Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 2 bind 5

Nordens

Fryds- og Seyers-Sang

paa

vor allernaadigste Konges

Christian den Syvendes

Fødsels-Dag,

den 29 Januarii 1772,

som en Frugt af

Guds Frelse

den 17de Januarii i Aar. Med

allerunderdanigst Ønske og Lykønskning

Kongens, Kongehusets og alt Landets Vel.

Under Melodie:

Enhver, som bærer Navn af Dansk og Norsk.

Kiøbenhavn.

Trykt hos Morten Hallager boende i store Fiolstræde

2

        

3

I. Kong Christian den Syvende!

Som har Ære Af at være

Fader for Undersaatterne.

En Frydesang hver Dansk og Norsk istem! Hele Norden Frelst er vorden!

Herrens Gierninger ey forglem. Gudsfrygt, Dyd og ædelt Mod Her blev trædet under Fod.

Men den Velfærds Strikke Kiendte Kongen ikke;

Thi Hans Tanke er kun god. Deres Øyne, Han faae med,

Var mod Hans og hver Mands Fred. Han ey vidste andet.

End i hele Landet Blomstrede Lyksalighed.

4

4 2. Vor Konge staaer udi Guds Varetægt! Herrens Domme Saaes at komme

Med sin Hævn for den Afgrunds Slægt. Med Kongen Gud fornyet har sin Pagt,

Lod Ham vide,

Han i Tide

Maatte bruge sin Enemagt.

Gud oplod Ham Øynene,

At Han selv kom til at see.

Strax Han Feylen kiendte,

Og af Vrede brændte Imod de Uværdige.

Mod Hans Liv var lagt en Plan, Hvis Udførsel ey gik an;

Thi man kom forinden Dermed under Vinden. Saadant Herren frelse kan.

5

5 3.

En Konges Hastighed er Dødens Bud. Men Hans Grumhed Over Dumhed,

Som beskiemmer, bør øses ud,

Selv Kongers Konge være Priis for det,

At Uhyret Han saae styret,

Som stod reyst i Hans Cabinet. Navnet raadne af den Mand,

Som mod Kongen og vor Land Torde tænke ilde,

Og forvovent vilde Huse Nordens Sørge-Stand! Han kun meente Ondskab got,

Derfor Skiendsel, Skam og Spot Med hans Navns Vanære Skal hans Løn nu være,

Som enhvers af hans Complot.

6

6 4. Velsignet være Enkedronningen! Som Gud brugte Til at tugte

Dem, der spandt Ødeleggelsen.

Velsignet være og Prints Friderik! Norden nævner Ham vor Hævner I Frigørelsens Øyeblik.

Alle Afguds Høyene Ere hos os sløiffede,

Og de sande Fromme Atter sammenkomme Til en reen Gudsdyrkelse. Glæden spiller hos enhver,

Som sin Konge haver kier; Den sit Hurra raaber. Bedre Tider haaber,

Og sit Tempel bygger her.

7

7

5.

Hvad Ret og Got for Herrens Øyne er,

Kongen giøre!

Dertil høre

De Retskafnes Raadførelser!

Han og Hans Folk er i sin Frihed sat. Uden Lænker Vi nu tænker

Paa Guds Hielp i vor Frelses Nat. Alles Andagt brændende Stige til den Høyeste,

At Gud vil ledsage Kongen alle Dage,

Og Ham meer forherlige!

Kongens Fest og Fødselsdag

Skal fornye hvers Velbehag.

Gid ved Hans Regiering Hver see sin Haandtering Fremme fælleds Velfærds Sag!

8

8 6. Lad, hele Nord! Din Fryds - og Seyerssang Daglig stemmes! Og ey glemmes,

Gud har frelst Dig fra Undergang.@Velkommen atter til Din Rolighed!

Vær fornøyet!

Bliv ophøyet

Under Christians Magt i Fred! Kom ihu, hvad Du har seet. Dette er af Herren skeet!

Ønsk, at Ondskabs Slaver Aldrig Adgang haver Til vor Konges Majestet! Kongen leve længe vel!

Gud bevare hver Mands Siel, Nogen Tid at tænke Hvad der kunde krænke Hans og hele Landets Held!

1

Glade Tanker

paa

Kong

Christian den Syvendes glædelige Geburts-Dag 1772.

Under den Melodie: For Kongen af Preussen vi & c.

Kiøbenhavn,

trykt hos L. R. Svare. 1772.

2

        

3

I. Vers.

Oplivede Dannemark!

Din Salvede, din Monark Er Kongernes Konges den elskede Ven. Forræderne viger bort,

Som Livet vil giøre kort!

Og Døden Dem lønne igien.

-den dem lønne igien. Komplotter og Liguer skilles ad,

Og jages af vores Kongel. Stad.

Oplivede Dannemark! Din Salvede, din Monark Er Kongernes Konges den elskede Ven,

-skede Ven.

4

4

2. Vers.

Hver Borger af Danske Blod Sig fryder i Sind og Mod.

Og synger sit Vivar paa Glædernes Dag. Forræderne sukker ved At spore vor Glædes Fied Udi vor retfærdige Sag, vor retfærdige Sag.

Pokalerne klinge skal i Dag,

At vise vor Glæde og Behag.

Hver Borger af Danske Blod Sig fryder i Sind og Mod,

Og synger sit Vivar paa Glædernes Dag,

-dernes Dag.

3. Vers.

Nu sporer vi Roe og Fred Steden for, hvad man veed,

Man tænkte at smede i denne vor Stad.@Det lumske Forræderie Blev ikke fordulgt og frie

Men Struensee og hans Komplot

Blev ved Vingebeen sat. Nu kan vi enhver udraabe med Lyst:

Vor Konge, vort Rige i Dag er vor Trøst. Nu sporer vi Roe og Fred Isteden for, hvad man veed,

Man tænkte at smede i denne vor Stad,

-ne vor Stad.

5

5 4. Vers.

Vor nordiske Kongestoel De Danskes og Norskes Poel Florere saa længe Lykke er til.

Vor vigtige Christian,

Den nye Regierings Plan,

O Himmel! velsigne du vil,

-signe du vil.

Lad Norge og Dannemark blive et Speil For alle, som hidser Oprigtigheds Seil!

Vor nordisk Kongestoel De Danskes og Norskes Poel, Florere saa længe Lykke er til,

-ke er til.

5. Vers.

Gid Handelen blive frie Fra alle Slags Slaverie,

Og blive et Maal for de fremmede Folk! Hvers Held sig formere,

Hver Stand nu florere,

Hver Mund blive Hiertets Tolk,

-ve Hiertets Tolk?

Man handle bestandig om Rigernes Vel! Man tale bestandig om Landenes Held.

Gid Handelen blive frie Fra alle Slags Slaverie,

Og blive et Maal for de fremmede Folk.

-mede Folk.

6

6 6. Vers.

Hver Arbeids- og Haandverksmand@Forfremme sin Levestand,

I Aar og i mange paafølgende Aar! Gid Penge florere Blant dem og blant flere!

Til hver Mand sit billige Ønske opnaaer,

-ske opnaaer.

Saa vil vi forglemme vor forrige Sorg,

Og Alting forvente fra Christiansborg.

Hver Arbeids- og Haandverksmand@Forfremme sin Levestand,

I Aar og i mange paafølgende Aar,

-gende Aar.

7. Vers.

Den brave Soldaterstand Fra øverst til nederst Mand,

Florere i alt hvad de sig tager for.

Hver bruge sin Kaarde, Flint,

Med Lykke og brav gesvindt,

Naar Fiendernes Ondskab groer,

-dernes Ondskab groer.

Hver Krigsmand erindre den glædelige Dag,@Hvor vi vores Konge kan see med Behag. Den brave Soldaterstand,

Fra øverst til nederst Mand,

Florere i alt hvad den sig tager for,

-tager for.

7

7 8. Vers.

Gid Himlen bevare Monarken fra Fare!

Fremdeles os Himmelen naadig vær! Al Held og al Lykke Vort Rige besmykke,

Velsignelsen daglig være os nær,

-re os nær.

Vor dyrebar Christian dagligen vær En Fader og Forsvar for alle især.

Gid Himlen bevare Monarken fra Fare!

Fremdeles os Himmelen naadig vær,

-naadig vær.

9. Vers.

Dronning Juliane Velsignelsers Fane

Bedække, beskierme i mange Aar. Velsigne vor Friderik!

Som mellem vor Jammer gik,

Da Fienderne over os staaer,

-ver os staaer.

Giv Roelighed udi Stænderne!

Fra Uheld bevare Rigerne.

Dronning Juliane Velsignelsens Fane Bedække, beskierme i mange Aar,

-mange Aar.

8

8

Sidste Vers.

Vi Himlen skal yde I Tide, Utide

Vor Lovsang og Bønner for vores Monark.

Lev dyrebar Konge!

Saa synger hver Tunge,

Hver Undersaat i Dannemark,

-i Dannemark.

Vær, Kongernes Konge! fremdeles vor Skiold Mod Rænker og Finter og Ondskab og Vold. Vi Himlen skal yde I Tide, Utide

Vor Lovsang og Bønner for vores Monark,

-res Monark.

1

Tanker at synge til Kongens høye Fødselsdag

den 29 Januarii 1772.

af

troe Undersaatter.

Melodien kan være:

Min Philander Tiden minder.

Kiøbenhavn,

trykt med Godiches Skrifter.

2

        

3

Psal. 121, 2. Min Hielp kommer fra Herren som giorde Himmelen og Jorden.

Kongens Hielp fra Herren kommer. Lovet være Herrens store Navn!

Ondskabs Straffer, Lasters Dommer Saae mishandlet Nordens Tvillings Gavn. Frekhed sig i Vellyst føelte,

Hovmod fnøs, Afgrunden brøelte,

Borger Sværd mod Borger hvæssede.

Alle Stander Svien føelte Af sin visse Ødeleggelse.

Jorden lukte for Afgrøden;

Angester og Skrek og Døden@Reyste Spøgelser imod hver Mand;

Men, saa hialp Guds Haand af Nøden, Og befriede vort arme Land.

4

4 Psal. 119, 137. Herre! Du er retfærdig, og dine Domme ere Ret. O vor Gud! Du er retfærdig; Alle dine Domme ere Ret. Du er ævig Ære værdig For Din Fred om Kongens Majestet. Mørkets Yngel, Falskheds Skare, Frek opstillede en Snare For vort Kongehuses Rolighed; Men du frelste af den Fare Og fra Thronen stødte dennem ned. Skiendsels Brande nu bør ryge For den Helveds Æresyge Som stod reyst til sin Forstyrrelse. Herren vidste at ydmyge Den, som sig mod ham ophævede.

5

5 Ordspr. 20, 26.

En viis Konge adspreder de Ugudelige og lader føre Hiulet over dem.

Gud, som Kongers Hierte leder Ligesom Vandbække i hans Haand,

Ved vor Konges Magt adspreder Ondskabs Flok, og løser Frekheds Baand. Denne Sag, som Herren giorde,

Skal vor Konges Viisdom vorde Til udødelig Afmindelse.

Der sig sammenrotte torde

Mod hans Magt, hans Magt nedstyrtede.

Snart vi ville faae at høre,

At han lader Hiulet føre Over dem; det de har vel fortient.

Og Retfærdighed vil giøre

Deres Skam og Skiendsel ret bekiendt.

6

6

Ordspr. 21, 18.

En Ugudelig skal blive Ransoning for den Retfærdige; og den Trædske for den Oprigtige.

Hver som sig har solgt til Laster.@Og befindes saa ugudelig At han Grav til andre kaster Og omgaaes med Løgn og idel Svig; Han sin Ondskab maae tilskrive,@At han skal Ransoning give For den Fromme, som han ønske død. Denne skal udfriet blive, Og den anden komme udi Nød

Hvad har det den Onde gavnet,

Han af Trædskhed laante Navnet@Og af Storhed sin Anseelse?

Al hans Styrke blev dog savnet.

Offer nok for den Oprigtige.

7

Ordspr. 10, 25.

Ligesom en Hvirvelvind farer over, saa er en Ugudelig ikke mere.

Hvor er nu din Høyheds Ære Du som syntes, men dog intet var? Haanhed skal dit Minde bære.

For ugudelig du været har.

Som et Veyrlys vi dig kiendte:

En uægte Ild kun brandte I de Straaler, som du fra dig gav.

Alt dit Blus sig hastig endte.

Falskhed grov ved dig sin egen Grav. Hvirvelvinden farer over.

Hævnen vaager, naar du sover.

Magt og Glands du dig berøvet seer. Stamp mod Brodden, Trods, du vover! En Ugudelig er ikke meer.

8

8 I. Kong. 2, 33. David og hans Sæd, og hans Huus, og hans Throne, skal have Fred af Herren til ævig Tid. Vores David og Hans Throne Er forjettet Fred til ævig Tid. Frekhed! slig, hvad skal forsone, At du gik imod hans Magt i Strid? Dette Herrens Almagts Gierde Det afholder alle Sværde, De til Kongen ey indtrænge kan. Seer, hvad Konger ere værde, Naar de har Guds Fred, som Christian. Kongens Huus og Kongens Stamme Gud i Varetægt annamme

Efterdags som stedse hidindtil! De skal alle staae til Stamme, Som med List og Bold det skade vil.

9

9 2 Cam. 7, 29. Du Herre har talet det; og med din Velsignelse skal din Tieners Huus velsignes til ævig Tid. Herren selv det Ord har talet, At vor Konges Huus skal ævig staae. Han vort Haab har tidt husvalet, Naar vi det i nogen Fare faae. Gud, din Tiener, Kongen, være For Velsignelse og Ære, Maalet fra din rige Naades Haand! Offere hans Folk skal bære Dig derfor af en oprigtig Aand. Din Velsignelse det giorde, At vi ikke skulde vorde Deres Rov, der vilde sluge os. De ey Kongen røre torde; Thi hvor Kongen var, der var du hos.

10

10 Sam. 7, 18.

Hvo er jeg, Herre? og hvad er mit Huus, at Du har ført mig hidindtil?

Naar vort Andagts Offer ryger For Guds Frelse, disse Dage seet; Kongen sig for Gud ydmyger.

Og erkiender selv, hvad Ham er skeet.@Han sig Kongelig fraskiller.

Og sig frem i Templen stiller,

Hvor Gud særlig er nærværende,

Der Han, mellem Rigets Piller, Ofrer Tak til Gud den Høyeste Hvad er jeg? O Gud! han siger:

at du mig for mine Riger Har bevaret naadig hidindtil!

Men din Trofasthed ey sviger;

Du mig og fremdeles vogte vil.

11

11 I Krøn. 22, 19.

Giver nu Eders Hierte og Eders Siel, til at søge Herren Eders Gud.

O opmuntrer nu hverandre,

Alle frelste glade Borgere!

Ind i Templerne at vandre;

Der at ofre Gud Taksigelse.

Ja hengiver Eders Hierte Til den Gud, som I nu lærte Her paa nye igien at kiende grandt.

Han, som standsed eders Smerte,

Og hialp til I Fienden overvandt.

Lad Oprigtighed ledsage Eder hen, den Lyst at smage,

Som han til sit Folk vil dele ud.

Viser Troskab alle Dage;

Til at søge Herren Eders Gud.

12

12

Psalm 145, 20.

Herren bevarer alle dem, som elske ham, men Han ødelegger alle de Ugudelige.

Naar da Eders Hierter fyldes Af den store Skabers Kierlighed,

Og I aldrig kan beskyldes For at tage Deel i Ondskab med;

Da vil Herren vist bevare Kongen og hver Mand fra Fare,

Som retskaffen troe vil vise sig.

Derimod han ey vil spare Hver, som leve tør ugudelig.

Kongens Fødsels-Dag allene Denne Gang enhver kan tiene Paa den Sandhed til et stort Beviis.

Dem, som Gud det trolig mene.

Han bevarer selv, sit Navn til Priis.

13

13

Esaiæ 2, 17.

Menneskets Høyhed skal nedbøyes, og Mændenes Høyhed skal fornedres; og Herren skal allene være høy paa den samme Dag.

Fredsforstyrreren, som tænkte,

Sig at vise stor paa denne Dag,

Og nye Glands i Tanker skienkte Er fornedret, bøyet, blevet svag.

Han med samt den frekke Skare,

Som her sammensvorne vare.

Har sin hele Magt og Høyhed tabt;

Og al Verden skal erfare.

Han er ene høy, som alt har skabt.

Deres Magt saa dybt nedbøyet Denne Dag har meer ophøyet.

End den nogensinde forhen var.

Hele Norden er fornøyet I den Glæde, vi ved Kongen har.

14

14 1 Cam. 19, 24. Kongen leve! Kongen leve og regiere Høystlyksalig udi mange Aar! Glædens Straaler Gud formere, Som i Dag fra Nordens Soel udgaaer! Ingen Mørkheds Skye opstige Mere fra Afgrundens Rige At formørke Kongens Majestet! Alle fra hans Aasyn vige, Som ey tænker ædelt, handler ret! Hele Folket, Høye, Lave Ham tilbeder Viisdoms Gave Til den høyeste Fuldkommenhed! Alles Ønsker han skal have Vel at leve! og regiere os i Fred!

15

15

Esthers Bog.

Dronning Esther frelser sit og Fol- kets Liv, ved sin Indgang til Kongen, og Forestilling for ham.

Leve Dronning Juliane!

Hun en Esther blev for Dannemark.

Hun næst Gud hialp til at bane Freds og Livets Vey for vor Monark Aldrig Esther elsktes mere Af sit Folk, end vi Dig ere Store Dronning! alle givne hen,

For Du vilde Middel være Til at vi vor Konge fik igien.

Alle vore Hierter brænder@Af den Ild, som Troskab tænder,

Dig at ligne, tekkes allesteds!

Hver sit Suk for Dig opsender:

Lev velsignet! Lev med Kongen vel tilfreds!

