Christelige Følelser udi hellige Sange paa disse alvorlige Tider; i sær paa begge Grævernes Siele-Forfatning. Samt nogle oversatte Psalmer af Klopstock og Gellert og Dronning Caroline Mathildes Psalme; ved Morten Hammer Pastor Helsinge & Valbye.

Christelige Følelser

udi hellige Sange

paa disse alvorlige Tider; i sær paa begge Grævernes Siele-Forfatning.

Samt nogle

oversatte Psalmer af

Klopstock og Gellert,

og

Dronning Caroline Mathildes

Psalme;

ved

Morten Hammer

PASTOR HELSINGE & VALBYE.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt udi det Kongel. Universit. Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske ved Frid. Christ. Godiche.

2

Soepe mihi dubiam traxit sententia mentem, Curarent Superi terras? an nullus inesset Rector, & incerto fluerent mortalia casu?

Tolluntur in altum, ut lapsu graviore ruant. Claudianus & Assaph 73 Psalm. David.

Min Foed snublede tidt, og jeg leed Sting i mit Hierte, Ved den Tankernes Tvivl: holdt Gud Roret i Haand? Eller og alleting her, paa Slump uviis sig regierte? Tøylen gavst du dem Gud! for dem at legge i Baand,

3

Til Deres Excellence Høyvelbaarne Herr Geheime Conferents-Raad & c. Friderich Carl von Gram.

4

Sunt Mæcenates, ubi sunt Flacci, atqve Marones?

vel

Do Mæcenates, Date Flaccos atqve Marones!

5

Naadigste Herre!

Mere forsigtigen end egensindigen besluttede jeg: Ingen af de Store at tilegne disse Blade, men blot een af de faa Gode; for maaskee derved at befrie mine Sange fra alt Skin af Mistanke; og derhos, ved at foresette dem et godt Navn, forud anprise dem paa det beste.

Dog da jeg, med Diogenes Løgte smaalig leedende, antreffer een af de Beste just blant de Største; saa fortørnes ey, naadigste Herre! at jeg erkiendtlig glædes til denne maaskee eeneste, skiønt derhos ringeste, Anledning: offentlig at bevidne Deres Excellence, ey blot min og min gamle Provstes, men og min hele Stands, oprigtigste Taknemmelighed, at

De, naadigste Herre! aldrig have afvexlet

med Tiderne; men ubekymret om Roes eller Dadel, altid have viist Sig nærmeste Arving til Deres værdigste Hr. Faders

sieldne Character: ey at troe Deres Rang forhaanet ved at kaldes og være Geistlighedens Ven, Talsmand og Beskiermere.

Saa haabes og bedes dernest underdanigst:

Deres Excellence naadigst, efter Deres

blide Sædvane samt viise og ædle Tænkemaade,

6

ville holde mig min Særhed tilgode: at jeg just ey holder for min Pligt, at spotte Elendighed, og bande Statsfangerne blot fordi de fleste giøre saa; men heller at bede for disse Ulyksalige, der ere det dobbelt, jo mere de have brudt til at være det, hvorved retfærdigviis alt Glimt af Haab og Gnist af Trøst er dem i Tiden berøvet.

Grunden til udtrykte Følelser i Grævernes Sange kan ey være uden det altid skuffelige Rygte, som derhos taaler alt for mange Modificationer inden det naaer min lykkelige Afkrog; saa retfærdiggiøres, eller dog undskyldes, derved de brugte Udtryk i sær i Græv Brandts Sang, som tilvisse stødte mig selv, men ere uforandrede Ord af ham; De paa Grund: af fast hele Hoved-Stadens Vidnesbyrd ere lagte i Munden. — Gud give! denne min Ungdoms Ven eller Patron (som jeg i hans forhøyede Værdighed ey har tordet opvarte, af Frygt ey at kunne tilbageholde mine Medynks-Taare) give Gud! han nu maatte finde sig stødt, ved mueligt at beskue sig selv i dette hans eget Spejl! thi da naaes desfør min dobbelte Hensigt: at redde Guds Ære og Synderens Siel. — Ja da skulle og,

min naadigste Herre! hverken bebreide mig, eller Spotteren, denne hans haarde Psalme.

Endnu med et Ord vorde mig tilladt: at opholde

Deres Ecellences Taalmodighed! -

Strax fra Begyndelsen overlod jeg mig til mit fyldte Hiertes Følelser, saa vare forlængst disse Sange færdige til Trykken; dog af Ærefrygt for-

7

den retskafneste Herre, hvis høye

Navn jeg vovede at sette som Skierm for disse Blade, som og i Betragtning af Dronningens Psalme, ere de tilbageholdte indtil nu, de med større Ret kunne taale Lyset.

For deres Skyld, som den Idée af Stats-Psalmer maatte støde, finder Tillegget af Originaler og Oversettelser Sted; yndes samme, da henligge flere af Klopstocks aanderige og Gellerts lærerige Psalmer, som have bekiendte Melodier, færdig oversatte, samt endeel til egen Andagt forfærdigede gudelige Sange; Hvilke, naar et Guds Barn det ønsker, og en Forlegger (mod nogle Exemplariers Afgivelse at uddeele frit i mine Sogne) vil bestride Omkostningerne, snart skulle være følgagtige; da Extra-Paabud forbyder Præsten: selv tiere at være Forlegger.

