Martini Brun étud. en ph. En Samling af Sange over adskillige Materier som glemte Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber. Samlede ved Autor selv.

En

Samling

af

Sange

over

adskillige Materier

som

glemte Forsøg

de skiønne og nyttige Videnskaber.

Samlede ved Autor selv.

Kiøbenhavn trykt og findes tilkiøbs hos Paul Herman Höecke. 1772.

2

Indhold.

Første Sang. Tanker i Torden.

Anden Sang. Tanker om Foraaret.

Tredie Sang. Tanker om de moralske Synder. Fierde Sang. Tanker om Tiden.

Femte Sang. Tanker om Dommen.

Siette Sang. Tanker om Døden.

3

Hans Kongelige Høyhed

Arve-Prints

Frideric

tilskrives

i allerdybeste Underdanighed

disse Blade

af

Hans Kongelige Høyheds

underdanige Tiener

Martini Brun étud. en phil.

4

        

5

Første Sang.

Tanker i Torden.

Mit Bid er vel et Vid; — men mindre, end et Gran;

Dog ikke maalløs! — du! — min Geyst, min

Sangerinde!

Jeg høer Veltalenhed paa Luftens lette Vinge,

Hos Fugle, Planter, Straa, hos Engel, Kræe og Mand.

Jeg vil fortælle hvad almægtig Han formaaer Naar i Orcaners Røer sin Almagt Han udstøder, Naturens Majestæt i blanke Skyer møder,

Naar Elementerne hist oppe Triller staaer.

Jeg synge vil en Sang fra Angsters mørke Vraa,

Da Andagt og da Skræk paa Herrens Stemme hørte, Og han den hule Luft med Torden-Bulder rørte,

Saa Skyer maatte strax en rædsom Hvirvel slaae.

En mørk og skrækfuld Nat, da hule Torden-Skrald Vor Klode giennemklang, saa al Naturen bævet,

Jeg mellem Frygt og Haab i Sengen laae og svævet, Og ventet paa min Død ved Enden af hver Knald.

Jeg saae Ismene selv, min ømme Livets Roe,

At deele Taarer ud til Skræk og bittre Sorger;

Hvad Mod en frygtsom Siel af Frygtsomhed selv borger Jeg saae, og begge saae, vi var forknuste Toe.

6

6 Her Kierlighed var taus, dog rig paa Hierrets Maal, Paa Sukke, Bønner, Graad, Elendigheders Tolke, Som Siælen eene maae, i Angsters Tid, befolke, Mens Sandser drikke maae Forbauselsernes Skaal.

Som Orm og som Insekt ved denne Almagts Røst,

Vi krympet os i Suk, og badet os i Taarer.

Hvad føler Syndre ey udi de store Farer! -

Vor Sprog blev Suk og Sang, vor Skiul vor kierlig Bryst.

Hist fløy en talrig Hær af Luftens Sangere;

Af deres Element de hastig blev fordrevne,

De svangre Skyer brast, og maatte modløs revne,

Da Svovl og Vind og Vand og Ild sig parrede.

Det lille bange Kree med matte Vinger sank I nærmest Træer ned sit arme Liv at skiule;

Det qvidret sørgelig: hvor finder jeg en Huule,

Et Skiul, en Frelse-Stad for Bulder, Ild og Stank!

Du søde Solo, som af Angster sammensadt Brød af det bange Bryst med zittrend' Tremulanter, Din Sang mig gav lit Mod, ukunstlet Musikanter! Da alting bygte mig en fæl og skræksom Nat.

Din Slummer var forstilt paa hin den bævend' Green. En Torden-Pil skiød ned fra Luftens hvalte Bue,

Og Bielkerne udi din grønne Sommer-Stue Tit med dig segnet ned som Centner-vægtig Steen.

7

7

Det melkerige Fæe, vor fromme Børne-Ven,

Kuns brølede om Læe hos sine Debitorer,

Som billig Rente af den Omhue, som det foerer; Det lovte dobbelt Melk i Spandene igien.

Et Kaos blandt med Ild, med Dunst, med Knald, med Vand, Sit Skimmer slynget ind paa det forfærdet Øye. Forskrækkelserne fløy fra Dale op paa Høye;

Fra Høy i Dalen ned imellem Vand og Brand.

Men i et Øyeblik Forskrækkelsernes Flor Blev hastig trillet op for det neddukket Øye:

Nu iilet Maanen did paa hiine kiølig' Høye,

Og kyste tusindfold den nye-opammet Jord.

