Johan Ernst Gunnerus Tale, holdet i Anledning af Hans Kongelige Höjheds, Arve-Prins Friderichs Höje Födsels-Fest, den 12 October, 1772 i Det Kongelige Norske Videnskabernes Selskabs sedvanlige Forsamlings-Sahl

TALE,

HOLDET I ANLEDNING AF

HANS KONGELIGE HÖJHEDS,

ARVE-PRINS

FRIDERICHS

HÖJE FÖDSELS-FEST,

DEN 12 OCTOBER, 1772.

I DET KONGELIGE NORSKE VIDENSKABERS SELSKABS SEDVANLIGE FORSAMLINGS-SAHL,

VED

JOHAN ERNST GUNNERUS.

Tronhiem, trykt hos Jens Christensen Winding, og faaes tilkiöbs paa AddresseContoiret i Tronhiem.

2

        

3

Höje og höjstærede

Tilhörere!

Troskab og Skyldighed mod KONGEN, vort Selskabs höjeste Velgiörer, Stifter og Beskytter; Hengivenhed for det Höjkongelige Huus, Tronens Glands og Stytte; Erkjendtlighed mod Hans Kongelige Höjhed, Arve-Prins FRIDERICH, Selskabets naadigste PRÆSES: Disse hellige Pligter har kaldet os sammen paa denne

4

4

Hans Kongelige Höjheds FödselsFest for offentlig at foreene vor Glæde, vore Önsker og Forbønner med alle retsindige Patrioters. Og hvad kan vel være billigere, end at vi alle, Danske og Norske, glæde os paa en Dag, der for nitten Aar siden har skiænket os den beste Prins, og at vi derfor opofre til Himmelen de oprigtigste Taksigelser, tilligemed de ivrigste Forbönner for Hans Kongelige Höjheds Liv, Sundhed og stedsevarende Velgaaende. Disse Hiertets Bevægelser og Begiæringer ere altid Virkninger af den ægte Kiærlighed, og hvo iblant Danske og Norske skulde ikke elske denne dyrebare og elskværdige PRINS?

Det er, i Henseende til et Folk, som det danske og norske, der aldrig staaer tilbage for noget andet i at elske deres Konge, allereede noget stort, at

5

5 Han er Kongens Broder, at Kongen inderlig elsker Ham, og setter sin Tillid til Ham, og at Han er den förste i Kongens Raad. Det er og en meget vigtig Bevægelses Grund til at elske Ham, at Han nedstammer fra de Höjlovligste Konger af det Oldenborgiske Huus, og er en Søn af FRIDERICH den Femte. Hvo kan vel tænke paa denne höjstsalige og glorværdigste Konge, uden tillige at foreftille sig den naadigste og mildeste Monark? Enhver maa tilstaae, Han besad det allerbeste Hierte og elskede sit Folk, som den ömmeste Fader, ja var Menneske-Kiærligheden selv. Derfor blusser endnu for Ham den reneste Kiærligheds Ild i alle Danskes og Norskes Hierter, og denne Ild behøver slet ingen anden Næring, end at see, ja blot nævne, KONGEN, JULIANA, Prins FRIDERICH.

6

6

Men PRINSEN er og i sig selv saa elskværdig, at, om vi end i Tankerne assondre Hans höje og kongelige Födsel, Purpuret og al den udvortes Glands, der omgiver Ham, saa fortiener Han dog alles vores störste Höjagtelse, dybeste Ærefrygt, oprigtigste Kiærlighed og Hengivenhed.

Dyden er altid i sig selv elsk- og ærværdig, hvad enten den findes i den Fattiges sorte Hytte eller i de Mægtiges skinnende Palladser; dog sees den

best i Höjden og er tillige en ægte Prydelse og synderlig Roes for de Store i Verden. PRINSEN er dydig. Dette er med faa Ord meget sagt. Det indbefatter langt mere i sig, end at besidde een og anden Dydens Egenskab, og at udöve een og anden saa kaldet dydig og i sig selv god Gierning, der stemmer

7

7

overeens med Fornuftens og Lovenes Forskrift.