Jeg anbefaler mig naadigste Herres vedholdende dyre Gunst, og henlever med dybeste Ærefrygt

Deres Excellences Helsinge Præstegaard den 30 Mart, 1772. underdanigste Tiener M. Hammer.

8

On such a Theme, 'tis impious to be calm; Passion is Reason, Transport Temper, here. Youngs Nigth the fourth.

9

Lof-Psalme paa den 17de Januarii Mel. I Jesu Navn, Skal al vor & c.

1. Forborgne Gud!

Din Vey i Dybet er.

Hvo grunder ud Dit Raads Beslutninger,

Og din Viisdoms Førelser?

Du Davids Søn!

Hiin fromme Qvindes Bøn Ey blot besvarte ey;

Men gikst end og din Vey, Skiønt hun beste Talsmand har, Gavst du dog saa haarde Svar, Til nok Troen prøvet var.

10

2. Saa est Gud! Du, I Dag, som og i Gaar, Selvsamme nu,

Du varst fra Fordums Aar; Den, vor Viisdom langt fra naaer. Hvor hade vi!

For nys bestedte i En rædsom Farers Hær:

Gud! os en Hielper vær! Dog, jo meer vi raabte, see!

Kun desmeer forfærdede Du os, Gud! med Ængstelse.

3.

Men, skiulte Gud!

Din Arm du blottede,

Og hialp os ud;

Loedst paa den syttende,

Aarets første Maaned, see:

At, tøver du.

Vi kommes dog ihu;

Naar, sænkt i Afgrund ned,

Vi selv en Redning veed;

Da eet Ord du taler, saa Flux sig Jordan skille maae,

Trygt dit Folk igiennemgaae.

11

4.

Vor Gud! hvad Tak For slig Udfrielse Bør dig? — men ak!

Vi ere Syndere;

Vee os! hvor uværdige! —

Ey hiine blot,

Du satte frem til Spot,

Dig, Gud! fortørnede . . .

Og vi, Vanhellige,

Have længst forskyldt det: om Den os blot forkyndte Dom Virkelig os overkom.

5. Dog, Fader! du,

For din Søns Jesu Blod,

Skaan os endnu!

Sett' ey dit Ansigt mod Os! — ney, Herre! vær os god!

Os Naade giv Til Bedring i vort Liv!

Lad ved vor Synd ey skee:

For nys-afvendte Vee At syv-fold Forbandelse Ramte billigt Rigerne,

Hvis vi os forhærdede.

12

Bøn-Psalme

i Anledning af

den saa uventede Torden og stærke Lynild, fornummet mod Aften til henved Midnat udi Egnen af Helsinge paa Cronborg Amt

den 29de Febr. 1772.

Mel. Hvo ikkun lader Herren raade.

1.

Hvo kan Guds Herlighed besynge?

Ey Engle. — Stamm', min Siel! dog frit Om ham, der gaaer paa Veyrets Vinge,

Hvis Torden-Røst basuner vidt;

Det Almagts-Sprog af Herrens Mund!

Det Gien-Skin ved Guds Øyes Bluun!

2.

Vi høre tidt, men sielden sandse

Med Peder tilvandt Hane-Gael;

Men uvant Skræk kan Saulum standse ..

Saa føeltes, Gud! det Torden-Skral; Vel neppe hørt, som nu, om Vaar; Just derfor giennem Hiertet slaaer.

3.

Jeg veed og: Hvad Fornuft tør lære Om Lynets Udspring, Tordens Art;

Men veed dog: Gud, Naturens Herre,

Selv ordner Vey for Lynilds Fart;

Han brøler med sin vældig Røst

Til Frekkes Skrek, men Frommes Trøst.

13

4. Saa lad mig, Fader! meer ey grue For Lynet, end for rærdsom Soel! I begge giv mig: Dig at skue,

Ja i Hvert Lys fra Poel til Poel! Den stumme Nat ey mindre vær Mig din Herold, end Tordener! 5. Saa har det stærke Knall ey Fare, Flamm' Ild fra Lysets Throne ud! Jeg veed: hvor trygt mig skal bevare, Han kan og vil, min Gud er Gud. Den Trøst, den er mig Trøst for ham; Det Blik, var som et Glimt af ham.

6.

Her hellig Rædsel paa mig falder,

Gud er mig nær, den Helligste! — Hør! hvor han atter paa mig kalder;

Jeg Adams Synde-Søn Barn! — o vee! —

Hvor tør jeg møde! hvor flye hen? Hist vinker mig Forsoneren.

7. Det Jesu Kors! — did jeg mig skynder,

Og favner det i Bøn og Boed;

Tref Lynild! nu mig frelste Synder!

Jeg stærk ved Troe har freidigt Moed. Hvad skader mig et Torden-Stød?

Det ender snart min Synd og Nød.

14

8. Saa giennemtordne tidt mit Hierte;

Min Gud! bryd selv min Dorskhed af! Og, hvis jeg syndig Lyst begierte,

Da lad det lyne fra min Graf! Men ængstes jeg for Torden, da Viis mig at flye til Golgatha! 9.

Du, som for Fiender bad, jeg beder

For Syndere; — mærk paa min Bøn For dem, dem nu din Arm bortspreder

I denne Hevnens Tiid. — Guds Søn! Din Vredes Torden nedslog dem,

Lad denne Torden reise dem!

Lad Lynets blide Straaler trænge

I Fængslet: at de, Gud! dig see! (Den, de med Spot beloe saa længe;) For hist de see dig, Dommere. Omvend' de haarde Syndere! Straf dem, vær saa dog Frelsere!

