↩

Adspredte Tanker samlede ved Søe-Kanten

af

Cronborg Fæstning

og opskrevne ved Dronning

Caroline Mathildes

Bortreyse.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Herman Höecke 1772.

Min Musa fløy og drog med mig, Vi kom! — Ach Skrækkefulde Egne! Hver Dyd for Udyd maatte segne,

Hver Troefasthed var fuld af Sviig; Hvor Du og Jeg ey eene var Om det, Naturen os har skiænket,

Hvor Venlighed sin Byrde bar,

Da Tvang til Villien blev lænket.

Hvor reen Oprigtighed fik Navn Af dum Paastaaenhed og Klygter,

Hvor selv den Frække ikke frygter

For Svig, naar han kun seer sit Gavn Hvor Falskhed høyt blev svinget op Ved snedig Omgang, og opklækket,

Dog blev nedstyrt fra Magtens Top Da Almagts Haand selv opdrog Dækket.

Hvor fælles Kierlighed var Tvang Geleidet med forstilte Lænker,

Som Sind og Legeme ey krænker,

Men dog, skiønt tvungen, holdte Stang, Selvtagen Frihed var et Bud Som høyt blev agtet og tilbedet,

Hvor Liv for Tørst blev slukket ud,

Da Gift for Nectar blev beredet.

Hvor Frækhed brugte Overmagt, Selvtagen Myndighed regierte, Om Agtsomhed sig ikke kierte, Men Egennytte tog i Agt;

Hvor Viisdom var en Daarlighed, Naar den med Gudsfrygt var begyndet;

Hvor en forvoven Dristighed Høyt vovede og dog blev yndet.

Hvor — Ney, min Musa flye med mig. Fra disse lastefulde Scener,

Som Angst, som Frygt, som Skræk forleener; En bedre Plan udvælg du dig,

Som en saa fæl for Øyet er,

Saa skrækkefuld for Sind og Sandser,

Som meer behagelig udseer,

Som Dyd, Religion omskandser.

Jeg vendte mig, strax Øyet fik En bedre Plan paa nye i Sigte,

Hvor Omgang var, som ikke svigte, Men just i Nøden holdte Stik; Hvor Kierligheden Maalet var; Hvor Dyden af Fornuft blev ledet;

Hvor eenig' Kræfter Byrden bar, Som Utroeskab selv havde smedet.

Her saae jeg Liv, her faae jeg Lyst; Gudsfrygt sit Indpas havde fundet; Religion til Dyd var bundet,

Og Glæden smiilte i hvert Bryst, Her var Oprigtighed en Ven,

Som Naadens Fakler selv antændte,

Selv Øyet vædet blev, da den I Andagtsfulde Flammer brændte.

I disse Tanker som jeg stod, Jeg Øyet ud paa Havet kasted', Hvor Bølgen op og ned sig hasted'. Nu een den anden efterlod.

Nu blev een høy, en anden lav, Og den, som høyest var og kneyste, Snart lignede en dybest Grav, Saasnart den anden sig opreyste.

Nu, tænkte jeg, du bedre veed Ey et Sindbillede kan være Paa Livs Ustadighed, og lære Dig Lykkens Ubestandighed:

Men see! i disse Tanker som Jeg stod, og vilde mig fornøye,

En Skare strax da bag mig kom: hvilket Syn for Sands og Øye!

Jeg saae — Mathilde! Jeg blev glad I samme Øyeblik, da Øyet Fik Hende see; jeg blev fornøyet,

Da Hun kom nærmere: men —- hvad? Hun til Strandbredden iiler fort;

Ach — alt om Bord — see nu, Hun seyler!

Nu — De gaaer mig af Sigte bort. Hvad — mon jeg ey paa Synet seyler?

Hvem saae, at Dronningen gik bort? Hvem saae den kronede Mathilde? Og et Farvel ey bede vilde,

Nu, da Hun reyste fra os fort.

Jo, da den Sandhed er alt klar,

Saa bør du Cronborg ey forglemme Den Lykke, at en Dronning har Forlystet sig udi dit Giemme.

Saa misted' du den Glæde, at Mathilde bort fra dig har flyttet,

Dig med et andet Sted ombyttet.

Nu, du berøvet er den Skat:

Saa ønsk, at gladefuld Hun maae Til hine Egne lyklig havne,

Hvor Hun Fornøyelser skal faae, Og idel Glæde der skal favne.