Enhver af disse fortiener vel sin Roes, meere eller mindre, alt eftersom deres Indflydelse paa Menneskets eller Statens Lyksalighed er större eller mindre; men det er idel Hyklerie, naar man for enhver saadan Egenskab eller Gierning roser de Store i Verden, som Dydige og Dydens Yndlinge. Det er allereede noget meere og roesværdigere, naar man foretager een og anden god Gierning, for den indvortes Fuldkommenheds Skyld, som derved er og virkes: Men dette kan og undertiden skee af den der kun i visse Tilfælde besidder en god Tænkemaade, men i andre en slet, og derfor ikke fortiener Navn af Dydig. Hvo der skal fortiene denne Roes, maa besidde Dyden i selv, og det den hele Dyd,

8

8

som altid er een og den samme, endskiönt den anvendes paa mange Maader, og viser sig i forskiellige Skikkelser, i det at vi fyldestgiöre en Pligt efter den anden, uden at tilsidesette nogen. Nu kaldes den Retfærdighed, Billighed, Upartiiskhed; nu MenneskeKiærlighed, Barmhiertighed, Forsonlig Naade og Mildhed; nu Tapperhed, Maadelighed, Nöjsomhed, Tarvelighed, Sparsommelighed, Ædruelighed, Kydskhed; nu igien Beskedenhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Taalmodighed. Disse ere ikke Arter af Dyden, thi den har ingen egentlige Arter; men ere, naar de udflyde af den ægte Kilde, een og samme Dyd under forskiellige Navne og Omstændigheder, hvis Midler og nærmestvirkende Aarsager og altid blive de samme, nemlig Sandhed og Oplysning, en rigtig, tydelig, overbevisende og levende Kundskab om det Gode og

9

9

Onde, et fast og ubevægeligt Forsæt at opfylde sine Pligter, og aldrig at handle mod sin Samvittighed, tilligemed den flittigste Övelse i at vælge det Gode og forskyde det Onde, hvilket tilhobe giver os den Færdighed, Lyst og Beredvillighed, den Kraft og Styrke til at iagttage Lovene og vore Pligter, som vi kalde Dyden. Man kiender den, dens ædle Natur og vidt udstrakte Virknings-Kreds, langt fra ikke fuldkommen, naar man indskrænker den til et bestemt Antal Pligter, eller et aristotelisk Register paa Dyder eller Dydens Anvendelser, thi Dyden udbreder sig over vort ganske Liv, vor ganske Tænkemaade, vore Begiæringer, Beslutninger, al vor Opförsel, vor Giören og Laden, vor Spisen og Drikken, Vaagen og Soven, vor Tidsfordriv, vore Forlystelser og Vederqvægelser og enhver anden Tilstand, hvori vi befinde os, for saavidt

10

10

denne paa nogen Maade hænger af Friheden, og er grundet i vor sædelige Natur. Alt bør være Dyd eller en Anvendelse og Udövelse af Dyden.

Det er en saadan Dyd vi rose hos Prinsen. Denne er hos Ham saa meget ærværdigere og ædlere, fuldkomnere og höjere, som den er foreenet med en sand Gudsfrygt: Og hvor slet, hvor indskrænket, hvor svag, hvor let snublende og faldende er ikke al Menneskenes Dyd, naar den ikke af Religionen vejledes, styrkes, opvarmes og oplives. De bevægende Grunde, Menneskene, uden Religionen, have til at elske og fölge Dyden og forskyde Lasterne;, bestaae i vore Gierningers og vor Opförsels naturlige Fölger, og, naar vi befinde os i Selskaber og Stater, tillige i de vilkaarlige Straffe og Belönninger, som de her antagne Love have forbundet dermed. Men hvor ofte tænker man ikke, at undgaae disse Straffe, tillige-

11

11

med vore Gierningers naturlige onde Fölger, og hvor lidet og svagt virker ikke den Forestilling, Menneskene have om Belönninger, eller deres Gierningers naturlige gode Fölger, i sær, naar de sandselige Begiærligheder blive heftige: Ej at melde om, at de vilkaarlige Belönninger i Selskaberne og Staterne ej kan være almindelige, men maa meget ind- skrænkes, og giöres undertiden ved större, enten virkelige eller indbildte Fordeele, man tænker at forskaffe sig selv, aldeeles krafteslöse. De Bevægelses Grunde derimod, som vi tage af Guds uendelige Fuldkommenheder, hans alseende Öje, Allestedsnærværelse, uendelige Godhed og Menneske-Kiærlighed, Hellighed og Retfærdighed, de evige Belönninger og Straffe, han uddeeler: Disse giöre en langt stærkere Virkning paa Menneskenes Gemytter, og bevare os meget sikkrere fra alle, endog de allerhemmeligste og meest skiulte Laster. Kiende vi ikke GUD,

