Eremitens Tanker ved Hoffets Ankomst til Hoved-Staden.

Eremitens Tanker ved Hoffets Ankomst til Hoved-Staden.

Et bene conveniunt, & in una sede morantur Majestas & amor.

Kiøbenhavn, trykt hos Paul Herman Höecke 1772.

2
3

Vel har min Boelig intet af det som det forførte Menneske-Øye anseer for rart og fortryllende, eller som Fornuften, forblindet ved Sandsernes voldsomme Herredømme, kalder fornemt og kongeligt, men ikke destomindre ønskede jeg dog, at min Konge, min Dronning eller min Prints af en Hændelse traadte ind i min ringe Boelig.

Mit Ønske synes vel ved første Øyekast at være urimeligt, og grundet paa umuelige Forventninger, men kiendte man min Nød, vidste man mine Omstændigheder, vilde man see Forsynets Veye med Mennesket, da skulde man maaskee i Almindelighed ønske at see mit Ønske opfyldt.

Jeg er ikke saa urimelig sindet, at jeg skulde troe at min Konge, min Dronning eller min Prints ikke skulde have andet eller vigtigere at foretage sig, end at besøge Eremiter; men just dette, at jeg troer at de haver vigtigere Foretagender, giør, at jeg ønsker at dette, at lære at kiende nøye de arme

4

Undersaatters Omstændigheder, maatte ogsaa faae Stæd iblant de allervigtigste Foretagender i Riget.

Jeg er ikke saadan en Eremit, som man i Almindelighed betitler med dette Navn; en Eremit i Almindelighed er en Menneske-Flyere, der enten af en ædel eller uædel Drift søger eenlige Stæder, Skove og Huuler, for der at føre et strængt og ordentlig Levnet, befriet fra sine nedrige og lastværdige Medmennesker; ney, jeg kiender og indseer heele Kraften af de sælskabelige Love, og den Villighed at tiene den ene den anden med de Talenter, man af Naturen har faaet, eller ved Tid og Fliid har erhvervet sig.

Jeg er altsaa ey en Eremit af dette Slags.

Men tvertimod, jeg er en Eremit, der midt iblant Verdens og Hovedstadens Tummel bærer en eenlig Siel i et skrøbeligt Legeme omkring med sig; en Siæl, afvandt fra tilladte Glæder, en Siæl, et daglig Offer for Græmmelse, inderlig Sorg og daglige Bekymringer for dette Livs Næring.

Saadan er den Eremit, der yttrer sine Tanker i Dag ved Hoffets Ankomst til Byen.

Jeg finder den samme inderlige Glæde, som enhver retskaffen Undersaat føler, der har Hoffet og den Kongelige Familie kier; men at jeg kan glæde mig paa den Maade, som de Bemidlede i Hoved-Staden, er ikke at forlange.

De kan, jeg veed det, jeg har seet paa det, med et Glas Viin i Haanden og et ubekymret Hierte ønske den Kongelige Familie en glad og

5

lykkelig Velkomst til Hoved-Staden: men tillader vel min og mines Forfatning mig at nyde denne Glæde i den Grad som disse Overgivne? Ney, langt fra.

Det er ikke Misundelse der taler, men det er Hiertet, der i den yderste Fornemmelse af alle sine Smerter udtrykker sig uden Hyklerie, uden Forstillelse, uden at bruge Forræderens Slange-Bugter i sin Tænke- og Talemaade.

Ja, ak! hvor lykkelig var ikke Dannemark, hvis jeg og mine med Grund kunde troe, at en sand Glæde var malet paa alle Ansigter, og at Nedtørstighed havde indlogeret sig hos alle! Ney, Mangelens sørgelige Soler, og Trangens matte Toner modtager den Kongelige Familie fra de fleeste Elendigheds Kroger i Staden.

Min og Mines billige Armods Taarer formeerer disse Sorgens hulkende Toner og om den bittre Trang handlende Sange.

Man blive vreed eller ikke over mine billige Tanker, saa maae jeg dog sige, (og mon nogen tør imodsige mig), at intet piinagtigere i Dannemark, end at kunde noget, og dog ey blive brugt. At anvende sin ædle Ungdoms Tid, sin stræbsomme Fornuftens Flid, og sine Studeringers heele Fag allene paa at opdage dem, der burde lære noget, uden at blive betalt efter Fortieneste, for at lære samme, er jo den daarligste af alle timelige Plager.