Nu hoppet glædefuld Alfaders Prædikant,

Den lille spæde Fugl, fra Green til Green, og talte I himmelsk Harmonie om Ham, som nyelig malte Sin Magt og Majestæt fra en til anden Kant.

Saa sang min matte Aand: O Tordners store Gud! Jeg seer din Majestæt i denne Almagts Scene Kopie paa Dommens Dag: o giør, at blant de Rene Jeg Synder findes maae ved sidste Tordners Bud.

8

8 Anden Sang.

Tanker om Foraaret.

Mit Øye! tag dit Glas, det Glas, som Gud dig gav, Hvormed du skulde al hans Underværk betragte.

Som Han i Luft og Vand - og Jord og Ild nedlagde.@See nu, hvor alting staaer op af sin Vinter-Grav.

Det rigdomsfulde Frøe, som blev i Jorden lagt.

Som daglig dugget blev af Skyernes Vand-Kande, Opreyser nu sit Spiir i Græssets frugtbar Lande.

Hver Plante, Blomst og Træe bær nu en Almagts Dragt.

Hvor før en Bygning stod af kunstigst bygget Snee,

Staaer nu et Blomster-Beed, hvor Blomst i Blomst sig folder. Hvor tusind Græs-Straae er den viise Guds Herolder,

Og hvor Naturen smiil af altings Skabere.

Nu brækkes Laasene paa Iisets Marmor-Slot; Den frugtbar Fiske-Slægt begynder glad at dandse; Den kielne Hyrde gaaer og fletter grønne Krandse Til sin den Elskede af grønt og rødt og blaat.

Den daanede Insekt, hvis Liv var daglig Død, Sit Hoved rækker ud af sit oplukte Fængsel;

Til sit det nye Liv den yttrer Lyst og Længsel, Naturen bliver ung, og alting er nyefød.

9

9

O vigtig Billede paa min Opstandelse!

Saaledes skal min Krop, skiønt Støv og Orme-Føde,

Ey evig visne blant Forraadnelse og Døde,

Men paa en Foraars-Dag vist opstaae blomstrende.

Tredie Sang.

Tanker om de moralske Synder.

Undseelig Musa! kom og vov en Flugt saa sagte!

Du ømmes, dukker dig; din Afmagt den er stor.

Frit Mod! — man ey saa let blant Flokken dig vil agte.

Nu flyv! — som intet did, hvor Svaghed daglig groer.

Dit Intet ved sin Flugt maaskee kan lære noget;

Den lærer intet, som i alting intet seer.@

Saa see! og tænk! og syng! om ikke ret saa kroget,

Om ikke net, saa svag: lit lærer altid meer.

Flyv did, hvor Dag og Nat maae lystre Syndens Slaver, Hvor Haardhed altid gaaer og lurer efter Rov,

Hvor hin ufølsom Siæl nye Pinsler fræk tillaver For Menneske og Dyr alt efter Haardheds Lov.

Kast du et Blik derhen, hvor Ømhed kuns er Daare,

Hvor Pin' og Plag', og Myrd' til Hiertet taler Mod, Hvor man kan treffe en Tyran i hver en Aare,

Hvor Øret tildres meest ved Klang af Mord og Blod.

10

10

Men hvem er slig Uhyr, den Tiger og den Løve,

Som paa al Gruesomhed er dette Billede,

Som vild og fræk og grum tør disse Laster øve?

Hvem er vel dette Kræ? Det er et Menneske:

Et Menneske! — o Skræk! her blev min Geist uvillig!

Her sank min Ømhed ned, jeg skamfuld sukkede.

Jeg tænkte ved mig selv, om jeg og dømte billig;

Jeg saae, at det kom an paa Undersøgelse.

Saa ilede jeg ind i hine søde Egne,

Hvor agtsom Øye har saa mangen Times Lyst, Hvor Gud og hvor Natur sig møder allevegne.

Hvor det navnløse Hvad hendulmer Siæl og Bryst.

Her stod en Fader, og med et koldsindig Øye

Saae an det farlig Skridt af en forloren Søn:

En Fader blev Tyran, og neppe lod sig nøye

Med dette fæle Gisp: Selv-Mord gir Helved-Løn.

En falden Datter kom og knælet for sin Fader,

Den Datter-Klynken skreeg om Fader-Kierlighed; Men Haardhed lynet frem af bøddelspodske Lader,

Af Fald i større Fald en Datter sank da ned.

En Skiøge tumlet hen i hine Hore-Kroge.

Den Skiøge Moder blev, og blev sin Byrde qvit.

Hun viklet Fosteret i Ondskabs Natte-Taage.

Den Usle klynket: — Tys! — og Skiøgen gav et Snit.