12

12

som vor Skaber og Opholder; erkiende vi ikke, at alting staaer under hans Forsyn og Regiering; hvor ængstlig vil da ikke vor Dyd blive, og hvor let vil den ikke vakle? Ere vi ikke overbeviiste om, at GUD ved Skabelsen har haft alle fornuftige Skabningers og i sær alle Menneskers Lyksalighed til Öjemærke; saa tænke vi alt for meget paa vor egen Fuldkommenhed, Höjhed, Fordeel og Nytte, og troe ikke, at vi ere ligesaa stærkt forbundne til at befordre Næstens som vor egen Lyksalighed, og allermindst, at der kunde gives Tilfælde, hvori vi vare pligtige til at opofre for det Selskab, eller den Stat, vi leve i, alt det timelige Gode, vi besidde, ja Livet selv. Religionen ophöjer og forædler altsaa vor Dyd, befrier os fra den uordentlige og blinde Egenkiærlighed, den höjstfordærvelige Egennyttighed, Ærgierighed, Stolthed og Egensindighed, og setter os i

13

13 Stand til at udöve den store Helte-Dyd: endog da at opofre alting for Statens sande Velfærd, naar vi ikke engang nyde derfor den Ære, som vi fortienede, ja blive af Menneskene med største Utak belönnede.

Dog vi tör langt fra ikke tillegge den blotte naturlige Religion saa store Kræfter og Virkninger. Den christelige beholder altid deri Fortrinet, at den setter os i Stand til at overvinde alle de Forhindringer og Vanskeligheder, der möde os paa Dydens Vej, og at imodstaae alle de Fristelser, som vi ved vore blotte naturlige Kræfter vare alt for svage til at giöre fuldkommen Modstand, samt skiænker os en grundig Samvittigheds Tröst og en Sinds Rolighed, der holder Stik i Nöden og Döden.

14

14

Hans Kongelige Höjheds gan- ske Tænkemaade, alle Hans priselige Gierninger og Foretagender see vi tydelig ind at være Virkninger af den ægte Dyds og vor allerhelligste Religions foreenede Magt. Hvor mange Prinser i Verden kan man sige det om, hvad der i Sandhed, uden det allermindste Hyklerie, kan siges om Ham, at Han ej er hengiven til nogen Last? Hvilken Selvfornegtelse? Hvor afskyer og hader Han ikke den fordervelige Vellyst? Hvor setter Han ikke de fortryllende Forlystelser og söde Beqvemmeligheder til Side, for at kunne opofre sig ganske til Staten og befordre dens Lyksalighed af alle Kræfter? Hans Arbejdsomhed er alle bekient. Han arbeider for Kongen, for Landet, for os alle, som om Han var en blot kongelig Minister, og enhver skiönner, hvilken Lykke det derhos er for Staten, at Han, som den

15

15 dydigste Prins, er langt ophöjet over alle de Svagheder og Fristelser, som alt for mange Kongelige Betiente ere underkastede eller udsatte for. Vi skal nu ikke befrygte, at Egennyttighed, Stolthed, Hevngierighed og Partiiskhed faaer Overhaand, eller at Dyd og Fortienester blive satte til Side. Alle Kongens Undersaatter gaae Ham an. Han elsker dem alle. Han önsker og arbeider paa at giöre dem alle, saa vidt mueligt er, lyksalige. Han tillader derfor og alle at frembringe for Ham deres Trang, og Han lader, som en anden Titus, og en Marcus Aurelius, ingen trængende eller forurettet gaae trösteslös fra sit Ansigt; og deri overgaaer Hans Kongelige Höjhed ikke alleene haarde og stolte Domitianer, men og mange Antonier, som ere overmaade meget vanskelige at faae i tale, og altid undskylde sig med deres vigtige Forretningers Mangfoldighed.

