? Afskeeds-Sang, forfattet i Anledning af dronning Carolina Mathildes Bortreyse til Zelle i Juni Maaned 1772. Sangvis forfattet efter den Melodi: Ach Sylvia min Skiønne.

Afskeds-Sang, forfattet i Anledning af

Dronning

Carolina Mathildes

Bortreyse

til Zelle i Juni Maaned 1772. Sangvis forfattet efter den Melodi;

Ach Sylvia min Skiønne.

Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos J. N. Thiele boende i store Helliggeiststræde.

2

1. Nu rejser da Mathilda, Som Norden elske vilde; Hun reiser fra os bort - Den Tidsfordriv var kort. Hver ærlig Siæl som minder Den første Tid, end finder Af Kierlighed, den Følelse Som Danske altid lader see, Som fødes udi hver et Bryst, Som er saa sød en Lyst. 2.

Den Kongen sig udleeder Til Dronning, vi tilbeeder Den Kongen elske vil,

Vor Hierte hører til.

Den Dag, Du Caroline!

Først saae os — hvilken Miine@— Den taled idel Kierlighed Og loved reen Oprigtighed Vi svoer Dig evig Troeskab til — Som ingen bryde vil. —

3

3. Vor Troeskab tit er prøved,

Og Kierligheden øved,

Slig Dyd er største Vægt,

For Kongens høie Slægt@Vor Konges ædle Stamme Af dette just kan bramme:

Ved Undersaatters Kierlighed Ved Troeskab og Oprigtighed, Saa tryg er aldrig en Monarch, Som den i Dannemark.

4.

Om Troeskab understytter En Konges Magt! saa bytter Ei Danner-Kongen om Med tusend' Miiles Rom.

Vi Kongen ivrig dyrke,

Vor Kierlighed skal styrke

Hans Trones faste Grundvolds Fod, Som vi besegler med vor Blod. Et sindigt Mod, Troe, Tapperhed.@Er vor Beskaffenhed. —

4

5. Sligt vilde vi Dig skiænke Med fastest Baand tillænke —

Vi ønske i vor Siæl Dit og Din Konges Vel. —

Dem Himlen sammenknytter,

Et fælles Ønske nytter;

Naar vores Konge Velstand nød,@Alt Got, paa Dig, fra Himlen flød;@Og naar den loe, til dette Par,

Vi lykkelig da var.

6. I Dig, vi saae Lovise —

Vor Haab —- vor Trøst — vor Liise@Vi stemmede den Gang Om Hendes Tid, en Sang.@Vor Siæl da Glæden rørte — Som Tak til Himlen førte —

Og alle Hierters Harmonie, Om Et samdrægtig stemte i: Giv os Lovises Dyd igien! Vi sang til Himmelen. —

5

7.

Hun var en dobbelt Moder —

For mange dyre Poder —

Vor Christian — Fader — Ven — Som Himlen gav igien — Printzesser dyrebare —

Som Edelsteene vare. —

Ja Tvilling Riget vorte op

I Hendes Bryst, til Velstands Top,

Selv Himlen fandt deri Behag,

Den Tid, var kun en Dag.

8.

I vores Juliane Vi holdt den gamle Vane Ved Hende from og god Os Himlen trøste lod, — Hun var os som en Moder Opelskede de Poder,

Af Gud vi ved Lovise fik —

Ja gav os vor Printz Friderich Den reene Lyst, da lokkede Til Jorden Himlene.

6

9.

Med denne reene Glæde Saa vi Dig til os træde —

Da stod den danske Sol Endnu paa Middags-Pol.

Vi ventede at finde I Dig Lovises Minde,

Den Engel, som fra Engeland Oplived' hver en Dannemand! Som Engle glade Budskab gier,

Vi tænkte: Dit og blir!

10.

Hver Bud, fra Hoffet førte En Glæde, som os rørte —

Dig Christian elskede, Sligt os fornøiede —

Vi vores Konge fulgte;

Hvad Han— vi ikke dulgte,— En hellig Pligt os dette bød Slig Lydighed er altid sød;

Et roligt Liv — i Haab dog Fred Var vor Lyksalighed.

7

11. En gammel Pligt os byder At Kongens Vel os fryder

Hans Liv — Hans Lykke er Med vores knytted nær.—

Det mindste Vink han giver Heel nøie agted bliver —

I Blinde bør vi lyde den, Som salved er, af Himmelen, Naar Sagen skiules skal og bør Den taus med os da døer.

12.

Nu seer vi, at man skriver: I Engeland der bliver Tillaved Reise-Færd Hvo veed, hvor nær den er?

Din Hofstat man tillaver Man Reise-Routten haver,

Og da man Zelle nævnet seer Til sidst, Du skal vel blive der Os Rygtet ofte bragte sligt —

Det var dog ingen Digt. —

8

13. Den samme Magt som byder — Og som vi blindt adlyder —

Den os befaler her —

Vort Hierte Kongens er.

I hvor Du end skal leve Du det tilsidst kan kræve:

At de, som tog mod Dig med Fryd Bør ogsaa give Afskeeds-Lyd. Vi denne Fordring billiger —

Vort Hierte Kongens er.

14.

Reis da fra os Mathilde!

Vi bør, som Kongen vilde —

Det Pandt, som Du os gav Vi gav Dig Renter af.

Vi tog mod Dig, med Glæde,

Og nu, du skal borttræde,

Vi eene trøster os derved,

At vi, ei først brød Troskabs-Eed I Christian vi en Fader har — Og Juliane rar! —