15

Græd Struensees Følelser

udi

Citadellet Friderichshavn.

Mel. I Jesu Navn, Skal & c.

1.

Der er en Gud . . .

O gid: der ingen var!

Hvor seer det ud,

I Fald jeg Uret har I mit Haab, og Gud dog var?

Ney, Jeg vil troe Som før midt i min Roe:

At Talen er en Gnist,

Og ingen Tilstand hist; Himmel ey, ey Helvede,

Og ey Kiøds Opstandelse;

Siel kun Støv, alt Hendelse.

2.

Dog, var ey Gud,

Hvi indjog mig slig Frygt,

Hiint Torden-Bud,

Nys da jeg sov saa trygt.

Og i Drømme havde bygt Mit Luft-Slot op Til Ærens Svingle-Top?

Var det vel skuffet Haab?

Og Alles Skiendsels Raab?

Var det disse Lænker, som Spaae mig Vredens Hævne-Dom, Hvorved mig min Frygt paakom?

16

3. Ney, sandelig,

Alt sligt for usselt er:

At knuse mig Med disse Følelser Udaf Helved-Angester.

Alt før min Lyst Tidt harmede mit Bryst. De høyt nu spotte, see! Nys dybt sig bukkede. Deres Dom lidt agtes her, Vellysts-Tab og langt fra er Grund til mine Redseler.

4.

Og Død som Død,

Mon den mig stort fortrød,

Der værste Nød (Min Bruse-Fryd) afbrød Ved eet haart dog Naade-Stød?

Ey Straffen, ney

Spot, Fængsel, Døds-Dom, ey Saa kunne ryste mig,

Var Sielen dødelig;

O! hvor loe jeg til alt sligt,

Var Religion kun Digt,

Da blev Trods og Frekhed Pligt.

17

5.

Dog, det i mig,

Som blant Adspredelser Ey tænkte sig,

Men nu, jeg eene er, Styrkes ved Forsmædelser; For laae som død I Lasters bløde Skiød; Men nu, mit usle Støv Henvisner som et Løv, I mit Fald just reiser sig; Det vist overlever mig.

Siel! Du est udødelig.

6.

Men, lever du,

Naar snart din utroe Ven,

(Mit Legem) nu I Døden segner hen,

Siel! og bliver da igien?

Hvor da? ach hvor!

Naar du ey hos mig boer? . . .

O, Skrek! — Der er en Gud! — Fra ham den Piil foer ud,

Som saa dybt mig saarede,

Eene den Almægtige Saa min Siel forfærdede.

18

7.

Der er en Gud!

Han, den Fuldkomneste,

Hvis Viisdoms Bud Giør dem lyksalige,

Som er sand-Gudfrygtige;

Men Spottere,

Mod dem den Helligste Ey ligegyldig er,

Han hvesset har sit Sverd. Slummer skiønt Langmodighed, Vaagner dog Retfærdighed, Himmel er, ja Helved' med.

8.

Fortvivlet Siel!

Tag nu din Trøste-Stav!

Søg' grandt og vel.

Siig: Hvor blev Støtten af? Ak den sank i bondløs Grav.

Nu staaer du der,

Ey Glimt af Redning seer. Bag dig en Lasters Skok, For dig en Dievle-Flok. — O, det Helvede alt her!

Vidner om et værre der,

Som derhos jo ævigt er?

19

9.

Forgiæves Trøst!

Det Haab: at døe som Fæe.

Forbandet Lyst!

Trods vildt, dog mætsomt Kræe,

Søle sig i Lysterne. —

Tidt træt, ey mæt,

Henrasede jeg ret I Lasters vilde Larm;

Ja, som med oprakt Arm,

Himlens Gud bestormede;

Luurte paa Retfærdige,

Og med Troen spottede.

10.

Min Konge! — Skrek! —

Hans Dronning! — Vee, o Vee! — Min Fader! — af! —

To Riger ranede! — —

Er der andet Helvede? . . .

Jo, var ey eet,

For mig nu skabes det . . . Skyvl mig da, Helved'! blot For Gud! — saa alt er godt . . . Tier, Herrens Tienere!

Nævn ey den Korsfæstede,

Ham jeg traad' med Fødderne.

20

11.

Hvad! — spotte I? —

"Guds Søn er naaderig."

Siig! blev jeg frie,

Hvo da fordømmelig? —

Peder her ey passer sig . . .

Men Røveren

Dog døde Jesu Ven! . . .

O Navn! jeg før beloe.

Ak! torde jeg nu troe Jesu! paa dit Jesu Navn!

O, da fandt til Ævig Gavn,

Min skibbrudne Siel en Havn.

12.

Min zittrend' Haand (Af Frygt, men og af Lyst,)

Styrk med din Aand,

Forsoner! — Virk selv Trøst I mit Synd-beklemte Bryst! —

Forøg min Troe,

Riv mig af Satans Kloe!

Jeg glad vil straffes Her,

Lad mig kun skaanes der! —

Var jeg din Fornegtere,

Est du dog min Frelsere,

Amen! — Lof dig, Jesu! skee! —-

21

Græv Brandts Sang

i Castellet.

Mel. Nu velan vær frisk til Mode & c.

1.

Frisk, min Siel! lad Moed ey falde! Nu om Æren gielder det;

Man mig Philosoph vil kalde,

Tager jeg mig Døden let.

Lænker nu for Ordener Jeg som Viis da eens anseer;

Til Castell fra Slottet age . . .

