? Tanker ved Dronning Caroline Mathildes Bortreyse fra Dannemark til Zelle i det Hannoverske.

Tanker ved

Dronning

Caroline Mathildes

Bortreyse fra Dannemark

til

Zelle i det Hannoverske.

Kiøbenhavn trykt hos Paul Herman Höecke 1772.

2

        

3

Hvad — Vil Mathilde sig nu bort fra os begive?

Hvorfore mon Hun vil ey længer hos os blive? Hvad har vi Hende giort, Hun reyser fra os bort?

Ak! Dronning — Glæde — Ak! den varede kuns

kort.

Gaaer Du, Mathilde! bort? Ak! maae man dog ey tale Kuns om Din Bortgang? Skal den legges ned i Dvale? Skal Eftertanken i et evigt Slaverie Indsluttes? Paa hvis Dør skal staae et stille Tie?

4

4 Ney! er den Sag bekiendt, Du ey hos os vil blive, Men vil Dig bort igien til andre Egne give:

Hvorfore skulde Dig ey bedes et Farvel?

Og just ved dette Ord jeg skielver i min Siel.

Dog hvad? skal vi af Sorg reent over dette blegne, Fordi Mathilde vil forlade vore Egne?

O ney! vor Fader, vor Monark og dyre Ven Til Glæde, Trøst for os tilbage er igien.

Du gaaer, Mathilde! bort: hvorhen? Til hine Egne. Jeg seer Din Bortgang, ja jeg seer, og halv maae blegne, Naar jeg betænker: at Du hos os været har, Og os forlade skal just for Du hos os var.

Slet ingen nægte kan, den Tid Du haver været Hos os, som Dronning Du tilbørlig jo var æret,

Og nu vil reyse bort; hvad siger man herom?

Hvad siger man: Saa er besluttet Skiebnens

Dom?

5

5 Tys nu! hvad er dog det vel for en Røst jeg hører, Som Eftertanken mig i denne Stund paafører,

Som mig opmærksom giør? Ak! tør jeg sige ud? Mig synes, at de Ord forkynder Afskeeds-Bud.

En Røst heel sorrigfuld kiekmodig dog tillige

Jeg hørte disse Ord saa sagte at udsige:

Min Konge, min Gemahl! min Søn, mit Liv,

mit Blod,

Farvel! jeg neppe meer til Eder setter Fod.

Betænkelige Ord for Øren, Sind og Sandser,

Som Eftertanken gav, jeg selv ved dennem standser, Betænkende, tungt er Farvel at bede, naar Man skilles fra en Ven, og bort fra hannem gaaer.

Ak, ak! Du var hos os paa Siette Aar, Mathilde! Din komme frydefuld vi ønskede og vilde:

Dit Indtog glædesfuld ansaae vi alle Mand: Din Reyse maae vi see med stille Taugshed an.

6

6

Dog Dig, da Du gaaer bort, skal helliges vor Tanke; Vi Blomster nok engang for Dig vil strøe og sanke,

Nu, da Du reyser bort, og deres Blade skal Forkynde ønskefuld Dig mange Dages Tal.

Du gaaer da bort, lâr os stiltiende tilbage.

Som mangen Gang har seet Din Fryds og Glædes Dage; Dog vid! just for Du var Monarkens kiere Ven, Vor Ønsker følge skal med Dig paa Veyen hen.

Du gik: dog Himlen Tak, vor Konge blev tilbage!

Vi ønsker, sildig vi maae Afsteed med ham tage:

Gid ey allene vi, men sildig Efterslægt Bestandig ham maae see i Himlens Varetægt.

Nu da! reys lykkelig, reys lykkelig, Mathilde!

Hør vores Ønske nu, som har ey vill't Dig ilde:

Styr, Forsyn, Skibet selv, bestyr selv Vind og Vand, Gaa naaer Mathilde vist med Lykke til sit Land.

7

7 Naar Hun da landet er med Fryd til hine Egne,

Og hist og her sig kan fornøye allevegne.

Vi og fornøyet er, og ønsker ikke meer@I denne Sag, da vi vort Ønske opfyldt seer.

Nu, skiulte Viisdoms-Raad, som alle Ting regierer

Allene med et Vink - du byder - de florerer:

O lær mig - Ja min Siel er alt beviist derom, At du allene har paa Jorden Herredom.

Monarkers høye Ting ey skiult er for dit Øye; Som Guder de for dig i Støvet sig maae bøye.

Og naar du give vil paa dêr Regiering Agt, Og selv beskytte dem, da er de først ved Magt.

Bliv ved, vor Konges Liv bestandig at beskytte; Din Naade nogen Tid ey lad fra ham bortflytte. Beskyt vort Rige, Land. Det Kongelige Huus Lad ikke undergaae, før Verden bliv til Gruus.

8

8.

Kom, Dødelige, frem, som har Forstandens Kræfter, Kom, brug dem med Fornuft, betank og døm derefter; Lær af Mathildes Gang: At ingen Dødelig Paa Jorden noget Sted vedvarigt har for sig.