16

16 Vivat Printz Friderich! og det Kongelige Huus!

Arve-printzen, Kongens Broder! Være altid Hans og Folkets Ven!

Han blev Midlet med Hans Moder, Vi fik Kongen fri at see igien.

Stor blant store Kongers Sønner Han optage Folkets Bønner Til Velsignelse heroven fra!

Evig Viisdom Hans Belønner Være selv med meget meer endda! Dannerkongens Huus lad være Kongers Konge! Maal for Ære, Som Din høyre Haand vil dele ud! Lad din Vagt om det os lære,

At vi ere dine, du vor Gud!

1

Følelser paa Kong Christian den Syvendes

Fødselsfest

den 29de Januarii 1772.

Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

        

3

Disse Tanker

indvies

for vor store Monark,

Kong Christian den Syvende,

alles største Glæde, Underkuedes Hielp,

og Forgrædtes Trøst.

4

For vor ulignelige

Dronning Juliane Marie,

vor store Konges Moder, Religionens Dyrkerinde, og Christians viise Raadgiverinde.

Dannemarks dyre Klenodie, Englenes udtrykte Billede, Kongens Broder og Ven.

Allerunderdanigst

af

Josias Leopold Bynch.

5

Fryd rører nu mit Bryst! Udydens Luftsyn svandt,

Som nyelig truede med Mord, og Pest, og Torden, Som skiulte Dydens Skin, og blev til skræk for Jorden, Som stakket Tilstugtsted i Nordens Skyer fandt.

6

Hver Dydig bange blev, og fløi fra Tronen væk, Min Finger spilte ei paa Smigreriets Strenge,

Min Harpes Toner sig da torde ikke menge Med Falskheds dorske Klang, som giør kun Daaren frek.

Jeg hørte, saae og taug, og svarte med et Suk; Naar den fortrængte. Dyd fortrolig til mig sagde.

At Ondskab al sit Krut i lumske Miner lagde Til Værn for Meeneeds Trop, og Skræk for Kongens Flok.

7

Mit Blod det kogte tit, naar jeg slog Tillid til Det fæle Rygte, som bestormte alles Huse;

Hver Borger raabte da: Vi Kongens Fiender knuse!

Her i vort Bryst er Mod paa blodigt Sørgespil.

Et Skin kom ned fra Gud, ved det blev Kongen vaer Den onde Engleskok, som luurte om Hans Trone,

Ja tvende Engle, som bar Jesu Æres Krone, Oplyste Christian om hvad der i Gæring var.

8

Vor ømme Christian vil ei Ont om Venner troe, Hans sysselsatte Siæl kan ingen Misliid krænke,

(En Dydig tænker knap paa Ondskabs dumme Rænke), Saa var vor Konges Sind, som følte Dydens Roe.

Vor Juliane selv med majestætisk Mod Indledte Kongen i Hans Fienders Labyrinter. Ved Dydens Fakkel Hun opdagte disses Finter; Saa skinte Solen der. Hvor Mørket nylig stod:

9

En majesketisk Røst giir Vægt til ømme Ord, Et ædelt Ansigt best med Eftertryk kan tale,

Ja Sandhed maa sit Blus i ædle Miner male, Ved Dydens Følelse blev Talerinden stor.

Tak store Dronning! — Tak! — at Millioner lee,@At Blodet ei forløb os, som vor Konge elske; At Hevnens Tordenpiil kan ramme de Rebelske, Ja at Religion ei blev Bespottelse.

10

At Nordens gamle Slot ei blev af Blod bestænkt, At Kongen til vor Fryd Sit endte Aar oplever,

At Kongens Kierlighed til os Hans Hierte hæver, At det fik Omslag, som Forræderne har tænkt.

Ja milde Friderik! — vor Julianes Det fyrig ruller om med Dyd i Dine Aarer,

Din kronte Broders Suk Dit ømme Hierte saarer, Dit seer Forræderne vil rokke Tronens Fod.

11

Vor Konge neppe veed for Mistillid og Skræk, I hvem Hans Støtte er; — men mon ei Kongens Broder Beherskes af den Dyd, man hos en Ven formoder?

Jo! - han er indsigtsfuld og from i al Sin Iid!

Hav Tak, o Friderik! at Du den Klippe var, Hvorpaa vor Konge sig i disse Farer Hvilte,

Du var Hans venstre Haand, da Farer mod os iilte, Dit Øie saae, som Hans, Du med Ham Byrden bar.

12

Ved Julianes Vink blev Du vor Fredrik stor.

Og størst i denne Sag; thi Landets ømme Fader Ved snelle Raad og Daad fik frelset Myriader Fra Frekheds glubske Haand, som greb om Rigets Roer.

Ja Fleres vaagne Troe var Aarsag, at vi see Vor viiseste Monark med Glæde paa Sin Trone,

Og at Han bær i Roe Sin Oldefaders Krone, Trods! — Trods! Forræderne! — Trods al Formastelse!

13

Om Syndens Træl slap løs, og Lænken sønderbrød; Om han fik Raaderum, og kiek mod Himlen fnyste; Om han huseerte grumt, saa hver paa Jorden gyste, Om han Blodigle var hver Gang hans Vellyst bød.

Om han forlokkede det unge Hierteblod,

Som ubesmittet var, og kunne bleven dydig;

Om han var Folkes Lov, endogsaa Guds ulydig, Mon Gud er da for svag at knuse Trællens Mod?

14

Om en formastet Haand vil brække Rigets Spiir; Om ublue Tyrannie tør Fredens Roe forvirre;

Om Vold og Overmod tør alles Suk opirre; Mon den ildsprudne Hevn tillige hemmet bliir?

Nei — Gud er naadig, viis; hans Øie vaagen er, Endskiønt Forræderne af Synd faldt Hen i Dvale, Skiønt de ei hørte det, som Truslens Tordner tale, Blev de dog ved Guds Vink stødt hen i Fængseler.

15

Glæd Dig, Kong Christian! vor Gud Din Frelser blev, Forstilte Venner Dig ved Venskabs Glans fortrylte, Hver Slange blottet blev, som Maskerne omhylte.

Gud Dine Fiender selv bort fra Din Trone rev.

Nu kan Din Fødselsfest oplive Nordens Flok, Gud har udmærket den blant Tidens gyldne Dage, Dit Spiir kan Du igien til Lehns af Himlen tage, Og Dine kielne Børn er fyldt med disse Suk:

16

Vor Konge eenevolds vort Hierte eie bør! Gud selv udruste Ham med alle store Gaver, Som Kongen ønsker sig, og som dog Himlen haver! Gud Morderengle fra Hans Riges Strækning føer!

Gud krone selv Hans Liv med Sundhed og

med Lyst!

Ja giv Ham Viisdom at oprette Rigets Sager: Gud tal til Ham for os, naar vi vor Nød

andrager!

Han længe — længe bliv Sit elskte Nordens Trøst!

1

Den Kongelige Liv-Vagts@Lykønskning til Kongen

paa

Hans

Fødsels-Dag

den 29 Jan. 1772.

Paa familiges Vegne

allerunderdanigst

indsendt

fra

HASLAKER, Nordmand

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L. N. Svare.

2

        

3

Med Glæde drog jeg ned fra Norges stolte Fielde, Da Fader mig det bød, saae jeg det skulde gielde;

Jeg kom, og strax jeg blev til Liv-Vagt taget ud, Jeg svor for Fader min, jeg holde vil Hans Bud.

Jeg exerceret blev med Kamerater glade

Paa Faders Huus og Slot har ofte giort Parade,

Indtil der endelig blev sendt os dette Bud: Vi var aftakkede; Vi havde nu tient ud.

4

4 Det var et Torden-Slag for vores Siel og Øre

Da uformodentlig vi dette fik at høre.

Hvormangen bli'r ei glad? kan han sin Afskeed faae, Men vi dog ei med den fornøyet kunde gaae.

En Deel sin Friehed fik, og frie Forlov at reise Til Norske Klippers Top, som høit mod Skyen kneise. Jeg vankede omkring, dog blev i Kiøbenhavn.

Endnu jeg søgte ei min rette Fødestavn.

5

5 Vi reent nedfaldne var, det var snart udeblevet

Med en Deel udaf os, som siden har omdrevet Heel vankelmodige, men Bladet vendtes om Til fælles Glæde? Bud fra vores Fader kom:

Vi skulde nu igien, i forrig Plads indtræde,

Et Bud så frydefuldt, et Bud fuldt udaf Glæde,

Hver hoppede, hver sprang, hver raabte: nu igien

Vi os beskyttet seer med Hielp fra Himmelen.

6

6 Kom norske Gutter ned, som hist drog op, og rider Det seer got ud igien; nu har vi andre Tider.

Og kommer I ei ned, enhver af jer især,

Jeg sværger paa god norsk: Jeg selv skal hente jer.

Hvor gierne ønske jeg, at I nu var hernere!

I kunde fryde jer med mig og andre flere,

I skulde da igien vor kiere Fader see,

Som eder var forhen en stor Fornøyelse.

7

7

I Dag en Glædes Dag fremskinner just paa Jorden, En Dag, saa frydefuld for Dannemark og Norden;

En Dag, da Fader gaaer nu ind i et nye Aar, En Dag! lyksalig Dag! som os alt Gode spaaer.

Først takker vi: for vi maae vores Fader skue,

Af Kierlighed til Ham vort Hierte staaer i Lue.@Vi alle som een Mand, for Kongen, Landet staaer, Saa længe Blodet i vor Norske Aarer gaaer.

8

8

Kom nu høistærede og kiekke Officerer!

Kom! Høye, Lave, som os alle commanderer.

Kom! Alle I med mig, skal til vor Fader gaae. Paa denne Glædes Dag vi Ham lykønske maae.

Paa Fronten mit Gevæhr jeg skal saa hurtig svinge,

Det pibe skal igien, det skal i Luften klinge.

Paa Fløyen et Signal, Pas paa! naar jeg gi´r an,

I alle raabe skal: Vivat Kong Christian!

1

Armods Frydesang i Anledning af 17de Januarii 1772. indleveret paa KONG Christian den VIIdes

Fødsels Fest

den 29 ibidem

allerunderdanigst

af

Poetinden

Christine Marie Møller

paa Cronborg-Amt i Bilstrup.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Hermann Höecke 1772.

2

En Hiertelig Taksigelse,

For Christian den Syvende, Opstemt i tvende Sange Af den, som mange Gange Har næsten været Død Af Hunger, Sorg og Nød: Dictered af en Qvinde,

I Kolsbek er at finde,

Strax ved det flyvend' Sand, Med Børn og med Mand.

Den første Melodi Det største Glædes-Fli: Den anden frydefuld Chrysellis du mit Guld

3

I. Den Glæde som i Dag Os Himlen selv har undet, Enhver vel haver fundet,

Vor Konges Fødsels-Fæst,

Hvor du Lyksalig est.

Ja! Verden mig har tumlet,

Jeg har i Støvet mumlet,

Nu ey kan sige frie Den Glæde jeg er i;

Thi jeg kan ikke sige ud,

Kong Christian vor Jordisk Gud, Hvordan Din Fødsels-Dag Er alles Velbehag;

Hertil jeg selv kan svare:

Jeg ikke kunde spare

4

4

Mig, Mand med Børn Nie, Om vi kan tiene Dig.

Ja og den Stummes Tunge,

Er færdig at udsiunge,

O! Gud skee evig Lov,

Vi bleve ey til Rov.

2 Op glædes alle nu,

Som Mund og Mæle haver, For Herrens store Gaver Og Faderlig Omhue:

Op glædes alle nu!

Den Høyeste vi ærer,

Som alting vel regierer,

Enhver vel kunde see,

Hvad Syttende mon skee, Det af Gud selv var stiftet, Ulykken blev omskiftet Til Lykkens Seyer-Krantz,

Vor Graad blev til en Dantz.

5

5

3.

Tænk! hvor ulykkelig Vi alle havde været;

Men Garnet blev afskiæret,

Den Jæger fangen blev,

Ulykken fra os drev:

Hvad Tak skal vi Gud yde,

Som lod os Kongen nyde Strax i ynskværdig Stand! Som nær var Dødsens Mand, At hver nu Haab kan giøre sig, Gud af sin Naade underlig Hans Aar forlænge saa,

Vi Haab os giøre maae.

4 At Gud vor David vil Det Skudsmaal selv forunde,

Jeg her nu haver fundet En Mand efter mit Sind,

Som mig har taget ind:

6

6 Jeg skal igien Hans Throne Med Miskundheder krone At alle frydes skal;

Thi jeg hans Dages Tal

Vil alle Undersaatterne Til Trøst og Nytte lade see, Hvis Suk og Bøn har sig Ret trænget ind til mig.

5. O! Gud, som ogsaa mig Og mines Suk lod høre,

Du vil og dette giøre At Kongen naadelig Vil Hielp tilsende mig;

Thi jeg maae daglig finde Med mine Huusgesinde,

Hvad Fattigdommen har I Følge aabenbar,

Naar jeg IX Børn og min Mand Ey noget har for Mund og Tand, O! Gud da hielpe mig!

Mit Haab det er til Dig.

7

7

6.

Gud giv Kong Christian Lyksalig Regimente!

O! lad Ham altid hænde Alt hvad en Konge kan Tilønske Folk og Land.

Lad alle Potentater see Kong Christian den Syvende Bør have øverst Sted Blant ald Lyksalighed.

Vor Moder og Hans Broder

huld,

Hver Undersaat saa fryde-fuld Med et andægtig Skrig Hav Tak for Seyer-riig. I. Nu da i Jesu føde Navn Begynder atter saa, Nyt-Aar kan vi forstaae, Tag Jesum Christum nu i Favn,

8

8 Tak for din Fødelse! Du milde Frelsere, Som her kom Fattig, From, Lagdes i en Krybbe ned; Dog ved Dig Frelser riig

Søger vi alle Salighed.@Ja! Satan nu maae see Med hans Tilhængere! Vi Seyer haver vist

Ved Jesum Christ.@Naar vi kuns træder frie Paa Himlens trange Stie, Mord og Forræderie Skal ey gaae frie.

2.

Gud giv at alting lykkes maae I det begyndte Aar Frie os fra Sorgens Saar.@O! lad os Brød og Klæder faae

9

9 Med hvad vi trænge til, Du os forunde vil.

Herre sød,

Fra ald Nød Skaan du os Faderlig,

Saa vi kan I vor Stand Gladeligen prise Dig;

Fordi Du med Omhue Opholder os endnu Baade til Liv og Siæl, Os under Vel.

Naar vi kuns træder frie,

Paa Himlens trange Stie; Mord og Forræderie Skal ey gaae frie.

3.

Gud! give Fred i Rigerne,

At vi i stille Roe Kan i vor Vaaning boe, Og nyde den Velsignelse

10

10

Som Gud vil unde os Foruden Fiendens Trods. Det er seet Hvad er skeet Andre Stæder ynkelig,

De har ey Vidst den Vey Hvor de kunde berge sig;

Men udaf Fiendens Magt Er bleven til Foragt.

Fri os O! Herre sød Fra saadan Nød.

Naar vi kuns træde frie Paa Himlens trange Stie, Mord og Forræderie Skal ey gaae frie.

4.

O! Gud velsigne Jordens Frugt, At Korn og Kiærne maae Sin rette Fremgang faae,

At vi kan see Du ey tillukt,

11

11

Haver din runde Haand For Qvinde eller Mand; Men af Dig Rigelig

Bondens Sveed velsignes kan. Alting maae Fremgang faae Baade udaf Land og Vand Velsigne alle Mand, Geistlig og Verdslig Stand. I ald vor Leve-Tid Gud vær os blid.

Naar vi kuns træder frie Paa Himlens trange Stie,

Mord og Forræderie Skal ey gaae frie.

12

12

Da giv Taalmodighed Udi vor Piine-Sted,

Giv os saa At forstaae

Det skeer til vor Salighed.

Det er vist Ved Jesum Christ Vi skal naae vort Øyemeed Fra smitsom Syg' og Pest Du selv O! Herre best, Dyr Tid og Ildebrand Afvende kan Naar vi kun træder frie Paa Himlens trange Stie, Mord og Forræderie Skal ey gaae frie.

6. Tag Kongens Hierte i Din Haand Lad Hans Regiering saa Lyksalig Fremgang faae. O! Gud da med din gode Aand.

13

13 Regiere Kongens Raad, At Deres Anslags Daad Tiene kan Hver en Mand, Høye, Lave, Stor' og Smaae, Som der vel I sin Siæl Herrens Veye vil forstaae. Den gandske Konge-Slægt Hav i din Varetægt.

Lad alle Fiender see Sin Græmmelse.

Naar vi kuns træder frie Paa Himlens trange Stie?

Mord og Foræderie Skal ey gaae frie. 7.

O! Gud da ikke mig forgiæt,

Som udi ringe Stand Med mine Børn og Mand I usel Fattigdom er sæt,

14

14 Og daglig fattes maae For mig og mine Smaae Opholds-Brød,

Men af Nød Færdig er at undergaae;

Thi det er Med Besvær At vi kan til Livet faae.

O! Gud for Sorg og Nød Giv os dog engang Brød!

At jeg med Børn og Mand Gud priise kan.

Naar vi kuns træder frie Paa Himlens trange Stie,

Mord og Forræderie Skal ey gaae frie.

8.

X Børn Gud os givet har, Hvoraf der et er død De IX er u-opfød,

Det XIte endnu ey har

15

15

Seet Dagens klare Lys,

Tænk hvor mit Blod det gys. Vi kan ey Paa den Vey Vores Børn føre an,

Som der saa At forstaae

Til deres Fremgang blive kan.

Min Gud Du hielpe Mig,

At jeg maae idelig Med got Exempel gaae For mine Smaae.

Gid de opvoxe maae I Dydens Vey at gaae!

Ach! havde vi kuns Brød,

Da var ey Nød.