Naar nu Underviisningen staaer Feyl, at Forældrene klager over de dyre Tider og de adelige

6

Proprietærers Skinderie og himmelraabende Egennytte, mon da ikke den fattige Undersaat har største Ret til at søge Levebrød ved det han forstaaer?

Hvilket er nu rettest eller billigst, enten at give den bedre Levebrød, der allerede har Levebrød, eller hielpe den til Levebrød, der hidindtil har været uden Levebrød? O du Mægtige! stil dig kuns ey saa enfoldig an, at du jo veed, hvilket der er det rigtigste!

Hvi skal da de Embeder, der kan falde ind paa deres Godser, enten gives bort til Uværdige eller til Uduelige, imens de Værdige og Duelige

skal sukke over dem?

Det er vel lykkeligt, at være en Eyere af et eller nogle Godser, i Hensigt til de mange Lykkelige, man kun giøre; men det er ulykkeligt, ey at være en ret Huusholder over disse Godser, og det giør man ey, naar man befordrer Uduelige og Uværdige paa samme sine Godser.

Jeg forundrer mig mangfoldigt over, at Personer af Studeringer, Tænke- og Levemaade kan ofte giøre saa slette Val. Hvad mon der skal undskylde dem? Uvidenhed? Ney, den vegrer sig ved, at bruges paa saa ubeqvemt et Sted. Som Eremit, midt iblant Folkemængden, har jeg nu ført et kummerligt Liv i 3 Aar, uden at mærke den fornødne Indsigt hos de Bemidlede om de Forarmedes Kaar.

Jeg har tilforn været af den Tanke, at ingen bedre vidste den Forskiel, Forsynet har sat mellem

7

den virkelig Lykkelige og virkelig Ulykkelige, end den, der har noget i Verden; men har jeg bedraget noget, da veed jeg vist, at det er i dette.

Men, min Gud, har jeg ofte tænkt, hvad skal disse Ufornuftige med dine Gaver, naar de ey behandler dem paa en fornuftigere Maade?

Maar en bemidlet Mand med et Haardt Hierte eller et uvilligt Sind til at hielpe alle dem han kan, og dem, der trænger til hans Penge, naar et saadant ufornuftigt Kreatur gaaer og spiller Baes med dine Gaver, min Gud! kommer det mig for, som om jeg saae et lidet Barn hvert Øyeblik at sette Kniven paa Struben, i den Hensigt at lege, og i det samme at skiere Struben ud.

Sandt er det, vel ønskte jeg, at Thronen maatte befries fra de Trængendes sørgelige Toner, (skiønt slig Fritagelse er plat umuelig i Dannemarks nærværende Trængsels Tid), men intet ønsker jeg meere, end at min Konge, Dronning eller Prints maatte nøye faae at vide, deels den Bemidledes store og himmelraabende Uretfærdighed, deels den Forarmedes bittre Tilstand, som ved Hielp af den Kongel. Naade og de billigste Anordninger kunde lettelig hæves eller i det mindste forlindres.

Har jeg ikke anden Nytte havt af min Eremit-Stand og Levnet, saa har jeg dog faaet denne ypperlige og for det Almindelige nyttige Indsigt, at afskiere de Bemidlede sine syndige Overflødigheder, og forskaffe den Forarmede sine af Skaberen tiltænkte og bestemte Rettigheder.

8

Dette ypperlige Anlæg skal med første offentlig ved Trykken blive bekiendtgiort i en dertil afpasset og indrettet Plan, hvorudi enhver Bemidlet skal blive nødt til at indsee og kiende sine Pligter imod Staten og enhver Lem i Staten, for alting imod enhver Lem, der trænger til den Bemidledes Overflod, og efter saa mange Love har Rettighed til at faae og erholde samme, siden den dog paa saa syndig og skiden Maade spildes.

Tanker i bunden Stiil.

Nu blomstrer Undersattens Glæde Ved Synet af vor Christian: Velsignelse, vær du tilstæde

Om Hoffet, Riget, hvert et Land. Du Danskes kierlige Beskytter!

Almægtige Velgiørere!

Du selv befæste Nordens Skytter,

Saa hielpes Undersaatterne.