16

16 Det gode Hierte, som Han af den allerbeste Konge og Dronning har arvet, og som ved den anstændigste Opdragelse, grundigste Underviisning og de priseligste Exempler er bragt til Fuldkommenhed, tilligemed den Kiærlighed, Han har til Fædrenelandet, og hvori Han, med Kongen, setter sin höjeste Ære og Glæde, maa man ansee som de reneste Kilder, hvoraf uendelige Goddædigheds Strömme, til Fordeel for Staten og alle dens Nödtörstigheder, udflyde. Han söger sin störste Fornöjelse i at giöre got, at stifte Fuldkommenheder og giöre Mennesker lyksalige, og derved nærmer Han sig meest til Guddommen. Der er intet, hvorpaa Statens Lyksalighed beroer, som Han ikke paa en besynderlig Maade tager sig an. Han forestaaer ikke alleene Kongens Stats- Raad, men endog de kongelige höje Collegier og holder derved KONGENS

17

17 Betiente aarvaagne. Paa det at Han kunde see Handelen desto lykkeligere befordret, har Han endog selv taget Sæde i det asiatiske Handels Selskab. For desto bedre at kunne sörge for Kunsternes Floer og Fremvæxt, har Han modtaget at være PRÆSES for det kongelige danske Maler- og Billedhugker Akademie.

Og Norge — — Hvor stort er ikke det Gode, det har Arve-Prinsen at takke for. Hans ömme og medlidende Hierte, tilligemed Hans kraftigste og höjstformaaende Forestillinger hos Maje- steten, har de Fattige i Norge at takke for, at deres Nöd i meer end een Henseende er bleven lettet. De erkiende og den dem vederfarne höjkongelige Hielp saa meget meer, som den kom til rette Tid, og de livsaligste og glædeligste Fölelser af Kongens og Prinsens Medlidenhed har udperset de ædel-

18

18 ste Taarer, blandede med de oprigtigste Velsignelser over Kongen, Prinsen og det ganske Höjkongelige Huus, Hans Kongelige Höjheds tvende egenhændige og særdeles naadige Skrivelser til det her værende kongelige Videnskabers Selskab, hvis Medlemmer vi ere, indeholde de herligste Beviis paa Hans kiærligste Sindelav mod det ganske norske Folk, og priseligste Omhue for Norges Opkomst. J vide selv, mine Tilhørere! paa hvilken, for Videnskaberne og heele Norge, höjst indtagende og rörende Maade Hans Kongelige Höjhed har paataget Sig at være Præses for vort Selskab. Hvilken Naade? naar Han derhos erklærer, at HAN agter det for sin Ære at befordre Videnskaberne og fornöje de kiære og troe Normand, og glæder sig over saaledes at have faaet end et Baand meere med det norske Folk. Vi have desuden med den underdanigste Taksigelse at er-

19

19

kiende og herömme, at Han af sin egen, Kasse har skiænket en ærlig Gave af 300 Rixdaler til Selskabet, som skal udsettes til Belönninger, for at opvække de Lærdes Vittighed og Granskning, og opmuntre den norske Bonde til Vindskibelighed, og som aarlig skal uddeeles paa Hans Kongelige Majestets höje FödselsFest. Hvilken rig Materie til en Lovtale for Hans Kongelige Höjhed, og tillige at takke og velsigne Kongen, som, igiennem sin Broder Arveprinsen, i Naade har tænkt paa Norge? Videnskabernes og Kunsternes Udbredelse, Agerdyrkningens, Fiskeriernes og Bergværkernes Oplivelse og Forfremmelse og mangfoldige andre Nærings-Vejes og Indretningers Forbedring i Norge vil være en velsignet Frugt af denne Kongens og Hans Broders, Prinsens, Naade, Dette er det og Hans Kongelige Höjhed sigter til. Han erklærer Selv i Sin seneste naadig-

20

20

ste Skrivelse til Selskabet, at HANS Hensigt er alle ene, under Guds Velsignelse at glæde KONGEN og nytte Fædrenelandet ved en udbredet Munterhed og forbedret Vindskibelighed. Millioner Norske, som vil ansee Videnskabers og Kunsters Udbredelse, samt Landets og deres egene Omstændigheders Forbedring for en Virkning af Hans Kongelige Höjheds viseste Foranstaltninger, samt gavmildeste og naadigste Opmuntringer, vil derfor, igiennem alle tilkommende Aarhundrede, prise og ophöje KONGEN og PRINSEN, Hans Broder.