16

16

Votum.

Lykkens Soel,

Kongens Stoel Straale om:

Lad Dem faae,

Som ey fast staae,

Deres Dom! Dronningen vor Moder,

Med Printzen, Kongens Broder, Gud giv Dem Liv og Helse! Thi De var vores Frelse. Vor Rautzow til med flere Bestandig lad florere!

1

Amagernes

Fryde-Sang,

paa

Fastelavns Mandag

den 2den Martii 1772.

Afsiungen i den Musiqve

efter hvilken, de havde den Maade at danse

i Kongens Forgemak.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Job. Rud. Thiele, boende i store Helliggieststrædet.

2

        

3

I. Op alle paa Amager Land, Baade Qvinde og Mand, Hver Piige og Dreng,

Skal dandse i Hobe og Fleng.

2. Vor Konge os naadigst vil see,

Og os derved betee,

En Naade saa stor Som vi ikke nød udi Fior.

3.

Vor Helligdags Klædning vi maae Nu alle tage paa.

Hver Hob og hver Flok,

Ej Glæden udviise kan nok.

4

4

4.

Vi denne Dag optegne maae, Ævig Mindet bør staae,

At Efterslægt kan, See Naaden mod Amager Land, 5.

Sligt aldrig er hændet os før, Derfor vi det og bør,

Andtegne paa Prendt At Naaden til os og er vendt.

6.

Hver svinger sin Mage med Fryd Efter Violens Lyd,

Vor Konge han er

Nu saa naadig, og paa os seer.

7.

Vores Glæder os førte først ind,

Til Slotspladsen hen Vi dandsede der.

Men Folkene kom os for nær.

5

5

8

Vi kunde ey svinge vor Krop Paa Ægenes Top.

Vi prøved' vor Kunst,

Men Rummet det giorde omsonst.

9.

Alle hidsig stiimlede til,

Enhver gierne see vil.

De trængede saa At Dandsen ej got kunde gaae.

10.

Vor Konge saa naadig da var, Han kalled' os har,

Udi et Gemak.

Paa Æg vi en Dands da afstak.

11. Der havde vi langt bedre Rum Der ingen indkom,

Som hindrede os

Kun Herrer og Damer var hos.

6

6 12.

Den Naade som Kongen han gav Til dette vor Lav,

Vi glemme ej kand, —

Mens Folk er paa Amager Land.

13.

Vor Konge os naadig ansaae — Hvor Dansen kunde gaae,

Vi Ham behagede,

Sin Naade Han loed os betee.

14.

Om Struense havde haft Magt — Han da vist havde lagt Sig i Vejen for os;—

Men Kongen Han selv var derhos

15.

Hiin Dronning Elisabeth var From, ejegoed og rar —

Hun selv skyndede paa,—

At Landet af os dyrkes maae.

7

7

16.

Vi siden har giort Kiøbenhavn,

Den største Nytte og Gavn.—

Med Melk, Fløde og Smør; Thi sligt maatte de savne før.

17.

Siden Danmarks Konger os har

(Som Landet nyttig var,)

I naade stedse holt Som Byen stoer Nytte har voldt

18.

Men Dobbelt vor Christian nu

Jo bør kommes ihu; —

Thi Han os det tilloed — Som Struense havde staaetimod.

19.

Signe Gud Ham i Himmelen.

Han er Danmarkes Ven,

Gud styre Ham i Raad, —

Og give Lykke til Hans Daad.

8

8 20. Vor Enke-Dronning Gud og vil Selv have Øje til! —

Vores Printz Friderich Sætte paa Dydens Vej og Skik. 21.

Fra Struense Gud os bevar,

Som Landet skader har Vor Konge Styrke giv,

Med Lyst og med Raad Ham

opliv.

22.

Naar heele Landet liver vel,

Saa glædes og hver Siel,

Saa blomstre vor Land

Saa glædes hver Qvinde og

Mand.

1

Bønder-Pigernes og Karlenes Fryde-Sang, over Deres Haab i en Frydefuld Sommer, under

Den oplivede, haabefulde og naadige

Kong

Christian den Syvende.@Under den bekiendte Bonde-Melodie: Hop! hop! hey! min søde Siel! Jeg her leve skal din Træl & c. Opsat paa alle Deres Vegne af Skoleholderen i Brøndbye. Kiøbenhavn 1772, trykt hos A. F. Stein.

2

Deus nobis hæc otia fecit Virgilius.

3

1. Vers. Hop! Hop alle i en Dands,

Sving med Lyst den lange Svands!

Hver en Karl tar nu sin Pige, Svinger Hende lystig om!

Piger! Karle! skynd Jer! kom!

Efter Klang at Gige!

2. Vers.

Vi bør danse lystelig,

Derhos synge gladelig;

Vi paa Stadens Fryd bør svare: Gud, vor Konge, god og mild,

Fra hans Fiende, grum og vild Naadig vilde spare!

3. Vers.

Den i Vinter hostede,

Af det Kongen glædede,

Yndigst Frugt med glade Hierter. Den paa eengang Lindring fik For det dødelige Stik,

Som os voldte Smerter.

4. Vers.

Vi vel den Gang ogsaa nød,

Denne Lindring god og sød.

Men den haarde Vinter trængte. Vi end sukkede udi Dette haarde Slaverie,

Hvori de os slængte.

4

4

5. Vers.

Men nu bliv vi løsed ud,

Lovet være Himlens Gud:

Alting fryder sig ved Sommer Naar vi flittig pløyer, saaer,

Vi ved Høsten da vist staaer,

Hvad vor Lade rommer!

6. Vers.

Gud, han kraftig med os er,

Han vor Konge være nær,

Og Ham Got i Sinde give! Naar vor Gud, han er os bliid, Lever vi dog vel den Tiid At det Got kand blive!

7. Vers.

Kongen, Han vist elsker os,

Og Prinds Friderich derhos,

Samt vor Moder Juliane! De til vores sande Vel,

Udi Deres høye Siel

Dufter Vey at bane!

8. Vers.

I vor Ansigts vaade Sveed Naae vi vor Lyksalighed,

Og derved Kiøbstæden baade; Men sligt giør vi med stor Lyst Naar vor Konge i vor Bryst, Giver os sin Naade.

5

5 9. Vers.

Denne søde Sommer-Dag,

Som er alles Velbehag

Og som kand hver Siel oplive; Os det allerbeste Haab,

Om et Ja paa vores Raab,

Fra vor Gud kand give.

10. Vers.

Nu vi næsten pløyet har.

Og skal saae vor Sæd saa rar,

Vi vor Haab i Jorden graver; Men vi har til Gud den Liid,

At han om en føye Tiid,

Gir os rige Gaver.

11. Vers.

Tvende Rigers store Fryd,

Ved en dobbelt Glæde-Lyd,

Sæden kand af Jorden lokke!

Først vi Kongens Throne seer Fastere, jo meer og meer,

Som før syntes rokke!

12. Vers.

Dernæst Kongens høye Liv,

Frelst fra lumskest' Morder-Kniv,

Hvo vel Gud kand nok fuldtakke? Solen den igien oprandt,

Da vi i et Mørke fandt,

Den ad Aften lakke!

6

6

13. Vers.

Den sin Straale kaster ned Giennem Jorden til vor Sæd,

Hvorved den sig synes fryde. Ja! dens dyrebare Kraft Giver Sæden dobbelt Saft,

Til sig frem at skyde.

14. Vers.

Mens vor Sæd den voxer til Vi i Haab os glæde vil,

Ved vor dyrebare Konge! Haabefuld i Haabets Tiid,

Sætter vi til Ham vor Liid,

Gamle Folk med Unge.

15. Vers. Han os nyelig givet er,

Da vi vare meget nær

Ved, vor Fader rent at miste. Blot den Tanke Skrække kand Hver en ærlig Dannemand,

Slig en Sorg at friste!

16. Vers.

Vores Pandt fornyet blev,

Hvorved Himlen sig forskrev,

Imod os sin Gunst at Viise. Renten, som vi yde bør,

Af sligt Pandt, indtil vi døer,

Er vor Gud at priise.

7

17. Vers.

Frydefuld vi derfor nu,

Med eenstemmig Sind og Hue

Vil en Glæde-Sang istemme. Først vi ønsker: Himmelen, Christian! vores dyre Ven,

Og vor Faêr, ey glemme!!!

18. Vers.

Sundhed først ham naadig giv,

Og med den, forlæng Hans Liv,

Lad hans Dage mange blive! Sildig Slægt endnu lad see Christian den Syvende,

Sig, vor Konge skrive!!!

19. Vers.

Lad ey Thronen vakle meer,

Du som Alting veed og seer.

Giør Forrædere til Skamme! Du os nyelig viiste jo Da din Naade til os loe,

At du dem kand ramme!

20. Vers.

Naadig lad Ham Zepteret Bøye ned til os, og det Nøye see, som os kan gavne! Sand Fornøyelse og Fryd, Du al Godheds Kilde! byd Aldrig ham at favne!!!

8

8 21. Vers. Kast og Naade - Straaler ned Til Den, som i Moders Sted,

Os nu lovet har at være.

At din Haand med Hende var,

Du jo kraftig viiset har,

Da Hun vandt med Ære!

22. Vers.

Tvende Rigers store Haab,

Viis paa Dydens rette Lob,

Hold Ham langt fra Lasters Veye! Arve-Prindsen Friderich!

Som vor Hierte vandt og fik,

Lad Ham alt Godt eye!

23. Vers.

Styrk enhver udi sit Kald!

Lav dem nøyes med der Val,

Som bestemte deres Skiebne!@Rige føle Armes Nød!

Fattige mod Modgange Stød Sig taalmodig væbne!

24. Vers.

Du som første Adam bød I sin Sveed at æde Brød,

Giv til Arbeyd Lyst og Styrke! Giv os din Velsignelse!

Mild og naadig til os see, Naar vi Jorden dyrke!!!

1

Christelige Følelser

udi hellige Sange

paa disse alvorlige Tider; i sær paa begge Grævernes Siele-Forfatning.

Samt nogle

oversatte Psalmer af

Klopstock og Gellert,

og

Dronning Caroline Mathildes

Psalme;

ved

Morten Hammer

PASTOR HELSINGE & VALBYE.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt udi det Kongel. Universit. Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske ved Frid. Christ. Godiche.

2

Soepe mihi dubiam traxit sententia mentem, Curarent Superi terras? an nullus inesset Rector, & incerto fluerent mortalia casu?

Tolluntur in altum, ut lapsu graviore ruant. Claudianus & Assaph 73 Psalm. David.

Min Foed snublede tidt, og jeg leed Sting i mit Hierte, Ved den Tankernes Tvivl: holdt Gud Roret i Haand? Eller og alleting her, paa Slump uviis sig regierte? Tøylen gavst du dem Gud! for dem at legge i Baand,

3

Til Deres Excellence Høyvelbaarne Herr Geheime Conferents-Raad & c. Friderich Carl von Gram.

4

Sunt Mæcenates, ubi sunt Flacci, atqve Marones?

vel

Do Mæcenates, Date Flaccos atqve Marones!

5

Naadigste Herre!

Mere forsigtigen end egensindigen besluttede jeg: Ingen af de Store at tilegne disse Blade, men blot een af de faa Gode; for maa- skee derved at befrie mine Sange fra alt Skin af Mistanke; og derhos, ved at foresette dem et godt Navn, forud anprise dem paa det beste.

Dog da jeg, med Diogenes Løgte smaalig leedende, antreffer een af de Beste just blant de Største; saa fortørnes ey, naadigste Herre! at jeg erkiendtlig glædes til denne maaskee eeneste, skiønt derhos ringeste, Anledning: offentlig at bevidne Deres Excellence, ey blot min og min gamle Provstes, men og min hele Stands, oprigtigste Taknemmelighed, at

De, naadigste Herre! aldrig have af-

vexlet med Tiderne; men ubekymret om Roes eller Dadel, altid have viist Sig nærmeste Arving til Deres værdigste Hr. Faders

sieldne Character: ey at troe Deres Rang forhaanet ved at kaldes og være Geistlighedens Ven, Talsmand og Beskiermere.

Saa haabes og bedes dernest underdanigst:

Deres Excellence naadigst, efter Deres

blide Sædvane samt viise og ædle Tænkemaade,

6

ville holde mig min Særhed tilgode: at jeg just ey holder for min Pligt, at spotte Elendighed, og bande Statsfangerne blot fordi de fleste giøre saa; men heller at bede for disse Ulyksalige, der ere det dobbelt, jo mere de have brudt til at være det, hvorved retfærdigviis alt Glimt af Haab og Gnist af Trøst er dem i Tiden berøvet.

Grunden til udtrykte Følelser i Grævernes Sange kan ey være uden det altid skuffelige Rygte, som derhos taaler alt for mange Modificationer inden det naaer min lykkelige Afkrog; saa ret- færdiggiøres, eller dog undskyldes, derved de brugte Udtryk i sær i Græv Brandts Sang, som tilvisse stødte mig selv, men ere uforandrede Ord af ham; De paa Grund: af fast hele HovedStadens Vidnesbyrd ere lagte i Munden. — Gud give! denne min Ungdoms Ven eller Pa- tron (som jeg i hans forhøyede Værdighed ey har tordet opvarte, af Frygt ey at kunne tilbageholde mine Medynks-Taare) give Gud! han nu maatte finde sig stødt, ved mueligt at beskue sig selv i dette hans eget Spejl! thi da naaes desfør min dobbelte Hensigt: at redde Guds Ære og Synderens Siel. — Ja da skulle og,

min naadigste Herre! hverken bebreide mig, eller Spotteren, denne hans haarde Psalme.

Endnu med et Ord vorde mig tilladt: at op-

holde Deres Ecellences Taalmodighed! -

Strax fra Begyndelsen overlod jeg mig til mit fyldte Hiertes Følelser, saa vare forlængst disse Sange færdige til Trykken; dog af Ærefrygt for

7

den retskafneste Herre, hvis høye

Navn jeg vovede at sette som Skierm for disse Blade, som og i Betragtning af Dronningens Psalme, ere de tilbageholdte indtil nu, de med større Ret kunne taale Lyset.

For deres Skyld, som den Idée af StatsPsalmer maatte støde, finder Tillegget af Originaler og Oversettelser Sted; yndes samme, da henligge flere af Klopstocks aanderige og Gellerts lærerige Psalmer, som have bekiendte Melodier, færdig oversatte, samt endeel til egen Andagt forfærdigede gudelige Sange; Hvilke, naar et Guds Barn det ønsker, og en Forlegger (mod nogle Exemplariers Afgivelse at uddeele frit i mine Sogne) vil bestride Omkostningerne, snart skulle være følgagtige; da Extra-Paabud forbyder Præsten: selv tiere at være Forlegger.

Jeg anbefaler mig naadigste Herres vedholdende dyre Gunst, og henlever med dybeste Ærefrygt

Deres Excellences Helsinge Præstegaard den 30 Mart, 1772. underdanigste Tiener M. Hammer.

8

On such a Theme, 'tis impious to be calm; Passion is Reason, Transport Temper, here. Youngs Nigth the fourth.

9

Lof-Psalme paa den 17de Januarii Mel. I Jesu Navn, Skal al vor & c.

1. Forborgne Gud!

Din Vey i Dybet er.

Hvo grunder ud Dit Raads Beslutninger,

Og din Viisdoms Førelser?

Du Davids Søn!

Hiin fromme Qvindes Bøn Ey blot besvarte ey;

Men gikst end og din Vey, Skiønt hun beste Talsmand har, Gavst du dog saa haarde Svar, Til nok Troen prøvet var.

10

10 2. Saa est Gud! Du, I Dag, som og i Gaar, Selvsamme nu,

Du varst fra Fordums Aar; Den, vor Viisdom langt fra naaer. Hvor hade vi!

For nys bestedte i En rædsom Farers Hær:

Gud! os en Hielper vær! Dog, jo meer vi raabte, see!

Kun desmeer forfærdede Du os, Gud! med Ængstelse.

3.

Men, skiulte Gud!

Din Arm du blottede,

Og hialp os ud;

Loedst paa den syttende,

Aarets første Maaned, see:

At, tøver du.

Vi kommes dog ihu;

Naar, sænkt i Afgrund ned,

Vi selv en Redning veed;

Da eet Ord du taler, saa Flux sig Jordan skille maae,

Trygt dit Folk igiennemgaae.

11

11

4.

Vor Gud! hvad Tak For slig Udfrielse Bør dig? — men ak!

Vi ere Syndere;

Vee os! hvor uværdige! —

Ey hiine blot,

Du satte frem til Spot,

Dig, Gud! fortørnede . . .

Og vi, Vanhellige,

Have længst forskyldt det: om Den os blot forkyndte Dom Virkelig os overkom.

5. Dog, Fader! du,

For din Søns Jesu Blod,

Skaan os endnu!

Sett' ey dit Ansigt mod Os! — ney, Herre! vær os god!

Os Naade giv Til Bedring i vort Liv!

Lad ved vor Synd ey skee:

For nys-afvendte Vee At syv-fold Forbandelse Ramte billigt Rigerne,

Hvis vi os forhærdede.

12

12

Bøn-Psalme

i Anledning af

den saa uventede Torden og stærke Lynild, fornummet mod Aften til henved Midnat udi Egnen af Helsinge paa Cronborg Amt

den 29de Febr. 1772.

Mel. Hvo ikkun lader Herren raade.

1.

Hvo kan Guds Herlighed besynge?

Ey Engle. — Stamm', min Siel! dog frit Om ham, der gaaer paa Veyrets Vinge,

Hvis Torden-Røst basuner vidt;

Det Almagts-Sprog af Herrens Mund!

Det Gien-Skin ved Guds Øyes Bluun!

2.

Vi høre tidt, men sielden sandse

Med Peder tilvandt Hane-Gael;

Men uvant Skræk kan Saulum standse ..