Al Forandring bør behage.

Mens, det vist mit Hovet gicelder;

Vel! — Jeg aldrig var tilfreds Selv dermed, naar Dom man fælder, Skal det vcere flux tilreds.

Jeg skal vise: det jeg er Virkelig en Cavalleer,

Der sig ikke lod genere.

Baal og Bal mig eet skal være,

B g

g. Flink

22

3. Flink jeg giorde som jeg ville;

Nu er endt mit Skue-Spil Frit de nu med mig kan spille, Dem nu falder Touren til. Jeg som Agak pynter mig. Møder nok saa lystelig;

Stolt skal Dødens Skrek fordrive Og den anden Morus blive. 4.

Dog — nu er jeg atter eene. —

Siel! drag Luft! — bank Hierte! frit. Dag og Vidner ey formeene

Mig, som loe, at græde lidt.

Usle Helt! hvi skielver du?

Mørke Nat! o skyvl mig nu!

Eene Trøst! mig at forstille,

Rullen vel til Ende spille.

5. Naadens Gud! — med-ynksom høre Vi sligt uhørt Raserie.

Bede: Du selv Daaren giøre Fra slig Stoltheds lænke frie!

Lær ham: Frekheds Spotte-Vid Volder ævigt Siele-bid.

Troe, ey Trods, Dødsfrygt fordrive! Omvendt lad ham salig blive.

23

Tillæg af Forsøg til Originaler

samt

Oversettelser

af

Klopstocks og Gellerts

gudelige Sange,

tilligemed

Dronning Caroline Mathildes

Psalme.

24

— Phoeben alieno jusserat igne Impleri, solemqve suo —

CLAUDIANUS.

Anført af YOUNG i Hans Brev til RICHARDSON om Originaler og Oversettelser hvor disse kun tilstaaes secondary altars, men hine den første Rang, om de end ikke vare saa gode. Mig giælder det eet: som Oversetter, Efterligner eller Original-Digter at vorde anseet; kan jeg kun anvende min poetiske Geist (eller Lyst, om man saa vil have det, thi Lysten kan selv ey Kienderen nægte mig) og samme ønsker jeg blot at anvende til Religionens Ære; da jeg forresten underskriver med den fromme GELLERT: heller at ville have digtet en god Psalme, end alle de Oder af Pindar og Horats, hvor skiønne de end ere.

25

Morgen-Psalme

af

HAMMER.

Mel. O kiere Siel! frygt aldrig meer & c.

1.

Jeg vaagner til saa travl en Dag, Saa Gud see Lof for Nattens Mag!

Ved Søvn jeg fik nye Styrke; Jeg sov, da sov min Kummer og;

Jeg sov, du, Herre! vaagte dog; Du vaager end vil virke Kraft dig i Dag at dyrke.

2. Saa gruer jeg for Møye ey;

Pligt kan ey være Byrde; ney,

Kun Lediggang giør Plager; Best dampes Sorg, naar iiles hen Til Fliid; men Ørkesløshed, den Os Hiulene aftager;

Da tungt man Vognen drager.

3. Jeg undflyer Kummer, flyver hen Til Arbeid', Livets beste Ven,

Mit Embed' fra mig skiøtter; Naar sidste Pligt saa fyldt jeg har, Og her just ey unyttig var,

Mig Gud da vist hiemflytter, Fra Kedars Græde-Hytter.

26

4.

Dog ey hvert Arbeid' nytte kan;

Det meeste Spaaner er til Brand,

Meer Vægt til Syndens Byrde;

Saa luttre, Gud! min Dages Fliid!

Og hindre: Jeg ved syndig Iid Ey denne Dag skal myrde,

Mit Regnskab svart bebyrde. 5.

Som Christen, lad mig legge Vind:

At trænge selv med andre ind I Jesu Naade-Rige!

Som Menneske, velsigne saa Mit Ansigts Sveed: at jeg dig maa, Foruden at besvige,

For eget Brød Tak sige!

6.

Gid Giærrighed, stolt Ære-Lyst,

Sig ey indsnige i mit Bryst!

Min egen Sag ey blande Sig med Guds Sag! — men gielder det, O Gud! din Ære, giv: ey let Mig Frygt skal overmande!

Lad mig som Klippen stande!

7. Som Hosbond, Fader, Gud! mig giv:

At nytte Mine i mit Liv!

Dog ey blot mine Egne;

Men giv jeg, som min Fiendes Ven,

Og tiener ham! ja hver og een,

Meest dog paa Sielens vegne!

Indtil jeg død skal blegne.

27

8.

Og indtil denne glade Stund,

Gid: Ingen Utaal af min Mund Og Knur sig lader høre!

Men, naar jeg seer min Sorg flux endt, Og Dødens Bue mod mig spendt,

Fryds-Raab lad mig fremføre!

Alt her mit Suk ophøre!

9.

Da, lad mig døe i Jesu Troe!

Saa faaer jeg Liise for Uroe,

Hist Løn for Livets Plage.

Og i det søde Haab: at døe,

Jeg seiler glad paa Modgangs Søe,

Min Striids- og Kummers-Dage; Skal dog (nest Gud) ey klage.

H....R.

28

Oversettelse

af

Gellerts Selvprøvelse om Aftenen:

Der Tag ist wieder hin, und diesen Theil des Lebens, & c.

Mel. O Gud! du fromme Gud! eller: Jeg slipper Jesum ey & c.

I.

