B.H. Beck Den oplivede Thaliæ Glæde paa den Fierde September 1772. tilegnet Enke-Dronning Juliane Marie allerunderdanigst af Bernhard Henric Beck Acteur i de Kongelige Danske Skuespil.

Den oplivede Thaliæ Glæde paa

den Fierde September 1772.

tilegnet

Enke-Dronning

Juliane Marie

allerunderdanigst af

Bernhard Henric Beck

Acteur i de Kongelige Danske Skuespil. Kiøbenhavn trykt hos P. H. Höecke. 1772.

2

Store Dronning!

Paa denne Dag synger alle Læber om Tusinde Dyder, som zirer Deres Majestets høye Person, og som groer med den yndigste Vext i det uskyldigste, det reeneste Hierte.

Det Baand, som knyttede Braunswigs værdigste, dyrebareste Princesse til Dannemarks uforglemmelige Konge, gav Dem Ret til en Dronnings Værdigheder: men Deres Dyd udkaarede Dem til Landenes Moder. Og i Dag — i Dag, da vi paa nye annammer vores fornyede Moder, er der Strid, om en Krones Værdigheder er større end en elskende Børnefloks Velsignelser.

Fra Ministeren ved Kongens høye Side, indtil Hyren ved det ringe Leed, synger alle i Dag om mange — om heldsomme Leve-Aar for den beste Dronning, som overgyder alle med Velgierninger: — Tillad da, store Dronning! at jeg blant denne Flok, som Thaliæ spæde Søn, maae nynne min Sang med hendes Læber!

3

Vær høy, du Lyd af svage Cither;

Og du, min Aand, oplives i mit Bryst!

Min Sang om Verdens Ziir, og Nordens

Lyst,

Giør ikke denne Scene bitter.

Ved Neptuns Sæde staaer mit Tempel; Og Belters vaade Munde Vidne bær Om hver en Sang, som her istemmet er For dette Naadens ægte Stempel.

Ved Themsen, Seine, Poe — man reyste Vel høye Templer for min Kunst og Flid; Men i det kolde Norden blev en Tid,

Da jeg i Flor end mere kneyste.

4

4 En Friderich var min Formynder,

Han tog Mig op, da jeg omvankede Som Faderløs, og mig opelskede.

Sligt til min Flid var heftigst Tynder.

Stolt jeg med oprakt Hals fremtriner, Opmuntret i min Siel, rask i min Gang? I høye Toner sang jeg om den Rang,

Jeg fik ved Fridrichs milde Miner.

Min Glædes Soel med blanke Straaler Paa Lykkens Horizont da spillede; Og Fryden i mit Øye tindrede,

Nu den sin Poel just høyest maaler.

5

5 Men ach! den syntes at aftage,

Dens Glands fordunklet blev af Sorgens Skye! Jeg skialv og ventede et rædsomt Flye:

Dog! — Christians Tid er Friderichs Dage!

Jeg i mit Tempel høyt blev dyrket:

En Konges Gunst opmuntrede sit Folk!

Nu kom en Tid — her Himlen selv er Tolk: Rok! Christian dobbelt blev bestyrket! Som spæde Fugl paa Træets Greene Svagt zittrer ved den kolde Vind og Regn, Men frydes strax ved Solens mindst Tegn, Saaledes var og denne Scene.

6

6 Da Christians Soel skiød Naade-Strimer, Min Skye fordeelte sig og reent bortdrev. En Røst med Velbehag mig bød: oplev! Dig, Christian, skienker visse Timer!

Tree Sole, som jeg saae oprinde,

En ædel Vellyst gav mig nu paa nye.

Min Flid, som før var mat, blev atter krye. Ey større Gunst jeg veed at vinde.

Velgierninger er Christians Vane:

Og Viisdom yndig groer hos Friderich! Toe Riger tryggest Pant derpaa jo fik, At Dyden boer hos Juliane!

7

7 Det søde Navn i Dag opliver

Toe glade Rigers Siel og Aand, og Bryst: I Dag, da Himmelen, til Verdens Lyst, Paa nye en elsked Moder giver.

En glædet Børneflok opstemmer

I Dag en Sang til Himmelen om Dig: At Du paa Aar som Ære bliver rig! Det Ønske Himlen naadigst fremmer.

Men hør, o Moder! en Gudinde,

Som paa treedobbelt Naade nu har Pant! Hør al den Glæde, alt det Haab, hun fandt I Dig, som ævig staaer i Minde:

8

8 Vor Dronning, vor Moder et nye Aar indtræder:

Med Hende paa nye vi indtræder en Pagt. Den Dronning, den Moder, som Landene glæder, Selv Himlen bevare! Hav nøye i Agt!

At Hun var Dit Redskab, for nyelig Hun viiste Den Rigernes Lyst;

Vi da Hendes Klogskab og Dyder høyt priiste Med Tanker og Røst.

Men nu vil vi ønske og bede;

Og Bønnen saaledes skal heede:

Vor Moder gid Dage som denne oplever, Til Ælde forsølver den Isse, som bær De Dydernes Krandse, som Seyeren hæver, Og som af Toe Riger nu flettede er! Udødelig ingen i Verden kan blive,

Men Dyden kan staae;

Dens Frugter i Hiertet Erindring skal skrive, Som ey kan forgaae.

Ey Tiden skal graadig fortære Dit Minde, som evig skal være!