Saa føeltes, Gud! det Torden-Skral; Vel neppe hørt, som nu, om Vaar; Just derfor giennem Hiertet slaaer.

3.

Jeg veed og: Hvad Fornuft tør lære@Om Lynets Udspring, Tordens Art;

Men veed dog: Gud, Naturens Herre,

Selv ordner Vey for Lynilds Fart;

Han brøler med sin vældig Røst

Til Frekkes Skrek, men Frommes Trøst.

13

13 4. Saa lad mig, Fader! meer ey grue For Lynet, end for rærdsom Soel! I begge giv mig: Dig at skue,

Ja i Hvert Lys fra Poel til Poel! Den stumme Nat ey mindre vær Mig din Herold, end Tordener! 5. Saa har det stærke Knall ey Fare, Flamm' Ild fra Lysets Throne ud! Jeg veed: hvor trygt mig skal bevare, Han kan og vil, min Gud er Gud. Den Trøst, den er mig Trøst for ham; Det Blik, var som et Glimt af ham.

6.

Her hellig Rædsel paa mig falder,

Gud er mig nær, den Helligste! — Hør! hvor han atter paa mig kalder;

Jeg Adams Synde-Søn Barn! — o vee! —

Hvor tør jeg møde! hvor flye hen? Hist vinker mig Forsoneren.

7. Det Jesu Kors! — did jeg mig skynder,

Og favner det i Bøn og Boed;

Tref Lynild! nu mig frelste Synder!

Jeg stærk ved Troe har freidigt Moed. Hvad skader mig et Torden-Stød?

Det ender snart min Synd og Nød.

14

14 8. Saa giennemtordne tidt mit Hierte;

Min Gud! bryd selv min Dorskhed af! Og, hvis jeg syndig Lyst begierte,

Da lad det lyne fra min Graf! Men ængstes jeg for Torden, da Viis mig at flye til Golgatha! 9.

Du, som for Fiender bad, jeg beder

For Syndere; — mærk paa min Bøn For dem, dem nu din Arm bortspreder

I denne Hevnens Tiid. — Guds Søn! Din Vredes Torden nedslog dem,

Lad denne Torden reise dem!

Lad Lynets blide Straaler trænge

I Fængslet: at de, Gud! dig see! (Den, de med Spot beloe saa længe;) For hist de see dig, Dommere. Omvend' de haarde Syndere! Straf dem, vær saa dog Frelsere!

15

15 Græd Struensees Følelser

udi

Citadellet Friderichshavn.

Mel. I Jesu Navn, Skal & c.

1.

Der er en Gud . . .

O gid: der ingen var!

Hvor seer det ud,

I Fald jeg Uret har I mit Haab, og Gud dog var?

Ney, Jeg vil troe Som før midt i min Roe:

At Talen er en Gnist,

Og ingen Tilstand hist; Himmel ey, ey Helvede,

Og ey Kiøds Opstandelse;

Siel kun Støv, alt Hendelse.

2.

Dog, var ey Gud,

Hvi indjog mig slig Frygt,

Hiint Torden-Bud,

Nys da jeg sov saa trygt.

Og i Drømme havde bygt Mit Luft-Slot op Til Ærens Svingle-Top?

Var det vel skuffet Haab?

Og Alles Skiendsels Raab?

Var det disse Lænker, som Spaae mig Vredens Hævne-Dom, Hvorved mig min Frygt paakom?

16

16 3. Ney, sandelig,

Alt sligt for usselt er:

At knuse mig Med disse Følelser Udaf Helved-Angester.

Alt før min Lyst Tidt harmede mit Bryst. De høyt nu spotte, see! Nys dybt sig bukkede. Deres Dom lidt agtes her, Vellysts-Tab og langt fra er Grund til mine Redseler.

4.

Og Død som Død,

Mon den mig stort fortrød,

Der værste Nød (Min Bruse-Fryd) afbrød Ved eet haart dog Naade-Stød?

Ey Straffen, ney

Spot, Fængsel, Døds-Dom, ey Saa kunne ryste mig,

Var Sielen dødelig;

O! hvor loe jeg til alt sligt,

Var Religion kun Digt,

Da blev Trods og Frekhed Pligt.

17

17 5.

Dog, det i mig,

Som blant Adspredelser Ey tænkte sig,

Men nu, jeg eene er, Styrkes ved Forsmædelser; For laae som død I Lasters bløde Skiød; Men nu, mit usle Støv Henvisner som et Løv, I mit Fald just reiser sig; Det vist overlever mig.

Siel! Du est udødelig.

6.

Men, lever du,

Naar snart din utroe Ven,

(Mit Legem) nu I Døden segner hen,

Siel! og bliver da igien?

Hvor da? ach hvor!

Naar du ey hos mig boer? . . .

O, Skrek! — Der er en Gud! — Fra ham den Piil foer ud,

Som saa dybt mig saarede,

Eene den Almægtige Saa min Siel forfærdede.

18

18 7.

Der er en Gud!

Han, den Fuldkomneste,

Hvis Viisdoms Bud Giør dem lyksalige,

Som er sand-Gudfrygtige;

Men Spottere,

Mod dem den Helligste Ey ligegyldig er,

Han hvesset har sit Sverd. Slummer skiønt Langmodighed, Vaagner dog Retfærdighed, Himmel er, ja Helved' med.

8.

Fortvivlet Siel!

Tag nu din Trøste-Stav!

Søg' grandt og vel.

Siig: Hvor blev Støtten af? Ak den sank i bondløs Grav.

Nu staaer du der,

Ey Glimt af Redning seer. Bag dig en Lasters Skok, For dig en Dievle-Flok. — O, det Helvede alt her!

Vidner om et værre der,

Som derhos jo ævigt er?

19

19

9.

Forgiæves Trøst!

Det Haab: at døe som Fæe.

Forbandet Lyst!

Trods vildt, dog mætsomt Kræe,

Søle sig i Lysterne. —

Tidt træt, ey mæt,

Henrasede jeg ret I Lasters vilde Larm;

Ja, som med oprakt Arm,

Himlens Gud bestormede;

Luurte paa Retfærdige,

Og med Troen spottede.

10.

Min Konge! — Skrek! —

Hans Dronning! — Vee, o Vee! — Min Fader! — af! —

To Riger ranede! — —

Er der andet Helvede? . . .

Jo, var ey eet,

For mig nu skabes det . . . Skyvl mig da, Helved'! blot For Gud! — saa alt er godt . . . Tier, Herrens Tienere!

Nævn ey den Korsfæstede,

Ham jeg traad' med Fødderne.

20

20 11.

Hvad! — spotte I? —

"Guds Søn er naaderig."

Siig! blev jeg frie,

Hvo da fordømmelig? —

Peder her ey passer sig . . .

Men Røveren

Dog døde Jesu Ven! . . .

O Navn! jeg før beloe.

Ak! torde jeg nu troe Jesu! paa dit Jesu Navn!

O, da fandt til Ævig Gavn,

Min skibbrudne Siel en Havn.

12.

Min zittrend' Haand (Af Frygt, men og af Lyst,)

Styrk med din Aand,

Forsoner! — Virk selv Trøst I mit Synd-beklemte Bryst! —

Forøg min Troe,

Riv mig af Satans Kloe!

Jeg glad vil straffes Her,

Lad mig kun skaanes der! —

Var jeg din Fornegtere,

Est du dog min Frelsere,

Amen! — Lof dig, Jesu! skee! —-

21

21

Græv Brandts Sang

i Castellet.

Mel. Nu velan vær frisk til Mode & c.

1.

Frisk, min Siel! lad Moed ey falde! Nu om Æren gielder det;

Man mig Philosoph vil kalde,

Tager jeg mig Døden let.

Lænker nu for Ordener Jeg som Viis da eens anseer;

Til Castell fra Slottet age . . .

Al Forandring bør behage.

Mens, det vist mit Hovet gicelder;

Vel! — Jeg aldrig var tilfreds Selv dermed, naar Dom man fælder, Skal det vcere flux tilreds.

Jeg skal vise: det jeg er Virkelig en Cavalleer,

Der sig ikke lod genere.

Baal og Bal mig eet skal være,

B g

g. Flink

22

22

3. Flink jeg giorde som jeg ville;

Nu er endt mit Skue-Spil Frit de nu med mig kan spille, Dem nu falder Touren til. Jeg som Agak pynter mig. Møder nok saa lystelig;

Stolt skal Dødens Skrek fordrive Og den anden Morus blive. 4.

Dog — nu er jeg atter eene. —

Siel! drag Luft! — bank Hierte! frit. Dag og Vidner ey formeene

Mig, som loe, at græde lidt.

Usle Helt! hvi skielver du?

Mørke Nat! o skyvl mig nu!

Eene Trøst! mig at forstille,

Rullen vel til Ende spille.

5. Naadens Gud! — med-ynksom høre Vi sligt uhørt Raserie.

Bede: Du selv Daaren giøre Fra slig Stoltheds lænke frie!

Lær ham: Frekheds Spotte-Vid Volder ævigt Siele-bid.

Troe, ey Trods, Dødsfrygt fordrive! Omvendt lad ham salig blive.

23

Tillæg af Forsøg til Originaler

samt

Oversettelser

af

Klopstocks og Gellerts

gudelige Sange,

tilligemed

Dronning Caroline Mathildes

Psalme.

24

— Phoeben alieno jusserat igne Impleri, solemqve suo —

CLAUDIANUS.

Anført af YOUNG i Hans Brev til RICHARDSON om Originaler og Oversettelser hvor disse kun tilstaaes secondary altars, men hine den første Rang, om de end ikke vare saa gode. Mig giælder det eet: som Oversetter, Efterligner eller Original-Digter at vorde anseet; kan jeg kun anvende min poetiske Geist (eller Lyst, om man saa vil have det, thi Lysten kan selv ey Kienderen nægte mig) og samme ønsker jeg blot at anvende til Religionens Ære; da jeg forresten underskriver med den fromme GELLERT: heller at ville have digtet en god Psalme, end alle de Oder af Pindar og Horats, hvor skiønne de end ere.

25

25 Morgen-Psalme

af

HAMMER.

Mel. O kiere Siel! frygt aldrig meer & c.

1.

Jeg vaagner til saa travl en Dag, Saa Gud see Lof for Nattens Mag!

Ved Søvn jeg fik nye Styrke; Jeg sov, da sov min Kummer og;

Jeg sov, du, Herre! vaagte dog; Du vaager end vil virke Kraft dig i Dag at dyrke.

2. Saa gruer jeg for Møye ey;

Pligt kan ey være Byrde; ney,

Kun Lediggang giør Plager; Best dampes Sorg, naar iiles hen Til Fliid; men Ørkesløshed, den Os Hiulene aftager;

Da tungt man Vognen drager.

3. Jeg undflyer Kummer, flyver hen Til Arbeid', Livets beste Ven,

Mit Embed' fra mig skiøtter; Naar sidste Pligt saa fyldt jeg har, Og her just ey unyttig var,

Mig Gud da vist hiemflytter, Fra Kedars Græde-Hytter.

26

26

4.

Dog ey hvert Arbeid' nytte kan;

Det meeste Spaaner er til Brand,

Meer Vægt til Syndens Byrde;

Saa luttre, Gud! min Dages Fliid!

Og hindre: Jeg ved syndig Iid Ey denne Dag skal myrde,

Mit Regnskab svart bebyrde. 5.

Som Christen, lad mig legge Vind:

At trænge selv med andre ind I Jesu Naade-Rige!

Som Menneske, velsigne saa Mit Ansigts Sveed: at jeg dig maa, Foruden at besvige,

For eget Brød Tak sige!

6.

Gid Giærrighed, stolt Ære-Lyst,

Sig ey indsnige i mit Bryst!

Min egen Sag ey blande Sig med Guds Sag! — men gielder det, O Gud! din Ære, giv: ey let Mig Frygt skal overmande!

Lad mig som Klippen stande!

7. Som Hosbond, Fader, Gud! mig giv:

At nytte Mine i mit Liv!

Dog ey blot mine Egne;

Men giv jeg, som min Fiendes Ven,

Og tiener ham! ja hver og een,

Meest dog paa Sielens vegne!

Indtil jeg død skal blegne.

27

27 8.

Og indtil denne glade Stund,

Gid: Ingen Utaal af min Mund Og Knur sig lader høre!

Men, naar jeg seer min Sorg flux endt, Og Dødens Bue mod mig spendt,

Fryds-Raab lad mig fremføre!

Alt her mit Suk ophøre!

9.

Da, lad mig døe i Jesu Troe!

Saa faaer jeg Liise for Uroe,

Hist Løn for Livets Plage.

Og i det søde Haab: at døe,

Jeg seiler glad paa Modgangs Søe,

Min Striids- og Kummers-Dage; Skal dog (nest Gud) ey klage.

H....R.

28

28 Oversettelse

af

Gellerts Selvprøvelse om Aftenen:

Der Tag ist wieder hin, und diesen Theil des Lebens, & c.

Mel. O Gud! du fromme Gud! eller: Jeg slipper Jesum ey & c.

I.

En Dag veeg atter bort, dog denne Deel af Livet, Er den ey spildt for mig? har jeg den viist hengivet? Har jeg vel ret lagt Vind paa Helliggiørelse? Mon jeg kun mig, men ey min Pligt, henlevede?

2.

Var det i Herrens Frygt jeg denne Tak begyndte? Mon jeg, med Tak og Bøn og hellig Iver, skyndte: Mig, som Guds Skabning, reent at ofre Dyden hen. From, tugtig, maadelig, henleve som Guds Ven? 3.

Og mon jeg i det Kald, Gud Herren mig anviiste, Ved Nidkierhed og Fliid ham denne Herre priiste; Mig, andre, nyttig var; og al min Tids Attraae, Var den: at tækkes Gud, ey Verdens Biefald faae? 4.

Hvordan mon denne Dag jeg vel mig selv regierte? Har tidt en Tanke, vendt mod Himlen, rørt mit Hierte? Og, glædtes jeg til Gud, der merker paa vort Skrig? Og har i Troe paa ham mit Hierte styrket sig?

5. Kom jeg, ved Livets Lyst og jordisk Hæld at nyde, Almagtens Gud ihu, der eene alt kan byde?

Tilbad jeg ham i Støv? og føelte: han er god? Toeg jeg al Fryd med Tak, al Nød med Taal imod?

29

29 6.

Og hvordan nød min Siel den Roe, ømt Venskab skienker? Hvor smagte Omgangs Fryd? blev talt just som man

tænker?

Var selv min Alvor mild? uskyldig-glad min Skiemt? Og taeltes ey et Ord, som giør mig nu beklemt?

7.

Har jeg omhyggelig forpligtet alle mine?

Mit Monster stille lært: dem frem i Dyd at trine? Var ey til Medynks Pligt mit Hierte for beqvemt? Hvad Hæld, som andre traf, var det mig angenemt?

8.

Blev ey et Feiltrin giort i Dag, for det fortrødes? Og hver ulovlig Lyst, mon den af mig bestreedes? Ja, hvis Gud denne Nat nu skulle fordre det, Er jeg: at staae for ham, strax villig og beredt? 9.

Gud! du veed alt, saa kan jeg intet dig fordølge; Jeg føler: daglig Feil og Brøst mig stedse følge. Forlad for Christi Skyld mig hver Forbrydelse!

Forlad! Gak ey i Dom med mig din Tienere! Uværdige!

10.

Ja du forlader hver, dem deres Synder krænke. Du elsker Miskundhed, vil mig og Naade skienke. Du kierlig og i Nat skalt vaage over mig.

Mit Liv henleves dig! døer jeg, saa døer jeg dig.

af G.....t.

30

30

Oversettelse

af

Klopstocks Lof-Psalme:

Für ewig ist der Herr mein Theil & c.

Mel. Vor Gud han er saa fast en Borg & c.

1.

For ævig Herren er min Deel,

Mig leede vil og trøste;

Min Gud er Gud! mit Lys og Hæld; Og jeg er hans Forløste.

Jeg forkastes ey For Guds Dom, o ney, Du qvæger mig forud Med en Forsmag, min Gud! Af Saligheders Glæde. 2.

Fra Verden langt, og kun med dig,@Du Altings-Udspring! eene; Hvor blev strax Hiertet skildt ved dig Fra al dets Sorg og Pine! Den, som skabte alt;

Han, som være skal;

Hialp mig, og var min Gud; Almægtig hialp mig ud,

Og sin Fred Herren gav mig.

31

31

3. Jeg, jeg var fuld af Troe, (Gud giør:

Sig Troens Lys ey slukke!) Udfrelst fra Nød, den Fromme bør:

Af Væmods-Glæde sukke.

Den, mig liide saae; Hallelujah! —

Ved ham jeg vandt, ved ham, Som min Siels Bøn fornam, Ja mine stumme Sukke.

4.

Naar ret min Siel opløfter sig

Fra Støvet, Gud bønfalder;

Og, stærk i Troe, jeg gladelig

I Bøn ham Fader kalder; Svinger jeg mig op Høyt blant Englers Trop;

Og er hos dig, Gud! der;

Og er ey meere her;

Er alt i Haabet salig.

5.

Alsteds-Nærværende! du mig,

Mig Støv, endog omgiver;

Du skuer mig, jeg føler dig,

See skal dig hist og leve.

Hist, og her, og der,

Est du, Gud! mig nær,

O, Tanke! riig paa Fred,

Og fuld af Salighed,

Med Trøst fra Gud du trøster.

32

32

6.

Jeg lever dig, jeg døer og dig,

Dog ey af egen Styrke;

Er jeg, Gud! din, du naadelig,

Det selv har maattet virke.

Ja, jeg lever dig,

Og, jeg døer og dig;

Ja, Fader! din jeg er,

Her, og hist ævig der,

For stedse din Forløste.

K.......k.

Vers for og efter Prædiken

af HAMMER.

Mel. Søde Jesu vi er her & c.