En Dag veeg atter bort, dog denne Deel af Livet, Er den ey spildt for mig? har jeg den viist hengivet? Har jeg vel ret lagt Vind paa Helliggiørelse? Mon jeg kun mig, men ey min Pligt, henlevede?

2.

Var det i Herrens Frygt jeg denne Tak begyndte? Mon jeg, med Tak og Bøn og hellig Iver, skyndte: Mig, som Guds Skabning, reent at ofre Dyden hen. From, tugtig, maadelig, henleve som Guds Ven? 3.

Og mon jeg i det Kald, Gud Herren mig anviiste, Ved Nidkierhed og Fliid ham denne Herre priiste; Mig, andre, nyttig var; og al min Tids Attraae, Var den: at tækkes Gud, ey Verdens Biefald faae? 4.

Hvordan mon denne Dag jeg vel mig selv regierte? Har tidt en Tanke, vendt mod Himlen, rørt mit Hierte? Og, glædtes jeg til Gud, der merker paa vort Skrig? Og har i Troe paa ham mit Hierte styrket sig?

5. Kom jeg, ved Livets Lyst og jordisk Hæld at nyde, Almagtens Gud ihu, der eene alt kan byde?

Tilbad jeg ham i Støv? og føelte: han er god? Toeg jeg al Fryd med Tak, al Nød med Taal imod?

29

6.

Og hvordan nød min Siel den Roe, ømt Venskab skienker? Hvor smagte Omgangs Fryd? blev talt just som man

tænker?

Var selv min Alvor mild? uskyldig-glad min Skiemt? Og taeltes ey et Ord, som giør mig nu beklemt?

7.

Har jeg omhyggelig forpligtet alle mine?

Mit Monster stille lært: dem frem i Dyd at trine? Var ey til Medynks Pligt mit Hierte for beqvemt? Hvad Hæld, som andre traf, var det mig angenemt?

8.

Blev ey et Feiltrin giort i Dag, for det fortrødes? Og hver ulovlig Lyst, mon den af mig bestreedes? Ja, hvis Gud denne Nat nu skulle fordre det, Er jeg: at staae for ham, strax villig og beredt? 9.

Gud! du veed alt, saa kan jeg intet dig fordølge; Jeg føler: daglig Feil og Brøst mig stedse følge. Forlad for Christi Skyld mig hver Forbrydelse!

Forlad! Gak ey i Dom med mig din Tienere! Uværdige!

10.

Ja du forlader hver, dem deres Synder krænke. Du elsker Miskundhed, vil mig og Naade skienke. Du kierlig og i Nat skalt vaage over mig.

Mit Liv henleves dig! døer jeg, saa døer jeg dig.

af G.....t.

30

Oversettelse

af

Klopstocks Lof-Psalme:

Für ewig ist der Herr mein Theil & c.

Mel. Vor Gud han er saa fast en Borg & c.

1.

For ævig Herren er min Deel,

Mig leede vil og trøste;

Min Gud er Gud! mit Lys og Hæld; Og jeg er hans Forløste.

Jeg forkastes ey For Guds Dom, o ney, Du qvæger mig forud Med en Forsmag, min Gud! Af Saligheders Glæde. 2.

Fra Verden langt, og kun med dig, Du Altings-Udspring! eene; Hvor blev strax Hiertet skildt ved dig Fra al dets Sorg og Pine! Den, som skabte alt;

Han, som være skal;

Hialp mig, og var min Gud; Almægtig hialp mig ud,

Og sin Fred Herren gav mig.

31

3. Jeg, jeg var fuld af Troe, (Gud giør:

Sig Troens Lys ey slukke!) Udfrelst fra Nød, den Fromme bør:

Af Væmods-Glæde sukke.

Den, mig liide saae; Hallelujah! —

Ved ham jeg vandt, ved ham, Som min Siels Bøn fornam, Ja mine stumme Sukke.

4.

Naar ret min Siel opløfter sig

Fra Støvet, Gud bønfalder;

Og, stærk i Troe, jeg gladelig

I Bøn ham Fader kalder; Svinger jeg mig op Høyt blant Englers Trop;

Og er hos dig, Gud! der;

Og er ey meere her;

Er alt i Haabet salig.

5.

Alsteds-Nærværende! du mig,

Mig Støv, endog omgiver;

Du skuer mig, jeg føler dig,

See skal dig hist og leve.

Hist, og her, og der,

Est du, Gud! mig nær,

O, Tanke! riig paa Fred,

Og fuld af Salighed,

Med Trøst fra Gud du trøster.

32

6.

Jeg lever dig, jeg døer og dig,

Dog ey af egen Styrke;

Er jeg, Gud! din, du naadelig,

Det selv har maattet virke.

Ja, jeg lever dig,

Og, jeg døer og dig;

Ja, Fader! din jeg er,

Her, og hist ævig der,

For stedse din Forløste.

K.......k.

Vers for og efter Prædiken

af HAMMER.

Mel. Søde Jesu vi er her & c.

Vers for Prædiken:

Himmel hør! giv agt du Jord!

Himlens Gud med Støvet taler.

Det er ey Guds Tieners Ord,

Herren os ved ham befaler.

Hielp os agte, hvad du byder,

Fader, Gud! hielp vi dig lyder!

Vers efter Prædiken:

Nu er hørt dit Ord, vor Gud!

Paa vor Stie det Lys os være!

Det var ey Menneskens Bud.

Hellig, vældig, Jesu Lære;

Eene den i Død kan trøste.

