjerter slaae Dig troe imøde.
Danmarks Drot!

✂

IV

Du har et villigt Øre til at høre
Den Kær og Klage, som vi Alle føre;
Saa hør nu ogsaa Jublen og Glæden i vor Røst,
De gode Velkomstsange, som tone fra vortBryst!
Danske Mænd Faklen for Dig svinge,
Danske Mænd Hilsen her Dig bringe.
Folkets Drot!

✂

V

Og Hun, som er et Mønster for de Skjønne,
Som straaler prud, en Dronning i det Grønne!
Hvem Alle gjerne række Huldsalighedens Priis,
Som Skjønhedsæblet raktes til Kjærlighedens Diis -
Fagre Dronning, Krandsen har vi bundet,
Fryderaab lyde over Sundet
Til Din Priis!

✂

VI

Vel kommer Sangen fra de lave Strande,
Men Echo bringer den saa vidt om Lande;
Rundtom paa Mark og Slette, rundtom i By og Havn,
Der vaier Kongeflaget, der signes Eders Navn!
Høie Fyrstepar, som pryder Norden,
Held og Ære følge Jer paa Jorden,
Held og Fred!

✂

VARSELSKRIFTEN

*(til Magister D. G. Monrad.)

✂

I

Nattens Gudinde henad Himlen svæved,
Og Viisdomsfuglen fløi ved hendes Side;
Al Verdens Mødighed hun stille hæved
I sine Arme, sammentrykte, blide.

✂

II

Jeg og min Hustru var fra Hjemmet borte.
Aarvaagne Terner sysled kun ved Lampen,
Og vogtede paa Husets aabne Porte -
Da hørtes Larm af Vogn og Hestestampen.

✂

III

Ind traadte, reiseklædt, en Gjæst heel fremmed;
Sin Hat og Kappe han i Krogen slængte.
Og Ternerne med sære Fagter skræmmed;
Selv ind i Husets Indre han sig trængte.

✂

IV

Min Børneflok han vilde see og kjende.
De fem Smaapiger og de fire Drenge:
Hvad hedder du? og du? og du derhenne?
Søvndrukne stirred de fra deres Senge.

✂

V

De Mindste selv med Lampen han sig nærmed,
Sorthaaret, med et sælsomt Smiil om Munden,
264 Tykt af sin lodne Reisepels beskjærmet,
Og med et blodrødt Skjærf om Livet bunden.

✂

VI

Da sprang en Dreng fra Leiet, mere modig:
Hvo er du? Siig dit Navn, at jeg dig kjender!
Af Lommen tog den Fremmede koldblodig
Sin røde Tegnebog, og sagde: Venner!

✂

VII

Mit Navn vil jeg paa Loftet eder skrive.
Min Hilsen med! - Og medens Alle bæve.
Han steg med Lyset op paa Bordets Skive,
Og lod sin Haand henover Kalken svæve -

✂

VIII

"Mene. mene, tekel, upharsin!" vare
De Ord, som han paa Husets Dække tegned.
Imedens om hans Knæ min Børneskare
Og alt mit Tyende af Rædsel blegned.

✂

IX

"Dit Liv er veiet, talte dine Timer,
Tilintetgjørelsen skal du tilhøre!"
Forfærdelige Varselrøst, som kimer
Bestandig for den Dødeliges Øre! -

✂

X

Jeg kjender Ham, som har mig Muren mærket
Med hine Alvorsord af Oldtidsskriften:
265 En rastløs Mand, der lægger Haand paa Værket,
En Guds Herold, der kalder til Bedriften!

✂

XI

En Fremtidsseer, hvem en Glød paa Tungen
Har bragt til at besværge og opmande;
Som længst, med lyse Skrifttræk, alt har svungen
Sit: Mene! Mene! over Danmarks Lande.

✂

XII

En Lov- og Retsforsvarer! En Raadgiver
For Drot og Folk! - En Rest endnu af Styrken,
Der gjerne, medens det er Tid, udriver
Sit Land af Faren - skjøndt en Røst i Ørken!

✂

XIII

Og dog en Ven af Barnlighed og Ynde,
En Elsker af, at høre Lyren klinge,
Naar danske Muser Væddestrid begynde -
Ham disse Linier min Hilsen bringe!