Vers for Prædiken:

Himmel hør! giv agt du Jord!

Himlens Gud med Støvet taler.

Det er ey Guds Tieners Ord,

Herren os ved ham befaler.

Hielp os agte, hvad du byder,

Fader, Gud! hielp vi dig lyder!

Vers efter Prædiken:

Nu er hørt dit Ord, vor Gud!

Paa vor Stie det Lys os være!

Det var ey Menneskens Bud.

Hellig, vældig, Jesu Lære;

Eene den i Død kan trøste.

Gid den og vort Liv forlyste!

33

33 Communion-Psalme

af HAMMER.

Mel. Nu bør ey Synden meere & c.

Dybt lad min Siel sig sænke I Naadens Afgrund ned, Forsoner! at betænke

Din store Kierlighed.

Ja, stor mod Synderen Den er! vel Synd du hader.

Dog du mig den forlader;

Tak, Jesu, Siele-Ven!

2.

Du, Gud! du lodst dig føde,

Til Løn varst du forhadt; Som Menneske, du døde

Af dig, selv Gud, forladt! Min Jesu! døende Du Nadveren har stiftet;

Er jeg af Synd forgiftet,

Her er Helbredelse. 3. Hvor Sielen frelst sig fryder! At den dig, Jesu! fandt. Livsalig Trøst den nyder I din Forsonings Pandt; Nys dømt ved Lovens Bud: Til uden Haab at græde; Nu græder jeg for Glæde, Ved dig forligt med Gud.

34

34 4. Selv Engle Lof udbryde:

At jeg dig hører til.

Jeg ævig mig vil fryde

I dig — hvor jeg det vil! — Kun styrk' min svage Troe! Som udstrakt Haand, der zittrer, Saa bange Lyst den yttrer.

Dæmp Tvivl! giv trøstig Roe! 5.

Jeg, stærk ved Troe, dig favner, Og Himlen aaben seer.

Ey Verdens Vel mig gavner,

I dig jeg eyer meer End alle Verdener;

Til dig min Siel kun tragter.

Og Verden! dig foragter;

Jeg har kun Jesum kier.

6. Fremdeles, Frelser! være

Min Lod, mit Liv, min Lyst! Mig Rette-Snoer din Lære!

Din Død mod Død mig Trøst! Din Værdskyld alt mit Haab! Selv . . . hvor jeg er uværdig!@Giør, Jesu! giør mig værdig At døe dig! Hør mit Raab!

35

35

Nye-Aars Psalme

af GELLERT:

Er rust der Sonn, und schafft den Mond & c.

Mel. Guds Søn er kommen af Himmelen ned & c.

Gud vinker Soel og Maane frem, Afpasser Aarets Tider,

Os rolig-giør, selv efter dem

Nye Aargang vexle byder.

Aar, Nat og Dag, han cirkler ud; Kom! lad os Herlighedens Gud Tilbede, love, takke!

2.

Gud! du som er, og du som var,

Af tak-fuldt Hierte være Dig, for det nu forgangne Aar,

Tilbedelse og Ære!

For Lykke, Velfærdt, Liv og Lyst,

For Fred og Roe, Hielp, Raad og Trøst, For alt, vi Tak dig skylde, 3.

Velsign og, Herre! dette Aar,

Du os paa nye har givet!

Giv Kraft! fra dig vi Kraften faaer:

Dig at henleve Livet.

Ved dig, vor Hielp! det lykkes best, Du vogter os, naar vi kun meest Dit Rige eftertragte.

36

36

4.

Gid! jeg mig, om dig synes vel,

Ved Livets Lyst maa fryde!

Men skader Fryd og Lyst min Siel, Send Kors! lad mig kun lide!

Skiænk Hiertet Taal! berolige

Mig: At jeg ey for Drøvelse

Skal Lykkens Flok misunde.

5. Beskierm', Gud! med din mægtig Arm I Aar dit Folk! sær, Fader!

Du over Trængte dig forbarm',

Dem Verden slet forlader.

Til hver god Gierning giv din Fred!

Med sunde Raad, sand Salighed, Nedlad dig paa vor Fyrste!

6.

Gid: Viisdom og Retfærdighed Hans Konge-Stoel stadfeste!

Lad Dyd, Gudsfrygt med Nøysomhed I Landet boe til Beste!

At Troe og Kierlighed vort Liv

Bepryde! kiere Fader! giv

Ved din Søn Jesum Christum!

G.....t

37

37

Døds-Psalme

af KLOPSTOCK:

Wie wird mir dann, ach dann! mir seyn & c.

Mel. Af Høyheden oprunden er & c.

1.

Hvad skeer mig da, naar sødelig,

For ret i Gud at glæde mig,

I Herren jeg henstummer?

Af Synden ey besmittet meer,

Udfriet af mit Fængsels Leer,

Udfrelst fra Død, fra Kummer,

O Hæld Dig Siel!

Styrke, trøste,

Dig, Forløste!

Med den Glæde,

Dig, din Gud hist vil berede.

2.

Jeg fryder mig, og frygter dog,

saa mig Elendigheders Aag,

Den Syndsens Straf nedtrykker;

Du, Herre! letter mig mit Aag,

Ved dig mit Hierte styrkes dog,

Troer, opstaaer, veed sig sikker.

Jesus!

Christus!

Gid mit Liv dig!

Og min Død dig Her maa ære!

Hist jeg din Nedarving være!

38

38

3.

Agt, Siel! da Dødens Redsel ey! Det til Beskuelsen er Vey Igiennem Gravens Mørke.

Den være dig ey gruselig!

Til Helligdommen fører dig Den Vey igiennem Mørke.

Guds Fred, Derved Overvettes Frygten settes,

De Forløste Den usigelig skal trøste.

4.

Gud! jeg ey Timen veed, naar nu Mit Øye brister, og mig, du!

Til dine Døde samler.

Maaskee afbryder Dødens Nat Min ufuldendte Bøn, saa at Min Lof paa Tungen samler.

Fader!

Fader!

I din Haand, du! Tag min Siel nu! Dig til Hænde, Den befales nu i Hænde.

39

39

5. Maaskee mit Liv det længer naaer;

Jeg mueligt langt fra Maalet staaer,

Hvor Kronen mig skal vinke.

Betrues sildig først med Fald Mit Legems Hytte, og jeg skal Mig underveyes forsinke.

Hør, Gud!

Dit Bud Giv jeg lyder!

Christne Dyder Alle Dage

Mig for Thronen hist ledsage!

6.

Hvad skeer mig da? naar, Gud! jeg dig, For ævig hist at glæde mig,

For Thronen skal tilbede!

Af Synden ubesmittet der,

Hist Himmelens Medarving er,

Mit Støv en meer blant Døde!

Hellig!

Hellig!

Hellig! synge Vi dig, bringe Lof og Ære

Dig, som var, er, og skalt være.

K.......k.

40

40 Psalme om Hengivenhed

af

HAMMER.

Mel. Naar jeg betænker den Tiid og Stund & c.

1.

O, Gud! den Salighed, det er: Sig dig at overgive!

Og kan da noget findes her,

Der kan os fra dig rive?

Er mueligt vel:

Fornuftig Siel

For Viisdom Tant kan vælge? Og Siele-Roe,

Og salig Troe,

For flygtig Lyst henselge?

2.

Thi hvor i Verden findes dog Sand varig Fred i Livet?

Om Sielen ey sin Tilflugt toeg Til Lyset, os blev givet?

Det Herrens Ord Mig viiser Spoer: Lyksalig her at vorde;

Og salig hist.

Det gav mig Trøst, Kun det mig rolig-giorde.

41

41 3. Fortvivlet taug Fornuften, ey

Mig Raad og Svar kan give: Om sand bestandig Fryd; o ney,

Den lod mig uvis blive;

Den ikkun veed: Lyksalighed

Er idel Glæders Kiæde;

Men vidste ey:

At viise Vey Til slig uafbrudt Glæde.

4.

Og spørges Sandserne om Raad, Forgiæves de mig raade:

At for at vare altid glad,

Nyd Livets Lyst og Baade!

Jeg prøvde det,

Blev kiæd, ey mæt, Var lykkelig-ælendig;

Bort Vellyst, viig!

Din Løn er Sviig Din Lyst, hvor ubestandig!

5.

Kan Rigdom kiøbe Siele-Fred?

Kan Vellyst Ønsker mætte?

Gav Ære god Samvittighed?

Og kunne saa alt dette,

Mod Sygdoms Nød, Mod visse Død;

Mod Livets Sorger, være Mig sikker Fred?

Ney, Usselhed

Det er, kan hver Dag lære.

42

42

6.

Kan Viisdom selv beskytte mig Mod Uhæld her i Livet?

Hvad heller Dyd forsikre mig@Om Glæden efter Livet?

Ikkun een Brøst,

Strax uden Trøst Fornuften selv fordømmer

Og, Gud! hvor svag! Ey nogen Dag,

Jeg jo min Pligt forsømmer.

7.

Hvad Trøst i Nød i Død gav mig Den stolte Viisdoms Lære:

Giør hvad du bør! og trøst saa dig, Gud ey partiisk kan være,

Han styre maae Det Heele, saa Kan han paa dig ey agte;

Til Trøst, min Siel! For Verdens Vel Som Offer dig betragte!

8.

Ney Viisdoms Daare! kom og see!

Ved Skriftens Lys lær kiende: Gud, Altings Viise Styrere,

Dig alt til Gavn skal vende. Hengiv dig Gud,

Og vær hans Bud Af gandske Hierte lydig!

Saa skalt du ey Paa Stoltheds Vey Gaae hen forrvivlet-dydig.

43

43 9. Gud seer alt, hvad jeg har behov,

Vil mig en Fader være;

Saa bliver jeg en Verdens Rov,

Han vil, kan, skal, mig være En Fader bliid;

Og skiønt min Tiid Med Kummer hart omspendes,

Til Tugtelse Skal det mig skee,

Og snart med Fryd den endes.

10.

Saa skee mig, hvad, min Gud! du vil, Din Villie er den beste.

Alt hvad mig hændes, sigter til Min Sieles ævig Beste.

Meer Medgang, da Faldt jeg nok fra Dig Gud, og om du skiulte Dig længere For mig, maaske Jeg da, o Gud fortvivlte.

11.

Jeg kun ved din Bestyrelse Kan eene roelig være

I Liv og Død, saa lad alt skee,

O Fader! til din Ære.

Min Salighed Lad fremmes ved Dit Forsyns skiulte Veye!

Saa skiøtter jeg Om Verden ey,

Har Himlen alt i Eye.

44

44

12.

Guds Rige jeg adspørge vil Ved Jesu Kraft og Naade,

Saa veed jeg vist: alt sigter til At tiene mig til Gode.

Naturen, den Selv stræber hen: Guds Rige at tilbringe.

Jeg stræber med,

Og derfor veed:

Det skal mig vist gelinge. 13.

Naar Aanden gav mig det til Pandt:

At Jesus mig forligte Med Gud, saa jeg en Fader fandt I ham, og ey tør frygte.

Jeg veed, den alt Mig give skal,

Som mig sin Søn har givet;

Ey tvivler paa:

Jeg jo skal faae De Smuler her i Livet.

14.

Bort derfor daarligt Ønske! som Tør Herren foreskrive,

At ey med Ønsket Dødens Dom Jeg selv skal underskrive!

Veed jeg maaske: Hvad Fristelse Mig Lykken skulle blive?

Gud bedre veed;

Til Salighed Hvad tiener mig, at give.

45

45 15. Nu først blev sandt de Viises Sprog:

Ondt kan en Viis ey hændes. Du meen det Ondt, Gud styrer dog: Det mig til Beste vendes.

Har jeg den Trøst Jeg er forløst; Retfærdig maa Gud være;

Saa han mig her Lyksalig giør,

Hist! skal mig salig giøre.

16.

Her er jeg, Verden! trods du mig Skal kunde Ondt tilføye.

Jeg Gud-hengiven trodser dig,

Min Gud boer i det Høye.

Her er jeg, Gud! Giv mig: dit Bud Af gandske Hierte lyde!

Hengivenhed,

Lyksalighed,

Lad hos mig eet betyde!

17.

Forfølges, spottes, trænges, jeg For dit Navns Skyld, o Glæde! I Fængsel kast, jeg gruer ey;

Men staaer med Lofsang reede. Jeg Lænkerne Da vil ansee

Som Kierlighedens Seeler,

At drage mig Fra Synd, til dig; Du selv mig Kraft meddeler.

46

46

18.

Og falder Rigdom i min Lod,

Roes, Høyhed, eller Vælde;

O Jesu! vær mig da saa god:

At jeg mig ey skal hælde

Til brekket Rør!

Men, som jeg bør, Det bruge til din Ære,

Og Næstens Vel!

Mit Liv, min Siel, Dig anbefaler være! 19.

Saa byd mig, Jesu! som du vil, Forleen blot Kraft: at lyde! Nægt eller skiænk mig, hvad du vil, Lad mig den Trøst kun nyde:

At du est min,

Og jeg er din!

Om Himmel, Jord, forsvinder; Nok Salighed,

Din Kierlighed Os ævig sammenbinder.

47

Psalme

tilegnet

Dronning

Caroline Mathilde

paa Cronborg.

den 23de April, 1772.

48

Formodentlig Tanke af

Hendes Majestæt

i Sin Eensomhed.

Skaansels-Plet! udvalgte Støvgran blant alle Tuer paa Jorden! thi mod hvilket Land beviiste vel Gud slig Mæg- tighed og Trofasthed, som mod sit elskte Dannemark og udkaarne Norge.

Den 2den Christian, 12te Carl, Peter den Store, saa- vel som den 3die — stærke Beviis paa besynderlig Frelse! — mod disse store Navne forsvinde Slagheg og Uhlfeldt — og jeg taber mig nu ikke meer i Forundring over Græverne Struensee og Brandt i Castellet, og mig selv her paa Cronborg.

49

49

Psalmen synges under bekiendte Passions-Psalmernes Melodie.

l.

Ingen Høyhed, ingen Ære,

Ingen slig Fuldkommenhed,

Kan der under Solen være:

At sig nogen sikker veed For et Fald, hvis Fod hengleed . . . Vee den, som giør Himlen vreed! — Gud, hvis Haand Monarker strekker Død i Støv, til dem og rekker.

2.

Da jeg Ung og Uviis tænkte Kun paa Sinds Adspredelse,

Og i Lyster mig nedsænkte;

Gud! Du mig bortveyrede. — Stolt af Kronen Spot jeg drev: Hvo mig Love foreskrev? — Men, du Kongers Konge byder; Himmel, Jord, dit Vink adlyder.

3.

Tak Gud! jeg kom eengang eene Ud fra Bulder, Sverm og Larm, Hvor ey Smigrere formeene Mig: at gribe i min Barm.

Hvor ey giøres Synd til Dyd, Hvor ey Hoffets Bruse-Fryd Døber saa Fornuftens Øre,

Jeg jo Himlens Røst kan høre.

4.

Hvilket fremmet Sprog! den taler:

At al Høyhed Skiændsel er,

Som blot af sin Fødsel praler,

Og fremskinner ey især Ved en høy og ædel Siel;

Men er kronet Synde-Træl.@Purpur-Plet mest dadlet bliver, Konge-Dyd kun Ære giver.

50

50 5.

Gud! i Støv jeg dig tilbeder,

Dybt du mig ydmyge lod.

Jeg ey om Undskyldning leder, Andres Skyld ey min giør god. Men hver, som medskyldig er: At jeg skyldig sidder her;

Ak! tilgiv dem! blide Fader!

Jeg af Hiertet dem forlader.

6.

Og de, mig nu umildt dømme,

Selv for smaae til mine Feyl,@For de sig mod mig derømme,

O! saa see de sig i Speyl!

Vist er Høyhed Dydens Kald; Let forleder dog til Fald;

Frit man troer: at torde synde. Rang, Exempler, tidt tilskynde. 7.

Jordisk Vellyst! Farlig Ære!

Fristefuld som skuffelig,

Glad jeg vil slig Pomb undvære.

Giv mig, Gud! at tækkes dig! Roes hos dig sand Ære gav; Siele-Fred lad fra nu af Mig trods Synde-Fryd behage!

Du fra Støvet Hiertet drage!

8.

Snart jo Livets Drøm ophører

Hvor er nu min Moder? — O! — Gud! hvor trofast du os fører! . . .

Det dog gielder kun at troe Paa den nys Fornegtede,

Dog for mig Korsfæstede;

Jesu Konge! Brudgom kiære!

Hist jeg skal din Dronning være.

1

En

Samling

af

Sange

over

adskillige Materier

som

glemte Forsøg

de skiønne og nyttige Videnskaber.

Samlede ved Autor selv.

Kiøbenhavn trykt og findes tilkiøbs hos Paul Herman Höecke. 1772.

2

Indhold.

Første Sang. Tanker i Torden.

Anden Sang. Tanker om Foraaret.

Tredie Sang. Tanker om de moralske Synder. Fierde Sang. Tanker om Tiden.

Femte Sang. Tanker om Dommen.

Siette Sang. Tanker om Døden.

3

Hans Kongelige Høyhed

Arve-Prints

Frideric

tilskrives

i allerdybeste Underdanighed

disse Blade

af

Hans Kongelige Høyheds

underdanige Tiener

Martini Brun étud. en phil.

4

        

5

Første Sang.

Tanker i Torden.

Mit Bid er vel et Vid; — men mindre, end et Gran;

Dog ikke maalløs! — du! — min Geyst, min

Sangerinde!

Jeg høer Veltalenhed paa Luftens lette Vinge,

Hos Fugle, Planter, Straa, hos Engel, Kræe og Mand.

Jeg vil fortælle hvad almægtig Han formaaer Naar i Orcaners Røer sin Almagt Han udstøder, Naturens Majestæt i blanke Skyer møder,

Naar Elementerne hist oppe Triller staaer.

