Hvad Nordmanden føler ved sin Monarches
Kierligheds Forsikringer.
Paa
Hans Majestæt Kongens
høie Fødsels Dag
den 29de Januarii 1773.
Allerunderdanigst udført af
det Harmoniske Selskab i Bergen.
BERGEN.
trykt hos Kongel. Majests. privil. Bogtrykker, H. Dederhen.
23
ARIA.
Jeg da i Dag igien Omfavne kan min Ven; Skiønt os Vaaren end opliver, For mig det Vinter bliver, Naar jeg Harald savne skal; Men naar jeg favner ham, Skiønt Isen i hans Haar End zingler, er det Vaar, Saa leer den gandske Dal.
4RECITATIV. Oprigtig er Din Ømhed for Din Ven, Hvis kiækhed og fortiener den:
Hvor ofte har jeg Ham paa farlig Snee-Skavl
seet,
Som styrter i en Afgrund ned!
Dog smiled Han af heltemodig Fryd,
Saa tidt den gruelige Lyd. Af graadig Biørn i Fieldet skralled,
Hans Refle Død og Undergang udknalled. Men dette Mod var intet mod den Harm, Som min Beretning nys optændte i Hans
Barm:
Dit tapre Mod behøves, maaskee, her? Saa var mit Ord, mod CHRISTIANS
Fiender;
Mit Ord endnu paa Læben bæved,
Da Han sig hastig fra Din Side hæved.
5Skiønt ikke fey, jeg dog ey kunde Ret uforskrækket see paa denne Guttes
Vrede;
Thi Undergang udgik af Guttens Vrede: Hans Øyne tindred ligesom Nordlysets
skarpe, viitre Lue,
Og meget gruesomt var hans Aasyn til at
skue.
Med een Arm Han omfavned Dig, den andre Han udstrakte
Til Sverdet, som et Naboe-Venskab længe Lod urørt hænde
Og derpaa svor Han ved sin Dig,
At Han med sidste Draabe Blod Besegle vil sin Troeskab og sit Mod. - - Ret som en Gud -- - om Guder rase kan-Omtrent saaledes rasde Han - - - Du holdt Ham - - - gaae dog ey, døe ikke bort fra mig! Saa raabte Du - - - Han sled sig bort At samle sig Jevnliges tapre Skare,
Som CHRISTIANS Sag i Døden selv
forsvare.
6ARIA.
Kviælen er min Haralds Øye,
Naar vi i min Faders Hytte Med Alvor Spøg tidt bytte, Saa Spøget selv er Dyd,
Og Dyden spøger i vor Fryd;
Min Haralds kiere, men kiække Arm Det, jeg ham blye forsager, Sig dristig da tiltager,
Og mig kierlig taer i Favn;
Men Kiækhed ulmer i hans Barm; Ja, aldrig viger Og aldrig sviger Hans Arm;
Min Haralds kiere og tapre Arm Af Dødens Strube rive kan Sig Seyer for sin CHTISTIAN.
7RECITATIV. Som Harald handlede, Saa handlede, saa tænker og enhver?
Thi CHRISTIANS Fiende hver Nordmands Fiende er,
Og Mod og Troskabs Eed skal aldrig
svigte her;
Bagtalelse Beskiemt skal see.
Hver Nordmand flye Utroskabs Klik og
Skam.
Vanæren ene skrækker ham.
Dog mens enhver
Af os bereed at fægte er
For CHRISTIANS Net
Tør Ondskab den Bagtalelse
Udsprede imod os, at Nordmænds Arve-Troskab
vaklede.
8ARIA.
Altid tro i Fred og Feyde De retskafne Nordmænd hafte At antage CHRISTIANS Sag; Tør da Ondskab os bebreyde,
At vi Troskabs Pligt forkaste, Eller mangle nogen Dag?
RECITATIV.
Af Ubestandighed
En Nordmands kiække Siel foragter, Han redebon og villig og bereed Sin Skyldighed
Standhaftig kun at følge tragter.
Naar Vindene i Nordens Field med gruesomt
Brag,
Og Tordenen med Knal og Larm og Slag,
9Og Haglens grumme Magt,
Af Aqvilonerne fremjagt,
Nedslog den svage Selje-Ympe,
Man Dovren dog ey saae sig krympe, Den uforandret mod Orcaner hviler Saa roelig, som naar Solen smiler.