Gid den og vort Liv forlyste!

33

Communion-Psalme

af HAMMER.

Mel. Nu bør ey Synden meere & c.

Dybt lad min Siel sig sænke I Naadens Afgrund ned, Forsoner! at betænke

Din store Kierlighed.

Ja, stor mod Synderen Den er! vel Synd du hader.

Dog du mig den forlader;

Tak, Jesu, Siele-Ven!

2.

Du, Gud! du lodst dig føde,

Til Løn varst du forhadt; Som Menneske, du døde

Af dig, selv Gud, forladt! Min Jesu! døende Du Nadveren har stiftet;

Er jeg af Synd forgiftet,

Her er Helbredelse. 3. Hvor Sielen frelst sig fryder! At den dig, Jesu! fandt. Livsalig Trøst den nyder I din Forsonings Pandt; Nys dømt ved Lovens Bud: Til uden Haab at græde; Nu græder jeg for Glæde, Ved dig forligt med Gud.

34

4. Selv Engle Lof udbryde:

At jeg dig hører til.

Jeg ævig mig vil fryde

I dig — hvor jeg det vil! — Kun styrk' min svage Troe! Som udstrakt Haand, der zittrer, Saa bange Lyst den yttrer.

Dæmp Tvivl! giv trøstig Roe! 5.

Jeg, stærk ved Troe, dig favner, Og Himlen aaben seer.

Ey Verdens Vel mig gavner,

I dig jeg eyer meer End alle Verdener;

Til dig min Siel kun tragter.

Og Verden! dig foragter;

Jeg har kun Jesum kier.

6. Fremdeles, Frelser! være

Min Lod, mit Liv, min Lyst! Mig Rette-Snoer din Lære!

Din Død mod Død mig Trøst! Din Værdskyld alt mit Haab! Selv . . . hvor jeg er uværdig! Giør, Jesu! giør mig værdig At døe dig! Hør mit Raab!

35

Nye-Aars Psalme

af GELLERT:

Er rust der Sonn, und schafft den Mond & c.

Mel. Guds Søn er kommen af Himmelen ned & c.

Gud vinker Soel og Maane frem, Afpasser Aarets Tider,

Os rolig-giør, selv efter dem

Nye Aargang vexle byder.

Aar, Nat og Dag, han cirkler ud; Kom! lad os Herlighedens Gud Tilbede, love, takke!

2.

Gud! du som er, og du som var,

Af tak-fuldt Hierte være Dig, for det nu forgangne Aar,

Tilbedelse og Ære!

For Lykke, Velfærdt, Liv og Lyst,

For Fred og Roe, Hielp, Raad og Trøst, For alt, vi Tak dig skylde, 3.

Velsign og, Herre! dette Aar,

Du os paa nye har givet!

Giv Kraft! fra dig vi Kraften faaer:

Dig at henleve Livet.

Ved dig, vor Hielp! det lykkes best, Du vogter os, naar vi kun meest Dit Rige eftertragte.

36

4.

Gid! jeg mig, om dig synes vel,

Ved Livets Lyst maa fryde!

Men skader Fryd og Lyst min Siel, Send Kors! lad mig kun lide!

Skiænk Hiertet Taal! berolige

Mig: At jeg ey for Drøvelse

Skal Lykkens Flok misunde.

5. Beskierm', Gud! med din mægtig Arm I Aar dit Folk! sær, Fader!

Du over Trængte dig forbarm',

Dem Verden slet forlader.

Til hver god Gierning giv din Fred!

Med sunde Raad, sand Salighed, Nedlad dig paa vor Fyrste!

6.

Gid: Viisdom og Retfærdighed Hans Konge-Stoel stadfeste!

Lad Dyd, Gudsfrygt med Nøysomhed I Landet boe til Beste!

At Troe og Kierlighed vort Liv

Bepryde! kiere Fader! giv

Ved din Søn Jesum Christum!

G.....t

37

Døds-Psalme

af KLOPSTOCK:

Wie wird mir dann, ach dann! mir seyn & c.

Mel. Af Høyheden oprunden er & c.

1.

Hvad skeer mig da, naar sødelig,

For ret i Gud at glæde mig,

I Herren jeg henstummer?

Af Synden ey besmittet meer,

Udfriet af mit Fængsels Leer,

Udfrelst fra Død, fra Kummer,

O Hæld Dig Siel!

Styrke, trøste,

Dig, Forløste!

Med den Glæde,

Dig, din Gud hist vil berede.

2.

Jeg fryder mig, og frygter dog,

saa mig Elendigheders Aag,

Den Syndsens Straf nedtrykker;

Du, Herre! letter mig mit Aag,

Ved dig mit Hierte styrkes dog,

Troer, opstaaer, veed sig sikker.

Jesus!

Christus!

Gid mit Liv dig!

Og min Død dig Her maa ære!

Hist jeg din Nedarving være!

38

3.

Agt, Siel! da Dødens Redsel ey! Det til Beskuelsen er Vey Igiennem Gravens Mørke.

Den være dig ey gruselig!

Til Helligdommen fører dig Den Vey igiennem Mørke.

Guds Fred, Derved Overvettes Frygten settes,

De Forløste Den usigelig skal trøste.

4.

Gud! jeg ey Timen veed, naar nu Mit Øye brister, og mig, du!

Til dine Døde samler.

Maaskee afbryder Dødens Nat Min ufuldendte Bøn, saa at Min Lof paa Tungen samler.