Vi maa alle, höjftærede Tilhörere! bekiende, at disse og alle övrige Hans Kongelige Höjheds viseste og naadigste Foretagender og Foranstaltninger have en overmaade vigtig Indflydelse paa Dannemarks og Norges Lyksalighed, Men Prinsens glorværdigfte Exem-

21

21 pel vil visselig ikke mindre end Hans Foranstaltninger bidrage til TvillingRigets Velfærds Befordring. Konger, Prinser, Fyrster og de Store i Verden ere Soele, og ligesom vi stille vore Uhr efter den naturlige Soel, saa retter Mængden sig i sin Opförsel efter Fyrster- og de Stores, baade gode og onde, Exempler. Den store og erfarne Plinius siger derfor i hans ypperlige Lovtale til Kejser Trajan: "Vi ledes af Re- genten, böjelige til alle Sider, og, at jeg saa skal tale, hænge i hans Fod- spor. Hans Kiærlighed, hans Biefald attraae vi: hvilket de uligesindede for- gieves have haabet: og vi har ved en bestandig Lydighed bragt det saa vidt, at den eenes Sæder kiendes næsten paa os alle. - - - Fyrstens Liv er et Censor- embede, og det bestandigen: efter det styres vi: efter det vendes vi.” Da Alexander den Store henfaldt til

22

22

Fraadserie, Drukkenskab og anden Overdaadighed, kappedes hans Generaler og Betiente med hinanden om Fortrinet i samme Laster, og deres nedrige Hyklerie gik saa vidt, at de efterabede ham endog paa den urimeligste og latterligste Made. De afskyelige Navne og fæle Uhyre; Tiberius, Caligula, Ne- ro, Vitellius, Domitianus, Lucius Verus, Commodus, Heliogabalus, Gallienus! hvad har disse ikke overmaade meget bidraget til at fordærve Romernes Sæder, og hvor stor Deel tage ikke ofte ulykkelig udvalgte Yndlinge og sejansksindede Ministre i saadan Sædernes Fordærvelse hos et Folk? Dog vi behöve slet ikke at Oplyse denne Sag med Exempler tagne af den greske og romerske Historie. Det er os endnu i ganske friskt og sörgeligt Minde, hvorledes man, endog i en Krog af det kongelige Pallads, hafde stiaalet sig til at oprette, for de

23

23

fæleste Laster, den allerstörste Letsindighed, den meest udsvævende Overdaadighed, den höjstdrevne Stolthed og Ærgierighed, samt den frekkeste og, i meer end een Henseende, allerfornærmeligste Vellyst, Tempel og Alter, og det varede ikke længe, förend man i Hovedstaden, ja endog langt udenfor dens Volde, saae det vrimle af deslige Templer og Altere, ja der fejlede endog ikke paa en Mængde af saadanne ublue og nedrige Mennesker, som med hine Guldsmede i Ephesus, sögte en Fortieneste og Vinding ved at giöre, for andre, smaa Skikkelser efter disse afskyelige og afgudiske Templer. Intet ringere end Ærbarhed, Velanstændighed, god Samvittighed og Dyden selv blev paa disse Altere opofret. Den bedröveligste Fölge deraf var, at Sædernes Fordærvelse, tilligemed megen anden Forvirrelse og Elendighed toge

24

24 daglig til og kom alt större og större Ulykker afsted, ret ligesom en vældig Ström, der med Magt igiennembryder alle Diger, farer over Marke, Enge, Agre, Byer, og förer fast alting baade Mennesker og Qvæg med sig. Der fejlede vel ikke paa det, der kunde og burde have standset disse Laster i deres Löb, ja aldeeles afskrækket deres ulyksalige Fosterfædre, Tilbedere, Befordrere og Handtlangere. Prins FRIDERICHS

saavelsom Dronning JULIANAS og Prinsesse CHARLOTTES skinnende Dyd og Gudsfrygt burde have indjaget dem en hellig Frygt og Undseelse for at iverksette deres Synd og Ondskab, og Kongens Retfærdighed maatte, naar de ikkun tænkte derpaa, kommet dem til at skiælve. Men de vare ligesom rasende Heste, der blive, ved alt det, der legges dem i

