Josias Bynch Følelser paa Kong Christian den Syvendes Fødselsfest den 29de Januarii 1772.

Følelser paa Kong Christian den Syvendes

Fødselsfest

den 29de Januarii 1772.

Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

        

3

Disse Tanker

indvies

for vor store Monark,

Kong Christian den Syvende,

alles største Glæde, Underkuedes Hielp,

og Forgrædtes Trøst.

4

For vor ulignelige

Dronning Juliane Marie,

vor store Konges Moder, Religionens Dyrkerinde, og Christians viise Raadgiverinde.

Dannemarks dyre Klenodie, Englenes udtrykte Billede, Kongens Broder og Ven.

Allerunderdanigst

af

Josias Leopold Bynch.

5

Fryd rører nu mit Bryst! Udydens Luftsyn svandt,

Som nyelig truede med Mord, og Pest, og Torden, Som skiulte Dydens Skin, og blev til skræk for Jorden, Som stakket Tilstugtsted i Nordens Skyer fandt.

6

Hver Dydig bange blev, og fløi fra Tronen væk, Min Finger spilte ei paa Smigreriets Strenge,

Min Harpes Toner sig da torde ikke menge Med Falskheds dorske Klang, som giør kun Daaren frek.

Jeg hørte, saae og taug, og svarte med et Suk; Naar den fortrængte. Dyd fortrolig til mig sagde.

At Ondskab al sit Krut i lumske Miner lagde Til Værn for Meeneeds Trop, og Skræk for Kongens Flok.

7

Mit Blod det kogte tit, naar jeg slog Tillid til Det fæle Rygte, som bestormte alles Huse;

Hver Borger raabte da: Vi Kongens Fiender knuse!

Her i vort Bryst er Mod paa blodigt Sørgespil.

Et Skin kom ned fra Gud, ved det blev Kongen vaer Den onde Engleskok, som luurte om Hans Trone,

Ja tvende Engle, som bar Jesu Æres Krone, Oplyste Christian om hvad der i Gæring var.

8

Vor ømme Christian vil ei Ont om Venner troe, Hans sysselsatte Siæl kan ingen Misliid krænke,

(En Dydig tænker knap paa Ondskabs dumme Rænke), Saa var vor Konges Sind, som følte Dydens Roe.

Vor Juliane selv med majestætisk Mod Indledte Kongen i Hans Fienders Labyrinter. Ved Dydens Fakkel Hun opdagte disses Finter; Saa skinte Solen der. Hvor Mørket nylig stod:

9

En majesketisk Røst giir Vægt til ømme Ord, Et ædelt Ansigt best med Eftertryk kan tale,

Ja Sandhed maa sit Blus i ædle Miner male, Ved Dydens Følelse blev Talerinden stor.

Tak store Dronning! — Tak! — at Millioner lee,@At Blodet ei forløb os, som vor Konge elske; At Hevnens Tordenpiil kan ramme de Rebelske, Ja at Religion ei blev Bespottelse.

10

At Nordens gamle Slot ei blev af Blod bestænkt, At Kongen til vor Fryd Sit endte Aar oplever,

At Kongens Kierlighed til os Hans Hierte hæver, At det fik Omslag, som Forræderne har tænkt.

Ja milde Friderik! — vor Julianes Det fyrig ruller om med Dyd i Dine Aarer,

Din kronte Broders Suk Dit ømme Hierte saarer, Dit seer Forræderne vil rokke Tronens Fod.

11

Vor Konge neppe veed for Mistillid og Skræk, I hvem Hans Støtte er; — men mon ei Kongens Broder Beherskes af den Dyd, man hos en Ven formoder?

Jo! - han er indsigtsfuld og from i al Sin Iid!

Hav Tak, o Friderik! at Du den Klippe var, Hvorpaa vor Konge sig i disse Farer Hvilte,

Du var Hans venstre Haand, da Farer mod os iilte, Dit Øie saae, som Hans, Du med Ham Byrden bar.

12

Ved Julianes Vink blev Du vor Fredrik stor.

Og størst i denne Sag; thi Landets ømme Fader Ved snelle Raad og Daad fik frelset Myriader Fra Frekheds glubske Haand, som greb om Rigets Roer.

Ja Fleres vaagne Troe var Aarsag, at vi see Vor viiseste Monark med Glæde paa Sin Trone,

Og at Han bær i Roe Sin Oldefaders Krone, Trods! — Trods! Forræderne! — Trods al Formastelse!

13

Om Syndens Træl slap løs, og Lænken sønderbrød; Om han fik Raaderum, og kiek mod Himlen fnyste; Om han huseerte grumt, saa hver paa Jorden gyste, Om han Blodigle var hver Gang hans Vellyst bød.

Om han forlokkede det unge Hierteblod,

Som ubesmittet var, og kunne bleven dydig;

Om han var Folkes Lov, endogsaa Guds ulydig, Mon Gud er da for svag at knuse Trællens Mod?

14

Om en formastet Haand vil brække Rigets Spiir; Om ublue Tyrannie tør Fredens Roe forvirre;

Om Vold og Overmod tør alles Suk opirre; Mon den ildsprudne Hevn tillige hemmet bliir?

Nei — Gud er naadig, viis; hans Øie vaagen er, Endskiønt Forræderne af Synd faldt Hen i Dvale, Skiønt de ei hørte det, som Truslens Tordner tale, Blev de dog ved Guds Vink stødt hen i Fængseler.

15

Glæd Dig, Kong Christian! vor Gud Din Frelser blev, Forstilte Venner Dig ved Venskabs Glans fortrylte, Hver Slange blottet blev, som Maskerne omhylte.

Gud Dine Fiender selv bort fra Din Trone rev.

Nu kan Din Fødselsfest oplive Nordens Flok, Gud har udmærket den blant Tidens gyldne Dage, Dit Spiir kan Du igien til Lehns af Himlen tage, Og Dine kielne Børn er fyldt med disse Suk:

16

Vor Konge eenevolds vort Hierte eie bør! Gud selv udruste Ham med alle store Gaver, Som Kongen ønsker sig, og som dog Himlen haver! Gud Morderengle fra Hans Riges Strækning føer!

Gud krone selv Hans Liv med Sundhed og

med Lyst!

Ja giv Ham Viisdom at oprette Rigets Sager: Gud tal til Ham for os, naar vi vor Nød

andrager!

Han længe — længe bliv Sit elskte Nordens Trøst!