✂

TIL EN UNG SØMAND

✂

I

Fra grønne Bakker - svulmende paa Øen
Som ude paa det Dybe Havets Bølge -
Skal mine Blik til Horizonten følge
Dit hvide Seil henover Østersøen.

✂

II

Du reiser bort til Nordens Klippestrande,
Til Bjerget, der er Fader til vor Slette:
Hils ham, den mørke, havombruste Jette,
Der endnu trodsig rynker Bryn og Pande!

✂

III

Der knuser Østens Storm i sine Kløfter,
Og med det frie Granbar høit sig krandser!
Der, trods det store, tunge Klippepandser,
Dog Kæmpefoden meer og mere løfter!

✂

IV

Forstaa hans Vink! Lad nordisk Mod og Mæle
Forkynde Fremmede hvorfra du stammer!
Fortvivl ei om dit Fædreland! Det ammer
Et Kuld, som Trældomsaaget ei skal qvæle.

✂

V

Fortæl, at Frihedslyst i Danmark svulmer!
En Skare Ynglinger er alt herhjemme.
Hvis Haab og Dristighed man ei kan skræmme.
Og Mænd, hos hvem det under Asken ulmer.

267

✂

VI

Fra disse Høider vifter jeg med Hatten,
Og ønsker dig Farvel paa Sømandstoget!
Farvel, naar Solen lysner Dannebroget!
Farvel, naar Stjernen leder dig om Natten!

✂

DEN SOVENDE

✂

I

Lad mig dække dine spæde
Fødder, mens du sover. Hulde,
Som en vaersom Gartner dækker
Sydens kjælne Blomst for Kulde!

✂

II

Lad mig lægge dine Arme,
Ubevidste at de trykke.
Om min Hals, som en Guirlande,
Som et pragtfuldt Ordenssmykke!

✂

III

Lad mig sovende dig holde
Paa mit Knæ - hver Puls, som banker.
Hvert et Hjerteslag, mig bringer
Blide Følelser og Tanker!

✂

IV

Lad mig Hovedet, som drømmer,
Vaersomt paa min Skulder bære;
Hver en Bugt af dine Lokker
Er for mig en Skjønhedslære!

✂

V

Som et Landskab venter Solens
Opgang i de varme Nætter,
Vil jeg vogte paa dit Aasyn,
Til dit Øielaag sig letter.

269

✂

VI

Til dit vaagne Blik mig smiler
I sin Mildhed tusind Glæder;
Til din Røst med Vellyd fylder
Disse tause, døde Steder.

✂

BEBREIDELSEN

✂ Du klager over, at jeg taler
Prosaiske og kolde Ord,
At i mit Blik og paa min Pande
Af Sværmeri er intet Spor.

✂ At Livsforsikkringens Tabeller
Opfylde Hjertets hele Rum -
At jeg seer ud som en Professor,
Fortredelig, studeert og dum.

✂ Ja, du har Ret. Men hvis er Skylden?
O, at bebreide mig, er haardt!
Som Maanen trækker Havets Bølge,
Har du mig trukket Sjælen bort.

✂ Var jeg ei karsk? Var paa min Læbe
Ei Poesiens friske Duft,
Før dine Øines hede Straale
Udbrændte mig al sund Fornuft?

✂ Nu er jeg Embedsmand og Ridder,
En fredelig, frugtbar Vulkan -
Et lyrisk Udbrud kaster hermed
Mit sidste Digts Ildtulipan!

✂

HENNING v. WlCHFELDT

✂

I

Foraaret kom, og Sommer gik i Enge,
Høleen klang ved Sang af Nattergale,
Af gyldne Kornax svulmed Bondens Vænge -
Men ei til Engestoftes lyse Sale,
Som før, sig kunde Sommerglæden trænge;
Alt længst forstummed der den muntre Tale
Der vaaged Sorgen, tro, ved Nattens Lampe
Der stred et ædelt Liv de sidste Kampe.

✂

II

Og Døden vandt sin Seier. Gubben segned -
Den Alderstegne gav tilsidst dog efter;
Men ei for Himlens Sendebud han blegned,
Han samled Aandens underfulde Kræfter,
Som det en nordisk Hædersolding egned;
Et saligt Haab saa lidt ham monne briste.
Som Vid og Skjæmt og Alvor til det Sidste.