Saa kan og ey en slibrig Tid og Skiebnens
Vrede
En Nordmand til Ustadighed forlede; Hans Drift, som Æren skrev, Bestandig Troskab blev.
Men ved en Byrde, som vi ikke var i Stand At taale, sukked vi, som Nordmand sukke
kan,
Af Harm, at vi ey det at yde har,
Som CHRISTIAN byder os at yde:
Og dette Norske Suk kan Ondskab
slemt udtyde?
10ARIA.
Naar skræksom Time truer Med Undergang og Fare, Den redselfulde Hare Forsagt og frygtsom gruer,
Og hastig skrækkes kan; Men kiække Hierters Pligter For ingen Fare svigter.
Den Eed, de engang giorde, Forfægter Haand og Kaarde, Og holder tappert Stand.
RECITATIV.
Vor ømme CHRISTIAN, vor Konge,
Den og Far,
Indsaae den Trang, Hans kiere Nordmænd
krankte;
11Som Nordens Konger altid tænkte, Saa tænker Han; Han alt ophævet har
En Byrde, som for tungt trofaste Skuldre trykte,
Og vor Troskabs Roes Han târ Ey blottet staae for et urigtigt Rygte:
Han Rygtet Selv fik høre - - strax Han
skrev,
Med egen - - med sin Kongelige Haand
Han skrev
Os Rettebod og Brev:
At Han er sikker nok paa Nordmænds
Trofasthed;
Hans Æres Øyemeed Er just vor Kierlighed.
ARIA.
Sit Folkes Lyst at være Hver Jorderigs Regenter Til sikker Skat indrenter
12Et kiert og elsket Navn;
Men hvo, som Denne Ære Med Rette vil begiære,
Han som vor CHRISTIAN være Sit Folk til Roes og Gavn.
RECITATIV.
Lad hvo, som kan,
Lovtaler prægtig føre an,
Vor Kierlighed en Hymne er for
CHRISTIAN - -
Og denne er Ham værd - - - Lad Sigri med Sin Harald synge Slotten, som Du veed Om Ham, var CHRISTIAN og derpaa
alle vi
Velsigne Dagen med en Strøm af Harmonie.
13Duetto. (Et bekiendt Bondestykke.)
Cavata.
Harald CHRISTIAN saa afmaler,
At jeg, naar han om Ham taler, Glemmer ham i CHRISTIAN.
QVADRO.
At elskes af Sit Folk er CHRISTIANS sande Ære,
Og Nordmænds Lyst er CHRISTIAN,
Ey var en Helt meer kier, end Han, Nordmænds Hierter opofres CHRISTIAN, At døe for Ham et vist Valhalla gir,
Nordmænds Hierter opofres CHRISTIAN,
Alternat.
Basso.
Hungren mætter CHRISTIAN.
Tenore.
Og Mynten sætter Han i Stand.
Basso.
Med mild Omhue Han
Tenore.
Norge bespiser og Naade os viser.
14Duo.
Hvori samme visee kan.
Alto. Canto.
En mættet Flok velsigner CHRISTIAN.
Alternat.
Basso.
Han Beviis for Verden giver
Om vor Troe, som evig bliver.
Tenore.
For Nordkap rokkes kan,
Før Troskab hos os svigter
For vor salved CHRISTIAN.
At elskes af Sit Folk & c.
Alternat.
Basso.
Hans Øyemeed Vor Kierlighed Ey feyle kan.
Tenore.
At elsket være Er Konge-Ære For CHRISTIAN.
Duo.
Hvo var sit Folk meer kier, end Han?
15Canto.
Hver Nordmands Hierte Canto. Et Tempel, Alto. Et Alter
er for CHRISTIAN.
Tutti. Og hver en, som vil Nordmand
kaldes,
Basso. Hans Lyst,
Alto. Hans Ære,
Canto. Hans Fryd Tenore. Skal være Tutti. CHRISTIAN.
Da Capo.
Tutti. At elskes af Sit Folk & c.
TUTTI.
Mel. Harmonie kan den Jer røre. & c.
CHRISTIANER og FRIDRICHER Giør den tapre Troskab sikker; Hvad Forsynet end bestikker Kappes Tro med Kierlighed.
16KONGEN under Himlens Leide Sikker staae i Fred og Feide!
Gid Ham stedse maa geleide Lykke, Held og Kierlighed!
Nordmænd Han ved CARL oplive, At, som før, de Karle blive, Norge da til Skat skal give Troskab, Mod og Tapperhed.