Jeg synge vil en Sang fra Angsters mørke Vraa,

Da Andagt og da Skræk paa Herrens Stemme hørte, Og han den hule Luft med Torden-Bulder rørte,

Saa Skyer maatte strax en rædsom Hvirvel slaae.

En mørk og skrækfuld Nat, da hule Torden-Skrald Vor Klode giennemklang, saa al Naturen bævet,

Jeg mellem Frygt og Haab i Sengen laae og svævet, Og ventet paa min Død ved Enden af hver Knald.

Jeg saae Ismene selv, min ømme Livets Roe,

At deele Taarer ud til Skræk og bittre Sorger;

Hvad Mod en frygtsom Siel af Frygtsomhed selv borger Jeg saae, og begge saae, vi var forknuste Toe.

6

6 Her Kierlighed var taus, dog rig paa Hierrets Maal, Paa Sukke, Bønner, Graad, Elendigheders Tolke, Som Siælen eene maae, i Angsters Tid, befolke, Mens Sandser drikke maae Forbauselsernes Skaal.

Som Orm og som Insekt ved denne Almagts Røst,

Vi krympet os i Suk, og badet os i Taarer.

Hvad føler Syndre ey udi de store Farer! -

Vor Sprog blev Suk og Sang, vor Skiul vor kierlig Bryst.

Hist fløy en talrig Hær af Luftens Sangere;

Af deres Element de hastig blev fordrevne,

De svangre Skyer brast, og maatte modløs revne,

Da Svovl og Vind og Vand og Ild sig parrede.

Det lille bange Kree med matte Vinger sank I nærmest Træer ned sit arme Liv at skiule;

Det qvidret sørgelig: hvor finder jeg en Huule,

Et Skiul, en Frelse-Stad for Bulder, Ild og Stank!

Du søde Solo, som af Angster sammensadt Brød af det bange Bryst med zittrend' Tremulanter, Din Sang mig gav lit Mod, ukunstlet Musikanter! Da alting bygte mig en fæl og skræksom Nat.

Din Slummer var forstilt paa hin den bævend' Green. En Torden-Pil skiød ned fra Luftens hvalte Bue,

Og Bielkerne udi din grønne Sommer-Stue Tit med dig segnet ned som Centner-vægtig Steen.

7

7

Det melkerige Fæe, vor fromme Børne-Ven,

Kuns brølede om Læe hos sine Debitorer,

Som billig Rente af den Omhue, som det foerer; Det lovte dobbelt Melk i Spandene igien.

Et Kaos blandt med Ild, med Dunst, med Knald, med Vand, Sit Skimmer slynget ind paa det forfærdet Øye. Forskrækkelserne fløy fra Dale op paa Høye;

Fra Høy i Dalen ned imellem Vand og Brand.

Men i et Øyeblik Forskrækkelsernes Flor Blev hastig trillet op for det neddukket Øye:

Nu iilet Maanen did paa hiine kiølig' Høye,

Og kyste tusindfold den nye-opammet Jord.

Nu hoppet glædefuld Alfaders Prædikant,

Den lille spæde Fugl, fra Green til Green, og talte I himmelsk Harmonie om Ham, som nyelig malte Sin Magt og Majestæt fra en til anden Kant.

Saa sang min matte Aand: O Tordners store Gud! Jeg seer din Majestæt i denne Almagts Scene Kopie paa Dommens Dag: o giør, at blant de Rene Jeg Synder findes maae ved sidste Tordners Bud.

8

8 Anden Sang.

Tanker om Foraaret.

Mit Øye! tag dit Glas, det Glas, som Gud dig gav, Hvormed du skulde al hans Underværk betragte.

Som Han i Luft og Vand - og Jord og Ild nedlagde.@See nu, hvor alting staaer op af sin Vinter-Grav.

Det rigdomsfulde Frøe, som blev i Jorden lagt.

Som daglig dugget blev af Skyernes Vand-Kande, Opreyser nu sit Spiir i Græssets frugtbar Lande.

Hver Plante, Blomst og Træe bær nu en Almagts Dragt.

Hvor før en Bygning stod af kunstigst bygget Snee,

Staaer nu et Blomster-Beed, hvor Blomst i Blomst sig folder. Hvor tusind Græs-Straae er den viise Guds Herolder,

Og hvor Naturen smiil af altings Skabere.

Nu brækkes Laasene paa Iisets Marmor-Slot; Den frugtbar Fiske-Slægt begynder glad at dandse; Den kielne Hyrde gaaer og fletter grønne Krandse Til sin den Elskede af grønt og rødt og blaat.

Den daanede Insekt, hvis Liv var daglig Død, Sit Hoved rækker ud af sit oplukte Fængsel;

Til sit det nye Liv den yttrer Lyst og Længsel, Naturen bliver ung, og alting er nyefød.

9

9

O vigtig Billede paa min Opstandelse!

Saaledes skal min Krop, skiønt Støv og Orme-Føde,

Ey evig visne blant Forraadnelse og Døde,

Men paa en Foraars-Dag vist opstaae blomstrende.

Tredie Sang.

Tanker om de moralske Synder.

Undseelig Musa! kom og vov en Flugt saa sagte!

Du ømmes, dukker dig; din Afmagt den er stor.

Frit Mod! — man ey saa let blant Flokken dig vil agte.

Nu flyv! — som intet did, hvor Svaghed daglig groer.

Dit Intet ved sin Flugt maaskee kan lære noget;

Den lærer intet, som i alting intet seer.@

Saa see! og tænk! og syng! om ikke ret saa kroget,

Om ikke net, saa svag: lit lærer altid meer.

Flyv did, hvor Dag og Nat maae lystre Syndens Slaver, Hvor Haardhed altid gaaer og lurer efter Rov,

Hvor hin ufølsom Siæl nye Pinsler fræk tillaver For Menneske og Dyr alt efter Haardheds Lov.

Kast du et Blik derhen, hvor Ømhed kuns er Daare,

Hvor Pin' og Plag', og Myrd' til Hiertet taler Mod, Hvor man kan treffe en Tyran i hver en Aare,

Hvor Øret tildres meest ved Klang af Mord og Blod.

10

10

Men hvem er slig Uhyr, den Tiger og den Løve,

Som paa al Gruesomhed er dette Billede,

Som vild og fræk og grum tør disse Laster øve?

Hvem er vel dette Kræ? Det er et Menneske:

Et Menneske! — o Skræk! her blev min Geist uvillig!

Her sank min Ømhed ned, jeg skamfuld sukkede.

Jeg tænkte ved mig selv, om jeg og dømte billig;

Jeg saae, at det kom an paa Undersøgelse.

Saa ilede jeg ind i hine søde Egne,

Hvor agtsom Øye har saa mangen Times Lyst, Hvor Gud og hvor Natur sig møder allevegne.

Hvor det navnløse Hvad hendulmer Siæl og Bryst.

Her stod en Fader, og med et koldsindig Øye

Saae an det farlig Skridt af en forloren Søn:

En Fader blev Tyran, og neppe lod sig nøye

Med dette fæle Gisp: Selv-Mord gir Helved-Løn.

En falden Datter kom og knælet for sin Fader,

Den Datter-Klynken skreeg om Fader-Kierlighed; Men Haardhed lynet frem af bøddelspodske Lader,

Af Fald i større Fald en Datter sank da ned.

En Skiøge tumlet hen i hine Hore-Kroge.

Den Skiøge Moder blev, og blev sin Byrde qvit.

Hun viklet Fosteret i Ondskabs Natte-Taage.

Den Usle klynket: — Tys! — og Skiøgen gav et Snit.

11

11 Men holdt, min Musa! holdt! Lad Lasters Dække falde!

Du saarer mig og fleer ved disse fæle Træk.

Det hielper ey, vi sligt vil i Erindring kalde,

Som Almagt eene kan udslette af vor Skræk.

Fierde Sang.

Tanker om Tiden.

Forglemte lille Ord, dog allervigtigst Fier I Verdens kunstig Uhr og vise Skabnings Kiede!

O laan mig dette Nu, hvori jeg vil berede Din Vigtighed en Sang, som dig til Ære skeer.

Da dine Øyeblik omkring min spæde Krop Saa kierlig flagrede udi min Fødsels-Time,

Da var jeg alt for svag, da kunde jeg ey rime En Ære-Sang for dig blant vor Poete-Trop.

Men nu jeg stamme vil om hvad jeg skylder dig For Aar og Maaneder, for Uger og for Dage,

Som jeg til Nu har af min Alder lagt tilbage;

Den største Skyldnere, jeg veed, du har i mig.

Som rig Velgiørere du gavmild deeler ud

Med begge Hænder, nu din Sommer, nu din Vinter,

Til alle og enhver, som Trang til Timer finder,

Alt efter Orden og den evig Viisdoms Bud.

12

12 Alt hin Graahærdede, som slæber Døden frem Paa Krykker, maatte vist et Orme-Maaltid være, Hvis du ey gavmild hialp hans Leve-Lyst at nære Ved nye Leed i hans Livs Kiede til hans Hiem.

Den muntre gifte Mand, som ved sin Kones Bryst Saa roelig vover sig i Søvnens troeløs' Arme,

Ey vaagnet op til nye Forlystelse og Varme,

Saafremt din Gavmildhed ey var hans Lives Trøst.

Den unge Daarlige midt i sit Spøg forsvandt,

Naar blind Uagtsomhed opstiller sine Snarer,

Og han som ulært Fugl i Fange-Garnet farer,

Hvis du ey nye Leed til hans Livs-Kiede bandt.

Det spæde Patte Barn, det lille visse Rov For rusind ukiendt Nød og Millioner Skiebner,

Vist døde i sit Svøb, men du hans Liv bevæbner,

Han slipper ud ved dig af Livets Morder-Skov.

Hvo kiendte Alderne, forkortet du din Haand,

O dyrebare Tid! og os i Svøbet myrdet?

Og hvis du tilig os i Dødens Grube styrtet,

Hvor blev da Ægteskabs, Slægtskabs og Venskabs-Baand?

At Orden tabtes i et Kaos fuld af Skræk,

Hvis Hiul ey Hiulet drev i Tidernes Maskine; Naturen gik i Staae, hvis Fieren brast derinde, Slap Tidens mindste Leed, saa sank den evig væk.

13

13 Mirakelfulde Tid! du Guddoms Under-Søn! Dit kunstig Uhreværk en Almagt maae optrække, Hvis dine Dage, Aar og Timer skal tiltrække For svage Synderes saa ufuldkomne Bøn.

Du Tids og Evigheds almægtig Styremand!

Din Naade lære mig at tælle mine Timer

Med Viisdom og Forstand, at naar din Almagt kimer,

Jeg saliggiort og frie da hos dig lande kan.

Femte Sang.

Tanker om Dommen.

Tør vel min svage Geist begynde denne Sang? — En hellig, hellig Sang om Dommens vigtig Scene, Hvor for Guds Majestæt de Reene og Ureene,

Rig, Fattig, Gammel, Ung skal møde denne Gang?

Hvad Digters heldigst Pen er værdig nok til sligt?

Var Kingo dertil nok? Var Young saa dyb og yndig,@Var begge vel saa stor, at de tilfulde syndig Kund' synge passende om Dommens Underligt?

Ney ingen værdig nok til slig en værdig Sang;

Men hver sit heele Vid med hellig Andagt knytte;

For sin afmægtig Geyst derved at understytte;

Syng, Sangerinde! da udi en hellig Klang!

Der er en Dommens Dag! O skrækfuld Billede!

Naar du dig stiller ind i mine eenlig' Tanker, Den stille Andagt i mit Bryst sig sammensanker;

Ved denne Tanke maae forskrækkes Sandserne.

14

14 Saa skal den Under-Kreds, mit Øye tumles i,

Den dunstig hvelvet Ring, Miraklers Vaanings Bue

Da fra sin Hvilepunkt udrives? Jeg skal skue

Det heele Firmament fra Roe og Orden frie!

Paa denne Angsters Dag selv Lysets Fader, du!

Du flammerige Soel skal skiule dine Straaler; — Thi hvad Slags Lys et Glimt af Lysets Kilde taaler? Din Dagens Fakkel bliv som Nat i dette Nu.

Din Gemalinde plat af Angest falder hen,

Veninden af vor Nat, vor sølvbemænget Maane,

Vi ved din Side seer bleg, gusten, død og daane. Dens Pilgrims Gang er endt; den søger Roe igien.

Et Mørke trækker op, en Elementers Kamp Udslukker i en Hast de klare Natte-Lamper;

Forgieves Stiernerne nu imod Brodden stamper.

Da Soel og Lys og Ild nu er kuns dunkel Damp.

Jeg seer Frietænkeren og Gudsbespotteren I nærmest Klippe-Rift at søge dem en Hvile; Men Dommens Torden strax i Hælene dem ile. Der er ey Bierg og Skiul for Dommerens Uven.

Selv Engle zittrer ved den Almagts Majestæt,

Der tænder Verden an, og sønderbryder Kloder; Forskrækkelserne boer i Bierge, Dale, Floder;

Al Jammer vaagner nu ved Dommens Klokke-Slet.

Kuns den udvalte Flok, friekiøbt ved Jesu Blod,

I Skyers Seyer-Vogn til Dommerstolen iiler; Retfærdigheden selv modtager dem og smiler Af denne vigtig Hiord, hvidgiort i Livsens Flod.

15

15

Tre Bøger lukkes op for Verdens Synder-Flok,

Vor Skiebnes, Gierningers og Straffens Folianter,

Hver hører nu sin Dom fra alle Verdens Kanter.

Ad Skræk! End her din Sang, min Musa, det er nok.

Væk mig af Lasters Drøm, almægtig Dommere!

Før jeg opvækkes skal ved Dommens Stormeklokke! Lad mig ey staae forbaust blant de fordømte Flokke, Men lad mig Evighed igiennem Tiden see.

Siette Sang.

Tanker om Døden.

Ja, Mennesket skal døe, det er den gamle Lov;

Det er en Rente af Ulydighed og Laster,

Naar Skabningen imod sin Skaber sig formaster.

For Døden Gammel, Ung og Fattig, Rig er Rov.

Ey Rigdoms gyldne Laas saa stærk kan lukke ind, Det blanke Støvets Slægt, det farlig Gulds Tilbeder,

At det jo ligesaa til disse Syndre heder:

Du Rige og skal døe, uagtet du er blind.

Ey Deylighed har nok udi sin rige Skat For at sin Eyere udødelig at giøre;

Den Deylige maae og den mægtig Stemme høre: Du Deylige skal døe udi din Afskeeds-Nat.

Ey Magt og Vælde veed den Kunst at væbne sig Mod Dødens visse Piil, der rammer, hvor den sigter. Døe, er den sidste Pligt blant alle Livets Pligter.

Du Vældige maae døe, naar Raden er hos dig.

16

16

Ey Lærdom haver læst i allerklygtigst Bog,

Hvorledes at man kan den snilde Død bedrage:

Den Klygtigste engang maae ende sine Dage.

Du Lærde og skal døe, en Dag det hedder dog.

Ey udi Ungdoms Vaar den Blomst er voxet op,

Som har en Læge-Kraft i sig mod Dødens Bylder;

Den Unge Døden og sit Lives Ende skylder.

Du Unge ofre skal til Orm og Død din Krop.

Ey Alderdommens Høst kan finde saadant Straae, Igiennem hvilket den kan Døden fra sig blæse.

Den Livets Aand eengang maae udgaae af hans Næse.

Du Gamle og skal døe og Livets Ende naae.

Hver Svede-Hul det er saa uformærkt en Dør, Igiennem hvilket sig Foeraadnelsen indsniger.

Og paa vor Leve-Traad saa agtsom staaer og kiger, Om den skal skiære til, om den lit bie bør.

Hver Sygdom er et Bud, der melder Tiden an. En usund Draabe Blod udi de skiulte Aarer Tit Dødens Varsel er, hvorved han os advarer: Nu vendes sidste Blad udi vor Lives Plan.

O Sikkre! giør da ey din Reise-Bog saa stor!

Tre Blade er vel nok? at fødes, lide, dødes,

I Gravens Samle-Plads med andre fleer at mødes, For der at blive, hvad bu engang var, lit Jord.

O Livets Herre! træf du mig da altid saa,

At jeg maae have tændt Forsigtighedens Lampe. Og ikke tumle om i Sikkerhedens Dampe,

Naar du mig vinker did, naar du mig kalder paa.

1

Tanker fra Kiøbenhavn til Cronborg.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og faaes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Du gik Mathilde! bort, — og skulde ey en Sang,

Blant mange helliges. Din merkelige

Gang.

Du gik fra os, som Dig der aldrig undte

ilde,

Din Bortgang bøye maae selv Hiertet paa de vilde

Naar de faaer høre at den Kronede Mathilde,

Der var saa føyelig, som Dagen den er

lang,

Forloed den Stad, hvor man om Hendes Venskab Sang.

4

2. Du vor Mathilde var saa kierlig og saa sød, De store med de smaae saa let Dit Venskab

nød.

Dit Kierlighedens Pant, Du blottede til

mange.

Ja og i Brude-Seng kan Bønder Dottre

gange,

Ved Dig — og Jomfruer med Kunstens

beste Sange

Dit Navn ophøye vil iblant Veninders

Tal,

Fordi Du hialp dem til Naturens søde

Val.

3. Du gik til Cronborg Slot — hvorfor?

Din Munterhed

Og Kierlighed var Skyld, Du maatte reyse

ned.

Du Cronborgs Fæstnings Kunst i Øyesyn

vil tage

Du smager Kunstens Kraft Du bliver mange

Dage

Paa Cronborg — ja man spaaer: Du kommer ey tilbage,

Til Kiøbenhavn; thi Cronborg alt har taget

ind,

Din Lyst og Munterhed, Dit Kierlighedens

Sind.