✂

III

Et værdigt Løb han havde lagt tilbage,
Arbeidsom, aaben, djærv og ufortrøden;
I Hjertensgodhed søgte han sin Mage,
En livsglad Sjæl, - en Ven i Nøden,
Som mangen Trængende i Sorgens Dage
Gad kunne kalde til sin Hjelp fra Døden; -
En Mand og Fader, som kun Faa har været,
Ved Banens Maal høitelsket og høitæret!

272

✂

IV

De Efterladte træde hen til Baaren,
Nedbøiede, dog kan de Sorgen bære -
En gudhengiven Ro er der i Taaren,
Der offres til den forudgangne Kjære;
Hvor Egeløvet vikler sig om Kaarden,
Har dyrebare Hænder til hans Ære
Lagt Krands ved Krands - fra Blomsterhaven
Et ømt Farvel, en Afskedsduft i Graven!

✂

V

I Fred han hvile nær sin skjønne Bolig,
Hvor Kirken skygger og hvor Søen smiler!
I Sommeraftnens Stilhed, klar og rolig.
Hans Sjæl, som før, hver Gjæst imøde iler;
Og naar hans Børn, hans Slægt, aandrig og fortrolig,
I Vennekreds om Arnens Flamme hviler,
Da er den muntre Skjæmt, den frie Tale,
Hans Aand, der gaaer igjen i Slottets Sale!

✂

D. 17. JULI 1847

*Mel. Kung Karl, deu unga hjelte.

✂

I

Natur, din Sundhedskilde
Har ammet Konsten stor;
Al Videnskab og Snille
Kom fra den dunkle Jord.
Dig skyldes alle Kræfter,
Du gav os Lov og Skik -
Hvad Under, Manden hefter
Paa Dig sit Forskerblik!

✂

II

Hvad Under, om han gjerne
Din Tanke vil forstaae,
Dybsindig som en Stjerne
Paa Nattehimlens Blaa!
Sit Mod, sin Kraft han samler -
Skjøndt ved din Storhed ør -
Med dristig Haand han famler,
Gudinde! i dit Slør.

✂

III

Han blotter Marmorarmen,
Han leger med dit Haar,
Han føler under Barmen
Hvordan dit Hierte slaaer;
Fortro ham blot dit Indre,
Din Tankes høie Flugt!
Lad Stjerneøiet tindre
Forstaaeligt, som smukt!

274

✂

IV

En sagte Hvidsken lyder
Fra dine Læber da:
Det Ord, din Taushed bryder.
Er skjønt, som Brudens Ja -
Vi lægge tæt vort Øre,
Tæt ved dit fulde Bryst,
For Ordet ret at høre:
Frihed! saa lød din Røst.

✂

V

Det Ord, som Bølgeskummet.
Det gaaer fra Kyst til Kyst,
Og stort, som Verdensrummet,
Det fylder Mandens Bryst.
Af Alt, hvad vi har lyttet.
Alt, hvad der bragtes ud:
Frihed! det var Udbyttet -
Frihed, Naturens Bud!

✂

VI

Det klinger som en Gaade,
At evigt gruble paa!
Dog skulle vi den raade
Og løse vel forstaae.
Det straaler fra det Dunkle,
Fra Nattens Moderhjem -
Frihedens Dag vil funkle
Og bryde herligt frem!

✂

KAMMERHERRE, BARON
HENDRIK ROSENØRN-LEHN
OBERST, RIDDER AF DANNEBROG.

*Den 14de August 1847.