11

11 Men holdt, min Musa! holdt! Lad Lasters Dække falde!

Du saarer mig og fleer ved disse fæle Træk.

Det hielper ey, vi sligt vil i Erindring kalde,

Som Almagt eene kan udslette af vor Skræk.

Fierde Sang.

Tanker om Tiden.

Forglemte lille Ord, dog allervigtigst Fier I Verdens kunstig Uhr og vise Skabnings Kiede!

O laan mig dette Nu, hvori jeg vil berede Din Vigtighed en Sang, som dig til Ære skeer.

Da dine Øyeblik omkring min spæde Krop Saa kierlig flagrede udi min Fødsels-Time,

Da var jeg alt for svag, da kunde jeg ey rime En Ære-Sang for dig blant vor Poete-Trop.

Men nu jeg stamme vil om hvad jeg skylder dig For Aar og Maaneder, for Uger og for Dage,

Som jeg til Nu har af min Alder lagt tilbage;

Den største Skyldnere, jeg veed, du har i mig.

Som rig Velgiørere du gavmild deeler ud

Med begge Hænder, nu din Sommer, nu din Vinter,

Til alle og enhver, som Trang til Timer finder,

Alt efter Orden og den evig Viisdoms Bud.

12

12 Alt hin Graahærdede, som slæber Døden frem Paa Krykker, maatte vist et Orme-Maaltid være, Hvis du ey gavmild hialp hans Leve-Lyst at nære Ved nye Leed i hans Livs Kiede til hans Hiem.

Den muntre gifte Mand, som ved sin Kones Bryst Saa roelig vover sig i Søvnens troeløs' Arme,

Ey vaagnet op til nye Forlystelse og Varme,

Saafremt din Gavmildhed ey var hans Lives Trøst.

Den unge Daarlige midt i sit Spøg forsvandt,

Naar blind Uagtsomhed opstiller sine Snarer,

Og han som ulært Fugl i Fange-Garnet farer,

Hvis du ey nye Leed til hans Livs-Kiede bandt.

Det spæde Patte Barn, det lille visse Rov For rusind ukiendt Nød og Millioner Skiebner,

Vist døde i sit Svøb, men du hans Liv bevæbner,

Han slipper ud ved dig af Livets Morder-Skov.

Hvo kiendte Alderne, forkortet du din Haand,

O dyrebare Tid! og os i Svøbet myrdet?

Og hvis du tilig os i Dødens Grube styrtet,

Hvor blev da Ægteskabs, Slægtskabs og Venskabs-Baand?

At Orden tabtes i et Kaos fuld af Skræk,

Hvis Hiul ey Hiulet drev i Tidernes Maskine; Naturen gik i Staae, hvis Fieren brast derinde, Slap Tidens mindste Leed, saa sank den evig væk.

13

13 Mirakelfulde Tid! du Guddoms Under-Søn! Dit kunstig Uhreværk en Almagt maae optrække, Hvis dine Dage, Aar og Timer skal tiltrække For svage Synderes saa ufuldkomne Bøn.

Du Tids og Evigheds almægtig Styremand!

Din Naade lære mig at tælle mine Timer

Med Viisdom og Forstand, at naar din Almagt kimer,

Jeg saliggiort og frie da hos dig lande kan.

Femte Sang.

Tanker om Dommen.

Tør vel min svage Geist begynde denne Sang? — En hellig, hellig Sang om Dommens vigtig Scene, Hvor for Guds Majestæt de Reene og Ureene,

Rig, Fattig, Gammel, Ung skal møde denne Gang?

Hvad Digters heldigst Pen er værdig nok til sligt?

Var Kingo dertil nok? Var Young saa dyb og yndig,@Var begge vel saa stor, at de tilfulde syndig Kund' synge passende om Dommens Underligt?

Ney ingen værdig nok til slig en værdig Sang;

Men hver sit heele Vid med hellig Andagt knytte;

For sin afmægtig Geyst derved at understytte;

Syng, Sangerinde! da udi en hellig Klang!

Der er en Dommens Dag! O skrækfuld Billede!

Naar du dig stiller ind i mine eenlig' Tanker, Den stille Andagt i mit Bryst sig sammensanker;

Ved denne Tanke maae forskrækkes Sandserne.

14

14 Saa skal den Under-Kreds, mit Øye tumles i,

Den dunstig hvelvet Ring, Miraklers Vaanings Bue

Da fra sin Hvilepunkt udrives? Jeg skal skue

Det heele Firmament fra Roe og Orden frie!

Paa denne Angsters Dag selv Lysets Fader, du!