Fader!

Fader!

I din Haand, du! Tag min Siel nu! Dig til Hænde, Den befales nu i Hænde.

39

5. Maaskee mit Liv det længer naaer;

Jeg mueligt langt fra Maalet staaer,

Hvor Kronen mig skal vinke.

Betrues sildig først med Fald Mit Legems Hytte, og jeg skal Mig underveyes forsinke.

Hør, Gud!

Dit Bud Giv jeg lyder!

Christne Dyder Alle Dage

Mig for Thronen hist ledsage!

6.

Hvad skeer mig da? naar, Gud! jeg dig, For ævig hist at glæde mig,

For Thronen skal tilbede!

Af Synden ubesmittet der,

Hist Himmelens Medarving er,

Mit Støv en meer blant Døde!

Hellig!

Hellig!

Hellig! synge Vi dig, bringe Lof og Ære

Dig, som var, er, og skalt være.

K.......k.

40

Psalme om Hengivenhed

af

HAMMER.

Mel. Naar jeg betænker den Tiid og Stund & c.

1.

O, Gud! den Salighed, det er: Sig dig at overgive!

Og kan da noget findes her,

Der kan os fra dig rive?

Er mueligt vel:

Fornuftig Siel

For Viisdom Tant kan vælge? Og Siele-Roe,

Og salig Troe,

For flygtig Lyst henselge?

2.

Thi hvor i Verden findes dog Sand varig Fred i Livet?

Om Sielen ey sin Tilflugt toeg Til Lyset, os blev givet?

Det Herrens Ord Mig viiser Spoer: Lyksalig her at vorde;

Og salig hist.

Det gav mig Trøst, Kun det mig rolig-giorde.

41

3. Fortvivlet taug Fornuften, ey

Mig Raad og Svar kan give: Om sand bestandig Fryd; o ney,

Den lod mig uvis blive;

Den ikkun veed: Lyksalighed

Er idel Glæders Kiæde;

Men vidste ey:

At viise Vey Til slig uafbrudt Glæde.

4.

Og spørges Sandserne om Raad, Forgiæves de mig raade:

At for at vare altid glad,

Nyd Livets Lyst og Baade!

Jeg prøvde det,

Blev kiæd, ey mæt, Var lykkelig-ælendig;

Bort Vellyst, viig!

Din Løn er Sviig Din Lyst, hvor ubestandig!

5.

Kan Rigdom kiøbe Siele-Fred?

Kan Vellyst Ønsker mætte?

Gav Ære god Samvittighed?

Og kunne saa alt dette,

Mod Sygdoms Nød, Mod visse Død;

Mod Livets Sorger, være Mig sikker Fred?

Ney, Usselhed

Det er, kan hver Dag lære.

42

6.

Kan Viisdom selv beskytte mig Mod Uhæld her i Livet?

Hvad heller Dyd forsikre mig Om Glæden efter Livet?

Ikkun een Brøst,

Strax uden Trøst Fornuften selv fordømmer

Og, Gud! hvor svag! Ey nogen Dag,

Jeg jo min Pligt forsømmer.

7.

Hvad Trøst i Nød i Død gav mig Den stolte Viisdoms Lære:

Giør hvad du bør! og trøst saa dig, Gud ey partiisk kan være,

Han styre maae Det Heele, saa Kan han paa dig ey agte;

Til Trøst, min Siel! For Verdens Vel Som Offer dig betragte!

8.

Ney Viisdoms Daare! kom og see!

Ved Skriftens Lys lær kiende: Gud, Altings Viise Styrere,

Dig alt til Gavn skal vende. Hengiv dig Gud,

Og vær hans Bud Af gandske Hierte lydig!

Saa skalt du ey Paa Stoltheds Vey Gaae hen forrvivlet-dydig.

43

9. Gud seer alt, hvad jeg har behov,

Vil mig en Fader være;

Saa bliver jeg en Verdens Rov,

Han vil, kan, skal, mig være En Fader bliid;

Og skiønt min Tiid Med Kummer hart omspendes,

Til Tugtelse Skal det mig skee,

Og snart med Fryd den endes.

10.

Saa skee mig, hvad, min Gud! du vil, Din Villie er den beste.

Alt hvad mig hændes, sigter til Min Sieles ævig Beste.

Meer Medgang, da Faldt jeg nok fra Dig Gud, og om du skiulte Dig længere For mig, maaske Jeg da, o Gud fortvivlte.

11.

Jeg kun ved din Bestyrelse Kan eene roelig være

I Liv og Død, saa lad alt skee,

O Fader! til din Ære.

Min Salighed Lad fremmes ved Dit Forsyns skiulte Veye!

Saa skiøtter jeg Om Verden ey,

Har Himlen alt i Eye.

44

12.

Guds Rige jeg adspørge vil Ved Jesu Kraft og Naade,

Saa veed jeg vist: alt sigter til At tiene mig til Gode.

Naturen, den Selv stræber hen: Guds Rige at tilbringe.

Jeg stræber med,

Og derfor veed:

Det skal mig vist gelinge. 13.

Naar Aanden gav mig det til Pandt:

At Jesus mig forligte Med Gud, saa jeg en Fader fandt I ham, og ey tør frygte.

Jeg veed, den alt Mig give skal,

Som mig sin Søn har givet;

Ey tvivler paa:

Jeg jo skal faae De Smuler her i Livet.

14.