✂ En Adelsmand, en riig og fornem Herre,
Der eied Skov og Mark og høie Borge;
En Mand, hvis skjønne, ridderlige Sæder,
Hvis ædle Gjæstfrihed ei Nogen glemmer,
Der traadte over Tærsklen i hans Hrnis;
Naturens Elsker; Konstens Ven; Beundrer
Af Videnskab; Velynder af dens Dyrker;
Paalidelig i al sin Gjerning; streng
Kun mod sig selv, høimodig imod Andre.
Og gjaldt det om, at række hjelpsom Haand,
Uegennyttig stille sig i Spidsen
For nogen god og gavnlig Virksomhed -
Hvor har man raabt forgjæves paa hans Navn?
Høithædret i sin Kreds, som af sin Konge,
Henbaaren til sit Hvilested af Mænd,
Der føle meer hans Savn, end Vægten
Af Kisten med hans dødelige Rester -
Begrædt, lovpriist og æret til det Sidste!
Det var hans lykkelige Eftermæle.
Og dog hans mindste Roes! Vi, som har kjendt ham.
Hans Mildhed, hans beskedne Nøisomhed,
Hans bramfri Sjæl, hans rene, ædle Villie,
Hans elskelige Væsens hele Skjønhed;
Hans Kjærlighed til Hustru, Børn - til Alle,
276 Der eengang vandt hans Hjerte, til enhver
Nødlidende, i hvem han saae en Broder -
Hans Frihedssind - ja, han var Sandheds,
Og derfor Friheds inderlige Ven,
Kun Hykleriets stolte Avindsmand -
Vi kunne vidne det, vi saae det selv,
Vi vide, hvilken sjelden Ven, vi tabte!
Den gyldne Nøgle, Kongen ham betroede.
Var intet tomt Symbol - ham kunde man
Betroe sig til, med Tryghed; - paa hans Bryst
Var Ridderkorset ingen Ironi,
Thi bagved slog det ridderligste Hjerte -
Hvor er en Røst, der kan benegte det?
Hans Sind var adeligt, hans Mod var mandigt.
Hans blanke Skjold var uden mindste Plet;
Og stred han ei med Vaaben - han har stridt
Med Sjælens Kræfter en langvarig Strid;
Den Strid, som det Forkrænkelige kæmper.
Og det Udødelige kun bestaaer;
Og sank han end i Knæ, lidt efter lidt,
Ei Utaalmodighedens Suk blev hørt,
Ei Bitterhedens Skrig - Da Timen kom.
Var han beredt - Et Smiil var hans Farvel!

✂ Og derfor bringe vi Dig vort Farvel,
Frigjorte Aand, vor sidste Tak og Hilsen,
Med freidigt Haab, skjøndt under Afskedstaarer!
Vi lyse Fred omkring Dit skjønne Minde,
Og hvad vi bede om, er Trøst og Styrke
For dem, Din Bortgang maatte dybest smerte.
For Dine Efterladtes ædle Kreds!

✂

DRØM OG VIRKELIGHED

*1847-1848.

✂

I

Det var en taaget Vinterdag,
Jeg til Palaiet mig skyndte.
Hvor Forgemakket var stormende fuldt
Og Audiensen begyndte.

✂

II

Jeg fandt en bedaget Hædersmand,
Til Tjenesten afrettet.
Han hilste mig med Venlighed
Og skrev mit Navn paa Brædtet.

✂

III

For Rangspersoner gjorde man
Aparte Høflighedskonster;
Og Salen var ganske lummer af
De allerunderdanigste Dunster.

✂

IV

Der tripped stivede Krigsmænd om.
Og mange beklemte Personer;
De sorte Præster ved Døren hang.
Og Fruerne græd for Pensioner.

✂

V

De guldbenøglede Herremænd,
De stod og svedte af Længsel,
At Døren til et lille Lukaf
Maatte naadigst dreie sit Hængsel.

278

✂

VI

For ei at være ørkesløs,
Som slet for en Statsmand duer,
Saae jeg en Politidirecteur
Paa Væggen fange Fluer.

✂

VII

Hinsides dette Dandsegulv
For Levetzauer og Haucher,
I Baggrunden stod en laset Standart
Og under den et Par Pauker.

✂

VIII

Til Kobberkjedlen jeg læned mig
Med det gamle Vaabenmærke;
Den giver dog Lyd, naar man slaaer derpaa.
Og det endda Lyd, som er stærke.

✂

IX

Mig Ventetiden blev for lang -
Jeg gav mig til at sove -
Da havde jeg en underlig Drøm:
Mærk vel, en Drøm til Hove.

✂

X

Jeg drømte, jeg for Kongen stod.
Barbrystet og barbenet.
Det tykke, svære Hovedhaar
Med et krøllet Skæg forenet.

✂

XI

I Næven havde jeg en Stok,
En Egeknub med Knaster -
279 Hvor den faaer Ram paa en Hjerneskal,
Der hjælper intet Plaster.

✂

XII

Det lod til, Kongen kjendte mig -
Han studsed lidt urolig;
Men derpaa gav han mig sin Haand
Og nikkede fortrolig.

