↩

Tanker fra Kiøbenhavn til Cronborg.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og faaes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2
3

Du gik Mathilde! bort, — og skulde ey en Sang,

Blant mange helliges. Din merkelige

Gang.

Du gik fra os, som Dig der aldrig undte

ilde,

Din Bortgang bøye maae selv Hiertet paa de vilde

Naar de faaer høre at den Kronede Mathilde,

Der var saa føyelig, som Dagen den er

lang,

Forloed den Stad, hvor man om Hendes Venskab Sang.

2. Du vor Mathilde var saa kierlig og saa sød, De store med de smaae saa let Dit Venskab

nød.

Dit Kierlighedens Pant, Du blottede til

mange.

Ja og i Brude-Seng kan Bønder Dottre

gange,

Ved Dig — og Jomfruer med Kunstens

beste Sange

Dit Navn ophøye vil iblant Veninders

Tal,

Fordi Du hialp dem til Naturens søde

Val.

3. Du gik til Cronborg Slot — hvorfor?

Din Munterhed

Og Kierlighed var Skyld, Du maatte reyse

ned.

Du Cronborgs Fæstnings Kunst i Øyesyn

vil tage

Du smager Kunstens Kraft Du bliver mange

Dage

Paa Cronborg — ja man spaaer: Du kommer ey tilbage,

Til Kiøbenhavn; thi Cronborg alt har taget

ind,

Din Lyst og Munterhed, Dit Kierlighedens

Sind.

4. Du Cronborg Slot! med Ret bør kaldes lykkelig,

Som vandt Mathildes Lyst, saasnart hun

kom til dig,

Vogt nu Mathilde vel! see til du aldrig

glemmer

Den Gunst, Hun viser dig, at Hun i dine

Giemmer,

Vil skiule sig og høyt dit Navns Ære fremmer,

Da Cronborg aldrig nød den Ære at det

var,

Et Sted hvor Kronede saalenge blevet

har.

Stræb Cronborg at du kan Mathildes Munterhed,

Retskaffen muntre med dit dog saa muntre

Sted,

Mæt Hendes Øyne med Neptuni Riges

Heldte

Med Bølgerne, hvis Mod gaar løs paa Søefolks Teldte,

Din muntre Dronnings Mod ved sligt skal

ey hensmelte.

Men vogt dig, at Hun ey at gaae fra dig

faar Lyst

Imod Neptuni Magt at vove Kiemper

Dyst.

Thi som jeg haver hørt, saa har Hun alt faat Smag

Til Søes at fare, og der kommer snart en

Dag,

Paa hvilken Hun sig vil fra Cronborg Slot

begive

Og nogle Dages Tid blant Bølgerne fordrive,

Indtil Hun Lander hvor Hun stedse vil

forblive,

Hvor Hun sin Residentz for altid have

skal.

Hvor nok af Tidsfordriv er for Mathildes

Val.

Da ynker jeg dig ret du arme Cronborg Slot,

Som nød den Ære og som havde det saa

godt,

At giemme Dronningen —- ja meer at see

den Milde,

Som smilede hos dig — den Kronede

Mathilde,

Da ynker jeg dig naar Hun fra dig reyse

vilde,

Og prøve den Seydlas, som Hun paa dig

har seet,

Da maae man sige at din Lykkes Haab blev

beet.

Men Dig Mathilde, som til Søes nu reyse vil,

Skal Resten af min Sang bestemmet være

til:

Seyl lykkelig, saa at Du Lander i de

Havne,

Som Dig bestemmet er, som bedre Dig kan

gavne

End de forladte, som herefter Dig skal

savne

Og stræb af Din Seylads at høste Frugterne,

Som Dig bestemme kan en sand Fornøyelse. 9.

Dit Vel Mathilde var os altid Hiertekier,

Du altid elsket blev og frygtet af enhver. Imens Du Moder var vi elskte Dig Mathilde,

Som Børn vi giorde alt hvad Du os bød

og vilde

I Gierning vise, at vi meente Dig ey ilde Men Dig og Kongen vel i alle Handlinger. Lev vel Mathilde! saa Dig ønskes af

enhver.