Adspredte Tanker samlede ved Søe-Kanten
af
Cronborg Fæstning
og opskrevne ved Dronning
Caroline Mathildes
✂ Bortreyse.
✂ Kiøbenhavn
✂ trykt hos Paul Herman Höecke 1772.
2✂ Min Musa fløy og drog med mig, Vi kom! — Ach Skrækkefulde Egne! Hver Dyd for Udyd maatte segne,
✂ Hver Troefasthed var fuld af Sviig; Hvor Du og Jeg ey eene var Om det, Naturen os har skiænket,
✂ Hvor Venlighed sin Byrde bar,
✂ Da Tvang til Villien blev lænket.
3✂ 3
✂ Hvor reen Oprigtighed fik Navn Af dum Paastaaenhed og Klygter,
✂ Hvor selv den Frække ikke frygter
✂ For Svig, naar han kun seer sit Gavn Hvor Falskhed høyt blev svinget op Ved snedig Omgang, og opklækket,
✂ Dog blev nedstyrt fra Magtens Top Da Almagts Haand selv opdrog Dækket.
✂ Hvor fælles Kierlighed var Tvang Geleidet med forstilte Lænker,
✂ Som Sind og Legeme ey krænker,
✂ Men dog, skiønt tvungen, holdte Stang, Selvtagen Frihed var et Bud Som høyt blev agtet og tilbedet,
✂ Hvor Liv for Tørst blev slukket ud,
✂ Da Gift for Nectar blev beredet.
4✂ 4 Hvor Frækhed brugte Overmagt, Selvtagen Myndighed regierte, Om Agtsomhed sig ikke kierte, Men Egennytte tog i Agt;
✂ Hvor Viisdom var en Daarlighed, Naar den med Gudsfrygt var begyndet;
✂ Hvor en forvoven Dristighed Høyt vovede og dog blev yndet.
✂ Hvor — Ney, min Musa flye med mig. Fra disse lastefulde Scener,
✂ Som Angst, som Frygt, som Skræk forleener; En bedre Plan udvælg du dig,
✂ Som en saa fæl for Øyet er,
✂ Saa skrækkefuld for Sind og Sandser,
✂ Som meer behagelig udseer,
✂ Som Dyd, Religion omskandser.
5✂ 5 Jeg vendte mig, strax Øyet fik En bedre Plan paa nye i Sigte,
✂ Hvor Omgang var, som ikke svigte,@Men just i Nøden holdte Stik; Hvor Kierligheden Maalet var; Hvor Dyden af Fornuft blev ledet;
✂ Hvor eenig' Kræfter Byrden bar, Som Utroeskab selv havde smedet.
✂ Her saae jeg Liv, her faae jeg Lyst; Gudsfrygt sit Indpas havde fundet; Religion til Dyd var bundet,
✂ Og Glæden smiilte i hvert Bryst, Her var Oprigtighed en Ven,
✂ Som Naadens Fakler selv antændte,
✂ Selv Øyet vædet blev, da den I Andagtsfulde Flammer brændte.
6✂ 6 I disse Tanker som jeg stod, Jeg Øyet ud paa Havet kasted', Hvor Bølgen op og ned sig hasted'. Nu een den anden efterlod.
✂ Nu blev een høy, en anden lav, Og den, som høyest var og kneyste, Snart lignede en dybest Grav, Saasnart den anden sig opreyste.
✂ Nu, tænkte jeg, du bedre veed Ey et Sindbillede kan være Paa Livs Ustadighed, og lære Dig Lykkens Ubestandighed:
✂ Men see! i disse Tanker som Jeg stod, og vilde mig fornøye,
✂ En Skare strax da bag mig kom: hvilket Syn for Sands og Øye!
7✂ 7 Jeg saae — Mathilde! Jeg blev glad I samme Øyeblik, da Øyet Fik Hende see; jeg blev fornøyet,
✂ Da Hun kom nærmere: men —- hvad? Hun til Strandbredden iiler fort;
✂ Ach — alt om Bord — see nu, Hun seyler!
✂ Nu — De gaaer mig af Sigte bort. Hvad — mon jeg ey paa Synet seyler?
✂ Hvem saae, at Dronningen gik bort? Hvem saae den kronede Mathilde? Og et Farvel ey bede vilde,
✂ Nu, da Hun reyste fra os fort.
✂ Jo, da den Sandhed er alt klar,
✂ Saa bør du Cronborg ey forglemme Den Lykke, at en Dronning har Forlystet sig udi dit Giemme.
8✂ 8
✂ Saa misted' du den Glæde, at Mathilde bort fra dig har flyttet,
✂ Dig med et andet Sted ombyttet.
✂ Nu, du berøvet er den Skat:
✂ Saa ønsk, at gladefuld Hun maae Til hine Egne lyklig havne,
✂ Hvor Hun Fornøyelser skal faae, Og idel Glæde der skal favne.