5

4. Du Cronborg Slot! med Ret bør kal- des lykkelig,

Som vandt Mathildes Lyst, saasnart hun

kom til dig,

Vogt nu Mathilde vel! see til du aldrig

glemmer

Den Gunst, Hun viser dig, at Hun i dine

Giemmer,

Vil skiule sig og høyt dit Navns Ære fremmer,

Da Cronborg aldrig nød den Ære at det

var,

Et Sted hvor Kronede saalenge blevet

har.

5.

Stræb Cronborg at du kan Mathildes Munterhed,

Retskaffen muntre med dit dog saa muntre

Sted,

Mæt Hendes Øyne med Neptuni Riges

Heldte

Med Bølgerne, hvis Mod gaar løs paa Søefolks Teldte,

Din muntre Dronnings Mod ved sligt skal

ey hensmelte.

Men vogt dig, at Hun ey at gaae fra dig

faar Lyst

Imod Neptuni Magt at vove Kiemper

Dyst.

6

6.

Thi som jeg haver hørt, saa har Hun alt faat Smag

Til Søes at fare, og der kommer snart en

Dag,

Paa hvilken Hun sig vil fra Cronborg Slot

begive

Og nogle Dages Tid blant Bølgerne fordrive,

Indtil Hun Lander hvor Hun stedse vil

forblive,

Hvor Hun sin Residentz for altid have

skal.

Hvor nok af Tidsfordriv er for Mathildes

Val.

7.

Da ynker jeg dig ret du arme Cronborg Slot,

Som nød den Ære og som havde det saa

godt,

At giemme Dronningen —- ja meer at see

den Milde,

Som smilede hos dig — den Kronede

Mathilde,

Da ynker jeg dig naar Hun fra dig reyse

vilde,

Og prøve den Seydlas, som Hun paa dig

har seet,

Da maae man sige at din Lykkes Haab blev

beet.

7

8.

Men Dig Mathilde, som til Søes nu reyse vil,

Skal Resten af min Sang bestemmet være

til:

Seyl lykkelig, saa at Du Lander i de

Havne,

Som Dig bestemmet er, som bedre Dig kan

gavne

End de forladte, som herefter Dig skal

savne

Og stræb af Din Seylads at høste Frug-

terne,

Som Dig bestemme kan en sand Fornøyelse. 9.

Dit Vel Mathilde var os altid Hier-

tekier,

Du altid elsket blev og frygtet af enhver. Imens Du Moder var vi elskte Dig Ma-

rhilde,

Som Børn vi giorde alt hvad Du os bød

og vilde

I Gierning vise, at vi meente Dig ey ilde Men Dig og Kongen vel i alle Handlinger. Lev vel Mathilde! saa Dig ønskes af

enhver.

8

        

1

Tanker ved

Dronning

Caroline Mathildes

Bortreyse fra Dannemark

til

Zelle i det Hannoverske.

Kiøbenhavn trykt hos Paul Herman Höecke 1772.

2

        

3

Hvad — Vil Mathilde sig nu bort fra os begive?

Hvorfore mon Hun vil ey længer hos os blive? Hvad har vi Hende giort, Hun reyser fra os bort?

Ak! Dronning — Glæde — Ak! den varede kuns

kort.

Gaaer Du, Mathilde! bort? Ak! maae man dog ey tale Kuns om Din Bortgang? Skal den legges ned i Dvale? Skal Eftertanken i et evigt Slaverie Indsluttes? Paa hvis Dør skal staae et stille Tie?

4

4 Ney! er den Sag bekiendt, Du ey hos os vil blive, Men vil Dig bort igien til andre Egne give:

Hvorfore skulde Dig ey bedes et Farvel?

Og just ved dette Ord jeg skielver i min Siel.

Dog hvad? skal vi af Sorg reent over dette blegne, Fordi Mathilde vil forlade vore Egne?

O ney! vor Fader, vor Monark og dyre Ven Til Glæde, Trøst for os tilbage er igien.

Du gaaer, Mathilde! bort: hvorhen? Til hine Egne. Jeg seer Din Bortgang, ja jeg seer, og halv maae blegne, Naar jeg betænker: at Du hos os været har, Og os forlade skal just for Du hos os var.

Slet ingen nægte kan, den Tid Du haver været Hos os, som Dronning Du tilbørlig jo var æret,

Og nu vil reyse bort; hvad siger man herom?

Hvad siger man: Saa er besluttet Skiebnens

Dom?

5

5 Tys nu! hvad er dog det vel for en Røst jeg hører, Som Eftertanken mig i denne Stund paafører,

Som mig opmærksom giør? Ak! tør jeg sige ud? Mig synes, at de Ord forkynder Afskeeds-Bud.

En Røst heel sorrigfuld kiekmodig dog tillige

Jeg hørte disse Ord saa sagte at udsige:

Min Konge, min Gemahl! min Søn, mit Liv,

mit Blod,

Farvel! jeg neppe meer til Eder setter Fod.

Betænkelige Ord for Øren, Sind og Sandser,

Som Eftertanken gav, jeg selv ved dennem standser, Betænkende, tungt er Farvel at bede, naar Man skilles fra en Ven, og bort fra hannem gaaer.

Ak, ak! Du var hos os paa Siette Aar, Mathilde! Din komme frydefuld vi ønskede og vilde:

Dit Indtog glædesfuld ansaae vi alle Mand: Din Reyse maae vi see med stille Taugshed an.

6

6

Dog Dig, da Du gaaer bort, skal helliges vor Tanke; Vi Blomster nok engang for Dig vil strøe og sanke,

Nu, da Du reyser bort, og deres Blade skal Forkynde ønskefuld Dig mange Dages Tal.

Du gaaer da bort, lâr os stiltiende tilbage.

Som mangen Gang har seet Din Fryds og Glædes Dage; Dog vid! just for Du var Monarkens kiere Ven, Vor Ønsker følge skal med Dig paa Veyen hen.

Du gik: dog Himlen Tak, vor Konge blev tilbage!

Vi ønsker, sildig vi maae Afsteed med ham tage:

Gid ey allene vi, men sildig Efterslægt Bestandig ham maae see i Himlens Varetægt.

Nu da! reys lykkelig, reys lykkelig, Mathilde!

Hør vores Ønske nu, som har ey vill't Dig ilde:

Styr, Forsyn, Skibet selv, bestyr selv Vind og Vand, Gaa naaer Mathilde vist med Lykke til sit Land.

7

7 Naar Hun da landet er med Fryd til hine Egne,

Og hist og her sig kan fornøye allevegne.

Vi og fornøyet er, og ønsker ikke meer@I denne Sag, da vi vort Ønske opfyldt seer.

Nu, skiulte Viisdoms-Raad, som alle Ting regierer

Allene med et Vink - du byder - de florerer:

O lær mig - Ja min Siel er alt beviist derom, At du allene har paa Jorden Herredom.

Monarkers høye Ting ey skiult er for dit Øye; Som Guder de for dig i Støvet sig maae bøye.

Og naar du give vil paa dêr Regiering Agt, Og selv beskytte dem, da er de først ved Magt.

Bliv ved, vor Konges Liv bestandig at beskytte; Din Naade nogen Tid ey lad fra ham bortflytte. Beskyt vort Rige, Land. Det Kongelige Huus Lad ikke undergaae, før Verden bliv til Gruus.

8

8.

Kom, Dødelige, frem, som har Forstandens Kræfter, Kom, brug dem med Fornuft, betank og døm derefter; Lær af Mathildes Gang: At ingen Dødelig Paa Jorden noget Sted vedvarigt har for sig.

1

Afskeeds-Tale til Dronningen. ifra det danske Publico.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2

        

3

Longum Vale! Vale! formose, dixit Jola!

Adskillige iblandt os har oplevet den be- drøvelige Time at sige det sidste Farvel til en døende, men aldrig har Residencen endnu sagt det, til en levende, Dronning.

Vi erindre endnu den Time, det uforglemmelige Minut det smertelige Øyeblik, da vi maatte sige det sidste Farvel til den livsalige den elskelige Lovise, den Dag- mar, til hvis Berømmelse og udødelige Erindring det er tilstrekkeligt nok, at Hun var den mageløse Christians Moder.

4

4

En Juliane erstattede os dette Tab, og det kunde nogenledes forglemmes, fordi det havde sin Grund i Skabningernes almindelige Skiæbne, Døden, der ligesaa vel banker paa Kongernes Palladser, som Armods ringe Hytter.

Nu maa vi sige Farvel til en Levende, hvor bittert hvor smerteligt er ikke dette Farvel? hvorledes skulle vi best udtrykke os, naar vi erindre Aarsagerne til denne Afskeds-Tale, Aarsager saa betydelige, saa usædvanlige, saa vigtige, at de igiennem hele Efterslægtens Historier, vil give vor Epoche et vigtigt Mærke.

Aarsager af den Natur og Beskaffenhed, at naar vi ey kunde forglemme dem, skal vor Ømhed stræbe at skiule dem; vor Faders Ømhed, Stammens Ypperlighed, trende Nationers Ære, byder det.

Vor Dronning, vor Dronning! hvor er vort føde Haab henfaret? vi spaaede os i Dig en livsalig, en øm, en mageløs Moder. Dit Livets Morgenrøde lovede os en

5

5 behagelig Dag, men Smerte og Jammer al den saa tidlig og uventet blev fordunklet!

Hvi har Du voldet saa uendelig en! Bedrøvelse, hvi har Du bedrøvet Din Mage, den allerømmeste dydigste og beste Siæl? Hvor sønderriver Du ikke det kierlige Hierte, som seer sig tvungen (Harm og Ære tvinge) til at tabe sit andet Selv? Hvi be- drøver Du Dig selv, hvi giør Du Dit Livets Foraar til en ubehagelig Vinter, hvi skiuler Du Din Æres-Soel i en rædsom Skye og opofrer Dig Selv den fortrædeligste Eenlighed?

Hvi bedrøver Du os? har det været skiult for Dig, hvor inderlig vi elsker vort Konges hele Huus, saa lad dette Blad bevidne og fortælle Dig, at vi ikke uden med de ømmeste Taarer kan sige Dig Farvel!

Naar vor Ømhed endog i denne Forfatning er saa stor, hvad mener Du da ikke vor Kierlighed skulle have været, ifald vi havde kundet ende den med den samme Ret som vi begndte den?

6

6

Vee dem som have forledet Dig! vee dem, ja vee dem tusende Gange! — o! at Du havde tilladet os bestandig ar erkiende Dig for vor dyrebare Moder, med hvilken sønlig Pligt, med hvilken hellig Glæde, skulde vi ey have baaret Dit Navn i vore Hierter og paa vore Læber!

O! det var allerede saa dybt indgravet, at dets Udslettelse koster os gruelige Smerter!

Naar vi erindre Dig forhen, som Dydens Andet Jeg, Lyksalighedens og Ærens Skødeglut, og en Kierligheds Gienstand for millioners ømme Hierrer, og naar vi betragte Dig nu, som en Eenlig Turteldue, skilt med Din fordums Glands og med al Ret til Dine egne Børns Kierlighed, da vær forvisset at Siælen gruer for den Tanke, og ønsker den aldrig havde kundet faae Anledning til at opdage den!

Hvi har Du ikke allene bedrøvet os, vi vilde og vi skulde have taalet det. Men ach! ach! — dog vi ville ey forvolde os nye Smerter med at oprippe et altid ulægeligt Saar!

7

7

Vi ville vise os værdige Børn af den ømeste den beste Fader, og troe os! Han seer efter Dig med er Øye flydende i medlidenheds Taarer, vi ville derfore ledsage Dig endog med de ømmeste Taarer, vi ville saa vidt muligt er, forglemme alt det som udæsker en ukierlig Bitterhed, vi ville ey erindre mere end den Tid som vi med Ære og Fornøyelse kunde erindre.—

O! at de Øyeblikke maatte have blevet evige, evige for Dig og evige for os, i Din Æres og vor Glædes uendelige Følge!

Mellemkommende Aarsager, have nægtet baade Dig og os den Lykke, og vi maa berede os til et Farvel!

Far da vel vor Dronning! glem aldrig at Du har boet hos den beste Konge og regieret over det beste Folk!

Naar Du tænker paa Din fordums Herlighed, da lad ey den Tanke friste Dig til utilladelige Ønsker, eller opvække en ufornuftig Gremmelse. — Naar Du som natur-

8

8

ligt føler Fortrydelsens fulde Styrke, da giv Gud Æren, fotryd mere Din Skiæbnes Aarsager end dens Virkninger og lad det veylede Dig til den sande Fortrydelse, som naar den vel anvendes, giver Siælen den fulde Roe!

Viis vor Dronning viis og beviis hele Verden, at en mild og rolig Aften kan udslette Erindringen af en Taagefuld Middag! — Lev vel! nyd al den Fornøyelse som Du maae nyde og kan imodtage, erhold og behold for alleting, en fornøyet Siæl!

Da vi ey for Eftertiden, kunde see Dig i blant os kronet med vore Ønsker og Palmer, saa skal Heller aldrig Din Forkleinelse, fortørne vor Fader og vanære vor Mund!

Det Rigernes store Haab, den Konge Søn som Du har efterladt, skal giøre at vi bestandig erindre Dig som en lykkelig Moder, naar vi ey mere kunde erindre Dig som den lykkeligste Dronning.

9

9 Farvel, Farvel vor Dronning! dette Farvel udæsker heede Taarer, thi det erindrer os om det Velkommen! vi raabte den første Gang vi saae Dig, hvor glædeligt var dette Da, og hvor bittert er dette Nu?

O! Himmel hvilken Harm, det dyre Baand maa brækes,

Som Fader Børn til et Moders Hierte bandt;

O' Morgenrødens Glands af Uhelds Skyer dækkes,

Og Haabet Ceder som et Kikajon forsvandt.

Forvorpne Last skal du saa Livets Soel formørke,

O! himmelgivne Siæl, har Du saa liden Styrke,

10

10

At Du fortrylles kan af Sandsers Phantasie,

Og skal det Hierte som Du villig lod

bedrage,

For i Indbildningen en Nectar Drik at smage,

Skal det og skal Du selv, tilsidst fordømme Dig?

Min Gud hvor kan en skabt sig selv saa let forglemme,

En Skabning hvis Fornuft saa vel udviklet er,

Og sine Gierninger faa Regelløst bestemme,

At ikke Himlen selv engang erindres

meer?

Skal Gud, Natur og Dyd og alle Ting

forkrænkes,

Og af Hensi ter i en snæver Kreds indskrænkes,

Hensigter borgede af et utøylet Vid?

11

11 Desverre man for tit dens Strøm forvoven følger,

Og mens man tumles om blant de selv-

giorte Bølger,

Man skiuler Himmel Gud og alleting med Flid. —

Men slig hvad Enden af en saadan Seyg-

ling bliver,

Hvor taer Forvovenhed sin sidste

Slutnings Havn?

Der, hvor Fortrydelsen sit fæle Mærke

skriver,

Og evig Skiendsel er i Sælskab med dens Navn!

Ja! ja! naar Eva til forbuden Frugt vil række,

Naar hun nysgirrig tør det kundskabs

Æble brække,

Naar den Hovmodige vil blive Guder liig,

12

12 Da blir hun mindre end hun nogen Tid har været,

Saa gaaer det den som vil ubillig blive æret,

Han griber sverdet men uagtsom saarer sig.

Det ikke tienligt er mod Himmelen at

pukke,

Den taaler til en Tid men naar den bliver vred.

Og Hevnens Sluser vil til Undergang

oplukke,

Saa synker Overmod med Eet i Svelget ned,

Men hvor er da den Haand, som hielpe kan og redde?

Ney! ney! et bundløst Svelg staaer ved misgiernings Bredde,

Og hvo som sikker alt for yderligen gaaer,

13

13 Han synker saa han ey kan reddes meer

i Tiden,

Men om det siunkne Vrag igien kan reddes siden,

Til Himlens Naade og en sand Forbedring staaer.

For Dronning! vee at vi skal sige Dig Farvel,

Den Afskeed smerter vist enhver fornuftig

Siæl,

Som Grunden eftertænker,

Hvorfore Du gaaer bort,

Din Glands kun vared kort

Og Skyggen evig krænker;

Ach hvorfor blev Du ey,

Bestandig i den Vey,

14

14

Som var til vores Lykke, Og havde dannet Dig Til Dydens Mesterstykke:

Og en Lovise liig?

O! Himmel hvilken Sag!

Hvad har Du ey indmaalet?

Gid aldrig denne Dag Af Solen var bestraalet.

Gid Himmel og Natur har skiult den den Dyds-Uven,

Som førte Dig at gaae paa Udyds

Stier hen

O! at Du havde ey forglemt Din halve Siæl,

Men stræbet heller paa at bygge vores Vel,

Hvor havde Du da ey den Mageløse

blevet,

Og til en evig Roes i Tidens-Bog indskrevet?

15

15 Farvel vor Dronning! tænk dog evig paa den Slægt,

Der har foræret Dig som redelige Sønner, Men vid, bekiend og troe at Himlens Varetægt,

Er Frugten af et Lands utrættelige Bønner!

Den Oldenborgske Slægt, kan

ingen Troeløs naae,

Og hvo som krænker den maae trøsteløs forgaae!

16

        

1

Dronningens Eftermæle for den 17de Januarii 1772.

Kiøbenhavn,

trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Døe, Sorgens Tvivl: da Fryd Til Haabets Maal udføres;

Kuns Lovsangs Harpers Lyd Blandt Nordens Folk maae høres.

See, Kongen lever, see Guds Frelses Magt paa Ham; Og Kongens Fiender de Nu blevne er' til Skam.

4

Hvo var den Helt, som foer Monarkens Liv at redde? Een værdig stoed ved Roer, Skiønt flere var tilstede: Heltinden! Rigers Trøst!

Og Kongens beste Ven.

Du endte Graadens Røst!

Du gav os Fryd igien!

