↩

Adspredte Tanker samlede ved Søe-Kanten

af

Cronborg Fæstning

og opskrevne ved Dronning

Caroline Mathildes

✂ Bortreyse.

✂ Kiøbenhavn

✂ trykt hos Paul Herman Höecke 1772.

2

✂ Min Musa fløy og drog med mig, Vi kom! — Ach Skrækkefulde Egne! Hver Dyd for Udyd maatte segne,

✂ Hver Troefasthed var fuld af Sviig; Hvor Du og Jeg ey eene var Om det, Naturen os har skiænket,

✂ Hvor Venlighed sin Byrde bar,

✂ Da Tvang til Villien blev lænket.

3

✂ 3

✂ Hvor reen Oprigtighed fik Navn Af dum Paastaaenhed og Klygter,

✂ Hvor selv den Frække ikke frygter

✂ For Svig, naar han kun seer sit Gavn Hvor Falskhed høyt blev svinget op Ved snedig Omgang, og opklækket,

✂ Dog blev nedstyrt fra Magtens Top Da Almagts Haand selv opdrog Dækket.

✂ Hvor fælles Kierlighed var Tvang Geleidet med forstilte Lænker,

✂ Som Sind og Legeme ey krænker,

✂ Men dog, skiønt tvungen, holdte Stang, Selvtagen Frihed var et Bud Som høyt blev agtet og tilbedet,

✂ Hvor Liv for Tørst blev slukket ud,

✂ Da Gift for Nectar blev beredet.

4

✂ 4 Hvor Frækhed brugte Overmagt, Selvtagen Myndighed regierte, Om Agtsomhed sig ikke kierte, Men Egennytte tog i Agt;

✂ Hvor Viisdom var en Daarlighed, Naar den med Gudsfrygt var begyndet;

✂ Hvor en forvoven Dristighed Høyt vovede og dog blev yndet.

✂ Hvor — Ney, min Musa flye med mig. Fra disse lastefulde Scener,

✂ Som Angst, som Frygt, som Skræk forleener; En bedre Plan udvælg du dig,

✂ Som en saa fæl for Øyet er,

✂ Saa skrækkefuld for Sind og Sandser,

✂ Som meer behagelig udseer,

✂ Som Dyd, Religion omskandser.

5

✂ 5 Jeg vendte mig, strax Øyet fik En bedre Plan paa nye i Sigte,

✂ Hvor Omgang var, som ikke svigte,@Men just i Nøden holdte Stik; Hvor Kierligheden Maalet var; Hvor Dyden af Fornuft blev ledet;

✂ Hvor eenig' Kræfter Byrden bar, Som Utroeskab selv havde smedet.

✂ Her saae jeg Liv, her faae jeg Lyst; Gudsfrygt sit Indpas havde fundet; Religion til Dyd var bundet,

✂ Og Glæden smiilte i hvert Bryst, Her var Oprigtighed en Ven,

✂ Som Naadens Fakler selv antændte,

✂ Selv Øyet vædet blev, da den I Andagtsfulde Flammer brændte.

6

✂ 6 I disse Tanker som jeg stod, Jeg Øyet ud paa Havet kasted', Hvor Bølgen op og ned sig hasted'. Nu een den anden efterlod.

✂ Nu blev een høy, en anden lav, Og den, som høyest var og kneyste, Snart lignede en dybest Grav, Saasnart den anden sig opreyste.

✂ Nu, tænkte jeg, du bedre veed Ey et Sindbillede kan være Paa Livs Ustadighed, og lære Dig Lykkens Ubestandighed:

✂ Men see! i disse Tanker som Jeg stod, og vilde mig fornøye,

✂ En Skare strax da bag mig kom: hvilket Syn for Sands og Øye!

7

✂ 7 Jeg saae — Mathilde! Jeg blev glad I samme Øyeblik, da Øyet Fik Hende see; jeg blev fornøyet,

✂ Da Hun kom nærmere: men —- hvad? Hun til Strandbredden iiler fort;

✂ Ach — alt om Bord — see nu, Hun seyler!

✂ Nu — De gaaer mig af Sigte bort. Hvad — mon jeg ey paa Synet seyler?

✂ Hvem saae, at Dronningen gik bort? Hvem saae den kronede Mathilde? Og et Farvel ey bede vilde,

✂ Nu, da Hun reyste fra os fort.

✂ Jo, da den Sandhed er alt klar,

✂ Saa bør du Cronborg ey forglemme Den Lykke, at en Dronning har Forlystet sig udi dit Giemme.

8

✂ 8

✂ Saa misted' du den Glæde, at Mathilde bort fra dig har flyttet,

✂ Dig med et andet Sted ombyttet.

✂ Nu, du berøvet er den Skat:

✂ Saa ønsk, at gladefuld Hun maae Til hine Egne lyklig havne,

✂ Hvor Hun Fornøyelser skal faae, Og idel Glæde der skal favne.