Du flammerige Soel skal skiule dine Straaler; — Thi hvad Slags Lys et Glimt af Lysets Kilde taaler? Din Dagens Fakkel bliv som Nat i dette Nu.

Din Gemalinde plat af Angest falder hen,

Veninden af vor Nat, vor sølvbemænget Maane,

Vi ved din Side seer bleg, gusten, død og daane. Dens Pilgrims Gang er endt; den søger Roe igien.

Et Mørke trækker op, en Elementers Kamp Udslukker i en Hast de klare Natte-Lamper;

Forgieves Stiernerne nu imod Brodden stamper.

Da Soel og Lys og Ild nu er kuns dunkel Damp.

Jeg seer Frietænkeren og Gudsbespotteren I nærmest Klippe-Rift at søge dem en Hvile; Men Dommens Torden strax i Hælene dem ile. Der er ey Bierg og Skiul for Dommerens Uven.

Selv Engle zittrer ved den Almagts Majestæt,

Der tænder Verden an, og sønderbryder Kloder; Forskrækkelserne boer i Bierge, Dale, Floder;

Al Jammer vaagner nu ved Dommens Klokke-Slet.

Kuns den udvalte Flok, friekiøbt ved Jesu Blod,

I Skyers Seyer-Vogn til Dommerstolen iiler; Retfærdigheden selv modtager dem og smiler Af denne vigtig Hiord, hvidgiort i Livsens Flod.

15

15

Tre Bøger lukkes op for Verdens Synder-Flok,

Vor Skiebnes, Gierningers og Straffens Folianter,

Hver hører nu sin Dom fra alle Verdens Kanter.

Ad Skræk! End her din Sang, min Musa, det er nok.

Væk mig af Lasters Drøm, almægtig Dommere!

Før jeg opvækkes skal ved Dommens Stormeklokke! Lad mig ey staae forbaust blant de fordømte Flokke, Men lad mig Evighed igiennem Tiden see.

Siette Sang.

Tanker om Døden.

Ja, Mennesket skal døe, det er den gamle Lov;

Det er en Rente af Ulydighed og Laster,

Naar Skabningen imod sin Skaber sig formaster.

For Døden Gammel, Ung og Fattig, Rig er Rov.

Ey Rigdoms gyldne Laas saa stærk kan lukke ind, Det blanke Støvets Slægt, det farlig Gulds Tilbeder,

At det jo ligesaa til disse Syndre heder:

Du Rige og skal døe, uagtet du er blind.

Ey Deylighed har nok udi sin rige Skat For at sin Eyere udødelig at giøre;

Den Deylige maae og den mægtig Stemme høre: Du Deylige skal døe udi din Afskeeds-Nat.

Ey Magt og Vælde veed den Kunst at væbne sig Mod Dødens visse Piil, der rammer, hvor den sigter. Døe, er den sidste Pligt blant alle Livets Pligter.

Du Vældige maae døe, naar Raden er hos dig.

16

16

Ey Lærdom haver læst i allerklygtigst Bog,

Hvorledes at man kan den snilde Død bedrage:

Den Klygtigste engang maae ende sine Dage.

Du Lærde og skal døe, en Dag det hedder dog.

Ey udi Ungdoms Vaar den Blomst er voxet op,

Som har en Læge-Kraft i sig mod Dødens Bylder;

Den Unge Døden og sit Lives Ende skylder.

Du Unge ofre skal til Orm og Død din Krop.

Ey Alderdommens Høst kan finde saadant Straae, Igiennem hvilket den kan Døden fra sig blæse.

Den Livets Aand eengang maae udgaae af hans Næse.

Du Gamle og skal døe og Livets Ende naae.

Hver Svede-Hul det er saa uformærkt en Dør, Igiennem hvilket sig Foeraadnelsen indsniger.

Og paa vor Leve-Traad saa agtsom staaer og kiger, Om den skal skiære til, om den lit bie bør.

Hver Sygdom er et Bud, der melder Tiden an. En usund Draabe Blod udi de skiulte Aarer Tit Dødens Varsel er, hvorved han os advarer: Nu vendes sidste Blad udi vor Lives Plan.

O Sikkre! giør da ey din Reise-Bog saa stor!

Tre Blade er vel nok? at fødes, lide, dødes,

I Gravens Samle-Plads med andre fleer at mødes, For der at blive, hvad bu engang var, lit Jord.

O Livets Herre! træf du mig da altid saa,

At jeg maae have tændt Forsigtighedens Lampe. Og ikke tumle om i Sikkerhedens Dampe,

Naar du mig vinker did, naar du mig kalder paa.