Aarvaagne Dronning! Du

Var vaagen, da vi sove;

Som, var Din Røst, kom nu Guds Hielp mod dem, som vove At stiele Guders Liv,

At dunkle Kroners Glands; Bønhør og Naade giv,

Byd Ondskabs Børn: stands!

5

Guds Hierte strax blev rørt, Og Naadens Soel gav Straaler; Og Himlens Svar blev hørt:

Jeg dem ey længer taaler,

Jeg samlet har Din Graad,

Jeg saae min Konges Nød;

Bliv daarligt Ondskabs Raad! Skielv Frekke! Jeg det bød.

Da gik Din Majestæt,

Din Prinds og Troeskabs Venner, Til Kongens Cabinet,

Hvor strax Din Røst man kiender: Lev, Konge! og Dig glæd!

Thi Ondskabs Raad var lagt Imod Dit Huus, Din Sæd;

Men Himlen Hielp har bragt.

6

Kun skriv Dit Christian, Strax Frekke Fanger blive,

Strax Ondskabs Maal man kan Med Skranker trindt omgive;

Saa lever Du i Fred,

Saa glimrer Kronens Glands, Saa frelses Landet med Og Nordens Graad blir Dands.

See! Juliana vandt. Monarkens Ja man hører. Strax Tapre sig indfandt.

Som Ordres ret udfører,

Og Ondskabs Børn saae,

At Konger Guder er —

Og Hevn paa Synden laae —@Og Dommen bandt enhver. —

7

Faa Timer herpaa saae Man Dig vor Juliane Blant Dine Venner staae Og svinge Glædens Fane,

Hver Mine Vidne var,

Du Kongen elskede,

Og Moders Hierte har Til Ham og Rigerne.

Du viftede med Fryd, Som faldt paa Folkets Mængde.@Hist svarte Echos Lyd Og giennem Luften trængde.

Man saae Tre eenige,

Du midt iblant dem var,

Tre Fredens Stiftere,

Du Sejers Fane bar.

8

Selv Himlen tale Fred Til Dig, Du Freds-Fyrstinde! Guds Vagt vær altid med,

Hvor Du Dig vil indfinde!

Giv Kongen Dine Raad;

Byg Zions øde Sted;

Hør Faderløses Graad,

Og hielp Fortrykte med!

1

Afskeds-Sang, forfattet i Anledning af

Dronning

Carolina Mathildes

Bortreyse

til Zelle i Juni Maaned 1772. Sangvis forfattet efter den Melodi;

Ach Sylvia min Skiønne.

Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos J. N. Thiele boende i store Helliggeiststræde.

2

1. Nu rejser da Mathilda, Som Norden elske vilde; Hun reiser fra os bort - Den Tidsfordriv var kort. Hver ærlig Siæl som minder Den første Tid, end finder Af Kierlighed, den Følelse Som Danske altid lader see, Som fødes udi hver et Bryst, Som er saa sød en Lyst. 2.

Den Kongen sig udleeder Til Dronning, vi tilbeeder Den Kongen elske vil,

Vor Hierte hører til.

Den Dag, Du Caroline!

Først saae os — hvilken Miine@— Den taled idel Kierlighed Og loved reen Oprigtighed Vi svoer Dig evig Troeskab til — Som ingen bryde vil. —

3

3. Vor Troeskab tit er prøved,

Og Kierligheden øved,

Slig Dyd er største Vægt,

For Kongens høie Slægt@Vor Konges ædle Stamme Af dette just kan bramme:

Ved Undersaatters Kierlighed Ved Troeskab og Oprigtighed, Saa tryg er aldrig en Monarch, Som den i Dannemark.

4.

Om Troeskab understytter En Konges Magt! saa bytter Ei Danner-Kongen om Med tusend' Miiles Rom.

Vi Kongen ivrig dyrke,

Vor Kierlighed skal styrke

Hans Trones faste Grundvolds Fod, Som vi besegler med vor Blod. Et sindigt Mod, Troe, Tapperhed.@Er vor Beskaffenhed. —

4

5. Sligt vilde vi Dig skiænke Med fastest Baand tillænke —

Vi ønske i vor Siæl Dit og Din Konges Vel. —

Dem Himlen sammenknytter,

Et fælles Ønske nytter;

Naar vores Konge Velstand nød,@Alt Got, paa Dig, fra Himlen flød;@Og naar den loe, til dette Par,

Vi lykkelig da var.

6. I Dig, vi saae Lovise —

Vor Haab —- vor Trøst — vor Liise@Vi stemmede den Gang Om Hendes Tid, en Sang.@Vor Siæl da Glæden rørte — Som Tak til Himlen førte —

Og alle Hierters Harmonie, Om Et samdrægtig stemte i: Giv os Lovises Dyd igien! Vi sang til Himmelen. —

5

7.

Hun var en dobbelt Moder —

For mange dyre Poder —

Vor Christian — Fader — Ven — Som Himlen gav igien — Printzesser dyrebare —

Som Edelsteene vare. —

Ja Tvilling Riget vorte op

I Hendes Bryst, til Velstands Top,

Selv Himlen fandt deri Behag,

Den Tid, var kun en Dag.

8.

I vores Juliane Vi holdt den gamle Vane Ved Hende from og god Os Himlen trøste lod, — Hun var os som en Moder Opelskede de Poder,

Af Gud vi ved Lovise fik —

Ja gav os vor Printz Friderich Den reene Lyst, da lokkede Til Jorden Himlene.

6

9.

Med denne reene Glæde Saa vi Dig til os træde —

Da stod den danske Sol Endnu paa Middags-Pol.

Vi ventede at finde I Dig Lovises Minde,

Den Engel, som fra Engeland Oplived' hver en Dannemand! Som Engle glade Budskab gier,

Vi tænkte: Dit og blir!

10.

Hver Bud, fra Hoffet førte En Glæde, som os rørte —

Dig Christian elskede, Sligt os fornøiede —

Vi vores Konge fulgte;

Hvad Han— vi ikke dulgte,— En hellig Pligt os dette bød Slig Lydighed er altid sød;

Et roligt Liv — i Haab dog Fred Var vor Lyksalighed.

7

11. En gammel Pligt os byder At Kongens Vel os fryder

Hans Liv — Hans Lykke er Med vores knytted nær.—

Det mindste Vink han giver Heel nøie agted bliver —

I Blinde bør vi lyde den, Som salved er, af Himmelen, Naar Sagen skiules skal og bør Den taus med os da døer.

12.

Nu seer vi, at man skriver: I Engeland der bliver Tillaved Reise-Færd Hvo veed, hvor nær den er?

Din Hofstat man tillaver Man Reise-Routten haver,

Og da man Zelle nævnet seer Til sidst, Du skal vel blive der Os Rygtet ofte bragte sligt —

Det var dog ingen Digt. —

8

13. Den samme Magt som byder — Og som vi blindt adlyder —

Den os befaler her —

Vort Hierte Kongens er.

I hvor Du end skal leve Du det tilsidst kan kræve:

At de, som tog mod Dig med Fryd Bør ogsaa give Afskeeds-Lyd. Vi denne Fordring billiger —

Vort Hierte Kongens er.

14.

Reis da fra os Mathilde!

Vi bør, som Kongen vilde —

Det Pandt, som Du os gav Vi gav Dig Renter af.

Vi tog mod Dig, med Glæde,

Og nu, du skal borttræde,

Vi eene trøster os derved,

At vi, ei først brød Troskabs-Eed I Christian vi en Fader har — Og Juliane rar! —

1

Adspredte Tanker samlede ved Søe-Kanten

af

Cronborg Fæstning

og opskrevne ved Dronning

Caroline Mathildes

Bortreyse.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Herman Höecke 1772.

2

Min Musa fløy og drog med mig, Vi kom! — Ach Skrækkefulde Egne! Hver Dyd for Udyd maatte segne,

Hver Troefasthed var fuld af Sviig; Hvor Du og Jeg ey eene var Om det, Naturen os har skiænket,

Hvor Venlighed sin Byrde bar,

Da Tvang til Villien blev lænket.

3

3

Hvor reen Oprigtighed fik Navn Af dum Paastaaenhed og Klygter,

Hvor selv den Frække ikke frygter

For Svig, naar han kun seer sit Gavn Hvor Falskhed høyt blev svinget op Ved snedig Omgang, og opklækket,

Dog blev nedstyrt fra Magtens Top Da Almagts Haand selv opdrog Dækket.

Hvor fælles Kierlighed var Tvang Geleidet med forstilte Lænker,

Som Sind og Legeme ey krænker,

Men dog, skiønt tvungen, holdte Stang, Selvtagen Frihed var et Bud Som høyt blev agtet og tilbedet,

Hvor Liv for Tørst blev slukket ud,

Da Gift for Nectar blev beredet.

4

4 Hvor Frækhed brugte Overmagt, Selvtagen Myndighed regierte, Om Agtsomhed sig ikke kierte, Men Egennytte tog i Agt;

Hvor Viisdom var en Daarlighed, Naar den med Gudsfrygt var begyndet;

Hvor en forvoven Dristighed Høyt vovede og dog blev yndet.

Hvor — Ney, min Musa flye med mig. Fra disse lastefulde Scener,

Som Angst, som Frygt, som Skræk forleener; En bedre Plan udvælg du dig,

Som en saa fæl for Øyet er,

Saa skrækkefuld for Sind og Sandser,

Som meer behagelig udseer,

Som Dyd, Religion omskandser.

5

5 Jeg vendte mig, strax Øyet fik En bedre Plan paa nye i Sigte,

Hvor Omgang var, som ikke svigte,@Men just i Nøden holdte Stik; Hvor Kierligheden Maalet var; Hvor Dyden af Fornuft blev ledet;

Hvor eenig' Kræfter Byrden bar, Som Utroeskab selv havde smedet.

Her saae jeg Liv, her faae jeg Lyst; Gudsfrygt sit Indpas havde fundet; Religion til Dyd var bundet,

Og Glæden smiilte i hvert Bryst, Her var Oprigtighed en Ven,

Som Naadens Fakler selv antændte,

Selv Øyet vædet blev, da den I Andagtsfulde Flammer brændte.

6

6 I disse Tanker som jeg stod, Jeg Øyet ud paa Havet kasted', Hvor Bølgen op og ned sig hasted'. Nu een den anden efterlod.

Nu blev een høy, en anden lav, Og den, som høyest var og kneyste, Snart lignede en dybest Grav, Saasnart den anden sig opreyste.

Nu, tænkte jeg, du bedre veed Ey et Sindbillede kan være Paa Livs Ustadighed, og lære Dig Lykkens Ubestandighed:

Men see! i disse Tanker som Jeg stod, og vilde mig fornøye,

En Skare strax da bag mig kom: hvilket Syn for Sands og Øye!

7

7 Jeg saae — Mathilde! Jeg blev glad I samme Øyeblik, da Øyet Fik Hende see; jeg blev fornøyet,

Da Hun kom nærmere: men —- hvad? Hun til Strandbredden iiler fort;

Ach — alt om Bord — see nu, Hun seyler!

Nu — De gaaer mig af Sigte bort. Hvad — mon jeg ey paa Synet seyler?

Hvem saae, at Dronningen gik bort? Hvem saae den kronede Mathilde? Og et Farvel ey bede vilde,

Nu, da Hun reyste fra os fort.

Jo, da den Sandhed er alt klar,

Saa bør du Cronborg ey forglemme Den Lykke, at en Dronning har Forlystet sig udi dit Giemme.

8

8

Saa misted' du den Glæde, at Mathilde bort fra dig har flyttet,

Dig med et andet Sted ombyttet.

Nu, du berøvet er den Skat:

Saa ønsk, at gladefuld Hun maae Til hine Egne lyklig havne,

Hvor Hun Fornøyelser skal faae, Og idel Glæde der skal favne.

1

Dronning

Caroline Mathildes

Afskeds-Tale til

det Danske Publicum

med

Publici Giensvar.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Herman Höecke 1772.

2

Under Melodie:

Allerdeyligste Climene & c.

1.

Jeg min Skiæbnes Tom maae følge, Faer nu vel du kiække Land!

Medens Øster-Søens Bølge Flyder ved din flade Strand,

Glem da aldrig din Mathilde,

Som din Dronning nyelig var,

Thi; at tænke, tale ilde,

Ingen Dansk vanæret har!

2.

Ach! ustadig blinde Lykke,

Hvor er du ey Stormen liig?

Som i Hast kan undertrykke,

Men naar den vil føye sig,

Den vort Haabets Skib kan føre Uforskyldt til Ønskers Strand,

Men naar du vil Modstand giøre,

Sig mig da hvo havne kand?

3

3

3. Du ey blot de ringe driller Med en u-indskrænket Vold,

Men du mellem hvert og spiller Med er kronet Hoved Bold;

Høyhed, Purpur, Kronens Ære,

Thronens Tryghed, Sceptrets Magt, Kan ey selv befriet være,

Naar du kun har Dommen sagt!

4.

Jeg maae selv et Vidne blive Paa hvor Høyhed tumles om, Skiæbne! skal jeg det vel skrive Ene paa din strænge Dom?

Eller mon man foraarsager,

Og selv Skiæbne skaber sig,

Men kun til Undskyldning, klager.

Og beraaber sig paa dig?

4

4

5.

Enten Skiæbne eller Lykke,

Eller jeg er Aarsag selv,

Det mit Hierte dog kan trykke,

Jeg maae sige dig Farvel!

Naar jeg kun et Blik vil sende Til min fordums Værdighed,

O! da maae jeg ret bekiende:

Siælen gruer sig derved!

6.

O! Farvel Du Nordens Ære Og forlad hvad jeg har brudt!

Jeg ey Din kan meere være;

Ulyksalige Minut!

Som for ævig mig har skillet,

Ædle Dannemark! fra dig,

O! naar denne Storm er stillet,

Tænk dog end Engang paa mig! —

5

5 Publici Giensvar.

Under samme Melodie:

I.

O! vor Dronning, vor Mathilde, O! Din Afskeed gaaer os nær,

Blev Du her saa langt vi vilde,

Var Du ævig blevet her!

Kan Du ey vor Dronning være,

Vi erindre dog Du var;

Nedrighed skal ey vanære

Den Dig Eengang lydet har!

6

6 2. Skiønt den blinde Lykkes Vælde, Og den grumme Skiebnes Dom, Kan saa let et Ceder falde,

Som en Nelle kaste om,

Dog er Skiæbnen for det meste Følger af vor Giernings Plan; Vælges viiselig den beste,

Skiæbnen intet virke kan. 3.

Giennem Skyen selv frembryder Glimten af Din Æres Soel! Skiønt Du ey som Dronning byder Paa den Danske Konge-Stoel, Vi den Tid dog ey forgiette,

Da Du elsket derpaa sad;

Og vi skal med Flid udslette Det, som kun opvækker Had.

7

7 4. Mathilde! o vort Hierte Var saa elskovsfuldt mod Dig! Du var den, som vi begierte, Haab og Ønsker smigred sig. Er vel Danmarks Lykke fremmet Fra det kiere Engelland?

Mon Lovise er forglemmet:

Mon den Engel glemmes kan?

5.

Ja, farvel, farvel, Mathilde!

Tænk kun paa det Danske Folk Engang, aarle eller silde.

Du selv være skal den Tolk, Som al Verden skal fortælle:

At naar Elskov, Troe til Død Kan en Underdan besiæle,

Saa er han i Danmark fød.

8

8

6.

Vi skal altid paa Dig tænke Og den Printz som Du har fød, Vi med dobbelt Maal skal skiænke Troe og Pligter til vor Død!

Faer nu vel, Dig Himlen følge!

Kongens og Din Afkom staae Medens Øster-Søens Bølge

Kan paa vores Strand-Bred slaae.

1

Kongens-

Dronning Juliane Maries-

Kronprindsens og Prindsessens-

ømme

Fornemmelser

ved Dronning

Caroline Mathildes

Bortreise.

Og Dronning

Caroline Mathildes

Svar til Høistsamme.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2

Kongen:

Landsfaderen sin Magt af Gud er

overdragen

Kan glæde maa sit Folk og høre deres Klagen

Han som Privatperson, kan ikke giøre alt

Hvad Han har Attraae til og staaer i

Hans Gevalt

Derfore maa Jeg Dig Mathilde! kierlig

sige

Mit ømmeste Farvel fra Mig; fra Folk og

Rige

Lev mere Lykkelig, end Jeg som Konge

kan

Dig lade leve her udi Mit Arve-Land.

3

Mit Hierte svimmer nu i indeklemte Taarer Du mørkner Glædens Soel. Dit Savn Mit

Hierte saarer.

Jeg ofrede Dig først min ømme Kier-

lighed.

Nu maa Jeg savne Dig ved rørt Retfærdighed.

Din Glæde straale smukt! Dit Hierte kun

oplives

Til Dydens Følelse! - - skiønt Du maa da udrives,

Udaf Min kielne Arm; skal Vi dog

hisset see:

At Vores Venskab er saa sødt som

blomstrende

Dronning Juliane Marie:

I Tænkemaade var Vi os saa heel ulige Vi taltes sielden ved; dog var vi i et Rige Mig Ømhed rører dog nu da Vi skielles ad

Der Bortgang gaaer Mig nær i allerstørste Grad.

4

Jeg tænkte mangen Gang i Deres Glædes

Dage

At Haabet skulle snart en livlig Glæde smage Jeg sukkede og saae og bad til Himmelen

Jeg blev dog smertet selv udi Bøn- hørelsen

Lev vel Mathilde! lev! - med Velstand

Held og Glæde!

Ja gid De maa med Gud paa Udyds Nakke

træde!

Gid Himlen boe hos Dem i et for- nyet Bryst!

Og Himlens Forsmag bliv kun nu Der

lives lyst!

Did Gud og Aanderne kun ved Fortrolig-

heder,

Og Omgang med Der Siel opfylde det jeg