25

25

Vejen, ikkun meere skye, rende heftigere, og ej paa nogen Maade standses, förend de, efter at have nedtraad en Hob Mennesker, nedstyrte sig hovedkuls i den dybeste og fæleste Afgrund. Dog jeg trekker et sort Forhæng for alle disse Fælheder og Afskyeligheder, og anseer dem som sorte med skrækkende Torden og Lynen truende Skyer, hvilke KONGENS Retfærdighed, ARVEPRINSENS og DET HÖJKONGELIGE HUSES skinnende Dyder har adspredet. Nu har, GUD være lovet, Religion og Dyd igien erholdt deres Glands, deres Agtelse og den Ærefrygt, de fortiene, og Lasterne maa blegne, skiælve og krybe i Skiul. Prins FRIDERICHS og det kongelige Huses dydige og gudfrygtige Exempler have giort, og vil bestandig giöre den stærkeste og livagtigste Indtryk

26

26 paa Gemytterne, og Sædernes kiendeligste Forbedring vil være en vis Fölge deraf, PRINSENS Dyd, Arbeidsomhed og Sparsommelig- vil giöre mange dydige, arbeidsome og sparsommelige. At PRINSEN elsker, dyrker og befordrer Videnskaber, vil föde mange nye Videnskabernes Elskere, Velyndere og Dyrkere af sig. Og disse tvende Ting: grundig Oplysning og gode Sæder, veed enhver, at have den stærkeste Indflydelse paa en Stats Lyksalighed. Forfatteren af Lettres sur l’esprit des loix har i den Henseende fuldkommen Ret, naar han siger: "Ingen Alder er lyk- keligere end vores, fordi ingen har været bedre regieret. Den er bedre regieret, fordi den har bedre Sæder,

27

27

og den har bedre Sæder, fordi den er meere oplyst.” Enhver af os bör derfor og hierteligst önske og oprigtigst bede den uendelig gode GUD om, at Oplysning, Videnskaber, Dyd og Religion maa ikke alleene blomstre, men og bære retskaffen Frugt, hos os, og med foreenet Magt lyk- saliggiöre KONGEN og DET GANSKE HÖJKÖNGELIGE HUUS, tilligemed KONGENS Riger og Lande. I Særdeleshed bör vi paa

denne Dag istemme enhver redelig og Kongen troe Undersaats Önske: Længe leve Kong CHRISTIAN den Syvende! Længe leve Prins FRIDERICH!

28

28

Texten til Musiken,

som

blev opfört for og efter Talen

forfærdiget af

Hr. HANS BULL,

Selskabets Medlem.

FORAN TALEN.

CHORUS.

Landets Glæde sig vidt udsvinger, Naar dets Elsker undertvinger Videnskabs Forhindringer. RECITATIV.

Mens voldsom Fyrstes Haand glad smidder tunge Lænker

For Slaver, dem han Navn af Mennesker

knap skiænker,

Det blev den Ædles Lyst, at ströe Velgierninger

29

Iblant et skiönsomt Folk, med Fryde-Blink

Han seer,

At Landsmænds Hæld kan ved Hans gavmild

Haand optrives.

O! himmelsk Vellyst for en Fyrste-værdig

Siæl!

Lyst, Mod og Munterhed i ædelt Bryst oplives,

Ved önsket Lejlighed, at kunde giöre

vel;

Hver gladgiort ved sin Gunst man seer med

Smiil igien,

Fordi man seer i Ham sin Haands erobret

Ven;

Saa tænkte FRIDERICH, velsignet Tænke-

maade!

Opvakte ved Hans Dyd vi muntres ved

Hans Naade,

Alt styrkes Bondens Arm, naar denne blev

hans Haab,

Og Plougen glider let hos muntre Fryde-

Raab.

30

30 CHORUS.

Dyd, Indsigter, Videnskaber,

Sande Fyrsters Egenskaber!

Dybt udmærke, dybt udmærke FRI- DRICHS Navn.

EFTER TALEN.

RECITATIV.

O Himmel! hör Du vore Bönner!

Vi offre dem for FRIDEICHS Liv. I Ham Du Landet længe giv,

En Lærdoms Ynder, Fliids Belönner,

I Ham en Varetægt for Dyd, Prins! som Forsynet selv udkaarer

Til Himlens Yndling, Nordens Ven! Dig skyldes Tak af Borgeren; Livsaligt Blod i dine Aarer

Til Prinsers Ære længe flyd!

31

31 ARIA. Stets leve skal Hans Navn,

Hvis Död blev Rigers Savn, Ej Smigre-Roes Besmitter os,

O! Nordmands Troeskab tael! En Folke-Ven,

Ej Hykleren,

Men du besynge skal.

32