✂

XIII

Jeg var Vildmanden nemlig, jeg.
Der holder Danmarks Vaaben,
Og som, skjønt nøgen, trænger ei
Til Hermelinet og Kaaben.

✂

XIV

Jeg sagde: "min gode Christian Rex,
"Du saae mit Billed forleden
"Paa dine Tøfler og paa din Karet,
"Nu see mig i Virkeligheden!

✂

XV

"Jeg er endnu den samme Fyr,
"Som jeg har altid været:
"Min Hud er haard, min Hals er tyk,
"Min brede Næve tjæret.

✂

XVI

"Jeg lider nok en Drot saa fiin,
"Med smukke Lader og Fagter,
"Der pluddrer Fransk og Kongelatin
"Med alskens fremmede Magter.

280

✂

XVII

"Du har nu engang arvet din Ret,
"At styre den danske Skude -
"Men jeg vil alvorlig raade dig,
"At passe paa dine Klude.

✂

XVIII

"Jeg vilde bare sige dig -
"Da just i tale sammen
"Fortrolig, unter uns paa Tydsk -
"At jeg er vred i Kammen.

✂

XIX

"For han, den anden, min Tvillingbror,
"Der holder ved Skjolderanden,
"Bagtaler man slemt og siger om,
"At han er fra Forstanden.

✂

XX

"Fordi han brækker lidt paa Tydsk
"- Han vil nu saa gjerne skryde -
"Har jeg dog kjendt ham fra Barnsben af
"Som en ærlig Sønderjyde.

✂

XXI

"Men Frihed vil han med Djævels Magt
"- Som i en Feber han tørster -
"Fri vil han være, om selv i Pagt
"Med tydske Grever og Fyrster.

✂

XXII

"Jeg siger: rolig, min søde Bror!
"Du gjør mig næsten forskrækket;
281 "Det danske Vaaben, vi holde paa,
"Det vil vi ei have knækket.

✂

XXIII

"Du veed, jeg er i Grunden en Nar,
"0g det endda en gammel,
"Der har staaet flere hundrede Aar
"0g holdt det forgyldte Skrammel.

✂

XXIV

"Men det er nu det samme, det -
"Nok er det, jeg kan li'et,
"0g skulde det revne og gaae i Mas,
"Saa Fanden gale i'et!

✂

XXV

"Hvormeget Dingeldangleri
"Man vil omkring det hænge -
"Ni danske Hjerter slaae deri
"Endnu - Gud veed, hvorlænge!

✂

XXVI

"Det kryber mig i Kroppen tidt,
"Det mig for Øret ringer -
"0g i den sidste Tid jeg har
"Et Øie paa hver Finger.

✂

XXVII

"Man siger om den tydske Prinds:
"For Gudsskyld, ikke rør ham!
"Jeg siger bare simpelvæk:
"Slaa til, hvis Ryggen kløer ham!

282

✂

XXVIII

"Og er dine fine Skinneben
"Bange for Neldeblade,
"Saa lyd mit Raad: træd bare fast,
"Saa gjør de ingen Skade."

✂

XXIX

Her saae Monarken sig hurtig om.
Som var han angst for Nogen,
Og, rentudsagt, som om der hang
En Mester Erik i Krogen.

✂

XXX

"Vær inte bange, Kong Christian!
"Det skal nok, tordne mig, gaae!
"Min Halvbroder Jyden rokker sig ei
"Der har Du min Haand derpaa!"

✂

XXXI

Og som jeg vilde give min Haand
Til Pant for Sønderjyden,
Slog jeg paa Pauken, saa det klang,
og jeg vaagnede op ved Lyden.

✂

XXXII

- Det var min Drø. Den samme Drøm
Har Danmark drømt, desværre,
Aar ud, Aar ind, imens det sov.
Sov trygt - det veed Vorherre!

✂

XXXIII

Og da det vaktes, følte det
Usot fra Saalen til Toppen.
283 Det var, som skulde det splittes ad,
Som Lemmerne faldt fra Kroppen.

✂

XXXIV

Det sortnede for det danske Blik -
Vi famlede lidt svimmel -
Men nu staaer Foden atter fast,
Vi kjende Land og Himmel.

✂

XXXV

Og vi har rystet Søvnen af.
Os skal ei Frygten hærge -
Som Uffe Vermundsen vi tog
Af Jorden det gamle Værge.