Bort derfor daarligt Ønske! som Tør Herren foreskrive,

At ey med Ønsket Dødens Dom Jeg selv skal underskrive!

Veed jeg maaske: Hvad Fristelse Mig Lykken skulle blive?

Gud bedre veed;

Til Salighed Hvad tiener mig, at give.

45

15. Nu først blev sandt de Viises Sprog:

Ondt kan en Viis ey hændes. Du meen det Ondt, Gud styrer dog: Det mig til Beste vendes.

Har jeg den Trøst Jeg er forløst; Retfærdig maa Gud være;

Saa han mig her Lyksalig giør,

Hist! skal mig salig giøre.

16.

Her er jeg, Verden! trods du mig Skal kunde Ondt tilføye.

Jeg Gud-hengiven trodser dig,

Min Gud boer i det Høye.

Her er jeg, Gud! Giv mig: dit Bud Af gandske Hierte lyde!

Hengivenhed,

Lyksalighed,

Lad hos mig eet betyde!

17.

Forfølges, spottes, trænges, jeg For dit Navns Skyld, o Glæde! I Fængsel kast, jeg gruer ey;

Men staaer med Lofsang reede. Jeg Lænkerne Da vil ansee

Som Kierlighedens Seeler,

At drage mig Fra Synd, til dig; Du selv mig Kraft meddeler.

46

18.

Og falder Rigdom i min Lod,

Roes, Høyhed, eller Vælde;

O Jesu! vær mig da saa god:

At jeg mig ey skal hælde

Til brekket Rør!

Men, som jeg bør, Det bruge til din Ære,

Og Næstens Vel!

Mit Liv, min Siel, Dig anbefaler være! 19.

Saa byd mig, Jesu! som du vil, Forleen blot Kraft: at lyde! Nægt eller skiænk mig, hvad du vil, Lad mig den Trøst kun nyde:

At du est min,

Og jeg er din!

Om Himmel, Jord, forsvinder; Nok Salighed,

Din Kierlighed Os ævig sammenbinder.

47

Psalme

tilegnet

Dronning

Caroline Mathilde

paa Cronborg.

den 23de April, 1772.

48

Formodentlig Tanke af

Hendes Majestæt

i Sin Eensomhed.

Skaansels-Plet! udvalgte Støvgran blant alle Tuer paa Jorden! thi mod hvilket Land beviiste vel Gud slig Mægtighed og Trofasthed, som mod sit elskte Dannemark og udkaarne Norge.

Den 2den Christian, 12te Carl, Peter den Store, saavel som den 3die — stærke Beviis paa besynderlig Frelse! — mod disse store Navne forsvinde Slagheg og Uhlfeldt — og jeg taber mig nu ikke meer i Forundring over Græverne Struensee og Brandt i Castellet, og mig selv her paa Cronborg.

49

Psalmen synges under bekiendte Passions-Psalmernes Melodie.

l.

Ingen Høyhed, ingen Ære,

Ingen slig Fuldkommenhed,

Kan der under Solen være:

At sig nogen sikker veed For et Fald, hvis Fod hengleed . . . Vee den, som giør Himlen vreed! — Gud, hvis Haand Monarker strekker Død i Støv, til dem og rekker.

2.

Da jeg Ung og Uviis tænkte Kun paa Sinds Adspredelse,

Og i Lyster mig nedsænkte;

Gud! Du mig bortveyrede. — Stolt af Kronen Spot jeg drev: Hvo mig Love foreskrev? — Men, du Kongers Konge byder; Himmel, Jord, dit Vink adlyder.

3.

Tak Gud! jeg kom eengang eene Ud fra Bulder, Sverm og Larm, Hvor ey Smigrere formeene Mig: at gribe i min Barm.

Hvor ey giøres Synd til Dyd, Hvor ey Hoffets Bruse-Fryd Døber saa Fornuftens Øre,

Jeg jo Himlens Røst kan høre.

4.

Hvilket fremmet Sprog! den taler:

At al Høyhed Skiændsel er,

Som blot af sin Fødsel praler,

Og fremskinner ey især Ved en høy og ædel Siel;

Men er kronet Synde-Træl. Purpur-Plet mest dadlet bliver, Konge-Dyd kun Ære giver.

50

5.

Gud! i Støv jeg dig tilbeder,

Dybt du mig ydmyge lod.

Jeg ey om Undskyldning leder, Andres Skyld ey min giør god. Men hver, som medskyldig er: At jeg skyldig sidder her;

Ak! tilgiv dem! blide Fader!

Jeg af Hiertet dem forlader.

6.

Og de, mig nu umildt dømme,

Selv for smaae til mine Feyl, For de sig mod mig derømme,

O! saa see de sig i Speyl!

Vist er Høyhed Dydens Kald; Let forleder dog til Fald;

Frit man troer: at torde synde. Rang, Exempler, tidt tilskynde. 7.

Jordisk Vellyst! Farlig Ære!

Fristefuld som skuffelig,

Glad jeg vil slig Pomb undvære.

Giv mig, Gud! at tækkes dig! Roes hos dig sand Ære gav; Siele-Fred lad fra nu af Mig trods Synde-Fryd behage!

Du fra Støvet Hiertet drage!

8.

Snart jo Livets Drøm ophører

Hvor er nu min Moder? — O! — Gud! hvor trofast du os fører! . . .

Det dog gielder kun at troe Paa den nys Fornegtede,

Dog for mig Korsfæstede;

Jesu Konge! Brudgom kiære!

Hist jeg skal din Dronning være.