✂

XXXVI

Til Holmgang er vi stævnet ind -
Did vil vi freidig drage,
Paa nordisk Viis, de ramme Hug
At give og at tage.

✂

XXXVII

Thi aldrig var det Skam i Nord,
Selv ei for Broderparret,
Der trættedes om Ret og Skjæl,
At gaae af Striden arret.

✂

XXXVIII

Er Leddet ikke rigtig hængt -
Nuvel, I danske Drenge,
Vort bedste Mod, vor fulde Kraft
Vil sig i Gabet trænge!

284

✂

XXXIX

Det er ei bag en Fæstningsmur
Det danske Vænge dufter -
Det er kun i den fri Natur
Og hvor en Søvind lufter!

✂

XL

Vor Konge selv er dansk, som vi;
Nu er hans Vaabenmærke,
Som vort. Frihedens Skjold - med det
Er vore Arme stærke.

✂

XLI

Saalidt som før skal Tydskland nu
Danriget overvælde:
Vort Stridshorn hørtes i Norges Dal
Og gjenlød i svenske Fjelde.

✂

XLII

Væk med de gamle Drage dyr.
Der laae paa Lur om Skatten,
Om Folkets Ret! - Nu svinge vi
Begejstret Frihedshatten!

✂

XLIII

Væk med hver Ørn, der nærmer sig.
Den være heel eller flakt -
Det hele unge Danmark staaer
Ved Frihedstræet Vagt!

✂

XLIV

Ei Nordens Hjerter vil skilles ad,
Dem Troskabsbanneret sanker!
285 Men - bort med Lænker! Vi enes nu
Af Jordens lyseste Tanker.

✂

XLV

I dem er ikke Kiv og Blod,
Som i Tyrannernes Love;
I dem er Aandens vældige Mod
Til frit at handle og vove.

✂

XLVI

I dem er paany et Himmelflag
Nedfalden i Danskernes Leire:
Det ægte, det evige Dannebrog,
Hvorunder vi samles og seire!

✂

VI HILSTE RUNDT MED BLOMST OG FLAG

*Mel: vi Sømænd gjør ei mange Ord.

✂

I

Vi hilste rundt med Blomst og Flag
De kjække danske Skarer,
Der vendte hjem fra blodigt Slag,
Fra Krigens mange Farer;
Vi hilste dem med Jubelklang
Og med det fyldte Bæger:
Thi efter Kampen Viin og Sang
Det tappre Hjerte qvæger.

✂

II

Og de, som faldt for Fjendens Magt
Paa Ærens Seng, de Brave -
Med Taarer har vi Krandsen lagt
Paa deres friske Grave.
De fik en Velkomst høit i Sky,
Krigsguden hørtes tale:
Velkommen, Børn, fra Slagets Gny!
Træd ind i Himlens Sale!

✂

III

Dog I, som vendte tidligst hjem.
Fordi I forrest stode.
Hvor Død og Fare bød sig frem -
I har vor Tak tilgode.
Det var med Sorgens stille Gang,
Det var med Kinder blege
Vi tog imod Jer sidstegang
Fra Hildurs haarde Lege.

287

✂

IV

Endnu en Kamp Jer forestod
Og Nattevagter drøie.
End skulde flyde mere Blod
Og Døden sees i Øie.
Men som for Danmarks Ret I stred
Med Kugler og med Sværdet,
I Sygeleiets Qvaler leed.
Og seired, uforfærdet.

✂

V

Vær stolt af Eders Ar, I Mænd,
Hvem Odins Spyd har mærket!
Hver Draabe Blod, som I gav hen.
Har Danmarks Arm forstærket.
Vi hæve den paa nordisk Viis
Til Løvtets Tegn for Eder:
Om Folkets Tak, om Manddoms Priis
Saavidt sig Danmark breder.

✂

VI

Og Kongen, som dets første Mand,
Sin Hyldest aabenbarer.
See! Kongesalen aabned han
For sine tappre Skarer.
Hans Fødselsdag - den feires bedst
Af Troskab, Mod og Ære,
Og derfor skal ved Eders Fest
Hans Skaal den første være!

✂

HAVFRUEN

✂

I

Fisker, ved din Baad paa Sandet,
Hvorfor sliber du din Kniv?
Siig, hvad slæber du af Vandet
I dit Net, blandt Tang og Siv?

✂

II

"Ei Aborrer, unge Frue!
Ingen Ret for Dug og Disk -
Havets Slange vil I skue
I mit Garn, en sielden Fisk."

✂

III

"Dennegang i Bølgen brak hun
Roret af min Jolle kuns;
Men ifior min Broder trak hun
Med sin hvide Arm tilbunds."

✂

IV

"Mat hun gisper alt og bløder -
Vend Jer bort! - med Hævnens Lyst
Nu for sidste Gang jeg støder
Kniven i den Falskes Bryst."

✂

V

Holdt, du Grumme! seer du ikke,
At hun aander. Brystet gaaer?
See, o see! medynksom slikke
Bølgerne de grønne Haar.

289

✂

VI

Blodig snøret, giennem Vandet,
Har du Arm og Skulder slæbt;
Bleg hun synker hen paa Sandet -
O, hun døer! af Luften dræbt!

✂

VII

Kom! jeg er din Herres Frue;
Ud paa Dybet, flux afsted!
Skiøndt de sorte Skyer true -
Tag din Aare, jeg gaaer med!

✂

VIII

Kom! den fangne Havets Datter
Roe, med sagte Kast, vi frem,
Til, i høie Bølger, atter
Hun kan synke til sit Hiem. -

✂

IX

Lynet viste Fiskermanden
Veien paa den skumle Sø.
Mulmsort steg ved Himmelranden
Skyerne om Hav og Ø.

✂

X

"Tak, min Gubbe! Nu til Landet!" -
Dog fik Fruen ingen Ro;
Hendes Herre var paa Vandet,
Hvor de vilde Bølger loe.

✂

XI

Ved hvert Brag, som Skyen dundred.
Hun i Høieloftet gøs
290 For sin Mand, og for hans hundred
Kiække Mænd, der var tilsøes.

✂

XII

Mørket kom. I Blæst, fra Svalen,
Stirred hun i Nattens Gru.
Trin da gienlød huult i Salen:
"Fagre Thora, sover du?"

✂

XIII

Erik! Er det dig, som kalder?
Eller varsler kun din Røst
I din Hustrus øde Haller?
Kom - her er jeg - til mit Bryst!

✂

XIV

"Intet Gienfærd, Thora, haster
Til dit Sengested i Nat -
Kun den vaade Dragt jeg kaster
Giv mig Haanden! tag mig fat!"

✂

XV

Ha! du kommer fra de Døde -
Drivvaad, kold, afsiælet nys!
Men jeg elsker dig, du Søde,
Og her har du mig! mit Kys!

✂

XVI

"Ja, vel stivne mine Hænder,
Og min Røst er dyb og mat;
Men for dig, min Thora, brænder
Hiertet som vor Bryllupsnat."

291

✂

XVII

"Stormens Hvin og Bølgeslaget
Drev os paa det lumske Sand.
Jeg og mine sprang fra Vraget,
Tænkte vel at naae til Land."

✂

XVIII

"Men de blev, de blev derude
Paa det sorte, høie Hav;
Mit Farvel, hvor Storme tude.
Fik de med i dyben Grav."

✂

XIX

"Døden sang alt for mit Øre.
Dig, min Viv, jeg tænkte paa.
Ei min Arm jeg kunde røre.
Stiv af Svømning, kold og blaa."

✂

XX

"See, da greb mig under Brystet
Hænder dybt fra Nøkkens Hiem,
Og af bløde Arme krystet
Førtes jeg paa Havet frem."

✂

XXI

"Ved de stærke Glimt fra Himlen
Saae jeg Havfrubarmens Snee,
Saae jeg, midt i Bølgevrimlen,
Hendes Perletænder lee."

✂

XXII

"Saae jeg hendes glatte Skuldre,
Øinene med Sledskhed i -
292 Den forføreriske Huldre!
Og jeg vristede mig fri."

✂

XXIII

"Stræbte svømmende mod Landet,
Kraft jeg havde for en Stund -
Men hun slap ei, før i Vandet
Jeg fornam den faste Grund."

✂

XXIV

Kom! Nu glem, at Havet fnyste!
Han i Favn sin Hustru tog.
Lyn i Lyn, men svagt, det lyste
Længer bort Uveiret drog.